Lørdag den 15. august.

Vi begyndte meget tidligt på vores tur til Provence, vi var bange for, at vi igen skulle køre ind i franskmændenes rejseweekend, men det skulle snart vise sig, at det var vi ikke, det gik meget fint med at komme ud til A 9 eller som den hedder, Anguedocienne, motorvejen fra Orange til Barcelona.
            Lige før byen Nimes drejede vi af og kørte mod Marseille og her var der endnu mindre trafik og det passede os meget godt. Da vi kørte ind på Autoroute A 7 eller som den hedder, Autoroute Soleil, den der går fra Paris til Marseille,  var der selvfølgelig mere trafik, ja endda temmelig meget, men vi skulle kun køre på den en kort tid, for lige før Marseille drejer vi mod nord og kører mod Aix-En-Provence og derefter videre mod Digne-les-Bains. Fra denne by går der en mindre vej, en landevej N 85 også kaldet Route Napoleon, som går fra Grenoble i nord til Cannes i syd. Vi skal ikke så langt. Vi skal til Castelane, hvor vores campingplads ligger.

             Campingpladsen har vi valgt fra en brochure vi fik på slotscampingpladsen ved Loire. Denne brochure omtaler udelukkende pladser med mindst 3 stjerner. Pladsen er samtidig et godt udgangspunkt til ture i Canyon du Verdon, også kaldet Grand Canyon.

            Det var en meget træt besætning, der slog lejr i denne ualmindelig smukke dal. Campingpladsen havde alt, det var faktisk en hel by, alt var der her, butikker, værtshuse, fine restauranter, spillesteder, swimmingpools, boulestadion, bordtennis i massevis, ja alt hvad man kunne forestille sig var her. Vi var sikre på, at det var en plads der ville passe os godt. Vi fik meget hurtigt sat vores telte op og fik hvilet lidt ud. Det havde været en lang og lidt anstrengende tur, især den sidste del, som gik ad smalle bjergveje med megen trafik.
            Drengene fik svømmet lidt og vi andre hvilede godt ud. Sidst, meget sidst på eftermiddagen, nærmere først på aftenen begyndte et voldsomt tordenvejr og det begyndte medens drengene var alene ved teltene. Og da de skulle lukke vores telt, brød lynlåsen til teltdøren sammen og kunne ikke lukkes. Da vi kom, måtte vi montere en paraply over indgangen, for at undgå vand i teltet. Det lykkedes godt nok og efterhånden drev tordenvejret væk og vi kunne få repareret lynlåsen. Alt endte i fryd og gammen, der var nemlig ikke kommet vand ind i teltet. Vi måtte prøve flere gange at fortælle Tor, at det ikke var ham, der havde ødelagt lynlåsen, den havde ved flere lejligheder voldt os problemer. Vi ved ikke helt om det drev ind hos ham.

            Da det blev rigtig tørvejr, fik vi spillet bordtennis på et af de 12 borde i det fri. Det var faktisk temmelig fantastisk at spille her med bjergene som kulisse rundt om os. Der er meget smukt i denne del af Frankrig. Provinsen hedder Provence, som omfatter mange bjergrige egne, men også Rivieraen, hvor Cannes og Nice og Monaco ligger. Det er nok Frankrigs smukkeste egn og der findes en dejlig vin fra dette område endvidere fremstiller man parfume blandt andet i byen Grasse, som ikke ligger langt herfra. Parfumen laves blandt andet af blomsten Lavendel, som vokser på store marker, som kan gøre et helt område lilla, ualmindeligt smukt.

           Om aftenen fik vi dette syn at se. Cole og Tor vasker op. Det var nu ikke noget særsyn, at de vaskede op, de havde hele tiden delt opgaven med en af os andre, men at de skulle gøre det alene, var bestemt ikke noget man bare lige kunne få dem til, men det lykkedes og det gik ganske godt. Det kan være deres mor kan bruge billedet til noget, hvem ved.
          Vi gik tidligt i seng, for det første var vi godt trætte efter den lange tur og for det andet ville vi gerne tidligt op næste morgen, da vi havde besluttet os for at køre den lange tur rundt om Grand Canyon, en tur på over 120 km ad meget små bjergveje og med en masse at se. det havde mange brochure fortalt os. Nu skulle vi så den europæiske version af Grand Canyon. Men inden vi gik i seng lykkedes det os at overtale Cole og Tor til at gå alene på diskotek på pladsen.
           På campingpladsen arrangerede medarbejderne hele tiden noget for børn, unge og voksne og på denne aften var det så tid for de unge. Kæmpe diskotek skulle der være og det hele foregik udendørs i en dejlig temperatur, det kunne næsten ikke blive mere romantisk. Men det var meget svært at få drengene overtalt, det skulle lige have været deres mor. Nå, men det lykkedes. De var der dog ikke særlig længe. Men de gjorde det.

