Anchorage, Alaska til Anchorage, Alaska via Kenai.

Lørdag den 1. juli Anchorage, Alaska til Seward, Alaska.

Afgang klokken 10.00 og ankomst klokken 14 efter 204 km ad Seward Highway, Highway nr. 1

Vejret: Morgen: tørt, rart, 15°C
           Middag: sol, rart, 15°C
           Aften   : sol, rart, 16°C

Det var om at komme op, spise morgenmad og af sted. Ingen af os havde lyst til at bade her, selvom der var varmt vand. Og bestemt heller ikke at benytte toilettet. Men man kan godt børste 
tænder – og lave kaffe – i vand fra vores køler.

Vi kørte direkte ind til Hilton Hotel, hvor vi lagde en invitation hos Emily til Jes (Blokhusvej 12. Solrød Strand. DK) til middag den 5. juli. Herfra fik vi også ringet til Malene (forgæves) og Morten. Frankrig og Italien skal spille finale. Der er vrøvl med betalingen til min mors plejehjem, og en forfærdelig nyhed: 8 unge mennesker er blevet klemt ihjel på Roskilde Festivalen. Intet under, at vi har været nervøse, hver gang vore håbefulde unger deltog. De kom dog hjem i god behold hver gang – men manglede altid mindst èt telt!

Vi har bestemt os for at have et ekstra hjul med til Dempster Highway. Fandt en Chrysler forretning og gik ind for at spørge om prisen. $147 + et dæk! That’s a lot. Han havde bare ikke nogen hjemme, der passede. Henviste os til et sted på 5 th Street. Det var faktisk en smut gennem hele byen. Vi fandt det! Et brugt hjul kostede $39 to nye dæk $62 stykket. Vi fik sat de to nye dæk på baghjulene og et af de gamle på det nye reservehjul. Og så har vi endnu et dæk i reserve.

Anchorage ser ud til at være en dejlig by og den ligger ganske smukt ned til vandet omgivet af bjerge. Synd at vi skulle ligge i en mørk skov uden for byen i nat. Men sådan er det med camping i de store byer. Anchorage har 249.300 indbyggere.

Den er smuk denne Seward Highway. Man skal dy sig med at sige, at det er den smukkeste vej, vi endnu har kørt på, men den aspirere stærkt til førstepladsen.  Sneklædte bjerge, fjorde, glet-chere. De dejligste farver vand, snart lysegrønt, snart næsten sort. Grantræer stikker frem af sneen. Hvis ikke det var fordi der er blomster alle steder langs vejkanten og det nu er omkring 20°C, skulle man tro vi var på vinterferie.

Jeg mangler igen ord. Vi så en moose ganske tæt på. Fik et godt foto. Temmelig meget trafik på vej herned. Vi går ud fra, at det er på grund af den 4. juli, så skal alle fra Anchorage ned til alle de dejlige steder sydpå på halvøen Kenai. Vi har bestemt os for Miller’s Landing, i Seward. Her ender vejen simpelthen. Men vi begyndte at få bange anelser om overfyldte campingpladser, da vi så trafikken. Miller’s Landing ligger 5 km syd for Seward havde da heller ingen pladser ledige. Alt var forudbestilt. Vi blev – ligesom flere andre – henvist til byens campingplads. 

Men igen var vi heldige. Vi fik lov til at slå vort telt op på en dejlig græsplæne med en vidunderlig udsigt til fjorden. Og da det ikke var en ”autoriseret” plads, fik vi den for $10 (de kostede ellers $20). For som den unge pige sagde: ”I er de første mennesker i dag, der har talt venligt til mig, resten har været fulde af beklagelser og brok”. Hurra. Og igen: Vi har aldrig set noget lignede.

Så, nu er cruisefirmaerne lige gået glip af 2 x $119. Vi har set en hval!
Lige for næsen af os på vej fra Miller’s Landing ind til Seward. Alle biler på den meget smalle vej med parkering forbudt og i realiteten også umulig, stoppede.

Vi har mange billeder af en hvalryg, en hvalhale og en hval-vandstråle. Wauw---

Og så var der folk, som fiskede laks. Vi så to lystfiskere, der fangede et par stykker på ca. 1 m. Wauw!

Lystfiskerne stod tæt på stranden, der hvor den lille, voldsomme creek løb ud. På broen over creek’en stod folk i tætte stimer for at følge lystfiskernes arbejde. Børn som gamle. Det var et lystigt skue, og vi tilbragte megen tid her.

Og pludselig kom den Bald Eagle sejlende ind over det hele lige så stille. Den dykkede ned og tog nogle af efterladenskaberne, der var fra en netop renset laks. Wauw, wauw.

Seward var et besøg værd. Vi tilbragte et par dejlige timer med at slentre op og ned ad hovedgaden. Byen gør sig klar til den store dag. 4. juli! Der er et stort program, kan vi se, og byen er proppet med RV’ere og andet godtfolk. Det store krydstogtskib, vi så i Skagway, er her også med mange turister. Hvor er vi heldige, at vi ikke bor nede i byen blandt de mange hundrede RV’ere og telte, tæt, tæt på hinanden.

