Den våde og meget kolde sommertur til Nordkap og det, at vi ikke skulle ud og se UEFA kampe i efteråret, fik os til at tænke lidt over en alternativ campingtur.
Da den 28. september er en mærkedag for os, valgte vi uge 40 som en tidlig efterårsferie. En ferie vi planlagde ud fra vejrudsigten. En uge før turen gik vi ind på
DMIs hjemmeside og fik de forskellige vejrudsigter fra alverdens lande og byer. Vi valgte Alsace og Nice, som de to steder, vi kunne tænke os. Og helt op til lørdag den 25. september kunne vi så vælge det sted med den bedste udsigt.
Det blev helt klart Nice der løb af med sejren. 25° hele ugen og med sol og klar himmel de seks dage udsigten gjaldt.
Men først skulle vi lige til Herfølge for at se vores hold, Brøndby, spille ligakamp på Herfølge Stadion. Klokken 17.00. Fed kamp, som vi vandt 4 – 1, og klokken 19.00 efter kampen sad vi så i den campingpakkede bil klar til at tage sydpå. 1768 km i et hug, hvis vi kunne.Det gik helt forrygende, kun 10 minutters ventetid i Rødby. På færgen spiste vi vores medbragte aftensmad og det bekom os vel. Turen ned gennem Tyskland er der ikke meget at skrive hjem om. Lige efter Karlsruhe vinkede vi ind til venstre, til Alsace, som har et besøg fra os til gode til en anden gang.
Lidt inde i Frankrig blev det lyst, og det blev væsentlig lettere at køre, man bliver bestemt ikke nær så træt af at køre, når man kan se andet end billygter.
Første stop, ud over de nødvendige benzinpåfyldninger, var på en rasteplads lidt syd for Lyon, hvor vi fik lidt at spise og drikke. Her på de franske rastepladser kan man købe nogle ualmindelige dejlige sandwich, som vi har spist med stort velbehag på flere ture til Frankrig. Så det gjorde vi igen. Og med samme resultat.
Klokken 14 nåede vi til Frejus og St. Raphael, hvor vi så ”bare” skulle finde vores campingplads. Det havde vi faktisk lidt problemer med. Vejbeskrivelsen i ADAC var god nok, men det var vores aflæsning af kort der ikke var god nok. Campingpladsen skulle ligge på D8. D8 havde udgangspunkt i D7, men desværre gik D8 ud to forskellige steder på D7, så vi kørte temmelig meget rundt før vi endelig fandt pladsen. Og sikken en plads.
Vi indskrev os hos den meget flinke og søde campingpladsdame, som forklarede os, at man desværre lukkede pladsen den 30. september. Ak ja, så vi måtte vi jo finde på noget andet til den tid.
Nu skulle vi have rejst teltet og få slappet lidt af. Det var en lang tur, men mærkeligt nok var ingen af os særlig trætte, ikke mere end efter en normal køretur. Men da vi først sad der med en dejlig kold ”33”, kunne vi godt mærke trætheden begynde at melde sig.
Efter øllen tog vi en lille lur på en times tid, og var så klar til at udforske vores campingplads.
Det er en meget stor campingplads med plads til omkring 550 telte, campingvogne og stationære udlejningshuse og – telte. Pladsen var delt op i gange med 12 campingpladser. For enden af hver gang ligger der en toilet-bygning med
meget fine forhold. Baderum pænt adskilt fra toiletterne. Alt holdt i megen fin stand. Men på hele denne kæmpe campingplads var vi kun 5 eller 6 campister. På ”vores” vej var der kun et udlejningshus med fire tyskere og så os. Der var aldrig problemer med at få et bad.
Selvfølgelig er der swimmingpool. Bare ikke et, men 4 store bassiner. 4 dejlige tennisbaner, et flot anlæg til boule, 4 bordtennisborde, 2 volleyballbaner og så en stor, flot legeplads med meget udstyr.
