I midnatssolens lande.

I år 2000 var vi på en fantastisk tur, som blandt andet omfattede en tur nord for polarcirklen. Ja vi nåede helt op til byen Inuvit i Northwest Territories i Canada. Det var en stor oplevelse at rejse rundt i flere dage uden at det blev mørkt og samtidig i en fantastisk natur. Vi kunne læse hele natten uden brug af lygter.
     Det var så stor en oplevelse, at vi mente det måtte gentages. Og hvad er mere naturligt for os skandinaver end at besøge ”vores” midnatsollande, Norge, Sverige og Finland. Vi planlagde i store træk vores tur, som vi selvfølgelig måtte have til at omfatte en tur til det nordligste punkt, man kan nå pr. bil. Nemlig Nordkap. Med diverse campingpladskort og kort over de tre lande fik vi strikket en fornuftig tur sammen, en tur som skulle føre os igennem hele Sverige, gennem en lille del af Norges nordvestkyst og ned gennem Finlands lapland. En tur på omkring 6.000 km.
     Da vi var klare over, at vejret kunne være en smule koldere og mere regnfuldt end det vi normalt kører rundt i i vores sommerferier, måtte vi sikre os, at vi kunne ”overleve” i dårligt vejr. Overleve betyder for os, at vi nogenlunde komfortabelt kunne lave mad i tørvejr og i det hele taget befinde os godt selv i regn og blæst.
 Vi anskaffede os lidt myggenet, paraply til fastgørelse på vores bord og prøvede hjemmefra, om vi ikke nok kunne spise indendørs i vores telt og om vi i vores specielle læsestole ligeledes kunne være indendørs. Vi gennemprøvede det hjemmefra, og alt virkede fremragende, så vi kunne nu se frem til nogle dejlige dage i vores nabolande.

 Helsingør færgeleje set gennem en våd bilrude.

     Af sted klokken 9 den 24. juni 2004. Silende regn. Blæst. Og kulde. Betyder ikke spor, når man er optimistisk, og glæder sig til ferien – og sidder inde i bilen.

     De første 459 kilometer til Åmål i Sverige lidt syd for Karlstad, blev kørt i silende regn. Frokosten var vi heldige at kunne indtage på en rasteplads ved et overdækket bord, hvor både bord og bænke var tørre. I de 20 minutter pausen varede. Så væltede regnen ned igen. Sort, sort himmel alle steder omkring os.
     Men hvilket under. Vi ankom klokken 16.30 til Åmål i et kort ophold i kaskaderne, efter 459 km kørsel. Blot blæste det kraftigt ude fra Väneren. Alligevel var det betagende smukt ved søen, træerne og de kæmpestore sten rundt omkring. Så vi skyndte os at få teltet rejst. Blot for at være klædt på til den næste kraftige byge.
     En times læsning i teltet. Så opgav vi. Umuligt at forsøge at lave mad – endsige spise det udendørs i det vejr. Temperaturen var 15°C. Vandet var 13°C.
    Der er absolut intet fucking ved Åmål (filmen Fucking Åmål, som vi så for ganske nylig, er en ganske god film om denne by). En ungdomsfilm, men absolut seværdig.
    Det er en charmerende by med masser af faciliteter for børn og unge. Nogle flotte lystbådehavne og et supert spisested ved havnen – skulle vi hilse at sige. Herligt måltid med udsigt over vandet. Herefter ind i baren, som var kæmpestor, for at se fodboldkampen i EM mellem England og Portugal sammen med en skøn blanding af englændere og svenskere. Og så os. Kampen var en gyser. Stemningen i top. I hver fald indtil resultatet.
  8 – 7 til Portugal efter straffesparkkonkurrence og forlænget spilletid. Så blev der lidt mere stille blandt englænderne.
      I seng ved 12-tiden i et råkoldt telt, men under nogle dejlige dyner. Myggene gemmer sig.

 Campingpladsen i Åmål med Väneren i baggrunden.

     Fredag den 25. juni. Vågnede klokken 7 til en våd og kold morgen. Umuligt at lave morgenmad udendørs i det vejr. Heldigvis er der – ligesom i Danmark – køkkener på campingpladserne her i Sverige. Så det blev da til en temmelig god morgenmad, æg, bacon og ristet toast. Og herlig dampende kaffe, som vi indtog inde i teltet. Og så er det smadder hyggeligt.
     Pakkede et næsten tørt telt sammen. Stadig koldt, blæsende og overskyet. Temperaturen her til morgen, 13°C.

