La Tour de Corse eller på korsikansk La Tour de Corsa
I 2008 opdagede vi, ikke Amerika, men Korsika, og godt nok var vi ikke de første, men det var Columbo jo heller ikke.
De der lavede Korsika har bestemt haft en meget heldig hånd. Den smukkeste ø, med alt hvad man kan ønske sig. Godt nok skrev Jacques Berg tilbage i 1983, at maden på Korsika ikke var noget at skrive hjem om, og der er vist heller ikke mange Michelin stjerner til de korsikanske restauranter i dag, men vi har spist den mest vidunderlige mad på adskillige restauranter rundt på hele øen, mad der omfatter alle de bedste varer fra øen. Ingen ret uden de faste ingredienser, så som deres bacon, valnødder, figner, kalvekød, pragtfuld salat, honning og meget mere. Deres vin er også ganske god.
Alt i alt, en ø der fortjener mange stjerner. Og det er ikke sidste gang den får besøg af os.
Tirsdag den 2. juni Vi er på vej til en ferie på 38 dage! Sådan er det at være pensionist. Man bestemmer selv. Og vi har bestemt, at hele juni måned skal tilbringes i Frankrig. Og meget af tiden på Korsika.
Så i nat –før solens stod op – begav vi os sydpå i en perfekt pakket bil og med en opdateret frk. Nüvi. Fint vejr. Allerede på de tyske motorveje, blev vi klar over, at frk. Nüvi havde fået det forkerte ben ud af sengen. Hun kunne ikke holde sig på vejen, og insisterede hele tiden på, at vi enten skulle dreje mod nordvest – hvor end det så måtte være, når man lige har kørt rundt og rundt i en afkørsel fra den ene motorvej til den anden – eller vende om. Og det gør man jo ikke sådan lige på en firesporet motorvej.
Med mere og mere alvor gik det op for os, at hun slet ikke var opdateret – snarere sat på ”stand by”. Nu er det jo ikke sådan, at vi ikke selv kan finde ned til Claire i Herrlissheim, men tanken om alle de koordinater, Mogens har lagt ind til vores kommende Korsika rundtur, og med de indviklede små veje in mente, ja, så var det svært at finde en grimasse, der kunne passe.
Og så skete underet: Næppe var vi kommet over grænsen til Frankrig, før den dejlige dame sagde: ”Om otte hundrede meter. Kør ind i rundkørsel og tag anden til højre”. Way to go! Og hun bragte os i mål hos Claire kl. 16.00. Vi blev hilst velkommen ved navn – ja, så føler man sig da velkommen, selvom man slet ikke har meldt sin ankomst – og fandt med glæde ”vores” plads ledig. Men det er første gang, vi har set så mange telte på pladsen. Det er sådan set også første gang, at der har været så mange mennesker på dette tidspunkt. Men vejret er sandelig også pragtfuldt: 27 grader.
Onsdag den 3. juni
Uhm flute og croissants – la vie est bonne! Også vejret. Solen skinner på os fra en skyfri himmel. Colmar tager sig ud fra sin smukkeste side, og frokosten på Cafe Leffe på torvet er perfekt. Derefter indkøb i Rond Point – som nu er blevet til en L’Eclerc, dog med samme varesortiment. Vi forsynede os med alt det herlige franske mad: Nyopgravede, hvide asparges, oste, kirsebær, brød og vin. Ja, og så behøver man ikke andet for et pragtmåltid i Guds egen natur. Jo, man kan sagtens bruge et par timer i selskab med Camilla Läckberg og Åsa Larsson. Så det gjorde vi.
