Teslin, Yukon til Whitehorse, Yukon.

Onsdag den 21. juni fra Teslin, Yukon til Skagway, Alaska.

Afgang klokken 8.30 og ankomst klokken 12.30 efter 100 km ad Alaska Highway, 55 km ad Tagish Road og til slut 106 km ad Klondyke Highway.

Vejret: Morgen: Pissekoldt, men tørt
           Middag: Pissekoldt, blæsende og tørt.
           Aften:    Pissekoldt, blæsende og tørt.

Jeg savner mine vanter! Det er koldt at skrive dette. Men, det er også det eneste jeg savner. Disse oplevelser er simpelthen uforglemmelig. Mogens fik bygget os et herligt bål i aftes. Vi drak rødvin til dåsemaden og fik hjemmelavet rabarbertærte til dessert. Et herligt måltid. Teltet er varmt og godt på trods af faretruende lave temperaturer uden for.

At køre ad Klondyke Highway er en oplevelse. Bjergene er barske her. Megen sne, anderledes vegetation. Masser af søer. Det ligner lidt Island. I dag er vi kørt fra BC gennem Yukon og ind i Alaska. De støder bare alle sammen her. Flotte stempler i passene.

Og Skagway? Lige pludselig er vi sammen med en masse mennesker igen. Byen har kun 740 indbyggere, det vil sige om sommeren, for om vinteren bor der ingen her. (Dette kan så sammenlignes med antallet af indbyggere i 1898, hvor der befandt sig mellem 10.- og 20.000 mennesker). Men pludselig vrimler her med tusindvis af mennesker. Mange af dem kommer fra de tre kæmpe krydstogtskibe, der fylder hele havnen. Skibene besejler alle havnebyer fra Vancouver i syd til Seward i nord. De store RV’ere fylder de to campingpladser helt op. Vi har været heldige at få en af de tre teltpladser, her er.

Vi er placeret blandt disse store monstre – og den smukke natur, vi har været vant til, har vi måttet vinke farvel til for en enkelt dag. I stedet har vi fået: Toiletter med træk og slip, varme brusebade og vaskemaskiner. Der kommer et tidspunkt i enhver persons liv, hvor man må vælge. Lige nu er vi meget tilfredse med toiletterne. Og sådan er der så meget.

Vi har brugt megen tid på at fundere over, hvordan disse guldgravere kunne overleve denne tur (der var selvfølgelig også mange der ikke gjorde det). Men det er fantastisk at se disse bjerge og så forestille sig deres kamp for at komme til Dawson City. Denne tur fra Skagway og til Dawson City startede med, at man enten skulle over Chillkoot Pass eller White Pass og så videre ad vandvejen, nemlig Yukon River. Chillkoot Pass var den korteste vej, men til gengæld også den mest besværlige, især om vinteren. Over White Pass, som var en bedre rute, men meget længere, blev det meste af  guldgravernes gods sendt. En del af denne rute fik navnet Dead Horse Trail. Over 5.000 heste mistede livet på denne rute. Jernbanearbejderne har heller ikke haft det for let. Jernbanen blev bygget over The White Pass. På blot 2 år, 2 måneder og 2 dage blev jernbanen The White Pass and Yukon Route Railway bygget. Der var ikke mangel på arbejdskraft dengang lige omkring år 1900, hvad man tydeligt kan se på de mange fotografier af jernbanens bygning, overalt i Skagway.

                                                   Billeder fra 1898. Og vi er her på stedet.

                                                            Deadhorse Gulch 1898

Når guldgraverne endelig var kommet over de farlige pas, drog de videre ad floder og søer. Ved Lake Bennett blev der bygget både og turen gik derfra ad Lake Bennett til Yukon River, hvor der lige før Whitehorse var nogle meget farlige rapids, som ødelagde mange guldgraveres skibe. Efter Whitehorse gik turen ad Yukon River direkte til Dawson City, hvor der var fundet guld. Denne tur på floden er ca. 600 km lang. Ikke en tur for tøsedrenge. Når man kører i disse egne, kan man ikke undgå at blive meget imponeret af disse folk, som uden kendskab til landet, drog afsted og det lykkedes trods alt mange guldgravere at nå frem til denne mærkelige by, Dawson City. Den har ikke ændret sig meget siden The Gold Rush i 1896 til 1900. Alle husene man ser i dag, ser ud til at være fra den tid. Selve guldsøgningen stoppede allerede efter få år og hele menageriet drog ad Yukon River videre til Alaska, nærmere betegnet Nome, helt ude på vestkysten af Alaska. Langt væk fra alt, selv i dag, hvor byen kun kan nås ved hjælp af fly eller skib.

