Den 27. november 2003 skete der noget, som helt vendte op og ned på vores planer. Karim Zaza reddede to straffespark i straffesparkkonkurrencen mod Schalke 04 efter at omkampen på Brøndby Stadion var endt målløs.

Hovedkampen endte med sejr til Brøndby på 2 – 1 og det var nøjagtig med de samme cifre Schalke 04 vandt i Gelsenkirchen den 6. november, hvor vi, Morten, Loa, Mogens og jeg havde en pragtfuld tur til.

     Men tilbage til den råkolde novemberaften på Brøndby Stadion. Kampens resultat, samlet sejr til Brøndby i UEFA-cuppens anden runde, betød nemlig, at vi på julefrokostdagen, den 12. december, kunne få resultatet af lodtrækningen og få at vide, hvem Brøndbys næste modstander ville blive. Og hvilken lodtrækning. Selveste Barcelona. Hjemmekamp den 26. februar og i Barcelona den 3. marts.
      Vores planer gik ud på, at vi skulle til Thailand. Vi havde bestilt billetter, hoteller, bil og ferie. Vi kunne ikke komme til at se nogle af kampene.
      I flere dage efter julefrokostdagen gik vi og skumlede, det kunne næsten ikke være værre.
      Så besluttede vi os.

Selvfølgelig kunne vi ikke lade Brøndby være Brøndby og så bare være væk fra dem i de to vigtige kampe, og telefonerne kom til at gløde, e-mail blev sendt rundt og e-mail blev læst og til sidst lykkedes det hele. Vi rykkede vores ferie 8 dage, og vi kunne nå det hele.
      Flybilletter til Thailand blev ændret, flybilletter til Barcelona blev købt, hoteller i Thailand blev ændret, hotel i Barcelona blev fundet og værelse bestilt og vi var ikke i tvivl om, at det var det bedste vi kunne gøre. Vi kunne simpelthen ikke sidde i Thailand, mens Brøndby spillede disse kampe, vi ville ikke have det rart. Så vi måtte betale lidt højere priser for billetterne til Thailand. Til gengæld var flybilletterne billige til Barcelona.
      Alle billetter til hjemmekampen blev revet væk i løbet af et par timer, og da vi skulle rejse var det kun billetterne til udekampen vi endnu ikke havde fået. Vi havde e-mailet til Emil Bakkendorff hos BIF, og han ringede til os den dag vi skulle ud i lufthavnen, med besked om, at det selvfølgelig ikke var noget problem. Der skulle nok være to billetter til os, når vi kom hjem fra ferien.
      Morten ville gerne passe hus og bil og det betød, at vi kunne kører ud til lufthavne med vores bagage i vores egen bil, Morten hentede den så bare, når han skulle hjem fra sin skole. Det passede i øvrigt Morten meget godt at have bilen, for næste dag skulle han fotografere i en retssal, og han har jo efterhånden meget grej med når han skal arbejde.
      Alt var klappet og klar, nu var det bare at få glemt alt om arbejdet og den sure vintertid, nu skulle sol og varme og mange oplevelser erstatte hele vores hverdag. Vi skulle kun være os to. Ikke dårligt, vi har jo så mange gode erfaringer i ferier og oplevelser. 

Onsdag den 28. januar 2004

I Københavns lufthavn ånder alt fred og idyl. Vi ankommer som sædvanligt i rigtig god til så der er tid til den obligatoriske kaffe og med det obligatoriske wienerbrød til Mogens.

Her står jeg så sammen med de to franske pigestatuer og glæder mig til rejsen.

