1. maj fik vi endelig vores for længe siden bestilte Toyota leveret. En Yaris, altså en meget lille bil i forhold til Camry’en, som i mange år havde været vores trofaste bil på mange campingture. Masser af plads og behagelig at køre langt i.
I flere dage gik Mogens og prøvede at pakke den nye bil. Alt vores grej skulle nu ligge på meget mindre plads. Men det skulle snart vise sig, at Yaris’en havde nogle andre kvaliteter end Camry’en.
Når begge bagsæder lægges ned, er der et flat gulv, som er særdeles velegnet til placering af telt, stole og vores kasser, som indeholder køkkengrej m.m.
Alt i alt en god start på vores tur. Og også kørekomforten var helt i orden. Vi kunne kun være tilfredse med vores valg af bil. Et par dage før afgang købte Mogens en navigations- computer, Garmin Nüvi hedder den. Han brugte nogle dage at lægge alle campingpladsernes adresser ind på computeren, og så var det ellers bare om at komme af sted.
I begyndelsen kunne jeg næsten blive jalaux på hendes venlige, neutrale stemme, der dirigerede os sikkert af sted, men efterhånden lærte jeg at sætte stor pris på hende. Frk. Nüvi.
Fordelen ved at være mand er som bekendt blandt andet, at man aldrig bliver for gammel til nyt lejetøj.27. og 28. maj, Blokhusvej til Camping du Bois de Boulogne over Padborg, 1332 km.
Afgang Blokhusvej klokken 20. Perfekt bil – perfekt tur – ingen trafik overhovedet – 0 lastbiler – og frk. Nüvi førte os fremragende gennem det morgenstille Paris.
Her venter vi så spændt på vores plastildeling.
Her er så dette års plads med udsigt til de mange husbåde på Seine.
Perfekt plads - langt væk fra indgangen ganske vist - men stille og lige ned til Seine. For pokker – egen grund (som afsluttes med en kæde, så ingen anden kan komme ind på vores territorium) på bredden af Seine med de yndigste husbåde fyldte med et blomsterflor til € 24,50 pr. nat. Jamen hvad kan man ønske sig mere? Vi kan næsten høre tennisboldene suse ovre på centrecourt på Roland Garros, (France open) og i det fjerne toner La Defence ud af skyerne. Nu tager vi til St. Michelle, ser om alting, er som det plejer, og spiser en fed middag.
29. maj Paris
Kold nat – regn – men så ligger man tæt. Morgenkaffen tilberedt under Mogens nyopfundne paraplysystem og indtaget i teltet. Blæst og overskyet, men regnen holdt op.
Dette var det perfekte vejr til plan B: at se nogle af de gamle overdækkede passager. Der er i Paris kun 18 tilbage af de oprindelige 50.
Den første, vi gik igennem, var fyldt med alskens dukkehuse og tilbehør hertil, den næste passage havde småbutikker med det dyreste legetøj, man kan forestille sig. Hvad med små cykelryttere til 10 € stykket f.eks.? Der skal nogle stykker til for at kunne lege Tour de France. Og sidste passage bød på billedkunst: fotografier og malerier.
Frokost på Chartier. Enhver må prøve denne mere end 100 år gamle bistro, som ligger i Montmartrekvarteret. Den ligen en fin gammel banegård, og tjenerne er ældre, flot uniformeret og super professionelle. Spisekortet er nyt hver dag, og man får overrakt en tætbeskrevet side med retter. Det gælder om ikke at være for længe om at bestemme sig. Så lyder der et advarende grynt fra tjeneren. Priserne? Stadigvæk meget lave. En gang sardiner i olie med kogte kartofler eller en gang frisk skinke med cornicons koster f. eks. 2 €.
Brød og vand deler man med de andre ved bordet og en halv flaske bordvin koster 2.80 €. Alt sammen godt for pengepungen, men maden er desuden veltillavet, og vigtigst: sceneriet er det hele værd. Tjeneren afregnede ved at skrive på papirdugen, der var lagt ovenpå stofdugen. Alt var husket, intet tidligere skrevet ned. En tre retters menu til 2 personer med vin og kaffe (som tjeneren lige løftede pegefingeren ad, for, som hun bebrejdende fortalte os, vi havde jo sagt nej, da hun foreslog det) kostede 38 €. (Og vi bestilte endog de dyreste hovedretter).
Chartiers adresse er 7 RUE DU FAUBOURG MONTMARTRE 75009 PARIS. Den nærmeste metrostation er Richeliu-Drouot eller Rue Montmartre og man kan selvfølgelig læse meget mere om denne fortræffelige restaurant på hjemmesiden:
www.restaurant-chartier.com 29. maj Paris
Besøgte Notre Dame, hvor Mogens tidligere har tændte et vokslys (nu erstattet med fyrfadslys) for sin bror Bent på hans fødselsdag den 29. maj. (Bent døde den 4. maj 1978).
