Denne hjemmeside, som er
en bestilling af en kanotur, blev i god tid sendt til Cole og Tor, så
de kunne være lidt forberedte på det de skulle ud til.
Bestilling af to stk. kano
Op klokken 5.30 fredag den 8 juni
2001. Morgenmad på Windmill Cafe. Man ved jo ikke, hvornår
man får et rigtigt måltid igen. Og så af sted. Ikke megen
trafik gennem Minneapolis.. Herligt vejr. Ikke en sky. Og vejrudsigten
for de næste tre dage lover godt. Mandag vil der dog komme tordenvejr!
3 timers kørsel og så
var vi i Ely. Piragis Northwoods Company, www.Piragis.com
er et velorgani- seret sted – også i den grad. Det ser ud til, at
vi har valgt det rigtige sted. Kanoerne er i hvert fald de letteste, vi
har set. Prisen for at leje dem er måske lidt højere end i
de andre forretninger.
Vi fik provianteret. Nogle gode bøffer
til den første aften, og så ”campingmad” som blot skal blandes
op med kogende vand. Det kostede en bondegård, men så skal
vi også have bøf stroganof den ene dag og kartoffelmos med
sovs og et eller andet den næste. Som dessert cheese cake med jordbær.
Og fordi man ikke må medbringe flasker eller dåser, må
vi nøjes med cola og Mountain Dew på plastikflasker. Herudover
har vi et vandfiltrerings- anlæg med os, så vi kan drikke vandet
fra søerne og floderne. Kanoerne fik vi rigget ovenpå vores
bil, og så af sted mod Farm Lake, vores udgangspunkt.
Farm Lake er stor – og vi var her
jo sidste år og padlede lidt rundt – men indgangen til Boundary Waters
– hvor der kun må sejle kanoer – var ikke sådan lige at finde,
selvom vi havde både kort og kompas. Men endelig fandt vi den og
padlede målbevidst fremad.
Kanoerne gøres klar ved Farm Lake.
Forinden havde Cole lært at
være styrmand. En dreng i hver båd, men Cole skulle være
min styrmand, og det er nu ikke bare at sætte sig ned i en kano og
gøre det. Så vi sejlede i nogle smukke cirkler, indtil Mogens
fik ham det vist, og han fik fornemmelsen for det. Sådan efter et
par timers tid.
Farm Lake.
Det var betagende smukt at sejle
på denne Kawashivi River. Og stille. En enkelt båd med en lille
påhængsmotor forargede os dog, da den stille tøffede
forbi. Vi sejlede perfekt og nød det alle sammen. Den første
campingplads, som vi havde bestemt os for at tage, var heldigvis ledig,
så vi slog lejr på en godt nok ujævn grund, men med en
fin bålplads og med den smukkeste udsigt over vandet. (Der må
i henhold til reglerne, kun opholde sig et hold på en campingplads,
men da der kun må komme tre hold ind i området pr. dag, er
det ikke noget problem)
Vi slår lejr første aften.
Udsigten delte vi med en flok gribbe. Drengene
lavede bål, vi ventede tålmodigt til det var brændt ned,
og Cole kastede bøfferne på grillen og stegte dem herligt
møre til os. Selvom det blev lidt svært til sidst, fordi det
pludselig begyndte at regne, og han måtte beskytte dem med sit regnslag.
Vi to gamle savnede rødvinen. Tidligt i seng, og vi var trætte.
Og så lyn og torden og regn det meste af natten. Meget voldsomt.
Cole vender bøffer.
Lørdag den 9. juni. Op tidligt.
Regnen var stoppet, men der var så diset, så man ikke kunne
se en hånd for sig. Det klarede dog hurtigt op og en solskinsrig
dag ventede os.
Morgendis over BWCAW
Toast med masser af spegepølse
og skinke. Hertil Nescafe. Jeg fortryder nok lidt, at jeg fik Mogens overtalt
til at tage det med i stedet for termokanden, filtre og tragt og alt besværet
med affaldet, som vi jo selv skal tage med os ud af området. For
han ser meget skuffet ud – for slet ikke at nævne hans udtalelser
herom!
Vi tog de dyngvåde telte ned,
pakkede kanoerne og startede med at padle hen til klippeøen med
de mange gribbe, som sammen med deres unger var ved at fortære en
masse fiskeaffald på klippen. Men de fløj alle
væk, da vi nærmede os.
Grib.
Bæverboet, som vi havde
set bæveren svømme fra i går aftes, skulle vi også
forbi. Ved nærmere eftersyn var det blot en stor sten. Vi hilste
på et par Loones.
Loon. Minnesotas State Bird.
Det viste sig at være
svært at få kort og omgivelserne til at passe til hinanden.
Vi sejlede flere mil, før vi fandt et pejlemærke: En vej!
