24. august 1997
Afgang kl. 8.00 am. Ankomst kl. 7.00 pm. - 321 miles
Indianerdag –what a day!
Sikken en nat, det er som om man drømmer dejligere drømme,
når man ligger blødt på et leje af græs. Nå
det kan jo også godt være det bare er indbildning, men natten
var i hvert fald dejlig og morgenen ligeså. Og det så da også
ud til at vores naboer havde haft en ligeså dejlig nat. De havde
i øvrigt fortalt os om deres ikke særlig heldige tur, som
var gået igennem utroligt dårligt vejr nordpå, med storme,
uvejr, oversvømmelser og meget andet.
Efter at have pakket vores grej sammen kom vi afsted på vores
næste trip. Denne gang skulle den starte med lidt sightseeing gennem
Navajo indianernes land. Først lidt ud ad Interstate 40 og så
mod nord ad Route 191 til Hubbell Trading Post, som ligger lidt uden for
byen Ganado. Og endnu engang var vi heldige. Hubbell Trading Post er den
ældste handelspost i USA, og der var pow wow da vi ankom.
Vi startede med at se og lytte til en dejlig Story Teller, som fik os
til at tænke på vores egen Story Teller derhjemme på
Blokhusvej, den lille statue med de mange børn rundt omkring på
sig. Her var hun levende. Og selv om vi ikke helt kunne forstå alt
hvad hun sagde, fornemmede vi styrken og storheden i hendes fortællinger.
Der blev lyttet meget andægtigt fra alle sider, det gjaldt både
de få turister og det gjaldt de mange indianerfamilier. For os virkede
det mere intens, gribende og vigtigt end mange prædikerner, der hjemme
i vores kirker. Her vekslede spændende historier om jagt og dyrkning
af jorde med sjove hverdagshistorier fra gamle dage.
 
Endnu en oplevelse, der gik lige ind.
Efter denne optræden gik vi lidt rundt og så på
de mange små boder med indiansk hjemmeflid og vi besøgte
den meget gamle handelsbod, som stadig så ud som i gamle dage, men
den var nu fyldt med mange moderne handelsvarer, så som mel, gryn,
Cola og alle de andre livsnødvendige dagligvarer. Vi var også
inde i en stald, fyldt med dejlige heste.
Navajo vaserne med deres karakteristiske mønstre er
meget smukke. Vi ejer allerede én, som vi købte i dyre domme
engang i en trading post i Oklahoma. Her var een i samme facon, men med
blå maling. 35 $ var prisen. Vi spurgte, om han var klar over, hvor
meget meget det var i danske penge, hvorpå han smilende så
på og sagde: Hvad så med 15? Den blev pakket ind i hans madpapir.
Vi sluttede besøget ved den lille plads, hvor vores
indianerkvinde havde fortalt os de dejlige fortællinger. Nu optrådte
to teenage Navajodrenge med nogle jægerdanse.
Vi kunne tydeligt se, hvad de ”fortalte” gennem deres danse.
Når man ser disse rigtige amerikanere, kan man ikke forstå,
at de andre amerikanere ikke meget hellere lærte af dem end omvendt.
Jeg tror, at når disse indianere har fundet deres kulturarv og benytter
den til at komme videre i det moderne samfund, vil de øvrige amerikaner
se, hvad de gennem de sidste 150 år har ødelagt, og så
vil de tage mange af de oprindelige beboeres tanker og kultur til sig,
til glæde for alle. Man mærker en social forståelse mellem
disse mennesker, som absolut ikke kendetegner de øvrige 250.000.000
amerikanere. Det burde være muligt at sende børn af alle racer
til disse naturmennesker og lade dem opleve disse drenges ro og glæde
ved at gribe og videregive deres gamle kultur og anvende den til opdragelse
og lærdom for alle, som kan og vil modtage deres budskaber.
Vi var ”høje”, da vi tog fra Hubbell Trading Post og
videre til næste mål ad Route 264 til Window Rock, som er Navajoindianernes
hovedstad.
Denne gang var det et ”must”, men tiden var ved at løbe
fra os, vi havde læst lidt om byen på klippen på en rasteplads,
og der havde blandt andet stået, at den sidste tur med bussen op
til byen gik klokken 5 pm, og det var den snart. Så vi fik sat speederen
i bund, det vil sige, det var der ikke så store muligheder for, da
turen de sidste 20 miles gik ad meget små veje gennem små indianerbyer.
Vi nåede det, fik købt adgangsbilletter til den
lille bus, som med guide kørte os op til byen. Det var stadig lige
dyrt, og vi måtte betale en masse dollars for at få fotografiapparatet
med (video var stadig ikke tilladt). Men alting har sin pris, og hvis vi
havde udnyttet vore billetter fuldt ud, ville vi ved at præsentere
dem i et spillekasino 30 miles derfra have fået et kaffekrus. Ganske
gratis.