Torsdag den 4. juni
Ja, vi skal jo videre, men vi kommer tilbage den sidste uge af ferien. Det er en lang tur sydpå, nøjagtigt 821 km til campingpladsen i Frejus, men vi var indstillet på endnu en køredag, så vi nød turen og udsigten fra motorvejen, som masser af steder var ganske dejlig. Tempoet er også mere moderat end i Tyskland. Franskmændene overholder rent faktisk fartgrænserne. (Det gør tyskerne vel også, for der er ingen grænser). Og det gør, at turen ikke bliver slet så anstrengende. Så vi ankom i fin form ved 17-tiden, installerede os og nød resten af dagen. Ja, vi har faktisk været oppe på 31 graders varme i dag!Fredag den 5. juni
Frokosten indtog vi på den sædvanlige syrede restaurant på ”Le Maiva Plage” lidt syd for Frejus. Her sidder vi bogstaveligt talt med tæerne i sandet og i de mest sælsomme omgivelser med flagrende hvide gevandter omkring os, liggebrikse ud mod vandet (dog tomme) og en eksotisk bar. Maden er fortræffelig! Herefter indkøb i det store supermarked. Det blev også til et par hovedpuder, for det blev lidt for hårdt at ligge med hovederne så tæt på jorden. Nå vi havde jo ellers tænkt, at de ville fylde for meget i biloppakningen, men i værste fald kan vi jo blot sidde på dem………
Lørdag den 6. juni. Tennis kl. 8.00. Vi havde banerne for os selv på en stille, solrig morgen. 6 - 3, 1 - 0, og så var den ged barberet. Og så hjem på vores lille parcel med varme croissants og flute. Dagen er gået med ingenting, så den har været god. Vi har bare nydt omgivelserne og os selv på campingpladsen og lavet lidt hyggeligt mad og drukket lidt perlende vin. Og så har Mogens sms’et med Morten om fodboldlandskampen mod Sverige. Morten formåede at holde os spændte og opdaterede, og hurra, Danmark vandt 1-0. Søndag den 7. juni
Afrejsedag til Korsika. Vores meget søde vært spurgte, hvorfor vi ikke bare blev hos dem, men da vi fortalte, at vi var på vej til Korsika var der en medarbejder, der straks blandede sig begejstret i samtalen og gav os en masse råd. Han lignede også en gammel korsikaner.Inden afgang skulle jeg lige hen med vores godt fyldte genbrugspose. På denne campingplads sorterer vi nemlig også i den grad. Man får udleveret en stor, kraftig plasticpose, når man tjekker ind, og heri skal så alt papir, rengjorte dåser, mælkekartoner, vinflasker og øldåser lægges. Ved afrejse kører man så hen til en gevaldig velholdt plads, hvor man sammen med alle de andre prøver at fordele posens indhold i de mange containere. Det lykkes, og man føler sig SÅ god.
Det er mors dag her i Frankrig. En stor ting. ”Korsikaneren” kom løbende efter mig med en stor langstilket rose. Jeg blev glad.
Og så skulle vi bare til Nice og finde havnen. Det gjorde vi selvfølgelig i god tid. Var en af de første i rækken, fik tjekket ind og forlod så bilen for at finde en avis og et rart sted at sidde ved havnen. Det er bedst at være rig i Nice. De enorme lystbåde, som også har plads til motorbåde og jetski, er kun få forundt. Til gengæld håber jeg, at hvad vi så i en af sidegaderne ved havnen, også kun er forbeholdt de få: En restaurant havde smurt sandwich af aftenens rester og stillet dem op i en af dens vindueskarme. Der var stadig nogle få til overs. Tilbage ved færgelejet var vores bilrække rykket længere frem, så der holdt vi lidt alene. Vi blev hurtigt vist videre frem og så, at der var rigtigt mange biler nu. Nok 2-300 hundrede. Og der var stadig et par timer til afgang. Færgen var ikke at se. Mange tog ind for at spise lidt, eller gik en tur – ligesom vi gjorde.
Og da vi kom tilbage var der stor aktivitet. Det stormede så meget, at færgen ikke kunne komme ind i havnen, men måtte sejle videre til Savona, Italien. Vi blev bedt om at køre dertil. Ramaskrig hos nogen, resignation hos andre. Vi spurgte, hvordan pokker man kom dertil, og svaret var selvfølgeligt og tålte ikke modsigelse: ”Tag A8 mod Genova og kør ned i havnen i Savona. Det tager 1 time. Skibet venter på de sidste.” Jamen, det gjorde vi selvfølgelig så. Selvom det var svært at sno sig ud mellem rækkerne, for der var mange, der ikke var kommet retur til deres biler endnu.
Mogens er god til at sno sig i trafikken, så vi kom ud af Nice uden problemer og fandt A8. Der var nu godt over 100 km, så en times kørsel kunne ikke gøre det, især når man tager den snørklede vej til havnen i Savona i betragtning. Alligevel rullede vi ind som nogle af de allerførste. Og her begyndte cirkusset. Alle skulle ind på kontoret for at få en ny billet (som samtidig var en reduktion af prisen). Der sad én venlig, desperat pige og ekspederede. Det var stegende hedt, og køen snoede sig snart lystigt!
