Fra Fairbanks, Alaska til Anchorage, Alaska.

Tirsdag den 27. juni i Fairbanks.

Vejret: Morgen: let diset, 20°C, dejligt
           Middag: diset, 22°C, dejligt
           Aften   : diset, sol, 20°C, stadig dejligt.

I går aftes ved 22 tiden sad vi på en dejlig terrasse ud mod  Cheena River og nød en portion is og kaffe og solens stråler! På campingpladser herovre hilser man altid høfligt og småsnakker med naboen. Vores nabo sagde i går med begejstret stemme: ”To day I saw two moose and a bald eagle”. Og det kan vi jo ikke oversætte til andet end: ”I dag så jeg to mus og en skaldet ørn.” Det lo vi meget af den aften.

Og i dag skulle det være. Rigtig storbytur med Burger King, indkøbscenter og hele molevitten. Storby sightseeing-tur. Vi startede med universitetet. Det er en hel by i sig selv. Vi måtte vælge. Det blev til Large Animal Research Station. Det var moskusokse- og rensdyrfarm. Mogens mente godt nok, at disse dyr bør vi selv være heldige at finde i det fri, men da valget stod mellem det og University Of Alaska Museum, blev det altså okserne. Der fulgte selvfølgelig et timelangt foredrag med – man får noget for sine $5. Men to ting fik vi opklaret, som gentagne gange har fyldt os med undren:

1. Forskellen på Caribou og Reindeer.
2. Forskellen på Elk og Elg (Moose)

Ad. 1. På universitetet havde man lavet forsøg (forskning) med disse to slags dyr. Altså man havde parret en Caribou han med en Reindeer hun og en Reindeer han med en Caribou hun. Og det var lykkedes fint. Ud af disse forsøg kom nogle fine Carideer og Reinbour. Det var hermed bevist, at de var af samme race.

Ad. 2. En elk er en kronhjort og en elg er en moose. Her skal ikke foretages forsøg.

Disse rensdyr så lidt mølædte ud, men det er deres normale udseende ved sommertid.

I øvrigt var foredraget slet ikke så ringe endda, men hvorfor har amerikanske kvinder sådanne forfærdelige stemmer, der simpelthen kan skære igennem alt, noget lignende Pia Kjærsgaards stemme. Det er noget af en prøvelse at komme igennem en times tale, selv om indholdet er godt og relevant. Ak ja, man må af og til døje for at få viden.

Og vi så – og de kom selv flyvende og slog sig ned – otte Sandhill Cranes.

Frokost på Burger King. Det er meget let at forklare, hvorfor dette er sagen. En junior burger er simpelthen måltidet. Intet mere. Intet mindre. Når vi spiser frokost på vejcafeerne -  som er noget hyggeligere – tror de jo, at vi ikke har fået mad i fjorten dage.
Sightseeing i Alaskas næststørste by med 33.000 indbyggere. Jaune er hovedstaden med 30.500 Øhm. Der var 1. St. – 7 th Street Og vi havde ikke svært ved at finde parkeringsplads.

Det sjoveste vi så, var denne cafe´, der havde åbent i 25 timer i døgnet. Godt nok bliver det ikke mørkt om natten, men alligevel!

Den største turistattraktion er statuen af ”Den første indflytterfamilie i Fairbanks – unknown”, med alle navnene på dem, der havde været med til at betale for dette monument. Vi gik ind i domhuset, uden at nogen lagde mærke til os, vi troede først det var deres bibliotek, men det var det altså ikke, og vi så et ”højhus”, blive opført på traditionel amerikansk vis med stålkonstruktioner. Vi ledte forgæves efter et bibliotek for eventuelt at sende en e-post. Vi købte en rigtig Alaske Ulu til mig i en fin antikvitetsforretning. Her var den $15 billigere end i en junk-souvenirbutik. 

En Ulu? Jo, det er sådan en jeg altid har ønsket mig. Det vidste jeg bare ikke, før jeg kom til Alaska. Og det var så det. En ganske overordentlig dejlig afslappende dag.

