St. Mary, Montana til Miles City, Montana

Onsdag den 19. juli fra St. Mary til Choteau, Montana.

Afgang klokken 10.00 og ankomst klokken 12 efter 160 km ad US 89

Vejret: Morgen: Sol, varmt, 20°C
           Middag: Sol, varmt, 29°C
           Middag: Sol, meget varmt, 32°C.

En vidunderlig stille nat. Mogens ved det især, for han har været syg det meste af natten. Pludselig var han bare så snottet, og da al sygdom jo går direkte i hans mave, har han tilbragt det meste af natten lidende uden for teltet. Jeg sov bare.

I dag er Mogens rask igen, det går hurtigt, ligeså hurtigt, som vores tur i dag, hvor vi kun har kørt i 2 timer. Sådan har vi bestemt, at resten af ferien skal være, små korte ture til udvalgte og gode campingpladser, hvor vi ankommer ved frokosttid og så blot nyder dagen med at læse og dase.
John Steinbeck skrev i 1962:

Det gi’r jeg ham ret i. Men da jeg ikke kan skabe ret meget i den retning, er det godt, ingen har bedt mig om det. For Montana, altså.

Fra Glacier Park kørte vi nu mod syd og ud på prærien. Rocky Mountain kunne skimtes mod vest, men ellers spredte dette flade prærielandskab sig rundt om os, så lang øjet rakte. Der var masser af kvæg, og det er let at forestille sig, hvilket kæmpe arbejde det må have været at drive sådan nogle flokke frem, og i tidligere tid så langt som til Texas, en rejse, som selv i bil i dag tager meget lang tid. Og den gang var der ikke noget der hed Interstate.

Vi bor i Choteau i den samme slags ”tent-village” som i Polson.

Det er ganske overordentlig dejligt. Og varmt. En underlig fornemmelse at være nødt til at søge skyggen!

Vi har været på sightseeing i byen. Den er meget sød og husene hele vejen rundt ser overraskende pæne ud. Det ligner en by, hvor der er beskæftigelse nok. Her er det hele: Velassorteret supermarked, bank, restaurant – ikke alle disse suspekte barer, vi ser så mange steder – skoler, alderdomshjem, hospital, ja og et fængsel lige ved siden af domhuset. Her bor 1741 mennesker i byen, som også er ”hovedstad” for det county der hedder det samme som byen, altså Choteau. I dette county bor der i alt 5.400 mennesker.

Det var jo en tennisbane vi ledte efter. Der var alle mulige andre sportsbaner inclusive et rodeostadion og en park, men det varede længe inden vi fandt tennisbanerne. 3 dejlige baner og byens svømmebassin midt i en junction. Så fik vi ved samme lejlighed set, hvilken vej vi skal køre i morgen. Det gode ved disse tennisbaner er, at der altid står sådan noget som, ”Disse baner er til glæde for alle.”. Og så er det enten byen eller en eller anden privat organisation, der står for opførelsen/vedligeholdelsen af dem.

Byen har naturligvis også en golfbane. Hul 7 og 8 går forbi vores telt.
Vi ventede med at lave mad til klokken 21, så var solen så langt nede, at vi kunne sidde og spise i en passende temperatur.

Hvor er jeg glad for at vi startede med vantevejr og slutter (forhåbentlig) med dette faktor 16 vejr.

 
Torsdag den 20. juli fra Choteau, Montana til Missoula, Montana

Afgang klokken10 og ankomst klokken 13.30 efter 75 km ad US 287 og 135 km ad Montana 200

Vejret: Morgen: Sol, skyfrit og varmt, 23°C
           Middag: Sol, skyfrit og meget varmt 32°C
           Aften   : Sol, skyfrit, dejlig blæst, 30°C

Vi fortsatte gennem prærielandet sydpå, men drejede så efter en times kørsel mod vest, og pludselig var der store bjerge og smukke dale med en masse smukke træer.

Vi følte os en overgang hensat til en af vores ture i Canada, da vi på en strækning på over 30 km kørte i en bilkø, på grund af vejarbejde, med en maksimumshastighed på 45 km/h. Vi lå et lille stykke fra den forreste bil, som viste sig at være en ”Follow me” – bil, der af den lave hastighed.

Men alting får jo en ende også bilkøer. Vi ankom til KOA i Missoula lige over frokosttid, men vi overlevede. Vi har været på denne plads før med Morten. Mogens vidste det selvfølgelig med det samme. Nå jeg graver i min hukommelse, lykkes det faktisk for mig at huske både, hvor vores plads var den gang, og at det var regnvejr, da vi kom og også da vi rejste næste morgen. Her er en børn-må-gerne-klappe- zoo på pladsen. Her er faktisk ganske overordentlig dejligt, og det gør ikke noget, at vejret også er det.