Søndag den 16. august.

Lad billederne fortælle om vores smukke tur i Canyon du Verdon.

          Her er en af de mange smukke landsbyer, klistret op ad bjergsiderne med en udsigt som siger spar to til alt. Desværre var der alt for megen trafik, så den tur, der måske skulle tage omkring 4 timer, tog nu 8 timer. Men det var det værd. Sjældent har vi set så megen smuk natur. Vi blev dog efterhånden godt trætte af alle de bjerge, dale, byer, søer og biler, at vi måtte finde et sted at spise. Men hver gang vi fandt en smukt beliggende restaurant, var der så mange biler uden for, at vi ikke engang kunne få en parkeringsplads, så vi måtte videre og maverne skreg hos os alle, så vi efterhånden ville tage til takke med hvad som helst, måske lige med undtagelse af en McDonald, dem var der godt nok ikke mange af i dette område, om der overhovedet var nogen.
          Men så var den der pludselig, ret kort tid før vi var tilbage på campingpladsen. En lille undseelig restaurant helt alene.

        Vi satte os ved et bord i det fri, som sædvanligt, og fik en meget fin betjening af husets frue. Og maden var helt i top, kunne bestemt ikke være bedre og så til den pris, der lå langt, langt under, hvad vi før har været ud for i Frankrig. Vi håber ikke det er sidste gang vi er her.

           For her er så dejligt og jeg tabte ganske mit hjerte til den dessert jeg fik. Hvid ost med honning. Jeg blev så begejstret for retten, at jeg købte 1 kg honning af fruen. Honningen havde de selv avlet og den var helt anderledes end den vi var vandt til.
          Vi sad længe over maden og kunne næsten ikke løsrive os. Der var et eller andet magisk ved stedet, eller også var det den lange, smukke tur der nu var gået op i en højere enhed. Dejligt, dejligt. Egentlig tror vi også, at drengene følte velbehag, de var i hvert fald begyndt at nyde at sidde ved bordet og snakke og vente på maden og nyde hver enkelt ret med anstand.

           Fruen i huset fortalte os, at den danske digter Erik Pouplier, som blandt andet skrev bogen "Mit slot i Provence", tit kom og spiste hos hende. I øvrigt er dette lille ydmyge sted omtalt i bogen. Vi har ikke læst bogen, men det kunne være man skulle læse den nu, hvor vi pludselig er blevet en del af den, syntes vi. Da vi langt om længe løsrev os fra dette himmer- rige på jord, var klokken også blevet temmelig mange. Der var ikke langt til campingpladsen, som vi snart nåede.

            Resten af dagen brugte vi til blandt andet at få hævet nogle penge i den lille by, at spille bordtennis og at læse. Sent om aftenen, altså omkring klokken 21 (9 pm) var vi blevet sultne igen, men da vi ikke gad at lave mad selv, gik vi op i campingpladsbyen og valgte den fineste restaurant. Om den egentlig var finere end de andre er dog ikke godt at vide, men den så nu meget fin ud. Men her måtte vi først vente på, at der blev et bord ledigt, derefter måtte vi vente på, at der var en der havde tid til at modtage vores bestilling, derefter vente på maden og til slut vente med at kunne komme til at betale. Men når man er i det, er det bare noget der høre til, når man er i Frankrig. Bliver det ikke i dag, så bliver det i morgen.
            Det var en træt familie, der gik til ro den aften, rig på masser af indtryk fra en ualmindelig smuk natur.

Mandag den 17. august.

Der var ikke noget at gøre.