Der er ingen veje i BWCA.. Vi var i går kommet ind ad den sydlige
”indgang” til BWCA og således endt et helt andet sted, South Farm
Lake, end planlagt. Ikke så underligt, at kortet ikke passede med
omgivelserne! Men hvad pokker, det havde været alle tiders sejltur.
Og ubeskriveligt smukt. Men det betød jo altså, at vi blev
nødt til at sejle tilbage til Farm Lake og finde den rigtige indgang.
Det var svært, men vi fandt den, og kortet passede pludseligt meget
bedre.
Tor nyder den smukke natur.
Frokostøen.
Frokost på en lille
klippeø med en perfekt anlægsplads for vores kanoer. Lige
ovre på den anden side lå faktisk den campingplads, vi skulle
have overnattet på i går. Tor havde fundet sit fiskegrej
frem, og der gik kun kort tid, før han ophidset kaldte på
os og forklarede, at han havde fået denne kæmpefisk, som desværre
var sprunget af igen. Fiskehistorier startes allerede i en ung alder. Fem
minutter efter råbte han højt igen, og der stod han med en
sprællende kæmpefisk på krogen. Mogens nåede at
fotografere fangsten, før Tors armkræfter svigtede og fisken
på ny forsvandt.
Tors
første fisk på denne tur.
Denne fangst betød,
at vi på resten af turen måtte døje med fiskestang og
fiskekroge alle mulige og umulige steder. Et hul i Mogens bedste shorts
er et bevis herpå.
Et par timers padlen ind i dette
naturparadis, som National Geographic har udnævnt til et af de smukkeste
i verden, og vi var ved vores campingplads.
Herlig var den, med ildsted og udsigt
over floden, og nu er det altså Tahinnisi floden, og med stor, god
teltplads lidt højere oppe mellem træerne. Men intet paradis
uden slanger: Her vrimlede det med myg, men især med birkelarver,
som helt dækkede alt, jord, træer, telte, kanoer og os. (Vi
huskede de år, hvor birkelarverne angreb alle birketræerne
i Solrød, og vi gav ungerne 1 kr. for hver 100 stk, de samlede sammen.)
Birkelarver på vores telt. (Udvendigt)
Det var forklaringen på,
at millionvis af birketræer her står uden blade midt på
sommeren. Birketræerne ser ikke ud som døde træer, de
mangler blot bladene.
Men vores to NOLS-guider gik hurtigt
i gang med at tænde bålet, for som de sagde, ”that will keep
the bugs away”. Og det gjorde det. Så der er altså god grund
til at tænde bål midt om eftermiddagen. NOLS betyder National
Outdoor Leadership School.
Ligesom i går gik Cole i gang
med at filtrere flodvandet til drikkevand gennem sin filterpumpe. En langsommelig,
men nødvendig proces. Tor satte deres telt op, og de organiserede
lejren. Vi skulle have vores første dehydrerede mad. Det var Coles
bord, så han gik i gang med at hydrere en gang kartoffelmos med sovs
og kød. Det smagte ganske godt. Vi var også meget sultne.
Havde padlet masser af mil. Cheesecakedesserten blev til ved at man piskede
noget lyserødt pulver i renset vand, hældte grahamskrummer
over og lod det hvile i 10 minutter.
 
Cole renser flodvand.
"Cheese-Cake".
Nu var vi lidt forvente fra den gode
cheesecake hos Henriette for et par dage siden, så Mogens og jeg
havde store problemer med at få det ned. Vi opgav, det var for slemt.
Det gjorde drengene til gengæld ikke.
Opvasken var mit ansvar. Vi har købt
noget sæbe, der selv i koldt vand kan rense fedt af. Man kan også
vaske hår, sig selv og tøj i det. Men vi har ikke tænkt
os at gøre nogen af de sidste tre dele de næste fire dage.
Maden skal op at hænge i et
træ et godt stykke væk fra, hvor man sover, så bjørne
ikke kan komme til det. Derfor havde vi lånt et hejseværk,
som skulle kastes op over en gren tilstrækkelig langt væk fra
stammen, så en bjørn ikke kan klatre op ad denne og også
tilstrækkelig højt oppe. I går gik det smertefrit. I
aften snoede trækværket sig rundt om en gren. Det tog lang
tid at få konstrueret en anordning, der var lang nok til at skubbe
tingene på plads. Det var ret sjovt.
Vi gør klar til at hejse madsækken op i et træ.
Herlig nat og herlig morgen.
Vi har dog snart brugt en hel balje bug-spray. Man kunne blive sindssyg
af al denne summen, kravlen og stikkende. Så hurtigt ud i vandet,
hvor vi (næsten) lades i fred. Vi blev nødt til at bære
kanoerne over et par steder i dag ved rapids. (Større eller mindre
vandfald).