Det korte af det lange: Vi kom af sted, fandt en hyggelig plads på færgen, spiste et pragtmåltid mad, som vi også fik delvis refunderet, og nåede Bastia i bølgegang omkring kl. 23.00.
Og det er ikke sjovt at køre ad den snoede vej op til Pietra i buldrende mørke. Men det gik godt, vi rullede stille ind på campingpladsen, satte teltet op med hjælp fra et par lommelygter. Og sov ved midnat. Udmattede.
En ting er specielt på denne campingplads. Hele tiden skifter himlen udseende.
Mandag den 8. juni
Tænk, at en god nats søvn kan vaske al træthed væk! Her kunne vi nu sidde og spise morgenmad med korsikansk bacon og æg og toast i det dejligste solskinsvejr. Vi kunne huske, at her i Pietra kommer bageren først kl. 10.00, og for os er det langt op ad formiddagen, så vi havde provianteret i forvejen.Det fantastiske swimmingpoolanlæg er færdiggjort, og så indbydende ud. Alle de parzellierte pladser var optaget, og ”kun” på marken kunne vi finde en plads. Det er et pragtfuldt sted med udsigt til bjerge og konstant skiftende skyformationer omkring dem. Kun blæst er et minus, så det skal vi helst ikke have, for så skal stormteltet frem.
Her er mange telte. Så mange har vi aldrig set ført. De er flotte, store og nye. Folk, der bor i dem er midaldrende eller ældre. Og så er der også nogle unge par med børn under skolealderen. Her er lige så rart som sidste år. Og også her hilste ejeren genkendende på os. Han har en hund med kun tre ben!
Vi kørte en tur op langs kysten til den lille havneby Macinaggio. Al denne udsigt kan man ikke få for meget af, og hvor har vi glædet os til at gense kyststrækningen. Fik en dejlig frokost på én af de travle frokostrestauranter på havnen. Grillede sardiner og kold rosévin er særlig godt lige her. Eller det er måske bare stemningen. Vi nød det i hvert fald. Så lidt proviantering i Luri ca. 5 km inde i landet hos den lokale Coop, og derefter en herlig aften på campingpladsen. I morgen, allerede, drager vi videre – over bjergene til vestkysten og ned til Calvi. Men vi vender tilbage en lille uges tid, inden vi sejler tilbage til fastlandet.
Tirsdag den 9. juni
Nu ved vi præcis, hvor Mogens mistede sin sandal sidste år! Vi har grublet over, hvordan pokker man kan miste en enkelt sandal. Men faktisk er det lykkedes Mogens to gange at få en sandal bugseret ud fra fordøren her i år, fordi han har sine sandaler liggende foran sig, når vi kører. Så altså: han har selv smidt den ud. Og pludselig gik det op for os, hvor det gik galt. Selvfølgelig på D180 ved Poggio, hvor vi parkerede bilen for at beundre en gammel kirkeruin og en mølle. Vi kiggede efter sandalen dog forgæves.Ja, vi skulle kun køre 130 km i dag for at komme til Calvi. Men med en gennemsnitshastighed på 42 km tager det altså en tre timer. Plus det løse. Men så har vi da også fået set de skønneste landskaber og de stejleste kyststrækninger i mands minde. Hæsblæsende smukt.
Er nu installeret på en stor plads midt i Calvi. Man finder selv sin plads, for det er jo lavsæson. Vi synes her er masser af mennesker og spekulerer over, hvordan her ville være i højsæsonen. Vi ville ikke være her. De er i gang med at rengøre nogle små cirkustelte til udlejning lige overfor os. 16. juni begynder rykindet, på det tidspunkt åbner restauranten også. Frokost i Calvi. Denne hersens vidunderlige kalveragout i oliven. Mums. Og så en dejlig læseaften på campingpladsen.
Onsdag den 10. juni
Fra vores strand – som ligger lige over vejen – kan man se langs bugten over til sejlbådehavnen og fortet. Det tager sig flot ud med en blå, blå skyfri himmel over sig og et lige så blåt, blåt hav under sig. Langs stranden kører der tog og med togstation ved havnen i Calvi. Toget går fra Bastia over Ponte Leccia. En anden toglinie her på Korsika går også fra Bastia og over Ponte Leccia og Corte Til Ajaccio. Men her skal man passe på, når der kommer tog, for man går lige over skinnerne og ned på stranden. Hvor rart.Lystbådehavnen er imponerende, og restauranterne mange. Jamen det er da dejligt at sidde her i de skønneste polstrede stole og nyde det hele, mens man fortærer lidt af Korsikas dejlige specialiteter. Nå ja, og Mogens fik feriens første bananasplit. Hvor barnligt – og evigt tilbagevendende ?
