Fra Meziadin Lake, BC til Teslin, Yukon.

Mandag den 19. juni fra Meziadin Lake, BC til Moose Meadow, BC.

Afgang klokken 8.30, ankomst klokken 16.30 efter 435 km på Cassiar Highway eller nr. 37.

Vejret: Morgen: Sol, varmt 18°C og myg
           Middag: Sol, la, la, 15°C
           Aften   : Sol, blæsende, køligt, under 10°C

Vi er blevet gode til det der med bål. Jeg huggede (tog) optændingsbrænde rundt omkring fra de pladser, der var forladt dagen før, og resten kunne vi tage i brændehuset. Vi må nok snart ha’ en økse. Men godt blev det, bålet, og vi lavede også mad på det.

En velsignet varm og solrig morgen med den herligste udsigt over sø og bjerge. Intet paradis uden en slange. Her var det myg. Mange og store og sultne! Jeg fandt ansigts-mygge-nettene frem, og sprayen kom i brug. Min hovedbund har ellers været græsningsareal for en stor del af søens myg i nat. Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg godt kunne trække vejret, hvis jeg proppede hovedet helt ned i soveposen. Det kunne jeg også, men min hovedbund ligner vist den vej vi har været ude at køre på hele dagen i dag. Bulet. Rå. Og fuld af sår.

En barsk, smuk og begivenhedsrig dag har det været. 8 bjørne blev det til. Og vel 100 fotos! Det tager sin tid at iagtage dem, og det er bestemt ikke let at fotografere dem. De ved jo, at man er der. Og det føles som om, at når man lige har fumlet apparatet frem og sat den rette linse på, så vups, har de bevæget sig ud af syne. Men i dag var de venlige. Vi fik lov til at se dem i øjnene, en kom ganske nær bilen, een rullede sig om på ryggen, og en anden lod os vide, at den elskede mælkebøtter.

Barsk har turen været, fordi vejen mange af kilometerne var jordvej eller vej med vejarbejde. Store huller. Det var om at holde tungen lige i munden. Men ikke nok med at vi skulle holde øje med bjørnene langs vejen og huller på vejen. Vi blev også på steder bedt om at holde øje med fly, som her nogle steder benytter vejen som landingsbane.

Vi fik en dejlig frokost ved Tatogga Lake og havde besluttet os for at overnatte ved Dease Lake. Det viste sig, at RV-parken her kun var et stykke grusareal. Intet andet. Vi købte ind i forretningen, der var på stedet og kørte de 150 km til næste campingplads, som lå ved Moose Meadows.

En kilometer før pladsen skete det. Flat bagdæk!. På med katastrofelyset og Mogens i gang med at hejse bilen op, vriste hjul af og på med reservehjulet, som kun er et, man skal bruge midlertidigt. (Der er nøjagtig 151 km til et Tire-repair sted). Jeg er imponeret. Det tog et kvarters tid, og vi rullede stille og roligt ind på denne smukke, rent naturmæssigt, men højst specielle campingplads.
Den ser ud til hovedsagligt at blive benyttet af lystfiskere og jægere. Og jægere holder vi os helst langt fra. Vi har fået sat teltet op, og fik at vide, at det ville ikke blive over 4°C i nat, så det er vel ikke så slemt. Lige ud til Dease River.

Overdækket bord. Her er skide koldt. Vi drikker en flaske rødvin og varmer os med hinanden i teltet. 

 
Tirsdag den 20. juni fra Moose Meadows, BC til Teslin, Yukon.
Afgang klokken 7.30 og ankomst klokken 14.30 efter 150 km på Cassiar Highway og 300 km ad Alaska Highway.

Vejret: Morgen: Skidekoldt, 4°C, overskyet og blæsende.
           Middag: Stadig koldt ca. 10°C sol og overskyet.
           Aften   : Koldt ca. 10°C

Det var en herlig nat i teltet. Det kan godt være det var koldt uden for, men indenfor var det rart og også hyggeligt at ligge og læse. Det bli’r jo ikke mørkt! Hurra for Helly Hansens skiundertøj og Mogens. Vi spiste morgenmad i kulde og blæst. Havde betalt $2,50 for varmt brusebad hver. Det dejligste bad vi har fået i meget, meget lang tid. Man lærer at sætte pris på tingene.

Karsten sagde engang for mange år siden, vistnok i 1970, ”Min røv er genert”, da han stiftede bekendtskab med sydeuropas toiletter. Her udfordrer Mogens hellere bjørnene, mens jeg har vænnet mig til at lade døren stå åben, for de placerer altid toiletterne med en smuk udsigt, og vi vader jo ikke ligefrem rundt mellem folk. Men svært er det, for lokummer er det nu engang!

                                                  Så har vi set, at bjørne spiser mælkebøtter.

Vi havde 150 km at køre i dag på vort 5. hjul, som absolut kun skal bruges kort. Også i dag var vejen barsk, og der var vejarbejde flere steder. Et sted blev vi stoppet blot fordi en flagman havde lyst til en lille sludder. Det fik vi så. Ret hyggeligt. Vi passerede Centreville, en by med kun 2 indbyggere. Til at overskue. Så rullede vi ind i Yukon og endelig, endelig var vi ved Junction 37 med mulighed for at få lappet dækket.

Men nej. Mekanikeren var ikke på arbejde endnu, eller i dag, og de vidste ikke, hvornår, han ville komme. Han havde heller ikke nogen telefon! Vi må vist skrive et par ord til The Milepost om ham her. Deres bedste bud var, at vi kørte 22 km modsat vor rute til Watson Lake. Det gjorde vi. For en by med 1.340 indbyggere må da have en tie-repair mand. Det havde de; endda flere. Vi købte 2 nye dæk og fik dem sat på forhjulene. Jeg ved, at Mogens gjorde dette mere for min skyld end for bilens. MEN JEG ER GLAD FOR DET. De kunne måske have holdt turen igennem. Måske ikke. Ja, og de nye kan jo også punktere. Intet er sikkert i denne verden. Men jeg føler mig nu temmelig godt tilpas med det.

Og så viste det sig, at standarden på Alaska Highway, som vi nu er inde på, er væsentlig højere end på Cassiar. Omsider har vi sagt farvel til Cassiar Mountain og vi har nu Teslin Lake foran os. Og som der står i på postkortet: ”Vi er (for)tabte i Yukon”. Vi har set så mange smukke søer, bjerge uden navne, og floder – der – løber – gad vide hvorhen, så vi er ikke rigtig sikre på, hvor vi er, det kunne måske være Teslin Lake. Og det er det, for det står her i The Milepost.  Og den stoler vi på. Lige med undtagelse af ham dækmanden, der ikke gad gå på arbejde, altså.