      Videre ad 45 mod nord. Nu er det slut med motorvej. Men vejen er fin og vi har den næsten for os selv. Inlandsvägen kaldes den. Den begynder i Göteborg og slutter i den nordligste kirkeby i Sverige ved den finske grænse.
      I dag har det kun været bygevejr. Frokosten spiste vi lidt væk fra vejen, og det regnede kun lidt, da vi skulle til at smøre det udpakkede mad. Men paraplyen over bordet løste det problem.

 Frokost ved vejkanten i regnvejr på Inlandsvägen.

       Ankomst til Sveg i opholdsvejr. Vi har kørt 423 km. Temperaturen har sneget sig op på 15°C. Byen er sød – har travet den igennem i en times tid og vores campingplads ligger lige ned til elven. Her er smukt. Og ingen myg.
       Det er midsommer her. Og det tager svenskerne bogstaveligt. Alt er lukket. Alt. Tankstationerne, restauranterne, hotellet, cafeer, politistationen. Og fjernsynet i opholdsstuen kunne lige netop ikke tage den kanal, der sendte EM. Nå, det betød så, at der var mindst 25 mennesker på minigolfbanen. Vi satte os ned og nød livet med udsigt over elven og læste en god bog. Og lyst blev det selvfølgelig ved med at være!

  Udsigten fra vores campingplads i Sveg.

       Lørdag den 26. juni. Guddommeligt at vågne op til sol og sommer! Nå temperaturen er måske kun oppe på 11°, men vi fryser ikke om fingrene, og fleecejakke er en god ting.

Solen skinner.
En herlig køretur

       Her er højt til himmelen, store vidder, og søer og elve kappes om at vinde vores beundring. Vejene har vi for os selv. Selv de små byer ser øde ud. Alt er lukket. Det er jo midsommer. Men hvor er alle menneskerne henne?
Vi er i Lapland nu.

      Nåede campingpladsen i Storuman klokken 15, efter en tur på 460 km. Ikke nær så trætte som i går. Endnu en gang må vi betages over campingpladsens beliggenhed. Helt ned til Lupssøen. Og også her har teltene første parket til stranden.

Campingpladsen i Storuman.

       Vejret? Masser af sol og mere end 20°. Vi har lige spillet tennis på campingpladsens bane. Gratis. Vi trængte til at få rørt os. Resultatet: 6 – 2,  6 – 4.
       Og så er det fodboldaften. Vi er blevet klogere og havde i god tid sikret os, at kampen mellem Holland og Sverige ville blive vist i opholdsrummet. Så her indfandt vi os sammen med vores danske teltnaboer, nogle svenskere, samt en enlig hollænder.
      Omkamp og straffesparkkonkurrence. Ingen af holdene spillede særlig godt. Mattias Jonson blev skadet. Holland trak sig ud som vinder efter seks straffespark til hvert hold. Hollænderen trak en genever frem og skålede med sig selv.

Tennisbanen på campingpladsen med en noget speciel elægning, men god.

     Udenfor havde det regnet. Temperaturen var faldet til 8°. Vi fotograferede solen ved midnatstid.

Solnedgang over Lupssøen i Storuman.

     0 myg. Og hollænderne festede i flere campingvogne. De var mange.

      Søndag den 27. juni. Der må alligevel have været en myg i vores telt. Og den havde haft en dejlig nat. Selv mit maveskind havde haft besøg.
      De sanitære forhold her slår alt, vi endnu har mødt. Her er endda badstue. Og køkkenerne skinner, så man har lyst til at holde dem lige så fint, som når man træder ind ad døren. Spisekøkken med luksusmøbler.
      Afgang lidt før 9 i strålende sol. Og nu er vi rigtig i sameland med fare for at blive løbet over ende af renerne på vejen. De har vel også fundet ud af, at det er lettere at bevæge sig på en asfalteret vej. Vi har fået nogle herlige fotos af dem. For nysgerrige er de nu alligevel. En hare nåede lige at gemme sig for os i grøftekanten, og vi så nogle traner med en unge spankulerende rundt. Kørte over en rivende Piteelv.