Vi sad og spejdede efter Erik Ponti – eller måske Gouillou himself . De kunne sagtens dukke op rundt om hjørnet. Området her hedder Montegrosso, og bjergene er meget grosso. På Monte Grosse er der sne, og det ser fantastisk ud her i solen med den blå himmel. Det meste af eftermiddagen tilbragte vi vandrende omkring på gamle brosten og forter i byen – og aftenen, nå ja, den er dejlig her på Camping Panduella.
Torsdag den 11. juniVi stegte os lige lidt korsikansk bacon med spejlæg, sådan for at lægge grunden til endnu en karruseltur rundt i bjergene. Calvi – > Porto: 72 km, og med den sædvanlige gennemsnitsfart på de 42 km - plus det løse - tog det os hele formiddagen.
Det er den smukkeste tur, vi har kørt. Nogensinde. Ganske få steder kan man standse og fotografere, resten af tiden skal øjnene være på kørebanen. I hvert fald for kørerens vedkommende. Denne gang var vi først inde i bjergene, og hele tiden dukkede den ene formation flottere end den anden frem. Man skulle ikke kigge ned! Ud over at være opmærksom på modkørende biler, skulle vi nu også passe på køer. De kom gående imod os flere gange i små grupper á 3-4 stykker. De kendte ikke færdselsreglerne, men var årsag til mangen en ”kø”, mens de upåvirkede gumlede løs.
www.camping-oliviers-porto.com
På campingpladsen her i Porto er vi så afgjort alderspræsidenter. Man kan slet ikke komme hertil med campingvogne. Og campingvogne hører jo vores alder til. Nå, men vi bor så her på vores hylde under nogle dejligt skyggegivende oliventræer – her er meget stejlt, og vi har været heldige at få en plads, hvor bilen også kan holde ved siden af teltet. De fleste bliver nødt til at slæbe alt deres habbengut ind på deres hylder. Vi har også en fantastisk udsigt til Capo d’Orto (1294 m). Man bevæger sig rundt på de forskellige lag ad små stier med store – og mange - trappetrin. For at komme hen til toiletbygningen skal vi f.eks. kravle op ad tre store sten samtidig med at vi holder fast i et træ, hvor grenene er fjernet, så det passer perfekt til formålet. Ja, og så skal vi lige gennem naboens grund, ned ad et par trapper og så til højre. Man skal såmænd bare starte i god tid. Hvis vi skal op at tisse i nat …
Aftensmad på campingpladsens restaurant. Den ligger lige ud til denne hersens helt fantastiske swimmingpool med boblebassin (ikke varmt) og vandfald og helt fine liggestole. En swimmingpool, som et mangestjernet hotel ikke kan leve op til. Nå men, der ville i aften være en moderne jazzkvartet, Aquamarine, som skulle spille. Vi havde bestilt bord og nød det hele. En 3-retters menu bestående af salat med varm gedeost, kylling med ristede figner samt creme brulee. Og ikke mindst musikken, udsigten og den gode stemning. Denne campingplads er toppen.
Lørdag den 13. juniEndnu en smuk og svær køretur. Vi skulle køre 195 km til Bonifacio. På vejen ville vi lige smutte ind til Ajaccico for at se Napoleons fødeby. Så der var lagt op til en køredag med indlagte pauser. Og pauserne var der mange af, især i begyndelsen af køreturen. Vi hoppede ud og ind af bilen og fotograferede og åh’ede og ih’ede.
Ajaccico er en travl by. Og så på en lørdag ved middagstid, hvor der er marked! Det var umuligt at finde en P-plads, og vi cirklede og cirklede rundt i området, hvor Napoleon blev født. Men bygningen fandt vi aldrig. Det er også lige meget, han var jo overhovedet ikke en sympatisk mand. På et af torvene var de godt i gang med et skuespil om Napoleon og hans soldater til ære for turisterne. Vi flygtede lidt, og kom ind i en kø til en færge væk fra Korsika. Vi nåede væk.