      I god tid, som sædvanligt, begav vi os ud til gaten, som lå alleryderst på finger A. 10 minutter før boarding blev det meddelt i højttaleren, at der ville være aflysninger af fly eller store forsinkelser på grund af strejke hos en personalegruppe. Flybrændstoffet, drejede det sig om. Vi kunne vinke farvel til første feriedag. 
      Men vi var heldige. Vores fly havde lige fået brændstof og af sted kom vi. Til tiden. I Frankfurt kunne vi så bare spadsere over til det ventende Bangkokfly. Pragtfuldt var det bestemt.
      Eftersom der var udbrudt en uhyggelig fugleinfluenza i Asien, som var værst i Vietnam og Thailand, havde det måske været bedre, hvis Thai Air havde valgt en anden ret end kylling på menukortet. I hvert fald blev fisken hurtigt udsolgt!
      Servicen var som sædvanlig i top, og det lykkedes os at få indtil flere timers søvn på den 10 timers lange flyvetur. I hvert fald én af os.
      Desværre var det kun vores kuffert (bemærk lige: vi har kun 1 kuffert med til 1 måneds ferie) der nåede flyet fra Bangkok til Chiang Mai, men efter lidt løben op og ned ad trapper og ind og ud af check in, var vi ved flyet 5 kvarter senere. 
      Vel ankomne – efter at være budt velkommen af den mest smilende paskontrol, vi nogensinde har mødt - kunne vi gense vores kuffert, som enligt cirklede rundt på transportbåndet. 
     Taxaen blev hyret, og så af sted til Tamarind Village. På chaufførens spørgsmål, om det var første gang, vi var i Chiang Mai, var svaret, at det var vi hvert år. Det betyder ½ taxaregning! Virker alle steder i Thailand.
     Blev hilst velkommen på denne lille perle af et hotel med friskpresset citronjuice samt en iskold serviet til vores svedige hænder og næser. Tamarind Village består af fire bygninger i gammel stil med, græsplæner og masser af træer, samt en stilfuld swimmingpool – også omgivet af disse tage, søjlegangs mure. Blot 40 værelser. Men hvilke. 

Orkideer pryder såvel værelse som badeværelse (som egentlig er tre små værelser).
      Her er marmorgulve, loft til kip, veranda til begge sider.  Vi var udmattede og faldt om ved 21-tiden. Blot for at blive vækket af vores stuepige, som hilste os velkommen med en kurv med friske frugter. Frugten spiste vi så, da vi begge vågnede ved 22.30-tiden!
 

Fredag den 27. januar 2547

Ja her i Thailand skriver vi år 2547 i stedet for 2004, det er da nemt nok. 
     Udhvilede, trods en mærkelig afbrudt nattesøvn. Og så kan vi glæde os over den overdådige morgenmad med kunstfærdigt skåret frugt af alskens slags.
     I dag skal i hvert fald have set nogle af de over 300 templer som ligger her i Chiang Mai, og som vi ikke så sidste år med Om og De Da, fordi de hellere ville se elefanter, swimmingpool og – ikke mindst – shopping. Men nu skulle det være. Vi travede os igennem en del, de er jo overalt, så bed ikke om yderligere historier om templer.
      Men, men, templet Wat Prah Thai skulle nu ses. Vi besøgte det med en rød taxa, som ventede på os derude, medens vi travede rundt i det smukke bygningsværk.
      Dette tempel ligger oppe på bjerget Doi Suthep, som er 1000 m højt og ligger 16 km fra Chiang Mai mod vest, og vi havde beundret det fra vores hotelværelse sidste år. En lang marmortrappe med kunstfærdige drager langs siderne går op til templet, og turen til 5. sal hver morgen på Højskolen gjorde, at jeg med værdighed kunne bestige denne trappe. Mogens brugte løs af sit thai-ordforråd. Leuv, leuv, leuv, lød det fra ham. Til stor fornøjelse for alle de thaier, som vi var sammen med.

     En speciel god aften. Der skal være blomsterfest i næste uge, så alle vognene, der skal deltage i paraden, var opstillet på torvet ved Ta Phoe Gate, som betyder ”den østlige port”. Det var en overdådig blomsterpragt. Samtidig demonstreredes forskelligt håndværk, hvor især træskærerarbejdet betog os meget, og endelig underholdt en kæmpe flok børn/unge med alle afskygninger af dans og musik. Ikke et øje var tørt. Det vrimlede med mennesker. Herefter en herlig middag til under 40 kr. (For os begge forstås). Jeg kan spise for 5 kr., men Mogens må over i Falang-retterne, og det betyder højere priser. Dog bør 20 kr. for en bøf (spiselig) med tilbehør ikke kunne vælte budgettet! Store øl, Shinga Beer, kostede 6 kr. stykket.
     Dejlig dag – på trods af alle avisartiklerne og TV-udsendelserne om fugleinfluenza. Mere end 20 millioner kyllinger er blevet slået ihjel her i Thailand. Undtaget er dog hanerne fra de farme, hvor de opdrættes til kamphaner. Nødvendige undtagelser foretages åbenbart, hvor penge spiller ind og magtfulde personer, her i blandt ministre, er ejere. Det har frembragt store overskrifter i Bangkok Post.
      Alle levende kyllinger samt kyllingekød og æg er fjernet fra markederne. Folk jager duer væk, når de sætter sig på el-ledningerne af skræk for deres ekskrementer. Alligevel så vi en flok børn lege med drager i en park med en hel flok duer flyvende omkring sig. Ikke alle læser aviser eller ser TV.
 

