Prior Lake, Minnesota til Bozeman, Montana.

Lørdag den 10. juni fra Prior Lake til Badlands, South Dakota.

Afgang klokken 6.30 og ankomst til Badlands klokken 17 efter 167 km ad I 35 og 735 km ad I 35
Vejret: Morgen: Overskyet, varmt, 23°C
           Middag: Sol, varmt, 25°C
           Aften   : Sol, varmt, 27°

Vi stod op klokken 6 og fik, uden de helt store problemer, også de to drenge op og hurtigt var vi klare til at køre.
Vores morgenmad spiste vi som sædvanligt på Wind Mill cafe, hvor vi, også som sædvanligt, blev budt velkommen, som stamgæster, og personalet kan stadig huske vores ønsker om mad.

Mætte og meget friske begyndte vi så turen, som først gik til Interstate 35 til Albert Lea, hvor vi så skulle ad Interstate 90 til Badlands i South Dakota, som var vores første overnatningssted. Turen gik gennem kendte landskaber, det var jo bestemt ikke første gang vi kørte denne vej. Bilen var virkelig dejlig at køre og alt gik som smurt. I Sioux Falls kørte vi ind til en Wal Mart for at købe en ny kortbog, Jeg mente ikke vi kunne køre rundt uden et kort. Selvfølgelig kunne vi ikke det og samtidig med kortindkøbet blev der også købt slik i lange baner til de to drenge.
Vi nåede frem til Nationalparken Badlands og vi skulle overnatte på KOA campingpladsen, som lå ca. 7 km syd for den sydlige indgang til Badlands, så vi nåede allerede at fornemme lidt af den fantastiske natur, som er Badlands kendetegn, da vi skulle køre gennem parken, for at nå campingpladsen.
Campingpladsen ligger i et meget øde område langs White River. Vi fik en god plads med masser af skygge og dejligt græs, god begyndelse på vores tur. Vejret var godt, det havde hele dagen været varmt og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel.

Maden var ikke helt noget der passede Cole, vi skulle have Corned Beef Hash på dåse, vores foretrukne mad på camping. Tor syntes godt om det og spiste det med velbehag, medens det kneb meget for Cole, som kaldte det clammy.

Søndag den 11. juni fra Badlands, South Dakota til Devils Tower, Wyoming.
Afgang klokken 8.00 og ankomst klokken 16 efter 60 km på lokalveje i og omkring Badlands Nationalpark, 40 km ad SD 40, 54 km ad US 16, 49 km ad US 385, 67 km ad I 90 og endelig 40 km ad US 14.

Vejret: Morgen: Sol, varmt, 24°C
           Middag: Sol, varmt, 27°C
           Aften   : Sol, varmrt, 25°C

Næste morgen, efter dejlig morgenmad kørte vi så ind i parken og turen gik fra den østlige indgang til udgangen længst mod vest.
På denne tur ser man faktisk hele Badlands, som består af nogle mærkelige savtakkede bjerg-formationer. Lige efter den nordlige indgang, den indgang der ligger nærmest Interstate 90, ligger der en Præiedogtown og den er et besøg værd. Præriehunde lever i gange under jorden i store kolonier. Dem brugte vi megen tid på at se. Lige før udgangen fik vi så set vores første Bison eller Buffalo, som de jo hedder i USA.

Efter parken kørte vi videre mod vest og vores mål var nu Mount Rushmore, hvor vi skulle se USA’s fire store præsidenter, Washington, Jefferson, Lincoln  og  Theodore Rosevelt.
Det er en smuk tur ad ikke så store veje og med Black Hills i horisonten ude mod vest. Det tog et par timer før vi var ved det store nationale monument. Hovederne af de fire præsidenter er over 30 m høje og alene næserne er ca. 6 m lange.
Cole og Tor var meget interesseret og vi tilbragte en passende tid med at gå rundt og se og læse alle de mange oplysninger.
På en flot alle´, op mod hovederne, var der rejst en masse søjler med hver fire flag. Hver side af søjlerne repræsenterede en stat og det gjaldt nu for drengene om at finde Minnesota og det lykkedes da også. Minnesota er stat nr. 53 og det er den søjle drengene ses ved.

Der var mange mennesker i restauranten, så vi besluttede at køre videre og finde en Burger King eller lignende, hvor  vi bedre kunne komme til. Turen gik så lidt nordpå til Interstate 90 igen og ved Rapid City fandt vi en restaurant, som passede os. Vi var blevet meget sultne.
Medens vi sad og ventede på vores mad, kom der to ret svære damer ind og satte sig ved bordet ved siden af vores. Da servitricen kom til deres bord sagde hun, som alle gør her i landet,
” How are you doing to-day?”
Og svaret lød, ” God and healthy”.
For det første havde vi aldrig nogensinde hørt det svar før på den traditionelle hilsen og for det andet så de to damer alt andet end sunde ud. Det fik vi en god snak med drengene om.
Efter spisningen gik turen videre mod vest ad 90 og sidst, nu i Wyoming, nåede vi vores mål for denne dag, Devils Tower.