Men som sagt, vi var næsten alene. Det var lidt mærkeligt, men vi nød det i fulde drag. Tyskerne viste sig at være meget flinke. De var fra Leipzig. To par på vores alder, måske lidt yngre.
Men dagen var snart blevet gammel nok for os og vi fik lavet vores forlorne skildpadde, som vi havde på dåse hjemmefra. Det skulle bare varmes og dertil en god lokal Rosevin og til slut lidt brød og ost. Så var vi også færdige med den dag i en sådan grad, at vi dårlig nok havde lagt os, før vi begge sov.Næste morgen klokken 8.15 skulle morgenmaden hentes i den lille lokale biks på pladsen. Kom man ikke til tiden, var der udsolgt af brød, og man måtte tage til den nærmeste by for at få sit morgenbrød. Vi var der til tiden og fik vores varme flute og 2 stk. croissanter. Dejlig kaffe og brød i en helt vidunderlig sol. Godt nok skyggede de store cypresser, men det var muligt at finde huller, hvor solen kunne nå ned. Vi nød det rigtigt, det var som om det var flere hundrede år siden, vi sidst havde mærket solen på vores campingbord.
Så gik turen ellers til Cannes ad den meget smukke vej N7, som går nord om Massif De L’Esterel. I cannes prøvede vi at finde en parkeringsplads, som så kunne blive vores udgangspunkt til selve byen. Det lykkedes da også en tre- fire gange, men hver gang var vi ikke tilfredse. Endelig fandt vi en plads der passede os. En lille sidegade i den østlige del af Cannes. Gode gåture til stranden og til havnen. Klokken var efterhånden blevet spisetid og nu gik jagten ind på et godt sted. Det var nu ikke særlig svært. I en lille lukket sidegade uden biltrafik, fandt vi et hyggeligt sted med en meget god mad. Og vin.
Her hyggede vi os i temmelig lang tid. Det er dejligt at kunne slappe af og sidde og nyde livet omkring.
Stedet, maden, omgivelserne og vores eget humør gik op i en højere enhed, alt var perfekt. Og så var det ikke engang dyrt.
Vi gik lidt rundt i byen, lidt ned på stranden og til slut, til vores bil. Vi kørte ud af byen ad N 85, også kaldet Route Napolion, til byen Grasse, som er kendt for to ting. For det første den ualmindelige smukke placering højt, højt oppe med udsigt til hele kysten og Cannes og for det andet, parfumeindustrien.
Vi så lidt på udsigten, men ej på parfumerierne.
Fra Grasse kørte vi ad D 2562, som lidt senere bliver til D 562, tilbage til Frejus og vores campingplads. På vejen hjem besøgte vi et af de store supermarkeder i Frejus, hvor vi købte ind til aftensmaden. Lidt brød, lidt vin, lidt pålæg, lidt ost, så er den aftensmad hjemme.
Men først en gang tennis på en af de fire meget smukke baner. Det var baner med hardcore overflade, men ikke så slem at vores bolde ikke var gode nok. Vi fik en dejlig time med sved på panden og andre steder og efter badet var det tid til maden. Det var faktisk også ved at blive godt mørkt, så vores medbragte lys kom i brug.Næste morgen den 28. september, vores bryllupsdag, begyndte som i går, med indkøb af morgenmad præcis klokken 8.15. Dagen var i øvrigt nøjagtig lige så smuk som dagen før. Højt til loftet og en dejlig sol.
Da morgenmaden endelig var indtaget, tog vi af sted mod St. Tropez. Vi tog den lille D 8, som går fra campingpladsen og ned til N 83 ved Val d’Esquiéres, som ligger ca. 6 km fra Ste. Maxime, som igen ligger ca. 20 km fra St. Tropez.
Vi er ude af højsæsonen og trafikken er tæt, og vi tænkte på, hvordan i alverden her ville se ud, når alt var besat. Det måtte da være umuligt for beboerne af de mange smukke og store huse ved vandet overhovedet at kunne komme ud af deres huse! Køen i dag var lang, ja det virkede faktisk som om hele N 83 var fyldt med biler, som sneglede sig frem. Og mange steder er der helt tomt, som for eksempel vores egen campingplads.