Lørdag den 31. januar  2004 

Se, centrum af Chiang Mai er indrammet af en voldgrav. Det er her folk satte tusindvis af små flåder med lys og blomster ud sidste år til Loy Krathong da vi ankom til byen. Og det er her der lige er pyntet op med glitrende kæmpepakker på grund af det netop afholdte nytår. 2747.
       Det er en smuk ramme om den gamle by. Nogle af voldene står endnu, andre er bygget op i mursten omkring de fire porte, en port i hvert sin retning. På begge sider af voldgraven bevæger trafikken sig i en tæt larmende strøm. Med uret i den ydre del og mod uret i den indre del. Mogens havde besluttet, at vi skulle vandre hele vejen rundt. I alt en strækning på ca. 6 km. Her er meget varmt. En god måde at se Chiang Mai.

       Vi har set Chiang Mai nu. Heldigvis med passende antal påfyldningspauser. Opfyldningen består af de herligste friskpressede frugtjuicer. Ikke så svært at blive forfaldne til.
       Fik jeg fortalt, at man kan leje en tuk- tuk for 40 Bath , ca. 5,50 kr. for en time? Bare lige for at sætte tingene i perspektiv. 
       Vi var tæt ved at blive fristet til at leje en bil hos en lokal udlejer. Vi kunne spare et hundrede kroner om dagen, men ved nærlæsningen af kontrakten, var forsikringen ikke god nok, og vi holdt os til vores sikre anerkendte udlejer.
       Vi spiste på det gode madsted fra i går. Desværre var det ikke muligt at få øl til maden, fordi der i morgen er valg, og politiet forbyder restauranter at udskænke alkohol aftenen før et valg og på selve valgdagen. Den besked fik alle vi undrende falanger uden stemmeseddel. Falang = fremmed.

Søndag den 1. februar 2547

Bilen, som vi havde bestilt over nettet hjemmefra, skulle afhentes klokken 9.00 i Chiang Mai lufthavn udenfor The Pizza Company. Det havde vi aftalt for en måned siden med det thailandske firma, vi havde valgt, og som var billigere end vores sædvanlige bilfirma, Avis. Og på slaget 9.00 trådte en smuk ung pige frem med papirer, hun fik vores kreditkortnummer, pasnummer, så det internationale førebevis, og 10 minutter efter stod vi foran en splinterny Toyota Corolla. Budget Car var det. Perfekt simpelthen.
       Godt at køre gennem Chiang Mai på en søndag. Det blev en lang, men smuk køretur gennem bjerge og nationalparker. Hele vejen til Mae Hong Son ad 108. Ikke megen trafik, af og til fine vejstrækninger, men i hvert fald mindst 10 hårnålesving pr. kilometer. Bananplanter og palmer med kokosnødder i massevis, og rismarker i så smukke omgivelser, at vi kan se, postkortene taler sandt. Men flere steder havde der været skovbrande. Træerne havde tabt bladene og var sorte på stammerne, men levede dog. Et sted var branden lige ved vejen. Må have været varmt at passere for motorcyklerne.

       Standsede på vejen og drak cola, men ventede ellers med frokosten til Rooks Hotel i Mae Hong Son. Nu er det jo lidt svært at tyde disse meterlange vejskilte, men det lykkedes altid til sidst at finde frem til stedet. Og således gled vores bil op foran Rooks, som viste sig at være et humongus hotel, som Tor ville udtrykke det. Altså ret sejt. Vores bil har fået lov til at stå foran den pompøse indgangstrappe. Der er ikke andre end os, der kommer i egen bil hertil.

     Roomservice, fedt. Kolde øl, sandwiches og thaimad til undertegnede, på vores egen balkon med udsigt til de fantastiske palmer og orkideer. Så en lur. Vi er mere end tilfredse med vores internetvalg af hoteller indtil nu.
     På vejen har vi passeret en del fritgående fjerkræ, som intet aner noget om, at de snart er en udryddet race i Thailand. Vi har set rørende avisbilleder med folk, der slipper deres små kanariefugle fri, fordi de ikke kan nænne at slå dem ihjel, og vi har hørt premierministerens løsning på kamphanefarmerproblemet: Alle kamphanefarme skal henvende sig til veterinærmyndighederne, som vil tage prøver fra hver enkelt farm, og kun hvis man finder fugleinfluenza falder hammeren, eller øksen. Og endelig har en æggeproducent uddelt tusindvis af æg udenfor et hospital, for at vise, at æggene er OK, og medlemmer af regeringen har – også foran hospitaler – med tilsyneladende stor nydelse indtaget måltider, tilberedt af æg. 
 