Vejen var nu både bredere og slet så stejl, så det sidste stykke vej til Bonifacio gik let. Indkørslen til vores campingplads så smuk og indbydende ud, så vi glædede os allerede. Desværre var kontoret lukket og åbnede først kl. 5. Vi besluttede os for at køre ned til byen og spise frokost, men først måtte vi lige finde toiletbygningen. Ja, og så var den sag klar. Her skulle vi ikke bo. Men frokosten i den smukke og særprægede by Bonifacio fejlede ikke noget, og vi fik da travet en del rundt og især op og ned.
Vejen var nu både bredere og slet så stejl, så det sidste stykke vej til Bonifacio gik let. Indkørslen til vores campingplads så smuk og indbydende ud, så vi glædede os allerede. Desværre var kontoret lukket og åbnede først kl. 5. Vi besluttede os for at køre ned til byen og spise frokost, men først måtte vi lige finde toiletbygningen. Ja, og så var den sag klar. Her skulle vi ikke bo. Men frokosten i den smukke og særprægede by Bonifacio fejlede ikke noget, og vi fik da travet en del rundt og især op og ned.
Gode råd var dyre. Men Andersen Booking har altid en plan B. Den blev tastet ind på frk. Nuvii, og 100 km senere (vejene her på østsiden er ”a piece of cake”) rullede vi ind på Arinella Bianca i Ghisonaccia, én af vores favoritter fra sidste år. Og her sidder vi så og nyder aftenen på en megastor grund, hvor der er syv store træer. Nok til, at der vil være en skyggeplads dagen lang. Life is sweet.
Søndag den 14. juni Vi kører ikke en kilometer i dag. Vil slet ikke forlade pladsen. Her er WiFi, som vi bare lige har taget ned, og Mogens hungrer efter de nyheder i aviserne derhjemme, som der vitterligt ikke er nogen af. Nå, men så kan vi skrive lidt mails å sånt. Og så er det store vaskedag. Og læsedag.
Spiste både frokost og aftensmad på campingpladsens restaurant. Dejlig korsikansk mad.Dette er de meget smukke og velindrettede toiletbygninger.
I går aftes, da vi skulle sove, var der fire ualmindeligt støjende, ganske midaldrende hollændere udenfor en campingvogn på pladsen bag os. Det føltes, som om de sad inde i vores telt. Alle andre steder var der stille. Vi var tålmodige i laaang tid, men da det var langt over midnat, havde vi fået nok, og jeg råbte højt med min mest skingre stemme: ”Så hold dog kæft!” Det gjorde de, sørme. Det ville ikke være sket på en plads udelukkende med telte. Folk, der bor i telt, ved jo godt, at man kan høre alting fra naboens telt. Og i aften var der stile og roligt ved midnatstid – også hos hollænderne.
Mandag den 15. juniVi laver altså ikke noget – udover at nyde livet. Nåh jo, vi spillede da tennis i morges fra 8-9. Resultat: 6-4, 1-0. Og så var vi flade. Men efter et bad og en omgang morgenmad med korsikansk bacon, verdens bedste bacon, var vi helt på toppen igen. Klar til et par timers læsning før frokost.
Vores ferieophold i turistparadiset Arinella Bianca sluttede af med maner. Udover en gastronomisk middag, de friskeste friske fisk, var vi samtidig vidner til et forrygende show på den store friluftsscene, opført af alle de unge ansatte. Det var ganske enkelt formidabelt og slet ikke amatøragtigt. Mogens arealberegnede antallet af tilskuere til omkring 300. De kan nu i den kommende uge se frem til at blive aktiveret fra morgen til aften med boldspilskonkurrencer, øvning af underholdning, aerobic og jeg skal komme efter dig. For kede sig, det må man ikke på Arinella Bianca.
Disse smukke blomster byder gæsterne velkommen til denne smukke campingplads.
Tirsdag den 16. juniUd i bjergene igen. Ud, hvor der er så smukt, så smukt. Den gode vej, N198, fra Ghisonaccia mod nord, ændrede sig hurtigt til de små snævre bjergveje, så snart vi drejede til venstre ind i bjergene. Dog først da vi kom til Corte og kørte ud på den lille bjergvej D18, fik vi det at føle. Der er denne grønne maki alle vegne. Det ligner et stort loddent mostæppe, men vi ved jo godt, at det består af stikkende, hårdføre planter. Autoværn, er der ingen, der har syntes, det er nødvendigt at sætte op. Der er langt ned. Nej, der er stejlt, langt ned.