Det ganske korte, men stejle, stykke vej er blevet bredere
og også asfalteret, siden vi sidst så det. Alt sammen betalt
af Toyota, som ville bruge stedet til at fotografere deres nyeste bil.
Og det var vel en god handel for begge parter.
Acoma City er den ældste by i USA. Der bor nu kun 21
familer i byen, som er uden elektricitet, afløb og vand i husene.
På små pladser er der mulighed for at få vand, og i små
lokumsskure, placeret i udkanten af byen på klippekanten, kunne indianerene
forrette deres osv.
Byen er over 1000 år gammel og blev placeret her oppe på
en kæmpe klippe, som den gang var umulig at indtage. Det var selvfølgelig
især mexikanerne de skulle beskytte sig mod. Det var et spændende
møde med fortiden, en fortid så tydelig, det var ikke
et museum og trods de manglende moderne faciliteter, så byen alligevel
ud til at leve.Vi havde en sjov oplevelse med en meget gamle indianer,
som sad i solen på sit trappetrin til det lerklinede hus. Han solgte
nogle mærkelige ting, og vi var helt vilde for at fotografere ham,
men vores sædvanlige modstand mod den slags indgreb i den pågældendes
personlighed kunne ikke få os til at tage et billede af ham. Men
lysten var så stor denne gang, at vi gik så langt som at spørge
om lov.
Jo det havde han da ikke noget i mod, vi skulle blot betale ham 10$.
Han plejede godt nok at tag 15, sagde han. Ok, det var altså ikke
lige os, men vi havde svært ved at gå fra ham, så vi
så lidt på hans udbud af varer. En dusk kamillete eller noget,
der lignede, ville han anbefale os at købe. Det var uforligneligt
mod hjerteanfald, man skulle blot hænge det tæt om hovedet,
så ville man være beskyttet. Han ville mene, at godt tyve bundter
ville være nok til at nå rundt om hovedet. Pris: 1$ for hver
af disse mikroskopiske duske! Vi købte 2 og gav farmor dem som souvenir.
Vi er ikke helt sikre på, at hun påskønnede dem nok,
da hun sammenlignede sin gave med de andres farvestrålende nøgleringe
af plastic. Men meningen var god nok.
Vi tog ikke noget billede af vores forretningsmand, selv om lysten var
stor, men vi har ham begge tydeligt på nethinden for altid. Hans
glimt i øjnene var ubetalelige, da han handlede med os.
Der var mange oplevelser i byen, alene opbygningen af husene
var hele turen derop værd. Lerklinede huse i 2 etager, stiger udvendigt
på husene, så man kunne komme op på tagene. Ovne på
torvet til bagning af brød. Udsigten fra klippen. Acomaklippen ligger
midt i et meget stort, fladt platau omgivet af store bjergkæder,
et fantastisk sted, som tydeligt fortæller, at her har man da fundet
et fortræffeligt forsvarssted, ikke alene ville man kunne følge
fjendens fremmarch længe, men når de endelig når klippen,
ville de have meget svært ved at indtage den, vejen derop var stejl,
smal og meget svær at finde. Det var egentlig også morsomt
at se, at selvom indianerne efter vores målestok levede meget spartansk
og fattigt, havde de biler, der stod da parkeret flere pæne biler,
ikke de sædvanlige ”indianerskrotbiler”, nej pæne almindelige
amerikanske, måske ikke helt nye, men gode.
Under turen rundt i byen var vi blevet guidet af en af beboerne, en
ung indianer, som fortalte godt og forståeligt, stolt over sin by
og sine aner.
Men det var nu begyndt at trække voldsomt op til tordenvejr.
Hele vejen rundt i bjergene sås torden, lyn og regn. Det var endnu
ikke nået til os, men da vi endnu havde 50 miles til Albuquerque,
hvor vores næste KOA var, måtte vi se at afslutte vores tur
tilbage i tiden.Fra Holbrook, Arizona, til Albuquerque, New Mexico
Efter at have taget afsked med Acoma City fra en p-plads højt
oppe i bjegkæden langt fra byen og efter at have taget de sidste
billeder af byen gik turen tilbage til Interstate 40, som her er en del
af Route 66.
Albuquerque nåede vi efter lidt besvær, da den afkørsel
vi normalt skulle benytte var lukket på grund af vejarbejde. Det
er nemlig ikke altid lige let at finde de alternative ruter, men det lykkedes
da til sidst, og vi tog endnu en dejlig plads med græs og hytte i
besiddelse. Torden og regn slap vi helt for denne gang, selv om det flere
gange så ualmindeligt truende ud.
|