Mandag den 2. februar 2004

I går aftes var der stor fællessang i baren, hvor en yngre fyr fik et hold ældre hollandske damer til at hvine af fryd. I dag skal de på heldagstur til elefanter og Karen-folket og Longneck folket. Det er derfor jeg nu i denne eftermiddagsstund kan sidde helt alene i de smukke omgivelser her ved poolen, mens Mogens nyder de luftkonditionerede gemakker på 2. sal, sammen med sin bog.
      Det betyder ikke, at Andersen Booking ikke havde arrangeret en tur til disse fjerntliggende landsbyer for os. Lettere usikre bevægede vi os ind ad de små veje. Undervejs talte vi med en vejpatrulje, som fortalte os, at vi var på rette vej og bare skulle fortsætte 13 km ligeud. Ligeud og ligeud! En sandhed med modifikationer. Vi fik da rullet rundt i et par landsbyer, og fordi de til forveksling lignede Pakanans landsby, kunne vi bare nyde turen og smile tilbage til beboerne, indtil vi befandt os ved indkørslen til landsbyen igen.

       Men vi fandt det. Og ikke fordi en vinters thaikursus er nok til at kunne tyde vejskilte. En bom stoppede os. En mand for fægtende med armene rundt om os og en anden bil (et belgisk par, viste det sig), fik os til at parkere og lod os forstå, at længere kunne vi ikke køre i vores biler på grund af oversvømmelse af vejen længere fremme. Vi måtte op i hans terrængåendejeep. For 200 Bath. Nå ja, hvad vidste vi, og det var i hvert fald en muddervej, det ikke ville være muligt at vende rundt på. Han fik nu ret. Her ville vores bil nok være kommet til kort.
    Vi slap igennem militærets vejbom og nåede til Longneck folket. Blev registreret ved indgangen. Betalte 250 Bath. Og kunne så gå rundt, som det passede os mellem disse flettede bambushytter med visne blade kunstfærdige lagt som tegltag. Vi måtte fotografere, som vi ville, men Mogens spurgte hele tiden pænt og fik så til gengæld købt en del postkort, halsringe og tørklæder! Halsene var imponerende og kvinderne, de tilhørte, forklarede beredvilligt om processen. De var meget smukke.

    Ungerne i skolen var det hele værd. 4 klasser var der, og alle gentog de i kor, hvad de meget unge lærere sagde. De mindste vandt, de gentog sejlivet og højt seks sætninger igen og igen. De sad på måtter på jorden i lige rækker og brugte bænkene som borde. De store havde både borde og stole. Lærerne smilede venligt til os. Børnene end ikke ænsede os. Nogle af de små piger var godt i gang med opbygningen af lange halse, men langt fra alle sammen. 

      Lidt om dette folk.
På Karen sproget ”Padong” betyder Padong ”dem som bære messinghals-ringe”. De kom til grænseområdet fra Burma, eller Myanmar, for ca. 20 år siden og har stadigvæk status som flygtninge. 
      I gamle dag var det kun piger, som blev født på en fuldmåneonsdag og som var fuldblods Padong, som skulle bære disse ringe. Og det var så stor en skam ikke at bære dem, at de blev forvist fra landsbyen. I dag er det meget anderledes, nu er det helt frivilligt at bære disse ringe. Pigerne begynder allerede i femårs alderen at bære de første ni ringe, og efter hvert fjerde år bliver der lagt ni flere ringe omkring halsen. Rekorden har en kvinde, som bære 32 ringe om halsen, de vejer mellem 13 og 15 kilo.

      Langt de fleste karener bor i Burma. Ud af 10 millioner bor kun ca. 265.000 i Thailand, alligevel udgør de den største bjergstamme. Oprindeligt kom de fra det kinesiske/tibetanske grænseland og er vandret sydpå gennem Kina, for endelig at have slået sig ned i det nuværende Burma og det nordlige Thailand omkring år 700. Karenerne har siden 1949 ført voldsomme guerillakampe mod militærstyret i Burma, fordi de vil have selvstyre.
     Det var en stor oplevelse. Helt uden andre turister, (kun de to belgier og os), hvilket nok er årsagen til, at folk var så snakkesalige.  På vej ud til ”vores” jeep mødte vi vore hollandske damer fra aftenen før samt nogle minibusser med tyskere. 
     Mon ikke smilene bliver lidt slidte i løbet af dagen hos vore venlige Karen-folk – eller måske er de ved at flække af grin over dagens salg.

