Onsdag den 4. februar 2004

Farvel til Mae Hong Son ved halv nitiden. Aftenen i går var hyggelig med en middag inde i byen. Vi spurgte – som vi havde gjort det alle aftenerne - efter denne hersens suppefondue, hvor man selv ved bordet tilbereder sit kød og grøntsager og glasnudler i den boblende suppe. Og ja det havde de (vi har sedlen med fra Pakanan). Tjeneren syntes det var meget morsomt og ville hjælpe os godt på vej. Kødet var marineret lige tilpas, og suppen, som vi kunne hælde op i små skåle, var fin. Et pragtmåltid, der sluttede af med stegte bananer, og alt sammen for en halvtredser inklusive drikkevarer.
     Vi vidste, at vi skulle igennem bjerge, og vi vidste fra i går, at her tager man skiltene med ”skarp kurve” meget bogstaveligt. Og Andersen Bookings chauffør kører godt. Alligevel havde vi efter 3 timers kørsel tilbagebragt mindre end 150 km. Og selvom der ”kun” var 407 km til Chiang Rai kunne vi da godt begynde at frygte, at vi skulle nå frem efter mørkets frembrud.

     Landskabet var betagende smukt. Det er umuligt at komme til at fotografere. Absolut ingen steder at stoppe. Så er det godt, man kan fotografere med hukommelsen. Det ser ud som om rismarkerne har gode betingelser her. Vandingssystemet er flot og masser af mennesker står bøjet over jorden for at udplante , tror vi at de gør nu. Heldigvis var der ingen trafik. Vejen var mere end nok udfordring. Og så selvfølgelig den flok okser, der lige pludselig fyldte hele vejen foran os. I ganske lang tid.

     Fremme ved Rimkok Ressort lidt før 16. Også her fungerede vores forudbestilling upåklageligt. Vi blev hilst velkommen med den sædvanlige velkomstdrink og det er lige hvad man trænger til, selvom denne saft var af den lidt mere ubestemmelige slags. Og så op på vores kæmpeværelse, samme indretning som i Mae Hong Son. Denne gang også med udsigt over floden  Mae Nam Kong foruden et temmelig lækkert pool-område.

     Roomservice er super, når man er trætte og svedige, og maden kommer næsten inden den er bestilt. Luksus. Resten af dagen gik med afslapning og udforskning af de nye omgivelser. Middag – friskfanget grillet fisk efter eget valg på terrassen lige ned til floden. Uhm, her sad vi så i stille undren over, at her er fire gange så meget personale som gæster, at her er alle de faciliteter hjertet kan begære, flere restauranter og også en bar med en mand, der spiller på piano, et parkanlæg der kan få kong Bhumibol til at blive helt misundelig, den smukkeste natur og det behageligste klima. Alt  dette for 200 kr. pr. nat inklusive morgenbuffet for to personer.

Torsdag den 5. februar 2547

Navnet Den Gyldne Trekant giver associationer til opiumsdyrkning. Men det er også et område, der har en fantastisk spændende beliggenhed midt mellem Thailand, Laos og Burma. 
       Det var selvfølgelig med i planen, at vi skulle se dette sted. Så vi kørte nordpå ad en behagelig ”motorvej”, (trafikken er delt, men huse, forretninger og restauranter ligger helt ud til vejkanten og så er det tilladt at lave en u-turn). 
       Der var som sædvanlig adskillige politi-check-points på vejen. Endnu er vi ikke blevet stoppet, men denne gang løftede betjenten sit stopskilt mod os, hvorpå han hurtigt fortrød, da han så, vi var falanger, og smilende viftede han os videre. Vi er ellers ret nysgerrige efter at se, hvad der ville ske ved et sådan stop. Men det må atter vente til en anden go’ gang.