Første gang tømte vi
dem, alts kanoerne, og bar dem forbi og det betyder jo at man kommer til
at gå frem og tilbage nogle gange. Anden gang mente Mogens, at vi
sagtens kunne gå i floden og fragte kanoerne igennem. Med lidt besvær
lykkedes det for ham selv og Cole. Tor og jeg havde derimod store vanskeligheder,
og var nær endt ned ad (dog) lille vandfald. Men som Mogens bagefter
sagde. ”Det er vigtigt, at drengene lærer vandets kræfter
at kende.”
Da vi senere kom til endnu et bærested,
som vi ifølge kortet skulle strække sig over mere end nogle
kilometre, lod vi kanoerne ligge og begav os af sted for at tage nærmere
stilling til, om det var muligt – eller – gideligt. Det var det ikke. Som
Cole sagde: ” This portage goes on for ever and ever and ever”. Og det
gjorde den. Det ville havde taget os det halve af en dag at få alt
grejet båret den vej. Så vi besluttede os til at sejle tilbage
ad floden.
Første rapids er passeret.
Det gav os nogle dejlige
oplevelser ved the rapids, som begge kanoer klarede med glans. Alle var
tilfredse. En herlig overnatningsplads, som vi lige nøjagtig ankom
til 10 minutter før et par andre kanoer. Og det var jo synd for
dem. Ikke særlig mange bugs, men birkelarverne var ved at invadere
stedet, og drengenes aflivnings- metoder var udsøgte. Vi prøvede
ikke at standse dem.
Sidste campingplads for denne gang.
Cole hydrerede vores aftensmåltid,
og det var det bedste vi endnu havde fået. Måske fordi vi var
meget sultne. Jeg havde om morgenen lagt de nøgne kendsgerninger
frem: Dette og intet mere var tilbage af mad og det skønt vi havde
planlagt indkøbene meget nøje. Det er heller ikke så
sjovt at vide, at hele dagen står det på renset flodvand, fordi
al colaen forsvandt aftenen før. Under alle omstændig- heder
var denne sidste aften ved bålet ganske dejlig. Vi spiste og sludrede
og fik besøg af en skildpaddefamilie, som i begyndelsen blot stak
hovederne op af vandet, men som senere gik i land og endte med at snuse
rundt mellem teltene, alt imens solen gik ned over vandet. En dejlig afslutning
på en dejlig dag.
Aftengæst.
Op igen i strålende
sol – hvor har vi dog været heldige med vejret. Der var lige nøjagtig
et stykke ristet brød med skinke til hver til morgenmad, men med
udsigt til det herremåltid, vi alle fablede om vi skulle have i Ely,
kunne det ikke ødelægge humøret.
Med vilje havde vi valgt den nærmeste
campingplads til Farm Lake, fordi vi vidste, at en sø kan være
udmattende at krydse. Der skal kun lidt vind til, og vi skulle også
finde vores udgangspunkt, hvor bilen var efterladt, og det var ikke så
ligetil. Farm Lake er stor.
På hele turen har i hvert fald
drengene og jeg haft vores redningsveste på, men netop i dag, hvor
vi skulle krydse en sø, var der ingen af os der havde taget dem
på. Og vi havde aldrig talt et ord om disse redningsveste. Men faktisk
var det det eneste tidspunkt, hvor disse veste havde deres berettigelse
netop over denne sø. Alligevel følte alle, at vi havde så
meget styr over kanoerne, at det ikke var nødvendigt.
Selvom solen skinnede og selvom det
så ud som om der ikke rørte sig en vind, ja så var det
faktisk noget af et job med bølger – at krydse søen. Cole
og Tor var de første, der så vores landingsplads og vi padlede
om kap det sidste stykke. Jeg gider ikke sige hvem der vandt.
Kanoerne lægges på bilen og turen er slut
for i år.
Vel hjemme afleverede vi
tilfredse kanoerne til vores udlejningsfirma og fik os en sludder om vores
oplevelser. Klokken 11.30 kunne vi så spise det velfortjente morgenmad
i Ely, vi alle havde fablet om: Masser af juice, pandekager, æg,
pølser, bacon, hashbrowns osv. Drengene sov på vej til Prior
Lake. Det blev til Burger King et par timer efter, og vi overrakte dem
deres første velfortjente NOLS-løn. De var overraskede og
meget glade.
Skyerne begyndte at trække
sig sammen, da vi nærmede os Prior Lake. Vi stod i kø for
at komme i bad, og skulle have pizzaer til aftensmad. Pludselig blev det
mørkt, tornado blev det meddelt i TV, sirenerne lød, og det
haglede pludselig med hagl på størrelse som golfkugler. Meget
dramatisk, tænk nu hvis…………. Det drev over. Haglene lå overalt
som marmorkugler, bilen havde fået nogle ordentlige buler, pizzaen
smagte herligt, filmen i TV var god.
Det havde været en dejlig tur.
Tor,
Cole, Mogens og Inge.
Retur til toppen
Tilbage til hovedmenu Home
|