        Så fotograferede vi hinanden ved polarcirklen. Det har vi prøvet før. I Canada i 2000 på Dempster Highway på vej til Inuvik i Northwest territories. Den gang hed den Artic Circle.  Restaurant, kiosk og souvenirboder og så videre var dog lukket her. Midsommer forstås.

        Ankom allerede klokken 13 her til Jokkmokk efter 300 km smuk, smuk køretur helt alene i verden.

         Vejret er herligt,  og det er Jokkmokk campingplads også. Igen har vi fået første parket til vandet. Her er det Luleelven. En lille koloni af seje danskere er vi. Tre telte på en meget stor campingplads med overdådige legepladsforhold for børn samt et friluftsbad med kæmpe vandrutsjebane. Alt tilgængeligt for Jokkmokks indbyggere. Dette er et kæmpeområde og meget dejligt.
         Det er vejret også. Solen bager fra en skyfri himmel. Livet nydes bestemt! Også selvom Danmark tabte 3 – 0 til Tjekkiet. En kamp, som alle danskere så med indædt entusiasme. Og svenskerne. Hvad gjorde de? På trods af, at vi havde hjulpet dem aftenen før, sprang de nu blot rundt i badebukser ved swimmingpoolen i solskinnet her ved 23-tiden.

         Mandag den 28. juni. De havde ligget på lur. Myggene. Knapt var vi færdige med morgenmaden, før de væltede sig over os. Hurtig sammenpakning og af sted. Godt, vi havde købt myggebalsam i går.
         Vi er blevet lidt blaserede over for alle disse rener. Hvor vi før fumlede med fotografiapparatet og løb efter dem, registrerer vi nu blot, at der er mange. Og hannernes gevirer er lodne. Og at de har kønne øjne.
          Så Malmberget – hvorfra det skulle være flot at se midnatssolen – men vi så den nu også klokken 23.30 i Jokkmokk. Og Gällivare, men ikke Kiruna, for vi ændrede vejen ind til Norge, således at vi kørte ad 45 helt fra Göteborg. Det er 1701 km, mon ikke det er nordens længste almindelige vej? E6 er selvfølgelig meget længere, men som almindelig landevej er 45 absolut i særklasse den længste.

En af de mange norske fjorde.

       Det er de store vidder nu! Ikke mange træer. Her er højt til loftet. Så kørte vi ind i Finland og fulgte grænsen mellem Sverige og Finland 100 km, hvorpå vi kom til den gyldne trekant mellem Norge, Finland og Sverige. Det vil sige, selve punktet så vi ikke, da det ligger lidt væk fra alfarvej.
       En lang betagende køretur 636 km mellem ”fjeld og li og fjord”. (Kanonsang fra min barndom). Her er smukt, smukt smukt. Vi kørte så lang tid vi kunne. Man kommer ikke langt, når man sådan kører fjord ind og fjord ud. Men vi endte i bunden af Langfjord, som er en gren af Altafjorden, på den dejligste, stormomsuste campingplads med en flink vært. 70 norske kroner kostede det for at have orkesterplads til bugten.

Campingpladsen ved Langfjorden.

         Hundekoldt var det tilligemed. Jeg har fundet Helly Hansen frem fra kufferten. Mogens går stadig runt med bare tæer i sundhedssandalerne. Men vi lavede vores mad og spiste inde i teltet. Stadig med den smukke udsigt. Og så til køjs. Efter en lang og dejlig dag.
         PS. Disse køkkener med deres gode opvaskefaciliteter og hyggelige borde til at spise ved, er forskellen ved at campere i USA og i Norden (bestemt ikke hele Europa). I USA har alle vognene deres egne faciliteter – til gengæld er der borde og bænke ved hver plads – i Norden er det så koldt og ofte regnvejr, at indendørsfaciliteterne er en nødvendighed. Havde vi vist det var så godt, havde vi nok afholdt os fra alle myggenets- og –overdækning – i – regnvejr opfindelser. Vi har dem med. Vi har endnu ikke benyttet dem. Lige meget. Det var sjovt at udtænke og fabrikere.

2 af vores ”opfindelser”.