       Og så var vi pludselig ved Thailands absolut nordligste by, Mae Sai. Og havde vi ikke ved et tilfælde set, at vi tre meter længere fremme ville være på vej over broen til Burma uden mulighed for at vende, ja så ville vi havde fået problemer. Nu kunne vi nøjes med at parkere bilen og spankulere rundt og fotografere det summende og travle liv, der udspandt sig omkring os.
       Når man krydser floden, var man i Burma. En kæmpeport i mange farver hilste på flere sprog velkommen til landet. På Thaisiden var der et pulserende handelsliv, på den anden side var der blot en vej med regnskove omkring. Intet andet!
       Det var umuligt at lade være med at købe et par små kjoler til Rose samt et par stykker til voksne døtre. 
      Af sted langs den enorme Mekongflod til 'Den gyldne trekant'. Og denne trekant er faktisk midt ude i vandet. Thailand på den ene side, Laos på den anden side, og så Burma på den tredje side. Burma kiler sig ind imellem, som en smal landtange. Med mere vand i Mekongfloden ville landskabet nok se lidt anderledes ud. På grund af dæmningsbyggeri i Laos er Mekongfloden ikke meget mere end en almindelig flod her på dette sted. Mekongfloden danner grænse mellem Laos og Thailand på et vældigt langt stykke før floden bevæger sig videre ned gennem Vietnam.
     Vi blev tilbudt sejltur på Mekongfloden med ilandstigning både i Burma og Laos uden visum, men vi takkede nej. Både Laos og Burma ser ikke særlig tillokkende ud herfra Thailandsiden. Ingen byer, ingen huse ingen mennesker.

      Dagen afsluttes omkring poolen i en dejlig temperatur.
 

Fredag den 6. februar 2004

Bytur til Chiang Rai. Byen er ikke nær så stor og larmende som Chiang Mai og ikke nær så lille og charmerende som Mae Hong Son. Udover de sædvanlige Wat’er på hvert et gadehjørne, var det smukkeste, vi så, de mange stammefolk, med farvestrålende sølvbehængte hovedklæder, som solgte deres grøntsager ved muren ind til et Wat. Og fisk. Der blev solgt mange fisk. Og det var meget varmt.

       Bazaren var utrolig. Her var simpelthen alt. Fra levende snegle til tøj og kufferter. Vi købte kun nogle jordnødder. De kunne i øvrigt slet ikke spises, de var bløde og meget små, vi måtte smide dem ud. Men  2 Bath slår  jo ikke nogen økonomi i stykker. 

      Sejlede hjem i en langbåd efter i meget lang tid at have ledt efter floden. For 100 Bath blev vi sejlet hjem til vores ressort. Skulle vi have båden herfra hotellet, ville det have kostet 700 Bath. Og så havde det taget nogle timer.
     Aftensmad ved floden. Her er meget smukt både opdækningen og belysningen, begge ting der vil noget, og så al den lækre fisk, der tiltrækker, især mig. Der er ikke så mange pladser her ude i den smukke natur, i hvert fald ikke når man sammenligner med den enorme indendørsrestaurant og den mægtige buffet. Den buffet trækker mange til.

      Efter mange drøftelser med vores tjener og en trækken ham hen til et andet bord for at vise, hvad vi mente, lykkedes det os at få serveret vores herlige fondue-suppe. Denne gang med kæmperejer og citrongræs. Ris til. Mens vi herligt gnaskede i os, kom tjeneren pludselig med et fad grillstegt kød. Vi fortalte ham, at det ikke var vores, hvilket han stædigt påstod. Samtidig forklarede han, at han ikke kunne komme ud i køkkenet med det igen, når vi nu havde bestilt det. Hvorpå han løb væk fra vores bord.
     Til gengæld var der røre ved bordet ved siden af vores. De havde ikke fået det mad, de havde bestilt, og en manglede helt at få sin mad. Den stod så på vores bord. Meget kold! Tjenere kan være nok så venlige og smilende, men når de ikke kan forstå en brik af, hvad man siger, er det klart, at det går galt. Og at gæsterne bliver sure. Ved bordet ved siden af blev de så vrede, at de bad om at komme til at tale med the manager. Der blev brugt meget tid på at finde ud af hvem det var, og hvem der var bedst til at undskylde på engelsk.
 

Lørdag den 7. februar 2547

Det var vist godt, at vi skulle forlade vores dejlige ressort i dag. Det blev simpelthen invaderet af cykelryttere og en masse andre mennesker. 
       Cykelløb skulle der være med start og mål ved Rimkok. Morgenmaden var flyttet, og borde var ved at blive stillet op alle steder.
       Dejlig let, og smuk køretur til Chiang Mai. Vi kørte direkte til lufthavnen med vores gyldne Corolla og tog en taxa til byen for at spise frokost og checke Internettet. Så en tuk tuk derud igen og af sted til Bangkok.