Vi gik rundt mellem alle de andre turister på Broadway, byens indkøbsgade. Fine, dyre forretninger med pelse og guldsmykker samt det sædvanlige souvenirjunk. Fik varmen til frokost på en dejlig bar med masser af mennesker og en fin, fin mad.

Om aftenen fik vi Ribs og Halibut, rødvin og pie på en god restaurant også her med en masse mennesker. Samt ikke at forglemme, varme. Det havde simpelthen været for koldt og kedeligt at sidde på campingpladsen mellem nøjagtig 64 RV’ere! Nogle og tyve af dem dannede et samlet selskab. Folk i vores alder på tour fra New Zealand i lejede mobilhomes (store). De kører så rundt i samlet flok med en guide og oplever spændingen ved det store, farlige ukendte! 

 
Torsdag den 22. juni fra Skagway, Alaska til Whitehorse, Yukon.

Afgang klokken 8.30 og ankomst klokken 11.30 efter 160 km ad Klondyke Highway og 19 km ad Alaska Highway.

Vejret: Morgen: Pissekoldt, overskyet, men ingen regn.
           Middag: Pissekoldt, overskyet og her og der regn.
           Aften:    Pissekoldt, megen sol, men i nat ned til 4°C

Himmelsk bad. Mogens og jeg delte et stort baderum og kunne snildt blive rene for 75 cent. Igen en pragtfuld køretur ad samme vej vi var kommet, men denne gang kørte vi jo den modsatte vej, og så ser alting anderledes ud. Blot hang skyerne lidt lavere denne gang. Vi havde faktisk satset på det modsatte af hensyn til fotograferingen af dette smukke, barske stykke land, som har fået en stor plads både i Alaskas og Canadas historie.

Vi havde hjemmefra planlagt at tage med The White Pass & Yukon Route Railway, men – og det er ågerpris – det kostede $ 78 for en tur med toget og det er nu amerikanske dollars, en tur på ca. 3 timer. Vi kunne følge toget det meste af vejen alligevel, og vores udsigt var helt perfekt. Så vi valgte det fra (2 nye dæk var en meget bedre investering), og da det kørte forbi vores telt i en afstand af blot 15 m, var det nok for os. De fleste folk ombord var i øvrigt passagerer fra krydstogtskibene og de havde heller ikke andre muligheder, for at se de barske betingelser, der mødte guldgraverne. 

Klondyke Highway er bygget nogenlunde midt mellem Chilkoot Pass og White Pass.

Her i Whitehorse – Yukons hovedstad med 13.000 indbyggere, og det er faktisk næsten halvdelen af provinsens indbyggere – har vi for en gangs skyld fundet en campingplads, hvor RV’ere er nægtet adgang. Her er skønt! (Men vi har glemt vanter). Det tog os ikke lang tid at se hele Whitehorse. En ikke kedelig del af den var SS Klondike, som er et af de skibe, der fragtede alt proviant ad floden til Dawson City.

Koldt her til aften. Meget. Rødvin er godt til maden, og vores dåsemad smager bedre og bedre. Der er ingen lyst eller grund til de store kulinariske bevægelser. Fik en nabo fra Schweiz på cykel. Ung fyr, hvis ambition det var at cykle fra Alaska til Sydamerika. Turens varighed var planlagt til 1 ½ år. Gad vide om han bruger sin børneopsparing, eller hva?

Efter en lang snak med ham, fortalte vi ham, at der lidt længere inde på campingpladsen var mange unge, og det syntes han var helt fint, for en time senere kom han og flyttede sit telt, han havde fundet flere at tale med og endda een fra Schweiz!

Skibet er ved at blive istandgjort, men kommer aldrig ud at sejle mere, men så kan man jo bruge det som museum og tjene penge på det og det er lige hvad der sker med det skib.