Stadig en kold vind og overskyet. For koldt til at sidde på fortovs-cafeer. En god anledning til at gå i Museé de l’Orangerie for at se de nyrenoverede sale ”Les Nymphéas” med Monets åkander i de elipseformede rum.
Det var hele ventetiden i den stormomsuste Jardin des Tuileries værd. Selvom det krævede mere end 1 time i kø. En af os havde tålmodighed til det.
Rousseau, Madigliani, Matisse, Picasso, Cézanne og Renoir er her selvfølgelig også, men disse åkander og deres rum altså………….Man går meget i Paris – både over og under terræn, så vi var ret udmattede, da vi drattede omkuld. Blot for at blive vækket af støjen fra 4 unge, som lige skulle dele 7 flasker vin (kunne vi tælle næste morgen) i den kolde nat. Ak ja, intet Paradis uden slanger.
30. maj, Paris – Niort. 405 km.
Våd og kold nat. Måtte slå et pjaskvådt telt sammen. Mogens har haft ondt i halsen et par dage. Nu både nyser og hoster han. Og har hovedpine. Ikke så godt.
Behagelig køretur til Niort, 405 km. Det er en smuk campingplads, Municipal, med store grønne parceller med blomstrende buske og træer. Her vil vi prøve at få Mogens til hægterne. Teltet blev i hvert fald tørt på 5 minutter i den dejlige sol. Så må næsen da også holde op med at dryppe.
31. maj Niort
Meget kølig nat – smuk morgen. Mogens smiler igen. Bliver her hele dagen og får ham helt restitueret.
Her er i øvrigt ganske smukt. Campingpladsen ligge lige ud til floden Sévre Niortaise og på begge sidder af floden er der parklignende områder, hvor mange kondiløbere drøner af sted. Selve byen er en lidt mærkelig blanding af en meget gammel by med krogede gader og gamle huse og så moderne indkøbscentre, som jo som bekendt kan ødelægge enhver by.
God aftensmad, god vin og gode danske bøger. Så veltilfredse gik vi tidligt i seng for at sove tæt sammen i den mildest talt kolde nat.
1. juni. Niort – Noja, Spanien. 594 km.
Fik taget en fin afsked med vore franske værter, som pludselig lagde mærke til, at vi var danskere og ikke tyskere, da vi spurgte til resultatet af træningskampen mellem Frankrig og Danmark i går aftes. 2 – 0 Vi ønskede dem held og lykke fremover til VM og meddelte dem, at vi vender tilbage til dem på vejen hjem om ca. 4 uger.
Godt vejr og i løbet af dagen har temperaturen sneget sig op på de 20°. Og solen skinner fra en skyfri himmel.
Smuk køretur især langs kysten fra San Sebastián til Noja.
Campingpladsen er enorm. Her er alt, hvad man kan ønske sig, incl. tennisbaner og en privat strand.
De sanitære anlæg er imponerende. Ikke en finger kan man sætte noget sted. Blot dette: Alle disse campingvogne med solslikkende olieindsmurte mennesker foran. Når skolebørnene får ferie bliver der anderledes liv, meget, meget mere liv, men til den tid er vi over alle bjerge. Ja, faktisk allerede i morgen.
2. juni. Noja – Valdevino. 490 km.
Jeg var vist lidt træt, da jeg skrev ved ankomsten i går. Ta’r forbeholdet i mig igen. Det er en pragtplads denne Playa Joyel. Det var bare komisk at se, hvordan de engelske pensionister med deres campingvogne havde okkuperet et stort område med skiltet ”George & Joan’s camping club”. Men det er jo fint nok. De arrangerede ture og petanque-spil og gin & tonic-get together og nød virkelig tilværelsen.
Og alle de mange telte og campingvogne, som var stillet op havde jo også et udmærket formål. Nemlig at familier med små børn og uden udstyr kan holde ferie på en dejlig og betryggende og ikke al for dyr facon. Vi skal blot vælge de lidt mindre steder.
Spiste en god gang usund amerikansk morgenmad med bacon og æg. Dog lykkedes det ikke at vække englænderne med de dejlige bacondufte!