Og nu? Ja, faktisk sidder vi og spiser vores sædvanlige 3-retters Andersen menu, og pludselig lige over os svæver to skaldede ørne. Og de sætter sig i træet lige over os og snakker! Ude over vandkanten svæver en anden ørn rundt. Er det ikke bare fantastisk?

Søndag den 2. juli, Seward, Alaska til Homer, Alaska.

Afrejse klokken 9.30 og ankomst klokken 15.00 efter 60 km ad nr. 9 og 218 km ad nr. 1. Where the road ends and the water begin.

Vejret:   Morgen: tynd regn, overskyet, ikke koldt
             Middag: sol, 20°C
             Aften : let overskyet, blæst fra havet, 12°C

Vi havde lyst til at blive endnu en dag i Seward. Men da det telt, vi tog vores bord fra, var dukket op i løbet af natten og en RV havde snuppet det andet (det var vist nok også hans), ja, også var det overskyet og regnede stille og roligt, så vi besluttede os for at tage videre til Homer. Tænk, hvis vi nu havde købt billet til denne $119 tur, som hende i camperen ved siden af os. Så havde vi ærgret os BIF (gule og blå). For der, hvor der i går var gletchere og sneklædte bjerge, var der i dag en grå mur! Men alle her tager vejret i meget stiv arm!

Vi kørte tilbage ad Seward Highway, jo for der er ikke andre veje. Heldigvis er det nyt at se det samme landskab i den modsatte kørselsretning. Ved Tern Lake Junction drejede vi af til Sterling Highway. De første 15 km var der vejarbejde, så vi sneglekørte i en laaaang kolonne, ført an af en af de infame RV’ere.

Da det er søndag, og da det snart er 4. juli, ville køen ingen ende tage hele vejen til Homer. Men vi havde bestemt, at vi skulle ud til ”verdens ende”, så vi hang på. Også med den tanke i baghovedet, at der slet ikke ville være plads til os på Homers Spit, en tange ud fra Homer.

Vejen var helt anderledes end i går. Vi kørte fra regn ind i solskin. Bjergene var nu langt borte, og alle de mange stednavne var russiske. I 1741 sendte den russiske Zar Peter den Store danske Vitus Bering op gennem Stillehavet, som ”fandt” Alaska og dermed strædet mellem Rusland og Alaska. Russerne handlede især pelse med de indfødte, som var eskimoer, the Aleurt og the Athaba-scans. I 1867 underskrev William Henry Seward et salgsdokument, som betød, at russerne solgte Alaska for $7.2 million eller lidt under 2 cent pr. acre. Men de russiske navne er der stadig: Kalifornsky Beach, Ninilchik, Russian River, Kasilof Park og Stariski State Park.

Det har været fiskernes dag i dag. Alle steder reklameres der med madding, fiskeudstyr og fisketure. Og så dette syn. Skulder ved skulder står de der. Ikke så mærkeligt, at man bør have skudsikker vest, sikkerhedsbriller og andet udstyr, som sikre mod at blive invalid af andres fejlkast. Det så fantastisk ud. Fiskepladsen må være meget, meget god, for det viste sig, at der lå en kæmpe parkeringsplads, hvor der skulle betales et klækkeligt beløb for at holde. Og dette ligger langt, ja meget langt fra byer og beboelse i det hele taget.

Vi kørte forbi et sted, hvor der hang friskfangede hellefisk – de er store – på rad og række, og i alle floder og søer står folk og fisker energisk, ikke hellefisk, men laks.

Så lå Homer i al sin glans neden for vores vej, som i lang tid har fulgt kystlinien. Rundt om var hav, gletchere og bjerge, og man kunne tydeligt se Homer Spit. En smal tange fyldt op med små huse, havne og RV’ere. Og pludselig blinkede det rødt og blåt bag os. Politiet!

Vi daffede ind til siden. Betjenten op på siden af os, Mogens åbnede døren, nej man skal rulle vinduet ned og aldrig åbne døren, blev vi belært. Frem med kørekortet. Havde vi ikke set 45 miles pr hour skiltet? Jo, indrømmede Mogens, det havde han. Venten, mens kørekortet blev checket i politibilen over radioen. Hvor stor ville bøden blive? Man betaler kontant her! Endelig kom han tilbage og bad os køre forsigtigt fremover. Og fortsat god ferie. INGEN BØDE.

Vi kørte meget langsomt ind i Homer og ud på Homer Spit. Her ved verdens ende har vi fået første parket til Kachemak Bay og bugten Cook Inlet. Med måger, ørne og havluft i så rigelige mængder.

Vi spiser ude i aften fremfor at blæse væk. Men her er så smukt.

Og middagen indtog vi på Homer Spit. Her var masser af restauranter. Mogens valgte en helt ny flot udseende restaurant. Priserne er næsten de samme, lige meget hvad man vælger. Og vi fik den dejligste udsigt over en kæmpehavn, som vi slet ikke havde bemærket fra vejen. Den sydede af liv, og vi gik en tur derned efter maden. Selvfølgelig spiste vi halibut og laks med clam showder først og lunt hjemmebagt brød. Et supermåltid. Man kan godt læse klokken 23 uden lygte.