Nu har vi  fem nætter i træk boet i superluksus. Det har selvfølgelig kun noget med vejr og brusebade at gøre. Vi har gennem mere en 6 uger siddet og spist, drukket, læst og skrevet ved disse bord/bænk og i smug misundt dem, der har anskaffet sig den sidste nye campingopfindelse. Folde-ud-lænestole med plads til den kolde drink i armlænet og i en smart bærepose.

Lounge Quad Chairs indvies i Missoula.

De koster ikke så meget, og da vi nu endelig var i en by, ovenikøbet med en Target og en Wal Mart gik vi på indkøb. Derfor har vi nu to herlige Lounge Quad Chairs til – ja $12 stykket. De var nemlig på udsalg. Hvordan vi får dem hjem til Danmark ved vi endnu ikke, de er nemlig temmelig lange og i hvert fald længere end vores største kuffert. Men der er ingen tvivl i vore sind om, at disse to stole skal med til Danmark, de er simpelthen det vi har manglet, især i Europa, hvor man ikke får stillet bord og bænk til rådighed.

 
Fredag den 21. juli fra Missoula, Montana til Dillon, Montana.

Afgang klokken 9 og ankomst til Dillon klokken 14 efter 125 km ad US 93, 40 km ad Montana 43 og endelig 95 km ad Montana 278

Vejret: Morgen: Skyfri himmel, varmt, 25°C
                    Middag: Skyfri himmel, meget varmt, 31°C
                    Aften   : Skyfri himmel, HOT, 38°C

Endnu en prikket køretur. Men før den lige et smut ind i Wal Mart, som selvfølgelig lå på vores vej ud af byen, for at se efter et nyt telt. Vi ved lige nøjagtig, hvordan det skal være. Vi fandt et, der var næsten perfekt, men det skal imødekomme alle vores krav 100% ellers duer det ikke. Her var f.eks. ikke den ekstra tykke bund, der skal gå mindst 20 cm op ad siderne.

En prikket køretur efter alle kunstens regler. Det er bare at sidde og nyde det. Og jeg gider ikke at gentage, hvor smukt her er, og nej, man bliver aldrig træt af at se på det, og det er hele tiden  noget andet. Også selv om vi havde et gensyn med Big Hole Battlefield og Wisdom, som vi dog aldrig i vores liv havde forestillet os, at vi ville komme til at se igen. Det var jo her, vi i 1997  havde den overraskende og chokerende oplevelse i Wisdom, hvor de handlede med alle former for skydevåben, og så en time senere deltog i en fantastisk indianermindesdag ved Big Hole. I dag kom vi blot den modsatte vej.

Vi vidste selvfølgelig, at det ville komme. Men om Mogens ikke for pokker sagde, ”Nu om det næste hjørne er The Battlefield”. Hvordan kan man vide det, når den ene vidde afløser den anden km for km for km, og mere irriterende: Han havde ret. Der lå Big Hole øde og forladt med de nøgne teltpæle og visitorcentret. Ingen mennesker. Videre til Wisdom, hvor det havde sydet med langhårede hill-billies med hestehaler, skæg og mindst to skydevåben i bæltet, var der lige så øde og støvet. Vi ville ikke have taget notits af nogen af stederne for et par år siden, hvis det havde set sådan ud. Hvem i alverden har lyst til at bo i Wisdom? Frivilligt?

Så er vi installeret i Dillon. En herlig KOA campingplads, og vi bor under 3 kæmpe piletræer, som giver nødvendig skygge fra solen, som bager fra en skyfri himmel og har varmet termometret op på 38°C. Men vi skulle være nogle skarn at begynde at brokke os over, at det nu er for varmt. Derfor nød vi også den lille smule vind, der rørte sig, dybt begravet under vores træer i de to nye 12$ lænestole. En af os faldt endda i søvn og det var ikke Mogens.

Ved femtiden tog vi ind til byen – små byer er dejlige, 3.991 indbyggere – fandt biblioteket i en nedlagt kirke og fik adgang til internettet, hvor vi på hver sin pc checkede hhv. Brøndby-nyt og Politiken.