Det var hjemad nu, hvor meget vi end ønskede det anderledes. Vi spiste vores morgemnad i ro og mag og pakkede derefter alt vores grej sammen. Vi fik betalt vores plads og vi forlod denne dejlige plet.
          Den første del af vejen mod nord gik ad den samme vej vi var kommet ad, og i det hele taget skulle vi følge Route Napoleon hele vejen til Grenoble. Route N 85 eller Route Napoleon er en meget smuk vej, som gennem mange hundrede år, har været hovedfærdsels- åren mellem Paris og Middelhavet.
         Den går gennem smukke landskaber, der for det meste består af bjerge, storslåede dale og smalle veje. På et stykke af vejen går Route Napoleon langs nogle store søer, der ligger flere hundrede meter under os. Det er godt nok en smuk vej, men det er der desværre også mange andre, der har fundet ud af og så mener de, at der kun kan køres 40 km/time (25 mph) for rigtig at kunne nyde turen. Og så skal alle Europas campingvogne og mobilhome denne vej, selvom de får meget svært ved at forcere de stejle strækninger. Men vejen er jo gratis, det er motorvejen jo ikke.
        Nå, men vi nåede da Grenoble og fik spist en meget lækker middag på en rigtig amerikansk restaurant. Ak ja, selv Frankrig undgår ikke sin skæbne.
        Nu skulle vi en tur mod vest for at komme videre, men det skulle vi aldrig have gjort. Vi kørte ind på motorvejen mod Lyon og der var vejarbejde!!!! Vi blev ledt gennem en del af Grenoble, som er en meget stor by, men det blev alle de andre også, så flere steder gik det helt i kage. Da vi så endelig kom ud på den rigtige motorvej igen, var der gået omkring 1 time. På vejen til Lyon opdagede vi, at der for en måned siden var blevet åbnet en ny motorvej, som gik direkte den vej vi skulle, nemlig til Autoroute A 36, eller La Comtoise, hvor vi havde valgt vores mange gange benyttede campingplads i Besancon. Vi tog chancen med den nye vej og hvilken god beslutning. Ingen biler, alt helt nyt. Cole og Tor syntes det er dødsmart, at rastepladserne ligger på selve motorvejen. Vi syntes det er smart i USA, hvor der ved en junction ligger mange forskellige benzinstationer, restauranter og barer, så man frit kan vælge. Men begge systemer har vel deres fordele. Det var i hvert fald en dejlig tur, her på en splinterny motorvej, den var ikke engang vist på vores kort, så Mogens måtte selvfølgelig købe et nyt kort over Frankrig.
          Først på aftenen nåede vi campingpladsen i Besancon og det første vi skulle, efter at vi havde sat vores telte op, var at få købt noget mad og drikke. Og så spise og sove.

Tirsdag den 18. august.

Det gik ualmindelig stærkt med at få pakket vores telte sammen. En truende regnbyge lå over os og den gav regn medens vi pakkede. Vi nåede det næsten, men vi fik ikke spist morgen- mad, så det måtte ske på en rasteplads. Og det var vel ikke så slemt endda.

           Vi fik kørt 2 timer før vi fandt en passende restaurant på en stor rasteplads halvejs på vejen mellem Besancon og Tyskland. Vi havde talt med drengene aftenen før, om hvilken tur vi skulle tage hjem. Enten over Berlin, så ville vi være hjemme i løbet af torsdagen, eller den direkte vej hjem, så kunne vi være hjemme på Blokhusvej allerede i aften.
           De valgte enstemmigt den direkte vej hjem. Uden tvivl fordi de opdagede, hvor få dage de kunne have sammen med Morten. Han trak. Endda meget. Vi bøjede os selvfølgelig. Berlin ligger der jo også i morgen og til næste år og om fem år, vi når det nok. Og drengene får sikkert også Berlin at se engang, hvis lysten er der.
           Turen gik, uden større oplevelser, godt hele vejen hjem og endnu engang. De to drenge er ualmindelig søde at have på sådan en tur. Aldrig et kny hører vi fra dem. De brokker sig aldrig over længden af dagsmarcherne og deres sange er jo fantastiske. Det er ikke få gange de har sunget godt humør ind i os. Det var nu også meget smart. Cirka 10 minutter efter deres sange var sluttet sov de. Det var fast kotyme.

Hvad har ungerne så fået ud af denne tur.

Vi ved det ikke.

Men vi har fået meget mere end vi havde drømt om. Vi har lært vores unger rigtig at kende og det har bestemt været en oplevelse vi ikke ville have været foruden. Vi har fået noget af det andre bedsteforældre får automatsik, når de er i kontakt med dem næsten dagligt. Det kan vi jo af gode grunde ikke, så for os har dette været det, der skulle til for at få et par børne- børn, som er vores og som vi har kunnet give lidt af os selv og det vi står for. Vi tror de kender os lidt bedre nu end før. På godt og ondt.
          Vi havde op til ferien tænkt meget på, om det var for meget for os og i for lang tid. Vi har jo nydt ikke at have børn omkring os på vores mange og lange ferier i snart mange år, men disse to knægte har gjort al vores bekymring til skamme. Det har været tvært i mod, vi ville godt have været væk længere tid med dem.

Kære Cole og Tor, tak for turen, den var fed.

Inge og morfar.