Hende, vores meget gode veninde, frk. Nüvi, har været på noget af en opgave i dag. Hist og her på vejen til La Coruña er der åbnet stykker af den nye motorvej, som er ved at blive bygget med EU-støtte. Den bliver flot, og den benyttede vi os selvfølgelig af, men frk. Nüvi gav ikke op og forsøgte venligt at få os på ”rette” vej. Et sted kørte vi forkert, og hun gelejdede os opfindsomt igennem en lille bitte by ad små landeveje, så man måtte være taknemmelig for, at der ikke kom modkørende færdsel. Hun satte dog vores nye super Yaris på en prøve, da hun ledte os 5 km ad en vej, der var fuldstændig brudt op og under reparation. Yaris overlevede. Og hvad, når man har indtastet, at hun skal finde den hurtigste vej, gør hun det. Vi har for længst overgivet os og følger hende uden tøven.
Mærkværdigt, at vi nogensinde selv har kunnet finde vej. Og campingpladsen her i Valdovinio hører absolut til de allersmukkeste vi har været på i Spanien.Her er udsigten fra vores telt på den meget smukke campingplads
Temperaturen har nu sneget sig op på de 27°C.
3. juni. Valdovino.
SMS til Helle på hendes fødselsdag.
Galicien, det øverste hjørne til venstre på kortet, det nordøstlige Spanien, er meget smukt. Matriakernes land. Tiltalende.
Vi kørte op til Spaniens nordligste punkt Cabo Ortegal. Betagende udsigt med havet dybt under os i en masse blå nuancer. Klipper, idylliske småbyer og et fyrtårn. Fik en øl og nogle tapas på et lille sted med udsigt og følte os som de rigeste mennesker i verden.
Frokosten indtog vi i Cedeira på et lokalt værtshus fyldt med diskuterende spanske mænd, der fik sig et glas vin og lidt tapas. Her fik vi et pragtmåltid. Regningen lød på 12 € med ½ l servesas til hver! Ja, og så er dagen gået med at læse og nyde de smukke omgivelser.
Vi mødte et engelsk ægtepar på campingpladsen, hvor konen var blind. De havde førerhund med, og var på en 3 måneders tur i camper i Europa. Hun fortalte, at hendes ”øjne” var fantastiske, og at hun oplevede turen meget intens. Han var nu også dejlig, hendes mand!
4. juni. Valdoviño – Santiago de Compostela. 108 km
Voldsomme vindstød i nat, så vi troede at teltet ville falde sammen. Selvfølgelig gjorde det ikke det! Og om morgenen var vejret – selvom meget køligt om natten – fint igen. I løbet af dagen sneg temperaturen sig op på 33°.
Dette smukke børnebadeværelse hørte med til den dejlige plads.
Santiago har vi set for 23 år siden sammen med Malene og Morten. Men vi kunne ikke huske andet end trappen op til katedralen! Så katedralen med Bygmester ”Toms” øjne. (Jordens søjler af Ken Follett).
God frokost på et af de mange hyggelige torve. En lækker tre retters menu med en hel flaske vin til i alt 20 €, kan vel ikke siges at være i overkanten!
Jeg er betaget af denne El Camino, som vi har set vandrere tilbagelægge her til Santiago de Compostela. Her slutter turen og folk går rundt med store rygsække og vandrestøvler og ser sejrrige ud. Et par stykker ligger på knæ inde i katedralen og takker, går jeg ud fra. Her er gudstjeneste – eller hvad det nu hedder i en katolsk kirke – med en masse mennesker, og en masse herrer i røde gevandter. Det hele gengives på tv i gangene, så alle kan følge med. Imens vimser vi turister omkring og fotograferer. Og her har man forfinet lysofringen endnu mere end i Notre Dame. Læg 50 cent i en maskine, som indeholder et fad med plastiklys. Og vips, et af dem tændes. Når de alle er tændte, begynder de vel forfra.Jeg har stor lyst til at vandre de 900 km, Mogens er total afvisende og slår ud med armene i irritation over katolikkernes mange gøremål.
Perfekt campingplads i Santiago de Compostela.Vasketøjet på 3. sal giver god skygge på 2. sal. (Huset var nabo til campingpladsen)
Men man kunne jo også gøre det som en personlig udfordring, som det må være at vandre ca. 30 km dagligt i 30 dage. Det kunne vi da godt prøve.
Fin campingplads med dejligt grønt græs, og en dejlig let aftensmad med asparges og ost og vin. Det har været en fornøjelse at gense Nordspanien efter de 23 år. Fremskridtet er tydeligt. Vejnettet er udbygget med motorveje og imponerende broer og boligstandarden er imponerende.
Godt at se, at EU-midler kan bruges til noget fornuftigt.5. juni. Santiago til Madalena (lidt syd for Porto) 248 km.