Vi kørte vores tur på 94 km til Calacuccia med den sædvanlige gennemsnitshastighed på de 42 km plus det løse for at lande her på campingpladsen ved frokosttid. Ja, endnu en gang overvældes vi af skønheden. Denne plads har af gode grunde ingen campingvogne. Til gengæld er her mange vandrere, cyklister, motorcyklister og teltfolk. Her er store, skyggefulde træer, hvilket også er nødvendigt, for her er 30 graders varme. Vores plads ligger smukt og alene. Ingen støjende hollændere som naboer. På den en side ser vi ud over en opdæmmet sø, på den anden ser vi den sneklædte bjergtop Monto Cinto (2706 m), Korsikas højeste tinde.
Denne campingplads har ikke nogen hjemmeside.
Nu har vi godt nok spist kulinarisk hele vejen igennem, men i dag bød på forloren dåseskildpadde á la Danoise med hårdkogte æg på campingpladsen og med udsigt. Tænk at det kan være så dejligt, nå, men vi drak også en flaske korsikansk rødvin til og hvinede i fryd over livet i takt med de sorte grise, der passerede forbi på stien under os.
Onsdag den 17. juni Vi vågnede kl. 6.00, for det gør alle her, det er om at få travet, cyklet (eller kørt) nogle kilometer, inden det bliver for varmt. Men den egentlige grund er nu nok, at vi alle bliver vækket af kirkeklokkerne kl. 6.
Meningen var, at vi ville køre ind til Corte for at se den del af byen, vi ikke fik set sidste år. Vi havde bare glemt, at 23 kilometer den ene vej og 23 kilometer tilbage ad en vej så krævende, ikke var så god en ide. Men vi har Corte på nethinden. Vores tur i dag var derfor blot en rundtur om vores sø. Tænk, at der ligger en lille by, Sidossi, neden under os, uden at vi kan se det herfra. Vi troede ellers, at der ikke var noget mellem søen og os.
Nu har vi ikke kun køer på vejen. Vi møder også sorte grise – en af dem med tre små grisebasser efter sig – får, som ikke gider flytte sig, for ikke at tale om hunden, der lavede traffic jam, fordi den stædigt blev stående midt på vejen. Den eneste – udover hunden – der ganske ignorerede færdslen, var hundens ejer, som sad og lavede regnskab ved en fortovscafé. Jacques Berg har i sin bog: ”…” beskrevet, hvordan man møder køer og sorte grise på vejene i dette område. Men hans bog er altså fra 1970’erne, så vi kunne ikke håbe at være så heldige. Men jow, sørme, nogen steder går livet ikke så stærkt.Overordentlig fin frokost i byen. Og så skulle vi da lige op at se kirken, som hele dagen er så venlig at fortælle os, hvad klokken er. Hver time ringer klokkerne timeslaget, for at gentage det to minutter efter for arveprins Knud. Det er hyggeligt. De begynder kl. 6 og slutter kl. 22. Og hvad lå der foran kirkedøren: Fire store køer – og tyggede drøv.
Torsdag den 18. juni
Kirkeklokkerne vækkede os kl. 6, eller også var det blæren, men tænk at stå op, samtidig med at solen lige titter frem over bjergkammen, og temperaturen allerede er over 2o grader! Vi skulle forlade denne skønne plet i dag, og fik endnu en køretur i dette barske bjergterræn, der sagde spar to til det meste. Koen brølede fornærmet til os, da vi stoppede ved siden af den for at fotografere den, og lastbilchaufføren vinkede glad – og en lille smule beundrende, tror jeg – til Mogens, da han bakkede mange, mange meter ad den snoede vej, til der var et sted, hvor man kunne passere hinanden. Vi havde vejbanen mod slugten. Og har jeg nævnt, at autoværn her de fleste steder blot er nogle sten?