Derefter spillede vi tennis på en af byens baner – temperaturen var nu oppe på 38°C – og afsluttede vores energiske udfoldelser i campingpladsens pool. Er det ikke utroligt, så meget to personer kan få for en overnatningspris på $17: Masser af græs og skyggetræer, bord og bænk, udsigt til Rocky Mountains i det fjerne, fri adgang til internettet, gratis tennisbane og herlig swimmingpool. For slet ikke at tale om de samtaler vi ikke kan undgå at få med bibliotekaren, som i øvrigt fortalte om sine danske bedsteforældre fra Ærø og om, at 50% af Dillons indbyggere havde danske rødder. Eller vores nabo, der lagde ud med at fortælle os, at han var wildlife photographer og hvor det så viste sig, at han næste dag skulle sælge lysestager, lavet ud af gevirer, og smukke sten på det Art and Craft marked, der skulle være i byen. Men det kan selvfølgelig godt være, at han også tager billeder af wildlife.

 
Lørdag den 22. juli i Dillon, Montana.

Vejret: Morgen: Sol, varmt, 26°C
           Middag: Sol, hedt, 38°C
           Aften   : Sol, ganske dejligt 33°C

 Nydedag, som vi af to grunde besluttede os for: 1. her er så dejligt. 2. i Bozeman, som vi ville være kørt til i dag, er der State Fair, og det er altid noget, der vil noget. Tusindvis af mennesker – og det betyder også fyldte campingpladser.
Begyndte dagen med tennis klokken 8.30  i 26°C varme. Ok, jeg vandt godt nok heller ikke i dag, men jeg var lige ved.: 6-1 og 6-1. Bare vent. Så bad, morgenmad og læsning. YES!

Indkøbstur (mad) og så måtte vi naturligvis over at se på al den hjemmekunst - Mogens havde et lidt andet udtryk for det, der var udstillet. Det var helt fint. Mellem togbanen og hovedgaden var der en trægangbro mellem skyggefulde træer, og det var her, det gik løs. Jeg syntes, det var dejligt at trisse omkring og se det hele. Mogens udviste en imponerende tålmodighed. Vi så vores nabo fra campingpladsen. Han havde en fin stand, og et så ud til at gå ganske strygende med salget.

 
Søndag den 23. juli far Dillon, Montana til Bozeman, Montana.

Afgang klokken 8.30 og ankomst til Bozeman klokken 12.30 efter 12 km ad Interstate 15, 15 km af ukendt markvej, delvis hjulspor, 5 km ad Montana 41, 65 km ad Montana 287, 45 km ad US 287, 10 km ad Montana 2 og til slut 50 km ad Interstate 90.

Vejret: Morgen: Sol, varmt, 24°C
           Middag: Sol, hedt, 33°C
           Aften   : Sol, varmt, 34°C

On the road again……..Og turen er med prikker. Ikke ifølge kortet, men ifølge Andersen Booking. Turen var af denne planlagt, som følger: Dillon til Jct. 15/74, Jct 41, Jct 2 og så I 90 til Bozeman. Se, hvad dette firma ikke havde taget højde for – eller havde ”glemt” at meddele 50% af deltagerne var, at denne hersens vej, der førte fra I 15 til Montana 41, var en undeveloped road. Altså en grusvej. Jeg protesterede kraftigt, men, som Mogens sagde: ”Vil vi opleve noget, bliver vi nødt til at opsøge det.”

Så det gjorde vi, for det er jo rigtig nok. Mogens håbede at se vilde dyr på disse gudsforladte 15 km, mens jeg håbede, at vi undgik vilde Montananianere. Vejen var meget smal og meget stenet og naturen meget smuk og meget øde. På et tidspunkt føltes det, som om vi kørte i ring, og jeg syntes vejen simpelthen holdt op flere gange. Vi mødte ingen vilde. Af nogen af delene. Men ude på fast grund, Montana 41,  traf vi tre traner. Og de var værd at fotografere.

Vi kørte igennem Virgina City. Og der måtte vi jo stoppe, for siden 1962 har byen været erklæret:  Gammel Museumsby”, og dermed købt af staten. Og den var selvfølgelig rigtig sød, med gamle autentiske forretninger – også den forretning i USA, der først havde fået udstillingsvindue – stage coach, som turisterne kunne køres ud til et fint istandsat futtog, som så kørte en tur rundt om de gamle guldminer, hvor der var strøet gamle gravemaskiner, værktøj og andet skrammel. De burde ha’ ryddet op efter sig, disse guldgravere.

Fortovene var af træ etc. etc. Jo, vi HAR set det hele magen til før, men for en god ordens skyld tog vi et par billeder.