Langs hele kysten er der motorvej. Ved indkørslen til motorvejen var der et skilt, som fortalte, at her ikke måtte komme gående, cyklister – eller – hestekøretøjer!
Vi ser også her i Portugal fremskridtet. Hele kyststrækningen syd for Porto består af nybyggeri, og der bygges rigtig mange boliger af høj standard. Den lange strand er fyldt med cafeer, og bilerne er parkeret tæt hele vejen. Dog, tror vi ikke, de har råd til at spise, for et supermercado lykkedes det os ikke at finde.
Denne campingplads er kommunal og enorm. Her er plads til 1620 standpladser for turister og 320 pladser for fastliggere (som har deres helt egen afdeling med campingvogne tæt, tæt sammen).Campingpladsen i Madalena.
Her er alt. Jeg synes det ligner en Tati parodi.
Pompøs indgang med vagter til at betjene bommene op og ned. Receptionen på størrelse med den største hotelvestibule, nye strømlinede boliger uden om, flot anlagte veje, mange sanitetsbygninger og et hav af faciliteter. Store swimmingpools, tennisbaner, vollyballbaner, bordtennis, restaurant, grillplads osv. osv. Men der er hegn rundt om det hele. Man kan ikke gå fra den ene aktivitet til den anden aktivitet uden at skulle gå hele vejen uden om. Vi er ikke så mange campister. Kun de sædvanlige gamle hoveder (som ikke er ældre end os) i deres campere eller campingvogne – og så os i telt. Og fastliggerne kommer først i weekenden. Men når skolebørnene for sommerferie………………..
Varm og dejlig tur langs stranden.I gamle dage, altså for 25 år siden, på campingpladsen i Ste. Marie, Sydfrankrig, havde cikaderne bestemt sig til at sætte i med en kakafoni præcis klokken 21. Både i Spanien og i Portugal har hundene bestemt, at klokken 21 begynder de at gø. Og så fortsætter de hele natten. Glemmer folk at give dem mad eller hva? Eller vil hundene blot sikre sig, at de ikke bliver glemt?
Et mysterium.
6. juni. Porto til Lissabon. 312km.
Tors fødselsdag.
Måtte af med 18 € i motorvejsafgift. Men det var en fornøjelse, for turen har været utrolig behagelig, og vi har kunnet slappe af og nyde den smukke natur. Ikke som for 23 år siden, hvor det var en meget anstrengende rejse fra Porto til Lissabon. Og frk. Nüvi? Jo, hun gelejdede os frisk og frejdigt hele vejen, om end hun lige mente, vi skulle have lov til at opleve de allermindste brobelagte veje i Madalena på vejen ud til motorvejen. Mogens har dog fuld tiltro til hende.
Campingpladsen i Lissabon.
7. juni. Lissabon.
Ingen hunde her på den kæmpestore kommunale plads. Beboerne er simpelthen for langt væk fra dette toptunede anlæg. Fik spillet tennis her til morgen. 6 – 2, 6 – 1. Til Mogens. Hm.
Og så var det med at finde bussen til centrum. Fin airconditioneret bus. Pris 1,20€, for en tur på ca. 10-15 km. HT kunne lære noget, ku’ de.
Efterhånden som vi fik vandret rundt, begyndte genkendelsen at dukke frem. Sporvogne, store pladser med enorme statuer, brede alleer og smalle indkøbsgader og små gadecafeer. For ikke at glemme alle kakkelfacaderne på de gamle huse. De sorte svaner var nok sendt på sommerferie, for der var i hvert fald intet vand i deres fine gamle bassiner.
Vi fik os nogle ristede sardiner til en afveksling. Og gik. Og gik. Byer kræver kondition.
Som en afslutning på dagen befandt vi os på en kæmpeplads ved Rossio, hvor der var ved at blive rigget op til en koncert. Samtidig arbejdede en masse mennesker på at bygge et stillads, hvorpå der skal anbringes et tårn med hellige statuer og sådan noget. Så skal en masse mennesker slæbe hele molevitten igennem byen i en procession på søndag.
Men lige her på torvet er det de levende, det drejer sig om. Dem fra Angola; og her bliver mere og mere farverigt med meget sorte mennesker i meget smukt tøj i strålende humør.
Bevæbnet politi var også mødt op en masse, men de fik en stille dag på kontoret.
Vi nyder musikken og det bølgende menneskehav, spiser en let middag imens og er ikke et øjeblik i tvivl om, at Angola skal møde Portugal i VM-fodbold. Jah, vi holder nok med Angola, de er i hvert fald meget entusiastiske.
Meget trætte dejsede vi omkuld i teltet klokken ca. 23. Storbyer er krævende.Videre til næste kapitel.