Men vi kom da frem, og hvis sandheden skal frem, og det skal den jo, så var det egentlig en dejlig tur. Der er jo meget at se på. Strande, huse, fantastiske biler og piger. (Mogens bemærkning).
På vejen ned til N 83 så vi disse afbrændte træer. Det må ikke have været særlig morsomt at bo i de huse, som ligger her. Det så dog ikke ud til at der var nogle af dem der havde taget skade af skovbranden, som sikkert ikke var fra hverken i år eller sidste år. Og det ser også ud til at træerne nok skal komme over det.
Og så var der ellers både for alle pengene her i St. Tropez. De var store, meget store. St. Tropez var tidligere, altså før 1950, en smuk, gammel fiskerby. Nu er den kun smuk. Der er vist ikke meget fiskeri herfra mere. Men Brigit Bardot gjorde byen mondæn ved sin tilstedeværelse. Så vidt vi ved, bor hun her endnu. Der er mange turister, endda rigtig mange, men ved at gå lidt rundt i de meget små gader, kan det godt lade sig gøre at finde en lille hyggelig restaurant, hvor man kan nyde de gamle, smukke huse og den dejlige mad. Især muslingerne har her den helt rigtige smag i henhold til den ene halvdel af www.degamlerejser.dk
Vi traskede lidt rundt, men det var ligesom om vi havde set det hele før. Og der var alt for mange mennesker, så vi endte ved havnen, hvor vi over et glas øl så på livet hernede, som er lidt mærkeligt. Nogle går rundt og beundrer, nogle andre, som går rundt og beundrer andre, og så videre, og så er der dem, der bestemt har nok i sig selv og deres milliondyre både. Men om ikke lige den ene halvdel af os fik øje på noget vi absolut ikke kunne leve uden. En vinterjakke til kun 20 Euro. Et fund til prisen. Den blev købt sammen med to strikkede trøjer a’ 10 Euro. Og så var det vist bare med at komme hjem igen.
En dejlig køretur hjem ad N 83. Det er til at overkomme at køre i kø, når man ikke skal nå noget, og man ser jo en masse.
Hjemme på campingpladsen fik vi spurgt campingdamen i receptionen, hvor man kunne få en god middag. Hun var bestemt ikke i tvivl. Restauranten på Hotel St. Aygulf. St. Aygulf ligger meget tæt på campingpladsen, der er kun 3 km ned til N 83, hvor byen ligger.
Vi klædte os fint på, det var jo vores bryllupsdag, så vi skulle rigtig være fine. Så fine som vi nu engang kan blive på en campingtur. Vi kom ned til hotellet, som ligger ved St. Aygulfs lille havn. Den gik vi lidt rundt på før middagen, og mørket var ved at falde på. Det rette tidspunkt for en middag i det franske.
Det skulle hurtigt vise sig, at campingdamen havde helt ret i sit valg. Sikke dog en dejlig mad vi fik. Muslingerne var her de bedste. Uden sammenligning. Men det øvrige var bestemt også i top.
Det blev sent, inden vi fik nok. Det var svært for os at afbryde denne aften. Det kunne simpelthen ikke blive bedre.
Det var lige før vi fik sovet for længe. Men vi nåede det. Morgenbrødet klokken 8.15.
Det blev en meget lang morgenmad. Vi fik læst lidt og vi fik virkeligt slappet meget af, selv om 4 marokkanere gjorde alt hvad de kunne for at ødelægge stemningen. De skulle tynde træernes grene ned, og det var desværre ikke helt lydløst.
Men egentlig generede det os vel ikke så meget. Det er utroligt hvad man kan finde sig i, når alt andet bare er fedt.
Ved 11 tiden havde vi dog fået nok og kørte med Frejus nye havn, som bestemt ikke er værd at skrive hjem om.