Da vi kom ud på N193, blev det mere behageligt at køre, men trafikken var tæt, og folk kører lidt vanvittigt, så sikrere var det egentlig ikke. Bilen kendte selv vejen fra Bastia til Camping Marine de Pietracorbara, og vi er nu installeret på en fin parzellierte Grund, (ADAC terminologi) så vi har meget privatliv i forhold til at være ude på den smukke mark her. Bare sådan i tilfælde af storm! Frokost på vores restaurant ”Au rendevue de la eté” ved stranden. Der var simpelthen over 30 grader på vores grund, så vi måtte ned til lidt luft. For lidt eller for meget – lette er vi ikke at gøre tilfreds! Men dejligt var gensynet.Fredag den 19. juni
Vi nåede aldrig helt ud til spidsen af Le Cap sidste år, mest fordi halvdelen af os ikke turde køre på de små D-veje. Men efter denne sommers valfarten i midt- og vestkorsika, er modet og selvsikkerheden i top. Go for it! Ligegyldigt hvad, den mest præcise betegnelse for denne overordentlig overvældende vejstrækning er: Stejl, sej, smal og stenet. Nå, vi forcerede den, mødte desværre af og til andre optimistiske turister, og når man i de bittesmå byer skulle dreje skarpt om et hjørne, håbede man simpelthen, at der ikke kom en modkørende bil. Vi fik set nogle kyststrækninger og småbyer, som man ellers kun ser på postkort. Frokost i Maccinaccios havn. Det er heldigvis alt for varmt at spise frokost på campingpladsen. 32 grader er det i dag.
"Vores" strand. Campingpladsen i Pietracorbara ligger bag træerne til højre på billedet..
Ìle de la Giraglia ved Cap Corse
Et af de mange, mange tårne, som er placeret langs Korsikas kyster,
Vi kørte sydpå langs kysten i dag. Standsede i Erbalunga, stillede bilen og gik på opdagelse i denne lille fine by, som vi blot troede var nogle huse ud til hovedvejen. På en mindesten over franske faldne i diverse krige, kunne man se, hvor mange soldater fra området, der var faldet i første og anden verdenskrig. Det drejede sig om en hel del for første verdenskrig, men kun om tre fra anden! Vi fandt den mest romantiske restaurant til vores farvelfrokost med Korsika, hvor vi bogstaveligt talt sad helt ude i vandet på en stor altan, kun en meters penge øver bølgerne. Fantastisk udsigt – fantastisk vind – og fantastisk korsikansk mad.
En af snuppede lige en badetur fra vores strand i Pietracorbara. Klart, køligt, koralfarvet vand.
I aften er der bryllupsfest her. De har i flere dage dækket fint op. Det betyder en noget anden slags larm i nat, end vores vrøvlede franskmænd. Og det kan vi jo ikke have noget imod!
Søndag den 21. juni
Man må sige, at det var afsked med Korsika med manér! Bryllupsfesten var ganske hørlig, musikkens gung-da-dung gjorde alle numrene ens, hvilket en højtråbende og højtsyngende DJ afhjalp uden større held. Kl. 3 om natten var det hele med et slag ovre. Et voldsomt tordenvejr gjorde sin indmarch sammen med voldsom storm og regn. Elektriciteten gik ud, og alt var mørke. Brudeparret var smuttet ved 12 tiden efter et pragtfyrværkeri.
Vi vågnede kl. 5.30. Det regnede stadig voldsomt. Desværre også ind i vores telt, hvor vores ting sejlede rundt. Bl.a. min taske, som jeg for første gang havde taget med ind i teltet i stedet for at lægge den i bilen. Vi søppede vandet i teltet op med et lagen, som derefter røg i skraldespanden. Og så gik vi eller i gang med at pakke alt det våde sammen: soveposer, underlag og lidt forskelligt tøj. For derefter at gå ud i den stadig voldsomme regn og samle teltet sammen. Vi er hurtige. Vi ved lige, hvor hver eneste ting skal være. Det tog højst ti minutter, så var vi – drivende våde og snavsede – parat til at tage et bad og få rent tøj på.
Vi kørte langs det frådende hav til Bastia. Det så flot ud, men når man tænkte på, at vi skulle ud at sejle i det om et par timer, ja, så var det flotte hurtigt overset. Færgen var ikke at se, da vi ankom, og vi indstillede os på lang ventetid, måske aflysning. Men den kom, og vi blev losset ombord. I betragtning af at vi ikke havde sovet hele natten, og at færgen allerede var 1½ time forsinket, ja så købte vi os altså en kahyt. På øverste dæk og med eget toilet. Vi diskuterede først, hvad smertegrænsen ville være, og var enige om, at det måtte være 30 Euro. Og hvad var prisen: 30 Euro. De bedste penge vi nogensinde har givet ud. For sjældent har vi været ude for sådan en søgang. Og så i 6 timer.
Tilbage til hovedmenu