Mandag den 3. juli Homer, Alaska til Anchorage, Alaska

Afgang 9.30 og ankomst 15.30. 230 km ad Sterling Highway og 145 km ad Seward Highway.

Vejret: Morgen: Overskyet, koldt, blot 9°C
           Middag: Lettere skyet, 14°C
           Aften   : Sol, dejligt, 18°C

Morgenmad på vores El Pescador fra i går aftes. De kan også lave morgenmad. Vi var simpelthen så forblæste, at ingen af os gad gå i gang med at lave mad, som vi alligevel ikke kunne spise inden den blev kold. De stakkels to ældre japanske koner, der sad og frøs ved et bål nede på stranden. Sådan havde de også siddet om eftermiddagen, da vi kom! Deres mænd fiskede højst sandsynligt. Vi så dem aldrig. Men vi så deres børn og børnebørn. Der var mange.
Japanere ser ikke særlig glade ud!

At få et brusebad i Alaska er ikke en hel nem sag.
Der er ting her, man lærer at sætte pris på. Et varmt brusebad kommer ind på førstepladsen. Når man har overvundet den første hurdle, som selvfølgelig er muligheden for overhovedet at komme i nærheden af en bruser med varmt vand, og den anden, som kun er en bagatel om, hvor meget man er indstillet på at betale for denne luksus, ja så kommer alle de virkelige forhindringer for at nå målet. Ret beset kan de opdeles i tre hovedkategorier: 1) Kunsten at få vandet til at løbe, 2) kunsten at indstille det til ikke at være kogende og 3) kunsten at få det til at løbe længe nok!
Som regel lægges en mønt eller et ”token” i en lille boks udenfor bruseren. Hvis det drejer sig om en quarter, skal man være indstillet på at have mindst 8 liggende parat til at putte i, når vandet pludselig stopper. Og så er det ud med armen og sæbe i øjnene og rode efter mønter og boks.
Så er der dimsen, der regulerer temperaturen – eller for den sags skyld starter hele mekanismen. Det letteste er, når der ingen valgmulighed er, men vandet bare pisker ud i en stråle med forudbestemt temperatur, så snart mønten lægges i boksen. Det er ikke så smart, hvis man endnu ikke har taget tøjet af, og bruseren så har brugt den første quarter, inden man endnu er kommet ind under den. På den anden side er det heller ikke rart at stå frysende og kæmpe med håndtag, der ses i et væld af udspekulerede former, for så til sidst at få enten en iskold eller en brændende varm spand vand over sig.

Kvinder for sig, mænd for sig. Ret utænkeligt at dele bruser. Såfremt omklædningsrummet for piger er fælles, og der ikke er plads til tøjet i eget bruserum, har de amerikanske kvinder et stort problem. Enten stirrer de stift ud i rummet og siger excuse me, hvis man står ved siden af hinanden og tager tøjet af, eller de fordufter ind i deres bruserum med underbukser og bh på. Hvad de så gør af det derinde, er svært at sige, men de dukker op igen med håndklædet bundet godt og sikkert om kroppen.

Den store oplevelse på turen i dag var uden sammenligning den moose vi så, med sine to kalve. De stod i vejkanten og spiste af det høje, grønne græs. Sådan en mor er stor. Og vi ved, hun også er farlig, så Mogens gik ikke langt væk fra bilen denne gang. Men han gik ud!

Vi kørte forbi togstationen, hvor de læsser biler om bord på åbne togvogne, og så sidder man i sin bil og kører hele den smukke tur til Whittier, som Jes og Katja har fortalt os om. Der har indtil nu ikke været almindelig bilvej til Whittier, men kun denne Alaska Railroad Shuttle, men nu er der åbnet en vej, som hedder Portage Glacier Road og som er en betalingsvej. Vejen benytter samme tunneller, som toget. Vi bestemte os til ikke at betale for en tur, som vi også skal betale igen retur, for vi skal jo ikke med nogen færge fra Whittier, vi skal retur til Anchorage.

På vejen tilbage så vi igen, hvor lav vandstanden kan blive. Det lignede marsk med en masse fedtemøj = tilt. Det ser så glat og indbydende ud, men er lige så farligt at gå ud på, som kviksand.

Anchorage igen. Vi bliver et par dage, holder 4. juli her, hvor alle vil fejre Mogens fødselsdag, (vi finder garanteret en parade). Så skal vi slappe af, sove længe og spille tennis. Ikke køre.

Vi bor ikke på samme campingplads som sidst. Denne gang har vi fundet en RV-park, som godt nok ikke skiltede med, at her var teltpladser, men det er der, endda fine sandkasser til at sætte teltet i. Og fine toiletter med gratis, varmt, lækkert brusebad. For $11. Ja, og faktisk bor vi lige ved downtown på 1 st. Street, 2 minutters gang fra Hilton Hotel, hvor vi skal møde Jes den 5. juli.