Så videre til Bozeman. En gåde, at vi ikke kunne finde campingpladsen, da vi for meget, meget længe siden kom østfra, men da regnede det jo også hunde, katte, heste og grise og det var næsten mørkt. Og skal jeg lige fortælle noget irriterende? Da vi drejede om til campingpladsen, sagde Mogens: ” Dette her er campingpladsen med alle postkasserne.” Vel at mærke før de kom inden for synsvidde.

Fik Junior Burger til frokost. Selvom vores egen BLT efterhånden er blevet perfekte, var det dejligt med lidt junk food igen.

Måtte hilse på drengene, nu da vi er her, så vi fandt surdejsvejen og hilste på. Kun Edward og Tor var hjemme. Edward fordi han arbejdede. Tor fordi han var syg med temmelig høj feber. Diane, Cole og hans ven fra Prior Lake, var taget til, ja hvorfor ikke, Virginia City. Det kunne ha’  været sjovt, hvis nu……….. Vi sludrede, tog tilbage til pladsen og tager tilbage til dem i aften.

Vi købte en islagkage – banana split - og tog med som dessert. Diane og Edward sagde, uden at skjule en vis form for stolthed, at drengene havde tabt 15 pund hver på turen. Til gengæld blev vi meget bekymrede over det. Det kan da ikke være sundt for et par drenge i den alder at tabe så meget på en måned!

Men drengene var glade for at være hjemme igen og også stolte over at have gennemført det. Stoltest var nok Edward og Diane, som hele tiden fortalte os om alle fortræffelighederne og om at Cole var blevet valgt som nr. 2 af både lærere og elever, som bedste leder. Det behøvede de ikke at fortælle os, sagde vi, vi ved det allerede. Spiste nogle grillede koteletter – efter at have bedt bordbøn og glemte desserten, fordi alle snakkede i munden på hinanden. Gik trætte i seng ved 22-tiden ved siden af disse tykke, halvgamle bikere fra Alabama. Mogens gav ungerne $50 hver som milk money. De blev glade.
En dejlig dag.

 
Mandag den 24. juli fra Bozeman, Montana til Miles City, Montana.

Afgang klokken 10.30 og ankomst klokken 15.30 til Miles City efter 225 km ad Interstate 90 og 226 km ad Interstate 94.

Vejret: Morgen: Sol, varme, 26°C
           Middag: Sol, varmt,  34°C
           Aften   : Sol, varmt,  31°C

Morgenmad på Western Cafe, som vi var blevet inviteret til af Edward og Diane. Fint gammelt sted, propfyldt af mennesker, lig vores egen Wind Mill Cafe. Desværre kunne vi ikke sidde ved samme bord alle sammen, men Mogens fik hurtigt møvet sig hen til drengene. Efter en hyggelig times tid, tog vi af sted. Drengene skulle ud at cykle på deres nye cykler, Edward og Diane skulle arbejde og vi skulle ud på I 90 og I 94’s bløde, brede, behagelige interstate for de næste 5 timer.
Det blev en rar køretur. Vi har kørt strækningen flere gange, men kun vestpå. 

Campingpladsen her i Miles City er ganske god – lige så god som de andre KOA’er, vi har været på her i Montana – men her har de et forbud, som vi virkelig sætter pris på. Al brug af generatorer på pladsen er forbudt af hensyn til medcampisterne. Hurra. Hvor har vi tit været generet af denne larm, og hvor må vi altså blive nødt til at skrive en artikel til USA Today om vores yndlingsaversion: RV’erne.

Ved ankomsten til Miles City’s tennisbaner – der var hele 8 af dem – blev vi lidt nervøse, for der holdt mindst 8 biler foran. Det viste sig at være en lille flok 15-årige, som fik tennislektioner. Og man bliver jo nødt til selv at køre hertil i hver sin bil, når man er 15 år og bor i så stor en by, som Miles City. Godt resultat, fordi det var en god bane i skygge. Herefter swimmingpool og herlig dåsemad.

Det er  mærkeligt med de her små byer. Miles City virkede bestemt ikke større end Dillon  Og dog viste det sig, at byen havde 8.461 indbyggere. Alligevel indeholdt den et utal af casinoer med strålende lysreklamer foran. Boligerne var, bortset fra de 5 – 6 midterste gader, kedelige trailere. Til gengæld var bilerne foran dem ikke kedelige. Miles City er ikke så rar en by at bo i, tror jeg, men campingpladsen og tennisbanerne er ok.