Alt var nyt og moderne og bådene var lige så store som dem i St. Tropez og der var mange, rigtig mange. Til gengæld var her ikke et øje. Alt så øde og forladt ud. Skibene var dog i fineste stand og mange af dem kunne man endda købe. Hvis man lige havde et par millioner eller fire.
Vi kørte videre til St. Raphael og fandt D 100, som er en meget sjov vej, der går på den modsatte side af Massiv De Esterel, den vi kørte ad til Cannes. Denne går gennem rigmandskvarterer og golfbaner og meget andet. Ingen særlig trafik og meget at se på. Vejen går ned i N 83 i byen Agay, som viste sig at være en sød lille by, som nok ikke så mange mennesker endnu har opdaget. Her var en lille havn, en lille strand og en meget lille by. Og det var torvedag i dag.
Maverne havde allerede anmeldt, at klokken bestemt var spisetid nu. Så efter lidt slentren, fandt vi et lille ydmygt sted, det var faktisk en iskiosk med servering, hvor vi kunne få, om ikke verdens bedste så i hvert fald noget derhen ad, omelet. Lækkert, lækkert.
Turen hjem gik ad N 83, altså den kringlede, krogede, smukke og smalle vej langs vandet til Frejus. Det er en smuk tur og det er utroligt, som man har varieret husenes udseende. Fra tillukkede borge til smukke villaer, Fra rigmandsvillaer til boliger for almindelige mennesker. Og det er også sjovt at se, hvorledes de enkelte ejere har gjort alt muligt, for at få plads til en eller to parkeringspladser langs deres mur eller hæk. Men stadigvæk, det må da være noget af en pestilens, at bo op ad en sådan trafikeret vej, som N 83 er. Godt nok kører bilerne ikke så hurtigt, men der er f….. mange af dem.
Godt hjemme på campingpladsen fik vi igen lyst til et parti tennis. Og det blev bestemt lige så godt som første gang. Godt nok skinnede solen meget, og den var meget langt nede, så den ene spiller havde bestemt problemer med at se bolden.Så var det pludselig allerede blevet torsdag og vi skulle se at få pakket teltet sammen og komme videre. Vi havde en aftale med Helle om, at hun via DMI skulle se hvorledes vejret ville arte sig i Alsace. Hun meddelte os pr. SMS onsdag aften, at vejret de tre næste dage ville blive uden regn og en del sol med temperatur omkring de 20°. Så det var helt ok for os.
Vi fik vores morgenmad og den sædvanlige dejlige kaffe, men denne morgen blev det bestem med en vis bismag. De 4 grusomme mænd fra Marokko var så tæt på os nu, at vi bestemt var generet. Og vi bad dem om at holde sig væk fra os den næste time, altså indtil klokken 9. De havde 5-600 andre pladser at være på. Men nej det var vores plads, der skulle passes med kædesave og jeg skal komme efter dig.
Nå, nu bagefter var det jo egentlig meget sjovt, tænk at de ikke kunne se, at det var sygt, det de gjorde. Sidste mand lukker og slukker.
Vi kom godt af sted. Fra campingpladsen ad D 7 til N 7 til Muy, hvor vi kørte ned på motorvejen A 8, La Provencale. Vi skulle køre til Colmar i Alsace, så vi havde lidt lang vej foran os. Men trafikken var nogenlunde, det vil sige, jævn tæt trafik, men ikke helt så slemt som det plejer at være i Tyskland.
Lige efter Orange ligger dette atomkraftværk ved Bolléne. Det har vi set på i mange år, når vi kørte til eller fra Ste. Marie.
Efter Burg en-Bresse spiste vi fire dejlige sandwich, to til hver. Ved 16 tiden nåede vi frem til Colmar. Vi skulle finde en campingplads på D1 efter afkørsel 27 på motorvejen A 35 et stykke efter Mulhouse. Det gik utrolig nemt. Lige før landsbyen Herrlisheim ligger den fineste lille campingplads. Vi fik vores plads og kørte med det samme ind til byen. Vi havde ikke noget brød til aftensmad. Men der var kun 2 km derind. Og hvilken sød lille by det var.