Devils Tower er en sjov klippe-formation, som er ca. 400 m høj. Den er et yndet sted for bjergklatrere. Bjerget ligger helt alene og indianerne har en smuk historie om bjergets tilblivelse.
KOA-campingpladsen ligger umiddelbart uden for parkens indgang med en meget smuk udsigt til Devils Tower. Om aftenen gik drengene i campingpladsens lille biograf for at se en science fiktion film, hvor en del af handlingen foregår i og omkring Devils Tower. Den film er blevet vist i mange år og hver eneste aften. Drengene havde selvfølgelig set filmen før, men syntes alligevel, at det var sjovt at se den igen på dette sted.

Lige før aftensmaden tog vi ind i parken, i bil, for at se nærmere på ”tårnet”. Det første man møder er en meget stor koloni med præriehunde og der fik vi megen tid til at gå. Oppe ved selve ”tårnet” gik drengene og jeg den lange vej hele vejen uden om bjerget, medens Mogens blev ved foden af bjerget og så nogle ørne ved bjergets top.
På hjemvejen besøgte vi præriehundenes koloni igen og denne gang blev vi der længe, vi kunne simpelthen ikke løsrive os fra de mange, små, søde dyr.

Det var en dejlig campingplads og lige ved siden af campingpladsen lå der en eng hvor deer græssede. Deer er det samme som rådyr. Ved siden af campingpladsen ligger der også en flod, Belle Fourche, og klipperne ned til floden lyste rødt i den nedgående sol. Det var så smukt så smukt.
Inden drengene skulle i biografen spillede de tennis med vores gode, dyre ketchere, så megen plads var der på pladsen, den var bestemt ikke overfyldt, men det er også meget tidligt på sæsonen.

Mandag den 12. juni fra Devils Tower, Wyoming til Bozeman, Montana.

Afgang klokken 9.00 og ankomst klokken 18 efter 10 km ad Wyoming 24 og 652 km ad I 90

Vejret: Morgen: Sol, varmt, 23°C
           Middag: Let overskyet, varmt, 23°C
           Aften   : Regn, meget regn, lidt koldt, 18°C

Næste morgen gik turen så videre mod vest og lidt senere drejede Interstate 90 mod nordvest. Efter nogle timers kørsel i det store prærieland, kom vi til Montana og her skulle vi se Little Bighorn Battlefield.

Little Bighorn Battlefield hed så sent som i 1994 Custer Battlefield, men nu er man blevet enige om, at dette er et nationalt samlingssted for både hvide og røde. Man er nu ved at rejse penge til et mindesmærke over indianernes faldne, således at det ikke kun er soldaternes mindesmærke, der er her.

Custer og over 200 soldater blev dræbt her den 25 juni 1876 af indianere fra Lakota, Cheyenne og Arapaho-stammerne. Indianerne havde forladt deres reservater og Custer var taget ud for at straffe dem og føre dem tilbage til deres tildelte jorde. Men det gik noget anderledes og dette var det sidste store slag mellem de hvide og indianerne. Der er et meget interessant museum på stedet med mange oplysninger og der er hele tiden en volunteer, som forklarer tilskuerne, hvorledes indianerne levede og sloges og hvorledes soldaterne levede og man fik vist alle deres våben og øvrige udstyr. Ud over selve mindesmærket over de over 200 soldater, som faldt, er der mærker i landskabet, som fortæller, hvem der faldt her, hvem der sloges der og så videre. Drengene og jeg gik langt ud i landskabet, selv om der var klapperslanger. Der var i hvert fald mange advarsler mod Rattlesnakes. Drengene fulgte levende med i alt, hvad der blev sagt og de var meget svære at få væk fra stedet.

Den sidste tur skulle så gå til Bozeman, hvor vi skulle sige farvel til drengene. Bozeman ligger lidt nord for Yellowstone ved Interstate 90 og vi havde ca. 350 km at køre endnu. Da vi nåede frem til Bozeman var klokken efterhånden blevet 18 og nu skulle Tor vise vej til sin fars nye hus. Det gik helt fint, vi kørte overhovedet ikke forkert en eneste gang, men nu var det til gengæld begyndt at regne, endda temmelig meget. Da vi nåede frem til Edward og Diane regnede det meget og det var lidt synd, for der var inviteret flere venner og bekendte, som skulle komme og fejre Tors fødselsdag. På nogle områder er det jo ganske smart med to hjem!
Dejlige bøffer med alt hvad der høre sig til. Denne gang Edward som grilmester. Da det efterhånden var blevet sent og mørkt sagde vi farvel til alle og drog ud for at finde vores campingplads. Men da det regnede mere og mere, blev vi enige om at vælge et motel, $ 34,00, men så var der også to king-size senge. 

Selv om vi normalt er meget imod hotel- eller motelovernatning, syntes vi, at der denne gang var god grund til at benytte et motel,  vi havde trods alt kørt ca. 715 km og da vi nok var begyndt at blive lidt trætte, var valget ikke svært. Dejligt varmt og tørt.