BWCAW
Boundary Waters Canoe Area Wilderness

English Version


      Denne hjemmeside, som er en bestilling af en kanotur, blev i god tid sendt til Cole og Tor, så de kunne være lidt forberedte på det de skulle ud til.

                                                                     Bestilling af to stk. kano

      Op klokken 5.30 fredag den 8 juni 2001. Morgenmad på Windmill Cafe. Man ved jo ikke, hvornår man får et rigtigt måltid igen. Og så af sted. Ikke megen trafik gennem Minneapolis.. Herligt vejr. Ikke en sky. Og vejrudsigten for de næste tre dage lover godt. Mandag vil der dog komme tordenvejr!
      3 timers kørsel og så var vi i Ely. Piragis Northwoods Company, www.Piragis.com  er et velorgani- seret sted – også i den grad. Det ser ud til, at vi har valgt det rigtige sted. Kanoerne er i hvert fald de letteste, vi har set. Prisen for at leje dem er måske lidt højere end i de andre forretninger.

     Vi fik provianteret. Nogle gode bøffer til den første aften, og så ”campingmad” som blot skal blandes op med kogende vand. Det kostede en bondegård, men så skal vi også have bøf stroganof den ene dag og kartoffelmos med sovs og et eller andet den næste. Som dessert cheese cake med jordbær. Og fordi man ikke må medbringe flasker eller dåser, må vi nøjes med cola og Mountain Dew på plastikflasker. Herudover har vi et vandfiltrerings- anlæg med os, så vi kan drikke vandet fra søerne og floderne. Kanoerne fik vi rigget ovenpå vores bil, og så af sted mod Farm Lake, vores udgangspunkt.

      Farm Lake er stor – og vi var her jo sidste år og padlede lidt rundt – men indgangen til Boundary Waters – hvor der kun må sejle kanoer – var ikke sådan lige at finde, selvom vi havde både kort og kompas. Men endelig fandt vi den og padlede målbevidst fremad. 


                             Kanoerne gøres klar ved Farm Lake. 

      Forinden havde Cole lært at være styrmand. En dreng i hver båd, men Cole skulle være min styrmand, og det er nu ikke bare at sætte sig ned i en kano og gøre det. Så vi sejlede i nogle smukke cirkler, indtil Mogens fik ham det vist, og han fik fornemmelsen for det. Sådan efter et par timers tid.


                            Farm Lake

       Det var betagende smukt at sejle på denne Kawashivi River. Og stille. En enkelt båd med en lille påhængsmotor forargede os dog, da den stille tøffede forbi. Vi sejlede perfekt og nød det alle sammen. Den første campingplads, som vi havde bestemt os for at tage, var heldigvis ledig, så vi slog lejr på en godt nok ujævn grund, men med en fin bålplads og med den smukkeste udsigt over vandet. (Der må i henhold til reglerne, kun opholde sig et hold på en campingplads, men da der kun må komme tre hold ind i området pr. dag, er det ikke noget problem)

Vi slår lejr første aften. 

     Udsigten delte vi med en flok gribbe. Drengene lavede bål, vi ventede tålmodigt til det var brændt ned, og Cole kastede bøfferne på grillen og stegte dem herligt møre til os. Selvom det blev lidt svært til sidst, fordi det pludselig begyndte at regne, og han måtte beskytte dem med sit regnslag. Vi to gamle savnede rødvinen. Tidligt i seng, og vi var trætte. Og så lyn og torden og regn det meste af natten. Meget voldsomt.


                           Cole vender bøffer. 
     Lørdag den 9. juni. Op tidligt. Regnen var stoppet, men der var så diset, så man ikke kunne se en hånd for sig. Det klarede dog hurtigt op og en solskinsrig dag ventede os.


                                               Morgendis over BWCAW 

       Toast med masser af spegepølse og skinke. Hertil Nescafe. Jeg fortryder nok lidt, at jeg fik Mogens overtalt til at tage det med i stedet for termokanden, filtre og tragt og alt besværet med affaldet, som vi jo selv skal tage med os ud af området. For han ser meget skuffet ud – for slet ikke at nævne hans udtalelser herom!
      Vi tog de dyngvåde telte ned, pakkede kanoerne og startede med at padle hen til klippeøen med de mange gribbe, som sammen med deres unger var ved at fortære en masse fiskeaffald på  klippen.  Men de fløj alle væk, da vi nærmede os.


                                     Grib. 
      Bæverboet, som vi havde set bæveren svømme fra i går aftes, skulle vi også forbi. Ved nærmere eftersyn var det blot  en stor sten. Vi hilste på et par Loones.