          Tirsdag den 29. juni. Oplevelsesrig tur. Stadig ingen nævneværdig trafik. Man taber da helt vejret af at betragte al den natur, der ustandselig dukker frem.
          Nu er der rigtig mange rener. Det er ikke længere et behov at fotografere dem alle. Vi købte et skind af en samer. Vidste ikke om prisen var god. For os lød 350 norske kroner ok for sådan et pænt stykke hud. (Det viste sig også senere, at prisen var god nok. I souvenirbutikken på Nordkap kostede de 5 – 600 kr.) Det lugter lidt af kanelpebber, har vi fået os snuset os frem til inde i bilen.
          Tunnelen til Magerøya fra fastlandet var et fantastisk bygningsværk, 5 mørke kilometer lang. Forinden og efterfølgende kørte vi igennem flere tunneler, sprængt gennem fjeldene. Og så dukkede det glinsende hav op, Ishavet, når vi missende med øjnene kørte ud af mørket.
          Ca. 15 km før Nordkap ligger byen Kirkeporten. En meget lille by med en meget lille fiskerihavn. Og en campingplads. Verdens nordligste campingplads. Den så fin nok ud til os, gode toilet- og badefaciliteter og køkken og opholdsstue. Og sauna. Men de havde ikke skrevet noget om vinden. Vi havde sat teltet op på en fin plads, men i løbet af kort tid øgedes vindens hastighed temmelig meget, og lige pludselig sprang ringen til en af bardunerne af, og vi måtte ud og holde fast i teltet, før det blev ødelagt mere. Vi blev enige om at flytte teltet. Nede i læ af den ene campingbygning satte vi så teltet op, og det var meget bedre. For det meste var vi i læ nu. Men det var koldt, og vi måtte gå os varme ned til byen, som ikke bestod af ret mange huse, så den by var hurtigt set. Men bortset fra kulden, så var det faktisk et meget smukt sted med en masse fugleliv. Og frisk luft fik vi da masser af.
         Nordkap? Ja for det første skal man være heldig, hvis man overhovedet kan se noget for tåge. Vi var heldige. For det andet skal man være overordentlig heldig, hvis man får midnatssolen at se. Så heldige var vi desværre ikke. Endelig gør det ikke noget, hvis man er rig. Det koster nemlig 190 kr. pr. person at komme helt ud. Men så må man også være der i 48 timer. De lukker dog klokken 2 om natten, men i morgen er der atter en dag.

Campingpladsen i Kirkeporten, vores telt ligger i læ for den kraftige vind.

        Vi stred os gennem vinden og fotograferede. Skrev postkort til alle ungerne og fik postkortene stemplet med det særlige poststempel fra Nordkap, drak en kop kaffe, så film om Nordkap, og så udstillingen (blandt andet en Thaiudstilling) og sluttede med en formidabel middag med laks tilberedt på alle måder og kæmpe dessertbord, blandt andet skovbær med fløde. Åh jo – dertil husets rødvin. Til 60 kr. pr. glas. Alt imens vi sad og så ud over havet og selvfølgelig vidste, at der skulle højere magter til at skille disse skyer ad. Og sine bønner må man gemme til de livsnødvendige øjeblikke.

Så er vi på den nordligste del af Europa, Nordkap. Vinden var så kraftig, at bogens forfatter havde svært ved at stå fast. Nordligste punkt, 71° 10' 21".

          Vi opgav klokken 22 og kørte hjem til campingpladsen i regn og tåge. Mindst 20 turistbusser holdt parkeret udenfor eller sneglede sig op ad vejen. De skulle alle have champagne og kaviar havde vi set, der var dækket op til i et kæmpe lokale med panorama- vindue og Ivan Leths orkester. Der er intet skønnere end at være på selskabstur! Og der kan ikke aflyses for en bagatel som vejret.  Vi kom i seng ved 23-tiden i fuldt dagslys, men vi var godt trætte og mætte, både af mad og indtryk, så det generede os bestemt ikke, at det ikke blev mørkt.

      Huset gav os meget læ den nat.
Godt at vi havde fået vores telt flyttet ind i læ bag opholdsstuen. For pladsen er blevet invaderet af en busfuld englændere i alle aldre, som på bedste spejdermaner slog – om end med megen besvær – et kæmpe forrådstelt op samt bitte små to-mands telte op over hele pladsen. Selvom vi gik i seng ved midnatstid hørte vi dem aldrig komme tilbage fra Nordkap. Det var meget civiliserede campister. Alle hytterne var også fyldt op, så vi var godt klare over, at hvis vi skulle ha’ et varmt bad næste morgen, var det om at komme  tidligt op. Hvilket vi så gjorde – og så kunne vi indtage vores bacon og ristet brød i teltet, mens køen formede sig uden for i kulden (9° og blæst) foran de tre brusere.
          Men her er ingen myg.