På campingpladsen fik vi vores mad og vin og alt var pragtfuldt. Vejret så lidt truende ud, men det holdt da nogenlunde tæt mens vi spiste. Da vi sad og slog mave kom der et par dryp, men vi var jo, fra sommerens tur i Skandinavien, vandt til det, der var værre. Campistens bedste tid er faktisk denne. Færdig med en køretur, teltet rejst, maden spist og så er der tid til afslapning.
Vores plads lå lige ud til skoven. Og sikken nogle toiletforhold her var, nok de bedste vi nogensinde har været udsat for. Helt nyt, adskilt toilet- og bad. Det var lækkert, hvis man kan sige det om toiletter. Vi husker tydeligt de forhold vi blev udsat for i 70’erne. Det var knap så morsomt, og da havde vi små børn med os. Heldigvis er det blevet bedre. Også i Frankrig.
I dag ville vi til Epinal, som ligger på den anden side af Vogeserne. Vi kørte ind til Colmar, hvor det lykkedes os at køre galt igen. Det var her vi kørte rundt sidste år, da vi skulle finde en campingplads på vej til slottet. Nå, denne gang var det dag, vi var ikke trætte og vi skulle blot finde D 417, og det var faktisk ikke så svært. Men lige da vi var kommet lidt uden for Colmar så vi dette:
Det er 1. oktober og vindruerne skal plukkes.
Det så vi så lidt på og kørte der efter videre ad den smukke vej, som fører os op i Vogeserne ad snørklede sving før vi kan køre ned til Epinal.
Vi kom lidt forkert ind i byen, men efter lidt frem- og tilbagekørsel, lykkedes det at finde centrum.
Det var blevet spisetid og vi fandt meget hurtigt en restaurant, Le Bagatelle på 12 rue des Petites Boucheries, som går langs floden Moselle. I geografi i skolen hed floden altså Maas.
Det skulle så vise sig at være et fortræffeligt valg vi der havde gjort. Meget fin menu med god vin til. Vi gik lidt rundt i byen, så på butiksvinduer, mindesmærke fra de to verdenskrige og meget andet.
Dette mindesmærke for faldne franske soldater fra Første Verdenskrig, havde fået en lidt dybere mening for os, efter at vi begge havde læst Sebastian Faulks
roman "Men fuglene synger alligevel". Originaltitlen er "Birdsong".Vi forlod byen og kørte hjem til campingpladsen. Det havde været en dejlig tur gennem skove og op til et stort skiterræn ved C. de la Schlucht. Denne gang ad D 415 til Colmar.
Atter lykkedes det at køre forkert og vi var endda tæt på vores by, men vi kørte ind i flere af de små byer ad veje der næsten hed det de skulle. Vi skulle finde D 1 og når der så stod - bis D1 - på skiltet skulle man tro det var en let sag at finde vores vej. Men ak nej, så let er tingende ikke skruet sammen. Men vi fandt dog hjem, og vi fik da set op til flere byer inden da.
Det var så den ferie. Næste morgen stod vi op lidt op ad formiddagen, fik spist morgenmad, pakket teltet sammen, fik læst lidt, og i det hele taget tog vi det lidt roligt, vi skulle jo bare hjem.
Ved 11 tiden kørte vi og fandt da motorvejen A 5 ved Freiburg og så var det bare nordpå.
Der var lidt rigeligt med trafik indtil Kassel, men derfra gik det godt og hurtigt. Klokken 18.55 kørte vi ind i opmarchbåsene i Puttgarden, klar til at køre ombord, og det skete 19.05!Dejlig ferie, men som sædvanligt, alt for kort, men på den anden side, har vi oplevet så meget, at vi syntes vi har været væk meget længere end en uge, og så er det vel ikke så galt. Til slut kan vi lige sige at vi nåede i fin stil Brøndbys hjemmekamp mod Randers. Vi vandt 2 – 0 og ligger nr. 1.