Eftermiddagen gik med læsning her i teltafdelingen, som vi nu har helt for os selv. Luften lugtede af røg og det var meget diset. Grunden hertil kunne vi læse i Daily News – Minor, det indre Alaskas hovedavis: Kæmpebrand i Anderson-området 100 km herfra. Højst sandsynligt antændt af lynnedslag i weekenden. Da vi stod op i morges var der også et ubestemmeligt gråt støvlag på vores borddug. Det var altså aske.

Her til aften fik vi luksusmad i Andersens friluftsrestaurant. Vi købte ind i en kæmpebutik, Fred Meyer, og fandt – hurra – dansk hvid Castello og friskbagt flute. Først fik vi ribs med kartoffelsalat og sidst american pie. Hertil herlig italiensk vin. Uhm.
Solen var smuk at sige godnat til klokken 23. Og vi har ikke set skyggen af myg i to dage!

Onsdag den 28. juni fra Fairbanks, Alaska til Denali, Alaska.

Afgang klokken 9.00 og ankomst klokken 12 ad Highway 3, Parks Highway efter 205 km.

Vejret: Morgen: diset, varmt, 20°C
           Middag: regnbyger, mange, 15°C
           Aften:    kraftig regn, koldt.

Køreturen i dag er præget af det meget disede vejr, hvor skyerne blev tungere og tungere og til sidst blev til en ordentlig regnbyge, netop som vi ankom til Denali.

Vores vilde dyr i dag begrænsede sig til et par gnaskende kaniner i vejkanten. Det vildeste vi så, var et hjul, der kom farende mod os i stor fart. Heldigvis kørte det ud i rabatten. Men efter det kom en stor RV skurende på tre hjul. Det så meget faretruende ud, men de fik den stoppet uden at vælte. Et held for dem, at det skete blot 15 km fra Fairbanks og ikke et eller andet sted ude på de øde Alaska highways.

Vi er kørt igennem store områder med løvtræer. Mest birk og asp. Her er mange søer og åer, creeks, med de dejligste navne: Herd Lucky Creek, Fortune Creek, All Hand, Help Lake og Little Gold Stream. Ved vejen til Anderson og Clear så vi en masse brandmænd og brandbiler. Vi så intet til skovbranden, men 136 mand deltog i brandslukningen, som allerede omfattede et meget stort område. Kun få huse og bosættelser var i fare, så vidt vi kunne læse i avisen.

Der var ikke meget at se i Denali ud over skyer og regn. Alligevel var der mængder af turister ved indgangen. Her foregår nemlig al booking og afhentning af billetter til campgrounds og shuttle-bus ind i Denali. Kun et lille stykke ind i parken kan man selv køre. Resten foregår i busser, som man booker sig ind på lang tid i forvejen. I hver fald for 65% af billetternes vedkommende. Resten bliver solgt to dage før ønsket afgang. Der er et stærkt begrænset antal pladser til rådighed, man forsøger nemlig at forstyrre naturen mindst muligt. Og samtidig gør det muligheden for at opleve the wildlife væsentlig større.

Det er vedtaget, at der lukkes det antal personer ind i parken pr. dag, som gennemsnittet var i 1986. Jeg ved ikke hvor mange det er, men vi har været heldige – eller vedvarende stædige igennem flere halve timers telefonopringninger – at komme med den første bus i morgen til Wonder Lake klokken 5.15. Vi har de sidste tre nætter øvet os i at vågne klokken 4 om morgenen efter Mogens armbåndsur. Det siger ikke så meget ret højt.