       Ankomst til Bangkok ved 18.30 tiden i øsende regn. Noget overraskende, da vi ved check-in skranken på Menam hotel blev bedt om at følge en ansat ind i elevatoren og efter ham og os vores kuffertdreng. Så op på 16. etage, hvor vi blev mødt med velkomstdrinks og endnu en check-in i behagelige stole med en smuk pige kravlende rundt på gulvet med papirer til os. Flere kuponer til gratis drinks, invitation til VIP-aftener, hvor vi kunne lære andre gæster at kende, fri adgang til internet, og så videre. Ja og så sad vi altså på dette luksusværelse på 12. etage med udsigt over floden  Mae Nam Chao Phraya og undrede os over tilværelsens uretfærdigheder og forskellen ved at bo her og ovre på den anden side af floden, hvor boligerne ikke netop ligner dette værelse. Eller her og ovre på den anden side af kloden for den sags skyld. Boligerne på landet vidnede om stor fattigdom, men må være langt at foretrække frem for disse bitte bittesmå lejligheder.
        Og der er godt nok mange Wat’er alle steder. Hvis nu man i stedet for at bygge paladser til en masse statuer……….
        Fed middag. Sirloin – og for første gang på turen – rødvin.
 

Søndag den 8. februar 2004

       Livet på denne flod kan man bruge hele dagen på at betragte. Den er møgbeskidt. Alt mulig affald svømmer rundt. Sammen med kæmpestore fisk, som man  på hotellerne kan købe madding til. 20 Bath for et franskbrød til fiskene. Det koster et varmt måltid i gadekøkkenerne også! Så neden for Menam svømmer disse kæmpefisk rundt og lader sig fodre af fede falanger. Det var på det tidspunkt, vi fandt ud af, at catch-of-the-day ikke lige netop ville være noget for os her.

      På bådstationen ved Wat’tet,som hedder Wat Vorachanyawas, lige ved siden af hotellet, kom en mand ned til landgangsbroen med en plasticpose med levende fisk, knælede ned, bad en bøn, hvorefter han lod fiskene svømme ud i floden. Og på fortovet ved siden af, står de og tilbereder samme slags fisk.

      Nå, men vi hoppede scenevandt på båden og betalte 8 Bath pr. næse for en lang tur ind forbi ØK’s tomme bygning samt superhotellerne, som er endnu mere prangende end Menam.

       Købte togbilletter til på tirsdag til Hua Hin på den flotte og gamle hovedbanegård. Noget af en oplevelse. Det bliver togturen nok også. Forhåbentlig en god én.
      Godt, vi ikke bor på Sheraton. Der er stort vagtberedskab. Alle biler bliver checket med spejle under bilen, også gæster skal igennem et ekstra check. I det hele taget må det være lidt sværere at være falang, hvis man er amerikaner. Tag nu for eksempel en tur på floden. Her hopper folk fra bådene ind på anløbspladsen og står og holder fast i en stang, mens bådbussen fræser af sted, folk kravler frygtløse ned i larmende long-tail både, men er man med et amerikansk turistselskab, tager man pænt redningsveste på, før man begiver sig ud på sightseeing!

       Og jeg må blot lige nævne, at Andersen Booking forstår at prutte om prisen. En tur med tuk tuk hjem til hotellet – godt nok med livet som indsats – blev forhandlet ned fra 300 til 70 Baht!
 

Mandag den 9. februar 2547

Vi havde lyst til at gense kongepaladset, selv om det er meget varmt og udmattende at gå rundt der. Indfandt os sammen med en horde af andre turister. Det er ingen overdrivelse, at der holdt hundredvis af busser, alle tomme og alle med motoren kørende for at holde køleanlægget i gang!
      Blot måtte vi konstatere, at Mogens shorts var ti centimeter for korte. De skulle gå under knæet for at være sømmelige. Men man kan låne passende klæder indenfor.