                                      Loon. Minnesotas State Bird. 
      Det viste sig at være svært at få kort og omgivelserne til at passe til hinanden. Vi sejlede flere mil, før vi fandt et pejlemærke: En vej! Der er ingen veje i BWCA.. Vi var i går kommet ind ad den sydlige ”indgang” til BWCA og således endt et helt andet sted, South Farm Lake, end planlagt. Ikke så underligt, at kortet ikke passede med omgivelserne! Men hvad pokker, det havde været alle tiders sejltur. Og ubeskriveligt smukt. Men det betød jo altså, at vi blev nødt til at sejle tilbage til Farm Lake og finde den rigtige indgang. Det var svært, men vi fandt den, og kortet passede pludseligt meget bedre.

                   Tor nyder den smukke natur. 


           Frokostøen. 

      Frokost på en lille klippeø med en perfekt anlægsplads for vores kanoer. Lige ovre på den anden side lå faktisk den campingplads, vi skulle have overnattet på i går.  Tor havde fundet sit fiskegrej frem, og der gik kun kort tid, før han ophidset kaldte på os og forklarede, at han havde fået denne kæmpefisk, som desværre var sprunget af igen. Fiskehistorier startes allerede i en ung alder. Fem minutter efter råbte han højt igen, og der stod han med en sprællende kæmpefisk på krogen. Mogens nåede at fotografere fangsten, før Tors armkræfter svigtede og fisken på ny forsvandt. 

           Tors første fisk på denne tur. 
      Denne fangst betød, at vi på resten af turen måtte døje med fiskestang og fiskekroge alle mulige og umulige steder. Et hul i Mogens bedste shorts er et bevis herpå.
      Et par timers padlen ind i dette naturparadis, som National Geographic har udnævnt til et af de smukkeste i verden, og vi var ved vores campingplads.
      Herlig var den, med ildsted og udsigt over floden, og nu er det altså Tahinnisi floden, og med stor, god teltplads lidt højere oppe mellem træerne. Men intet paradis uden slanger: Her vrimlede det med myg, men især med birkelarver, som helt dækkede alt, jord, træer, telte, kanoer og os. (Vi huskede de år, hvor birkelarverne angreb alle birketræerne i Solrød, og vi gav ungerne 1 kr. for hver 100 stk, de samlede sammen.)

                                      Birkelarver på vores telt. (Udvendigt) 
      Det var forklaringen på, at millionvis af birketræer her står uden blade midt på sommeren. Birketræerne ser ikke ud som døde træer, de mangler blot bladene.
      Men vores to NOLS-guider gik hurtigt i gang med at tænde bålet, for som de sagde, ”that will keep the bugs away”. Og det gjorde det. Så der er altså god grund til at tænde bål midt om eftermiddagen. NOLS betyder National Outdoor Leadership School.
      Ligesom i går gik Cole i gang med at filtrere flodvandet til drikkevand gennem sin filterpumpe. En langsommelig, men nødvendig proces. Tor satte deres telt op, og de organiserede lejren. Vi skulle have vores første dehydrerede mad. Det var Coles bord, så han gik i gang med at hydrere en gang kartoffelmos med sovs og kød. Det smagte ganske godt. Vi var også meget sultne. Havde padlet masser af mil. Cheesecakedesserten blev til ved at man piskede noget lyserødt pulver i renset vand, hældte grahamskrummer over og lod det hvile i 10 minutter.

                              Cole renser flodvand.                                                          "Cheese-Cake".

      Nu var vi lidt forvente fra den gode cheesecake hos Henriette for et par dage siden, så Mogens og jeg havde store problemer med at få det ned. Vi opgav, det var for slemt. Det gjorde drengene til gengæld ikke.
      Opvasken var mit ansvar. Vi har købt noget sæbe, der selv i koldt vand kan rense fedt af. Man kan også vaske hår, sig selv og tøj i det. Men vi har ikke tænkt os at gøre nogen af de sidste tre dele de næste fire dage. 
      Maden skal op at hænge i et træ et godt stykke væk fra, hvor man sover, så bjørne ikke kan komme til det. Derfor havde vi lånt et hejseværk, som skulle kastes op over en gren tilstrækkelig langt væk fra stammen, så en bjørn ikke kan klatre op ad denne og også tilstrækkelig højt oppe. I går gik det smertefrit. I aften snoede trækværket sig rundt om en gren. Det tog lang tid at få konstrueret en anordning, der var lang nok til at skubbe tingene på plads. Det var ret sjovt.