Onsdag den 30. juni. Afgang fra denne nordlige campingplads, klokken 8.30 i overskyet vejr, 8°C og næsten storm.
          Stadig tomme veje ned fra Nordkap. Vi blev snydt for ganske mange byttepenge, da vi betalte tunnelpenge. Man kan jo ikke bare vende om, når man er inde i en 9 km lang tunnel. Sådan en hændelse er dog noget, der kan få mit pis i kog, at jeg har tænkt mig at sende et klagebrev. For hvordan pokker kan man overhovedet give 14 kr. tilbage på en 200 kr. seddel (prisen var 140,- kr.). Det var ikke en fejl! Det er for smart. Tror jeg altså nok. Nå, jeg er vel dampet af om et par uger.
         Koldt, blæsende og overskyet hele den øde og bjergrige vej. Vi skulle have overnattet i bunden af Tanabugten, men der var så koldt og blæsende ved dette ishav, at vi helt opgav at slå lejr.
        Frokosten skippede vi også. Simpelthen for koldt at bevæge sig ud af bilen. Men æbler og bananer er også godt.
        Vi besluttede os til at køre helt til Kirkenes og om nødvendigt tage et værelse eller hytte. For at slå et telt op i det vejr, nej det er ferien for dyrebar til.
        Men underet skete. Godt trætte nåede vi Kirkenes til den eneste campingplads i byen. Skyerne forsvandt, solen skinnede og der var dejligt græs og endnu bedre, birketræer til at give os læ. For første gang i mange dage kunne vi indtage et måltid mad ude i det fri.

Campingpladsen i Kirkenes.

          Efter maden en køretur til den russiske grænse, hvor vi ikke måtte fotografere. Så sightseeing i Kirkenes. Og den by er bestemt ikke værd at skive hjem om.
          Fodboldkamp mellem Portugal og Holland i TV sammen med andre campister fra temmelig mange nationer. Det var ret morsomt – ud over at kampen var fantastisk velspillet. 2 – 1 til Portugal. De sørgede selv for alle tre mål.

Vejskilt på grænsen ind til Rusland.

        Og så midnatssol i lange baner. Hvad vi ikke fik på Nordkap, fik vi nu til overmål i Kirkenes. Det er betagende. Og hvem gider sove, når solen skinner fra en skyfri himmel?

 Billedet af midnatssolen er taget klokken 23.59 fra et udsigtspunkt midt i Kirkenes.

          Det er selvfølgelig sandt, at byen Kirkenes ikke er verdens smukkeste by, men den har en historie, som ingen anden nordisk by. Byen blev grundlagt i 1905, da man begyndte at grave kul frem. Nordmænd, svenskere og finner kom til byen for at grave det sorte guld op. I 1939 havde byen 9.000 indbyggere. Kirkenes er hovedbyen i Sør-Varanger kommune og har en 167 km lang grænse mod Rusland og en 140 km lang grænse mod Finland.
         Kirkenes blev under anden verdenskrig fuldstændig ødelagt, der var kun 6 hele huse tilbage ved krigens afslutning. Byen oplevede over 300 bombetogter udført af Sovjetunionen og over 1.000 luftalarmer. I 1941 blev byen invaderet af 100.000 tyskere, som forvandlede byen til en fæstning, fordi den havde en meget strategisk betydning for tyskerne, fordi Sovjetunionens eneste isfri havn, Murmansk, kun ligger 200 km væk. I 1944 befriede russerne Kirkenes og de fandt byen uden indbyggere. Indbyggerne var flygtet væk fra den bomberamte by og havde søgt beskyttelse i kulminerne uden for byen.

         Torsdag den 1. juli. Med solen kommer myggene. Men vi var forberedte og det var slet ikke så slemt. Vi nød morgenmaden i det fri i dejligt vejr, klokken 7.30. Væk med Helly Hansen.
         Køreturen gennem det nordligste Finland var som vi havde forestillet os. Masser af birketræer, masser af søer, masser af sol. Vejene er ganske øde med undtagelse af en enkelt modig cyklist, os og renerne. Dem var der flere af end biler, og nu står de pænt stille og venter på, at vi tager fotos. De kigger os endda i øjnene. Mærkeligt så lådne deres gevir er. Man har helt lyst til at røre ved dem. Hvis der er unger med, er der altid en af de store, der stiller sig mellem bilen og ungen, så den kan komme i sikkerhed. Hvilke dejlige oplevelser!