      Nu er Mogens ikke lige netop villig til at tage imod sådanne diktater endsige smutte i genbrugsbukser, så vi vinkede paladset farvel og så i stedet det prægtige og imponerende Wat Po med al dets mosaik på tagene og alle de mange Buddhastatuer. Wat Po er det ældste tempel i Bangkok og er med sine i alt otte ha også det største i hele Thailand. Wat Po grundlagdes i det 16. århundrede og blev udbygget i 1789 af Rama I få år efter at han gjorde Bangkok til hovedstad. 
      Buddha er venlig. Han har ikke noget mod bare knæ. Vi blev ikke nægtet adgang.

      Besøgte endnu engang amuletbazaren, vi var der første gang i 2002. Det er meget spændende. Man bevæger sig ind i denne labyrint af smalle overdækkede gange med mønt- og amuletboder – de sædvanlige små spisesteder sørger for den autentiske lugt. Her koster en Buddhaamulet 15 Baht. Turisterne, der bliver ude på gaden, betaler gladelig 100 Baht eller mere.

      Folk sidder med lup for øjet og gennemgår amuletterne for at finde en meget værdifuld én, fuldstændigt som frimærkesamlere. Vi kan overhovedet ikke se forskel på disse små statuer, vi tror nok det har lidt med alderen at gøre samt hvem der har velsignet de små Buddha-figurer. Men folk går virkelig meget op i denne søgen, alle steder sidder folk og ser på dyngen af amuletter og ser mere eller mindre kloge ud. Vi mødte to munke derinde og den ene af dem ville forfærdelig gerne tale med os på sit meget fine skoleengelsk. Han spurgte hvor vi kom fra og hvad vi havde købt. Vi fortalte, at vi havde købt en lille Buddha figur til at hænge om halsen til alle vores sønner og svigersønner. Det syntes han var en god ide og sagde, at vi altid skulle sørge for at amuletten hang højt, så ville den beskytte og bringe held til bæreren.

      Indkøb i stormagasin på Silom Road. 4 par bukser + 3 tennisbolde. Luksusaftensmad på hotellet, udendørs med udsigt til livet på floden. Vi har endelig fundet ud af kun at bestille forretten. Og derefter hovedretten. Ellers har vi fået vores mad i en blanding. Nogen gange har den ene af os set den anden nyde sin mad, før den anden får serveret, nogen gange bliver hovedretten serveret, når man har taget den første skefuld suppe, så det er om at slupre i sig, så resten ikke bliver koldt. Men det gør alt sammen ikke spor.

Tirsdag den 10. februar 2004

     Tog Bangkok – Hua Hin. En oplevelse. Næsten fem timer tog det at tilbagelægge de ca. 200 km. Rapid Train!
     Af skræk for at løbe tør for vand og mad, havde vi provianteret på banegården. Fuldstændig unødvendigt. Ved hver station blev toget invaderet  af sælgere med det lækreste mad og de koldeste drikke. Vi rejste på 2. klasse, masser af plads, flysæder, der kunne lægges fint tilbage og en masse store ventilatorer, der væltede rundt oppe i loftet. Det var en rar tur. Vi fik set en masse. Pris: 162 Baht pr. næse. 

      Ankomst til Jinnings Guest House ved sekstiden. Og så er vi hjemme i mere ydmyge omgivelser. Her er herligt. Man husker pænt at sætte sine sko i stativet udenfor, inden man træder ind på de kølige flisegulve. Og så op ad den smukke trætrappe til et stort enkelt værelse med en kæmpe balkon. Maden er herlig, og vandet ligger og glimter uden for. Her vil vi så tilbringe de næste 13 dage med at læse, slentre, bade og spille tennis. Og måske lige se nyhederne i Bangkok Tidende til morgenmaden og lidt senere Politiken på nettet og selvfølgelig også www.brøndby.com.

 Bogens fotograf og forfatter hviler ud i en af de mange tenniskampe på Marriott Hotels bane i Hua Hin.

       Alle tenniskampe blev spillet fra klokken 17 til 18 på Hotel Marriott, som er nabo til vores lille guest house. Men vi fik selvfølgelig også tid til andre sysler i Hua Hin, her er en lille billedkavalkade fra vores dejlige 14 dage i Hua Hin.

Billeder af den gamle, smukke banegård i Hua Hin.

Et af vore foretrukne spisesteder i Hua Hin. 

Både i havnen. Bag det hvide hus i baggrunden ligger kongens palads.

Thailand er om noget, blomsternes land.

 Retur til toppen 

 Tilbage til hovedmenu