                         Vi gør klar til at hejse madsækken op i et træ. 
      Herlig nat og herlig morgen. Vi har dog snart brugt en hel balje bug-spray. Man kunne blive sindssyg af al denne summen, kravlen og stikkende. Så hurtigt ud i vandet, hvor vi (næsten) lades i fred. Vi blev nødt til at bære kanoerne over et par steder i dag ved rapids. (Større eller mindre vandfald).
      Første gang tømte vi dem, alts kanoerne, og bar dem forbi og det betyder jo at man kommer til at gå frem og tilbage nogle gange. Anden gang mente Mogens, at vi sagtens kunne gå i floden og fragte kanoerne igennem. Med lidt besvær lykkedes det for ham selv og Cole. Tor og jeg havde derimod store vanskeligheder, og var nær endt ned ad (dog) lille vandfald. Men som Mogens bagefter sagde. ”Det er vigtigt, at drengene lærer vandets kræfter at kende.”
      Da vi senere kom til endnu et bærested, som vi ifølge kortet skulle strække sig over mere end nogle kilometre, lod vi kanoerne ligge og begav os af sted for at tage nærmere stilling til, om det var muligt – eller – gideligt. Det var det ikke. Som Cole sagde: ” This portage goes on for ever and ever and ever”. Og det gjorde den. Det ville havde taget os det halve af en dag at få alt grejet båret den vej. Så vi besluttede os til at sejle tilbage ad floden.

                         Første rapids er passeret. 
      Det gav os nogle dejlige oplevelser ved the rapids, som begge kanoer klarede med glans. Alle var tilfredse. En herlig overnatningsplads, som vi lige nøjagtig ankom til 10 minutter før et par andre kanoer. Og det var jo synd for dem. Ikke særlig mange bugs, men birkelarverne var ved at invadere stedet, og drengenes aflivnings- metoder var udsøgte. Vi prøvede ikke at standse dem.

                                     Sidste campingplads for denne gang. 
     Cole hydrerede vores aftensmåltid, og det var det bedste vi endnu havde fået. Måske fordi vi var meget sultne. Jeg havde om morgenen lagt de nøgne kendsgerninger frem: Dette og intet mere var tilbage af mad og det skønt vi havde planlagt indkøbene meget nøje. Det er heller ikke så sjovt at vide, at hele dagen står det på renset flodvand, fordi al colaen forsvandt aftenen før. Under alle omstændig- heder var denne sidste aften ved bålet ganske dejlig. Vi spiste og sludrede og fik besøg af en skildpaddefamilie, som i begyndelsen blot stak hovederne op af vandet, men som senere gik i land og endte med at snuse rundt mellem teltene, alt imens solen gik ned over vandet. En dejlig afslutning på en dejlig dag.


           Aftengæst. 

      Op igen i strålende sol – hvor har vi dog været heldige med vejret. Der var lige nøjagtig et stykke ristet brød med skinke til hver til morgenmad, men med udsigt til det herremåltid, vi alle fablede om vi skulle have i Ely, kunne det ikke ødelægge humøret.
      Med vilje havde vi valgt den nærmeste campingplads til Farm Lake, fordi vi vidste, at en sø kan være udmattende at krydse. Der skal kun lidt vind til,  og vi skulle også finde vores udgangspunkt, hvor bilen var efterladt, og det var ikke så ligetil. Farm Lake er stor.
      På hele turen har i hvert fald drengene og jeg haft vores redningsveste på, men netop i dag, hvor vi skulle krydse en sø, var der ingen af os der havde taget dem på. Og vi havde aldrig talt et ord om disse redningsveste. Men faktisk var det det eneste tidspunkt, hvor disse veste havde deres berettigelse netop over denne sø. Alligevel følte alle, at vi havde så meget styr over kanoerne, at det ikke var nødvendigt.
      Selvom solen skinnede og selvom det så ud som om der ikke rørte sig en vind, ja så var det faktisk noget af et job med bølger – at krydse søen. Cole og Tor var de første, der så vores landingsplads og vi padlede om kap det sidste stykke. Jeg gider ikke sige hvem der vandt
                                                             Kanoerne lægges på bilen og turen er slut for i år.
      Vel hjemme afleverede vi tilfredse kanoerne til vores udlejningsfirma og fik os en sludder om vores oplevelser. Klokken 11.30 kunne vi så spise det velfortjente morgenmad i Ely, vi alle havde fablet om: Masser af juice, pandekager, æg, pølser, bacon, hashbrowns osv. Drengene sov på vej til Prior Lake. Det blev til Burger King et par timer efter, og vi overrakte dem deres første velfortjente NOLS-løn. De var overraskede og meget glade.
       Skyerne begyndte at trække sig sammen, da vi nærmede os Prior Lake. Vi stod i kø for at komme i bad, og skulle have pizzaer til aftensmad. Pludselig blev det mørkt, tornado blev det meddelt i TV, sirenerne lød, og det haglede pludselig med hagl på størrelse som golfkugler. Meget dramatisk, tænk nu hvis…………. Det drev over. Haglene lå overalt som marmorkugler, bilen havde fået nogle ordentlige buler, pizzaen smagte herligt, filmen i TV var god.

Det havde været en dejlig tur.


           Tor, Cole, Mogens og Inge.

 Retur til toppen 

Tilbage til hovedmenu Home