        Og nu sidder vi ved Inarisøen ved byen Ivalo og nyder livet. Det vil sige, Mogens er på bukkejagt. Renerne går lige forbi vores telt her ude i skoven. Og ham her var meget stor. Så Mogens må have renfoto nr. 212 i kassen.

 

        Fredag den 2. juli. Vi blev nødt til at blive her endnu en dag. Her er simpelthen så dejligt i den lille skov og ved den lille sø. ”aldrig så jeg…….”
        I går sluttede ellers med et voldsomt uvejr. Lyn og torden og spandevis af regn. Heldigvis overværede vi ikke den første ”byge”, som fik campingpladsen til at svømme. Vi så fodboldkamp mellem Grækenland og Tjekkiet, som for vores vedkommende blev afbrudt flere gange, når strømmen gik ud på grund af lynnedslag. Men vi trådte ud i pytterne, nogle af dem var som små søer. Fodboldkampen gik i overtid, og da campingpladsens ejer gerne ville i seng, fik vi ikke slutresultatet, men det fik vi heldigvis af Morten på SMS i teltet.
       Vores telt havde endnu engang klaret det! Tørt indvendigt, meget vådt udvendigt. Så satte næste bølge af tordenvejr ind. Ikke så sjovt. Men heller ikke så farligt, når det er lyst som ved bælgmørke. Og man kan heldigvis berolige hinanden på mange dejlige måder. Forfatteren ville ellers partou i vandet klokken 24 under midnatssolens dejlige skær, men tordenvejret brød endnu engang igennem, og vi måtte løbe hjem til teltet. Men vi nåede da at få et fortræffeligt billede af solen og de voldsomt truende tordenskyer.

Tordenskyer og midnatssol.

          Lørdag den 3. juli. Det er vanskeligt at komme i kontakt med en finne. Vi prøvede ellers ihærdigt i går. De ser helst den anden vej. Og der er i hvert fald ingen lyst til lidt small talk. Hvis man siger, man synes et land er smukt, vil en amerikaner altid svare ”tak”, og tage det som en personligt kompliment, en dansker vil måske svare lidt forundret og smigret, ” syntes du?” , hvor i mod en finne vil se måbende på én og sige ”det ved jeg godt”. End of conversation.
         Renerne derimod, har vi i høj grad været i kontakt med på den øde køretur i dag. Der var rigelig tid og mange muligheder for  rigtig at betragte dem, når man kører stille og roligt efter flokken på vejen. De er utroligt kalveknæet og højrøvede.
        Det har været overskyet, regnet og koldt, så vi havde ikke besvær med at beslutte os til at køre helt ned gennem Lapland og til Luleå ved den Botniske bugt. (Hvorfor hedder byen Luleå og elven Luleelven? Hvorfor hedder den ikke Luleåelven?) Her skinnede solen imidlertid fra en skyfri himmel.
        Vi var lidt overvældede over det store fritidsanlæg, som campingpladsen er en del af. Så mange mennesker sammen og så megen aktivitetsudfoldelse samlet et stort sted er trættende. Men igen tog vi fejl. Det var effektivt administreret og opdelt. Hyttebyen for sig, camping- vognene for sig, badeland for sig osv osv. Og så var der dette vidunderlige område højt over Luleelven til teltene. Igen fandt vi os en billedskøn plads og nød midsom- meren til langt ud på natten. Her måtte vi blive endnu en dag.

         Søndag den 4. juli. Bare for at vågne op til en megablæst ude fra Den Botniske Bugt med regn og kulde. Vor Herre bevare os. Og det gjorde han. Godt nok væltede den første gang kaffe omkuld i stormen. Men anden gang gik det, og sjældent har morgenmaden smagt så godt med vinden ruskende uden for. Det blev til en masse læsning i teltet. Som Mogens sagde: ”60 – 80 kg bør ikke forlade teltet på en gang, så blæser det væk”. Og så udregnede ingeniøren, hvordan vi skulle få teltet ned uden katastrofale følger. Det lykkedes os. Vi flyttede teltet til mere ydmyge omgivelser. Læ var det eneste kriterium for os. Det fandt vi heldigvis.

