April in Paris
Fredag den 9. april 2010

Vi har overtaget nogle flybilletter til Paris fra Morten. Ellers var vi aldrig kommet til Paris i dette forår. For den ene vil flyve, og den anden vil hellere køre den lange vej i bil for at overnatte nogle nætter i Paris.

Men Paris er Paris. Og stadig den by, vi med stor kærlighed vender tilbage til. Så selv Mogens kan overtales til en flyvetur. Hotellet fik vi hurtigt bestilt på nettet. Les Hotels de Paris (Pavillion République Les Halles) lige ved metrostationen Jacques Bonsergent i 10. Arondissement. Her har vi aldrig boet før.

Når man ankommer til sit hotel ved 23 tiden, kan det godt være svært at finde et sted, hvor man kan få mad lige i nærheden. Men lige over for på samme boulevard lå den dejligste bistro og så var det problem løst.

Godt trætte  - laaaangt over midnat - klemte vi os ind under de stramme lagner i vores designerværelse.

Det er et spøjst hotel vi bor på. Meget fransk! Vi har fine franske altaner og to store sæt vinduer, hvorfra vi kan se over i lejlighederne over for. Så har vi selvfølgelig en kæmpeseng, og der er lige blevet plads til et bord og et par stole (hvis de skubbes ind under bordet, er der plads til dem) samt et kæmpe TV, som ikke virker. Det hele er malet gult og grønt med en masse "buer" og "nitter"  og tunge farvestrålende gardiner. Hertil et flot, stort marmorbadeværelse.

Lørdag.

Ned i kælderen med de smukke kampestenshvælvinger for at spise morgemad og så ud og indsnuse Paris.

Det er længe siden, vi var her sidst. Hele 4 år. Andersen Booking havde tilrettelagt turen, som foregik i strålende sol, men alligevel var det ret køligt. Vi smuttede op om Mouffetard, Markedet som allerede var ved at være afviklet, men derfor kan man jo godt nyde at vandre omkring i de små gader.

Fra Mouffetard gik vi ad de smukke gader forbi Sorbonne og Pantheon og videre ned ad Rue Sankt Jacques til "vores" Rue de la Harpe, hvor vi utallige gange har spist på flere af restauranterne der omkring.

Og atter engang måtte vi besøge favoritten over dem alle, nemlig Les Petit Hostellerie, som denne gang atter har fået de "rigtige" værter. Altså fransk køkken når det er bedst. De seneste besøg i Paris har vi måtte springe dette spisested over på grund af "forkerte" værter.

Søndag.

Stadig høj sol. Stadig køligt. Først spadseretur til Canal St. Martin. Kastanjetræerne var sprunget ud, og her var masser af familieliv omkring kanalen.

Vi gav os god tid til at se skibene blive transporteret op gennem sluserne. Og så slentrede vi ned til Place de la République, hvor vi aldrig har været før.
 


 

Det var et meget stort monument, der stod midt på pladsen. Ret flot var det nu, med alle sine historiske bronzetavler og en stor løve (som var under restaurering).

Så slentrede vi ind til Place du Voges. Et fantastisk åndehul. På vejen der ind ad Boulevard du Temple, så vi dette særprægede cirkusbygning, Cirque d'Hiver.

Klassiske bygninger indrammer den smukke plads, hvor træerne var sprunget ud, og børnene legede på de små legepladser rundt om i græsset (som jo ikke må betrædes). Vi satte os på en bænk og nød det hele med næsen op mod solen.


Lidt varmt var det vist for nogle.


Hvorfor har nogle butikker åben om søndage? Det blev til en flot hvid- og blåstribet kjole i Rue Saint-Antoine tæt ved metrostationen Saint-Paul.

Godt trætte gik vi tværs over Ile de la Cite, forbi Notre Dame og til St. Michel til et herligt måltid mad hos Les Petit Hostellerie. Det er godt, at den gamle bistro igen er kommet på franske hænder, så man kan få en god løgsuppe og en kraftig ragout.

Det store rykind af besøgende viste da også, at det bliver værdsat. For mange franskmænd havde også fundet vej hertil, og hele første sal var propfuld. Det giver en god stemning, når man hører al den palaver rundt omkrig sig.

En eftermiddagslur var nødvendig, før vi tumlede lidt rundt i vores kvarter om aftenen.

En pragtfuld dag.

Mandag.

Overskyet og koldt, Men ingen regn. Vi besluttede os for La Defense, for hvis det blev alt for koldt, kunne vi gå indenfor i et af de mange store centre.

La Defense er lige så arkitektonisk moderne og storslået, som resten ag Paris er arkitektonisk gammelt og storslået. Kontrasternes by.

Sørme om ikke der var en Decathlon butik. Og dem kan vi ikke modstå. Det blev heldigvis kun til et par (flotte) tennissko til Mogens.

Så ind og spise pandekager på Saint-Michel. Latinerkvarteret er lang at foretrække.

I metroen blev Mogens udsat for et tyveriforsøg. Toget var godt pakket. Efter os masede to unge piger sig og stillede sig på hver side af os. Vi stod alle meget klemt. Den ene spurgte Mogens, hvad klokke var, Samtidig stak den anden hånden ned i hans lomme (som var tom). De blev så forvirrede over, at Mogens svarede nej - da han jo ikke har noget ur mere - at de slet ikke havde tid til et yderligere lommeforsøg, men væltede ud af toget ved næste station. Hm, vi har lignet nogle gamle, naive turister.

Vi spiste aftensmad i bistroen i vores kvarter.

Tirsdag.

Vi har aldrig før prøvet at skulle flyve hjem fra en by om aftenen klokken 22.30. Men det var egentlig ganske rart. Bagagen - som jo blot er håndbagage - fik vi opmaganiseret på hotellet, og så smuttede vi ud i Paris endnu en dag.

Sol og lidt lunere. Andersen Booking havde tilrettelagt turen. Endnu alle de gamle kendte boulevarder, gader og stræder.
 

Malerne har tabt terræn til portrættegnerne. Vi fik os en ganske - overordentlig - dyr Leffe øl, mens vi sad i første parket og nød sceneriet.


Og så ind i Latinerkvarteret for at slutte ordentlig af med en god frokost/middag inden turen til lufthavnen.

Orly er en fin lufthavn, og det er let at komme dertil. Flyet afgik til tiden, og vi var hjemme sådan lidt over midnat.

Det har været en vidunderlig ferie,

og at Paris stadig er en fest, kan vi tilslutte os og samtidig tænke på Doris Day og Ray Bolger i filmem fra 1952 'April in Paris'

 Retur til toppen 


 
 
 

                  Tilbage til hovedmenu

.