Efter tålmodig venten, fik vi vores billetter, så et dias-show om, hvad der venter os i morgen, fik en laksefrokost et skørt sted og sidder nu og glæder os til den 11 timer lange køretur i morgen. Har købt proviant ind og lavet pakkeliste for vores to rygsække.
Aftensmaden har vi spist i silende regn. De er åbenbart vant til vand her i Denali, hvor vores campingplads hedder Denali Grizzly Bear Cabins & Campgrounds, for der var flere steder på teltpladserne bygget ”shelters”, overdækkede borde, som så benyttes af alle. Det fremmer jo også det sociale liv. Inden længe havde vi en gemytlig samtale med 4 mænd. Den ene i trediverne og meget aktiv med at slæbe gryder, pander og mad frem, de tre andre godt oppe i halvtredserne aktive med at drikke øl og spise snacks. Det viste sig, at den unge var deres guide, som de simpelthen havde lejet til deres wildernes-tur. En hyggelig aften i silende regn. Senere har vi haft en længere samtale med guiden, som vi kaldte Bruce,  han gik nemlig i en undertrøje og havde nogle ordentlige bøffer, han kunne godt, med lidt god vilje, ligne Bruce Springsteen. Det er i øvrigt dejligt at møde mennesker, der virkelig kan lide deres arbejde.

                                                   Her er vores meget smukke teltplads.

Og her er udsigten fra pladsen. Det er Nenana River. På den modsatte bred kørte Alaska Railroad toget, som kører fra Anchorage til Fairbanks med hundredevis af turister, hvoraf en stor del står af i Denali.

Torsdag den 29. juni i Denali National Park

Afgang klokken 4.30 og ankomst på campingpladsen igen klokken 16.30

Vejret: Morgen: regn og koldt
           Middag: tunge skyer, regn og koldt
           Aften   : opholdsvejr ikke så koldt, men med byger.

Vågnede op klokken 4 til regnvejr. Havde godt hørt regnen på teltet hele natten igennem, for jeg vågnede jo sådan ca. hver time, for at være sikker på, at vi kom op klokken 4. Det gjorde vi.

Vi rullede stille og roligt væk fra vores teltplads for at smøre vores sandwiches og spise en slags morgenmad nede foran badeværelserne. Så forstyrrede vi ikke de andre i teltene, men forhåbentlig RV’erne, som slet ikke kan komme op i vores skov med den dejligste udsigt over Nenana River.

Pokkers til koldt og diset vejr. Det har regnet stødt hele natten og ved Mogens fodende var der kommet vand ind. Vores kære telt har nok set sine bedste dage. Oversejlet er også helt pergamentagtigt.
Men bussen var helt booked ind. 32 håbefulde personer var vi, og alle var mødt til tiden, klokken 5.00. Amerikanere – og, må jeg indrømme, især midaldrende kvinder – taler utrolig meget og utrolig højt. 11 timer i en bus sammen med dem! Vores chauffør, Bob, var en meget vidende og meget engageret turleder. Han svarede på alle mulige og umulige spørgsmål og standsede bussen, så snart en råbte: ”Bob, stop”. Og det er det gode ved at være i en stor gruppe. 33 par øjne ser bedre end to. Mange var de gange, vi stoppede, hvor andre end os to havde fået øje på dyr. Og selv om det regnede, og selv om vi aldrig fik Mt. McKenley at se (det er der faktisk mindre end 30% af de besøgende, der oplever om sommeren), så kunne vi alligevel se noget af den fantastiske natur. Og dyrene er jo ligeglade om solen skinner eller det regner.

The willow ptarmigan. Alaskas state bird.Denne var den første vi så. Den sad lidt slukøret i regnen ved vejkanten.

Den grå ulv.

Og så så vi den. Ulven.

På ganske tæt hold gående i mod os på vejen. Vi så den længe. Den var på vej mod maden, bjergfår, som nogle i bussen havde set oppe på en bjergside ikke så langt fra vejen. Vi så dem aldrig, men der er ingen tvivl om, at denne ulv havde set dem og var nu på vej.