Her er udsigten fra vores telt inden vi flyttede det. Helt i baggrunden skimtes Luleå.

          Når man sådan slår et telt op, ligger der megen erfaring bag. Har den seneste campingplads været oversvømmet på grund af uvejr eller er der en masse myg i beplantningen, vælger man et højt punkt langt fra vandet på de store vidder. Det gjorde vi i går i Luleå. Og vi havde en herlig aften og nat. Et andet par valgte det modsatte. De borede sig ind i læ mellem tæt bevoksning. Og blev ædt af myg. Men her til morgen var det ikke dem, der blev nødt til at flytte teltet!
          Sightseeing i Luleå en søndag eftermiddag i sjaskende regn er ikke ophidsende. Det var finalen mellem Portugal og Grækenland ( 0 – 1 ) heller ikke. Men stemningen og mad og drikke var i top på O’Leary’s, hvor vi sammen med alle byens indbyggere fejrede Mogens fødselsdag. Vi havde været så forudseende, at bestille bord om eftermiddagen, et bord med eget stort fjernsyn. Da vi kom om aftenen, var der helt fyldt, og mange måtte gå forgæves.

 Store Sjöfallet i Kvikkjokk

            Der er kun 170 km fra Luleå til Jokkmokk, men vi skulle videre til Kvikkjokk, hvor Mogens for 33 år siden har været med Henriette og Karsten. Endnu en krydsning af polarcirklen. Her på vej 97 havde vi selve krydsningen helt for os selv. Smukt sted med informative skilte. Betænksomt havde de anbragt et toilet her.
           Fra Jokkmokk til Kvikkjokk er der 103 km. En smal, øde, asfalteret vej, der ender ved Store Sjöfallet i Kvikkjokk. En betagende køretur langs ”Store Lulevatten” og med de sneklædte fjelde i baggrunden og myggene i flokke omkring os, når vi vovede os udenfor for at tage billeder.
          Ret smart her: På P-pladsen, hvor der også er bord og bænke til at spise ved, er der samtidig en bålplads med brænde, så man kan holde myggene på afstand, mens man spiser. Vi havde dog ikke lyster i den retning.
     Så den lille fine trækirke i Kvikkjokk med det lige så fine klokketårn. Knapt 100 år gammelt. Der er endda gudstjeneste hver måned. Mere betagende var den brusende elv. Her lå også en fjeldhytte til benyttelse ved vandreture. Det kunne jeg godt tænke mig. Mogens er lidt mere tøvende. Frokost ved søen lidt længere sydpå. Vi ignorerede myggene en halv times tid, brugte myggespray og nød livet.
      Vi fandt en lille fin campingplads 3 km fra Jokkmokk. Det eneste telt er vores, 0 campingvogne. Blot 5 hytter og jättefine forhold. Vi fandt ud af, at det var et overnatningssted for lystfiskere, som her mødtes med deres guider. Meget smukt og meget stille.

 Kirken i Kvikkjokk.

          Tirsdag den 6. juli. I løbet af aftenen kom der adskillige campingvogne samt et par telte.
          Der er ikke meget ved at vågne op til kulde og regnvejr. Og det hjælper ikke på humøret, at det der vækkede os, var nogle ualmindelig højrøstede lystfiskere og deres guider og deres hunde. Det lykkedes os trods alt at få lavet morgenmad, som igen blev fortæret i teltet. Ellers var vi blevet fortæret af myggene.
         Så farvel til Jokkmokk og Lapland. Den svenske konge og dronning skulle ellers komme til byen klokken 12, men den begivenhed gik vi glip af.
         Og nu skulle vi også lige sige farvel til alle vore rener og ud til kysten for at opleve skærgården. Vi begyndte ved Piteå. Den by i regnvejr er ikke bedre end Luleå i regnvejr. Til gengæld var campingpladsen enorm med tivoli, forretninger, udlejning af dit og dat, kæmpelegepladser, hyttebyer og så videre. Kysten fik vi ikke engang set, før vi var væk igen.  Men på turen til Piteå så vi Storforsen, et kæmpe stort vandfald på Piteelven. Det var lidt ærgerligt, at vejret var så gråt og mørkt, for der var meget vand at se, og det må ha’ set flot og smukt ud i høj sol, men sådan skulle det ikke være, vi må vende tilbage til den en anden gang.