      Men de har ikke noget fjernsyn, og deres høns færdedes lige så frit rundt i landsbyen, som vi gjorde.
 

Tirsdag den 3. februar 2547

Tågernes dal har Mae Hong Son fået som kælenavn. Bjergene omkring byen er indhyllet i tåge i morgentimerne, og her er dejligt køligt. Så køligt, at de fleste af gæsterne har fleece-trøjerne på til morgenmaden på terrassen. Men så køligt synes vi nu ikke det er.
      Her i Mae Hong Son er der hverken tuk tuk eller taxa. Al turisttransport foregår med små minibusser og guider. Derfor fik vi også tommelfingeren opad fra vore tjenere, da de spurgte os, om vi alene havde fundet frem til Long-Neck stammen i ”bilen, der holdt uden for hotellet”. Den eneste privatbil her.
      Og Andersen Booking gjorde det såmænd igen. Først en let rundvisning i byen rundt om søen, hvori de to sammenvoksede templer Wat Chang Klong og Wat Chang Kum spejlede sig. Tage og udsmykninger er til en forandring af blik, og blandt budha-statuerne fandt vi også en tyk, hvid, mange meter høj herre. Munkene her er meget unge. Helt ned til 12-14 år, synes vi. En af bygningerne indeholdt mange efter sigende smukke malerier fra Burma. Men Mogens orkede ikke at tage tennisskoene af, og kvinder havde ingen adgang. Så det var det. Og heller ingen donationer fra vores side med en sådan diskriminering.
      Videre op til bjergstammerne. Vejen var så snoet, at Pyranæerne godt kunne gå hjem og lægge sig. Det er en smuk og frodig regnskov denne her. Og der er altså slanger. 30 forskellige slags af forskellig farlighed. Men altså, der konstateres kun ganske få tilfælde af dødsfald forårsaget af slangebid. Alligevel er det en god ide at synge lidt og lave meget støj, hvis man absolut skal tisse på sådan en tur. Her lever også tigre, leoparder, sorte pantere og ozelotter, men nok ikke så tæt på vejen, blev vi enige om.
     Vi besøgte flere bjergstammer: Karen, Meo og Shan. På vejen op mod den nordligste by og den by der ligger tættest på grænsen til Burma, Mae Aw, passerede vi et vandfald Pha Pua, der var stærkt anbefalet i Politikens guide. Men man skulle se det lige efter regntiden, så måske kom vi lidt for sent. Eller måske har vi set for mange vandfald omkring på kloden til at kunne begejstres. Blaserte er vi nok, men Niagara var det nu heller slet ikke.
     Videre opad og opad og rundt og rundt. Et stort skilt med fantastiske blomsterdekorationer viste, at vejen til venstre førte op til et kongeligt palads. Og så var der en masse skilte den anden vej. Ikke beregnet for os. Så vi valgte paladset. Det gør turistbusserne af gode grunde ikke. Der er nemlig ikke adgang for menigmand. Hvilket den bevæbnede vagt smilende meddelte os med et stort NO. 
      Nu var vejen så stejl og smal, at man ikke kunne vende, så vi fik lov til at køre ind på området for at vende. Der var tusindvis af blomster og masser af folk til at passe på dem. Vi kan vist godt sige at vi har været der, ikke? 
      I byen Mae Aw sluttede vejen simpelthen. Først blev den til en lervej og så var det slut. Og ikke særlig let at vende kareten igen i øvrigt. 

      Her op til grænsen købte vi ikke opium, men den smukkeste lille drengejakke, hjemmegjort og med hjemmevævede farvestrålende bånd. Stammedragt. Og et par små hjemmegjorte pigesko i bomuld. Det er ikke mange familier der bor i denne landsby. Mon ikke der bo omkring et par hundrede i denne, som har samme størrelse, som dem vi har passeret på vej her op.

     Først for 50 år siden blev det muligt at komme ad landevejen til Mae Hong Son. Her er så smukt og med et behageligt klima. Mange flere burde få den store oplevelse, det er at besøge denne region.