Ud over ulven og fuglen så vi 2 brune bjørne på lidt længere afstand, men de var store. 1 ræv, som havde meget travlt, adskillige moose og et hav af caribou. En enkelt loon og et hav af myg oppe ved Wonder Lake. Og det var, hvad vi var kommet for. Et rigtigt godt udbytte. Syntes også Bob. Ligesom den anden turleder her, kunne vi mærke, hvordan han kunne li’ sit arbejde. Da der var en, der spurgte, hvad han skulle lave, når turistsæsonen var slut, svarede han:” Ud at hike i Denali”.

Ved Wonder Lake var der en halv times frokost. Det vrimlede med myg. Det var ikke til at drive folk ud af bussen. Vi kunne ikke holde al den madhørm ud, så vi myggesprøjtede os, og jeg tog også mit myggenet på, og ud med os. Det var meget smukt, men man kunne ikke campere der på grund af myg. Der udbrød et ramaskrig, da vi trådte ind i bussen igen indhyldet i myg.

  En moose

En grizzli bjørn på passende afstand.

En bæverbolig                                                             Endnu en moose eller to.

Caribou, eller rensdyr.

Ingen af os har lyst til mere mad i dag. Vi nøjes med resterne fra vores frokost og der til American pie. Vi sidder nu her og drikker kaffe og cola. Vi er godt trætte. Klokken er kun 18, men 11 timer i en amerikansk skolebus er hård kost. Disse gamle skolebusser er noget af det mest ukomfortable transportmiddel man kan forestille sig. Og så de storsnakkende kvinder. Det var noget af en oplevelse.

Fredag den 29. juni fra Denali, Alaska til Anchorage, Alaska.

Afgang klokken 9.30 og ankomst klokken 16.30 ad Highway 3, Parks Highway, i alt 372 km.

Vejret: Morgen: sol, dejligt, knap 15°C
           Middag: sol, dejligt, ca. 15°C
           Aften   : let skyet, køligt, ca. 12°C

Vi gik lige en aftentur i går. Ned til Nenana River, hvor White Water rafterne sætter deres kunder i vandet. Det var et syn for guder. Stor underholdningsværdi. Her ved nitiden om aftenen i dejligt solskin var de ved at søsætte ca. 32 modige raftere. De var med to forskellige bådselskaber, så farverne på deres våddragter var forskellige. De havde gummifødder på og redningsveste. Desuden var det ene hold udstyret med blå uldhuer. Først fik de instruktion i hvordan de skulle komme ombord i gummibåden. Så blev redningsvestene efterspændt og kontrolleret. Det tog en halv times tid. Så begyndte ombordstigningen. Nogle var meget store. De rullede ombord, hjulpet af et par skubbere. En gammel dame på 70 sad og holdt krampagtig fat i snoren rundt om båden. De sidste to ”American Standard” blev lodset om bord, og de stødte fra land uden uheld. Vi tror de klarer turen. 

2 timer koster $56!

Og om solen så ikke havde den frækhed at skinne fra en skyfri himmel her til morgen. Hvor-for....... var det ikke i går, hvor vi var i Denali?

Vi nød vores morgenmad, det varme bad og den vidunderlige udsigt fra bilen på vores tur gennem Denali syd. Og om vi ikke kom til at se Mount Mc. Kinley i al sin pragt. USA's højeste punkt 6.193 m. Fra det eneste udsigtspunkt på vejen, hvor det er muligt. Det er få forundt. Vidunderligt, vidunderligt. Og hvem mødte vi der? Jo, vores ivrige professor fra Michigan, ham med de to mus og den skaldede ørn. Ham og hans kone forfølger os, de sad også ved siden af os i bussen ind i Denali.

En smuk køretur, der hele tiden blev afbrudt af fotografering. Dejlig frokost på His & Hers Cafe, temmelig meget trafik ind til Anchorage, nu har vi lige spist aftensmad ”The Andersen Style” på en campingplads – fortrinsvis for telte – som drives af Anchorage kommune. Ikke noget at råbe hurra for. Bestemt ikke noget at råbe hurra for! Men det har været en dejlig dag.