        Ude på E4 med al dens trafik. Og det har vi bestemt ikke været vandt til. Endnu en prøvelse. De næste campingpladser var lige så hæslige, som den i Piteå. Vi drak en kop kaffe i den silende regn og blev enige om to ting:

         1. Ind i landet igen, væk fra den voldsomme trafik.
         2. Blive ved med at køre til regnen holdt op.

     Det blev til 617 km, hvor vi i Strömsund i Jämtland så en campingplads med truende skyer hængende over sig, men det var opholdsvejr.
       I hundekulde slog vi teltet op, godt møre, og måtte igen spise indendørs. Vi var godt trætte.

        Onsdag den 7. juli. Det har øset ned hele natten. Alt er vådt og ulækkert udenfor, klamt og koldt. I teltet er der tørt, men råkoldt. En bedrift at få tændt komfuret, der var vand i systemet, det havde stået ude hele natten, men ild fik vi da i det.
         Vores tungsind fra i går bredte sig. Ikke mere regn og kulde nu. Vi kunne ikke tage mere. Men vi kørte altså indtil det er opholdsvejr. Trafikken er ved at tage til nu. Det må vi så lige vende os til. Passerede Mora, hvor skiløbet Vasaløbet slutter. Her skulle vi ikke bo, dertil var vejret for dårligt. Her er ellers meget smukt, og det lykkedes os at spise frokost i en solstråle med udsigt til fjeldene.
        Og her i Leksand ved Siljansøen er det jättebra, selvom vi havde besvær med at finde campingpladsen. Sol, fint grønt græs, fire weed, sø og birketræer. Vi har endda smidt fleece trøjerne og har fundet shortsene frem! Åh hvor er livet skønt, når blot der er en lille  bitte smule sol. Campingplads i Leksand ved Siljansøens bred.

Åh hvor er livet skønt, når blot der er en bitte smule sol. Campingplads i Leksand.

       Torsdag den 8. juli. Her er smukt ved Siljansøen og Leksand er en hyggelig by fuld af liv. Og solen skinner! Vi måtte blive her endnu en dag.
   Købte avisen med vejrudsigten for den kommende uge.
Og den ser sådan ud:

Fredag regn, lørdag regn, søndag regn, mandag regn, tirsdag regn, onsdag regn.

Sommer? Det er varmere på Nordkap for tiden.
Men vi har haft en pragtfuld dag.

        Fredag den 9. juli. Overskyet, da vi vågnede. Nåede at få spist og pakket sammen inden det begyndte at småregne. No big deal. Så en smuk køretur i et mørkt, regntrist og regnplaget land ved Vätteren. Campingplads i Tiveden Nationalpark højt oppe med smuk udsigt til søen.

        Her har det virkeligt regnet. Det bløde græs er virkeligt blødt. Vi slog teltet op, uden brug  af pløkhammer, alle pløkke kunne jokkes ned i det bløde muld. Checkede omgivelserne. Smukt. Perfekte bade- og toiletfaciliteter. Her er så fine forhold, at man skal tage fodtøjet af, inden man går ind på toilettet. Men alt er bare så vådt og mørkt og klamt og ulækkert. Spiste frokost i teltet. Fik næsten læst en ny krimi. Ventede i timer på et ophold i regnen. Så så vi på hinanden og sagde: ”Det bli’r ikke bedre”. Hjem.

          I løbet af et kvarter havde vi fået pakket det hele sammen og sagde undskyldende farvel til den måbende, flinke campingpladsindehaver.
         Vi kørte ad E4 i drivende regn med stor fare for akvaplaning på vejen. Fik lige et billede af broen, som blev hævet, da vi kom til Götakanalen, for en optimistisk sejlbåd og så de lokkende skilte fra den lokale restaurant om ”levende pizza på kajen”. Nød at spise kirsebær og bananer i bilen. Og ankom til Blokhusvej klokken 22.15 i lige så vådt og koldt vejr, som da vi begyndte ferien for tre uger siden. Hvilket møgvejr. Hvilken pragtfuld ferie med masser af oplevelser i den pragtfulde nordiske natur. Og vi er sikre på, at vi må nordpå igen en anden gang, vi fik set meget, men ikke alt, og meget kan genses med stor glæde.

Turen rundt i de nordiske lande blev på i alt 6.400 km

 Retur til toppen

 Tilbage til hovedmenu