Steamboat, British Columbia til Calgary, Alberta.

Fredag den 14. juli fra Steamboat, BC til Hay River, NWT.

Afgang klokken 8.00 og ankomst klokken 20 efter 40 km ad Alaska Highway, 391 km ad Liard Highway, Highway 77 BC og 7 NWT og 225 km + 102 km ad Mackenzie Route, Highway 1NWT og til slut 38 km ad Highway 2 NWT.

Vejret: Morgen: Regn og koldt, 10°C
           Middag: Styrtende regn, blæst og koldt.
           Aften   : Let regn, koldt, 10°C

Nu ved jeg , hvorfor Steamboat hedder Steamboat. For det første er det ikke andet end en benzinstation med en lille cafe – hvis gamle ejer ikke er uden humor – for det andet er der hverken en flod eller en flodbåd. Men om morgenen stiger disen op fra dalen og det firkantede hvide hus minder om et dampskib. Han har også lavet en smuk gravsten til sin hund med følgende påskrift:

                                         Here he lies
                                         stiff and hard
                                         that last damned old dog
                                         that barked in our yard.

Smukke ord. Han har garanteret elsket den hund. Han havde også et skilt, hvorpå der stod, at det var sidste benzinstation inden Fort Simpson, som ligger 570 km herfra. Mogens gik ham lidt på klingen, og han fremviste et lidt skævt smil.

Øv, at høre regnen tromme på teltet det meste af natten og vågne op til mere regn, er surt. Men, stædige som vi er, lavede vi vores sædvanlige morgenmad, ved at køre bilen helt hen til bordet og stå eller sidde under dække af bagdøren, medens vi kokkererede og spiste. Det var ret hyggeligt, vi tog os god tid, og det blev et af de bedste morgenmåltider, vi har fået på turen.

Og så gjaldt det altså. Efter Dempster Highway havde vi fået mere end nok af grusveje. Men vi havde jo besluttet os til at tage over til Yellowknife, som er hovedstaden i NorthWest Territories, og Hay River. Det kan man kun komme til ad Liard Highway, med mindre man vil køre ekstra 1.084 km, hvoraf de 500 km ad Alaska Highway over Dawson Creek. Vi valgte den direkte vej, altså Liard Highway. Liard Highway er  391 km lang og er en grusvej. Den kaldes også The Moose Highway. Elge er åbenbart vandskrækker, vi så ikke een eneste på den lange tur.

Alle, der aldrig har kørt på en grusvej i Canada, bør vide dette: Don’t do it in rain: Og alligevel gjorde vi det. Og måske fortrød vi det? Da vi startede, lige efter at vi havde forladt Alaska Highway, besluttede vi at køre i et kvarter og så endelig beslutte os, om vi ville køre den vej eller ej. Vi kørte de 15 minutter og vejen var egentlig ganske god og jævn uden de store huller. Så vi vedtog turen ad Liard Highway.

Men så begyndte det at regne. Meget. Og dyrene er meget kloge. De blev inde mellem træerne, så alt hvad vi så på den lange og farlige tur var en willow ptarmigan og en død overkørt bæver (og det var synd, for den havde lavet et mesterværk af en dæmning lige ved siden af) endvidere så vi en skaldet ørn.

Sådan ser en vejbro af træ ud i regnvejr. Broen over Upper Blackstone River.

Her rystede vi af sted på en vej, der blev mere og mere smattet og hullerne blev større og større, lige som vores mismod. Det var nødvendigt at tanke op i Fort Liard kun 6 km fra hovedvejen. Men en meget lang tur at tage i mudder-huller-skvulp.

Fort Liard bebos af 500 mennesker hvor af de 90% er indianere. Vejskiltet byder velkommen på indiansk, og på tankstationen talte de indiansk indbyrdes. Ubegribeligt, at de finder sig i, at byen har et fransk navn (liard = poppel). Heldigvis er det ikke et navn på en eller anden general, der har okset rundt med folk, der skulle bygge vejen. Men alligevel. Nahanni ligesom nationalparken ville ha’  været meget bedre. Eller Nenanni eller Nananni. Der var ikke så mange faciliteter i byen. På et opslag i butikken stod der, at lægen fra Fort Simpson kommer onsdag!

For at få lidt statistisk materiale begyndte vi at tælle modgående biler. Det blev til 11 på en strækning på 616 km, og i vores retning kørte der 0 biler. Vi kørte temmelig langsomt, maksimalt 60 km/h , men oftest 30 til 40 km/h af gode grunde.

Men vi stoppede da af og til. Blandt andet ved broen over Upper Blackstone River, hvor vi spiste vores klapsammenmadder med tun, mens myggene åd os. De er åbenbart ikke så bange for regnvejr.
Vi kunne simpelthen ikke holde den elendige vej ud mere, og vi kunne heller ikke holde det dårlige vejr ud, så vi besluttede os til at køre lige til vi mødte fast grund under hjulene, og det ville sige, til vi nåede Mackencie Route. Det var langt. Meget langt, ja faktisk endnu ca. 400 km på grus og vi var allerede møre efter de første 200 km.

Den farligste episode på ruten var da vi kom til et skilt, der sagde 20 km/h. Og ganske rigtigt: Den var helt gal. Dybe huller og dybe mudderspor. Kom man ned i et sådant hul eller spor, ville bilen have siddet uhjælpelig fast. I meget, meget lang tid. Mogens kørte bilen hurtigt, beslutsomt og dygtigt hen over toppene af sporrillerne. Og hurra, vi klarede det.    Mogens havde regnet ud, at præcis klokken 16 ville vi rulle ind på ordentlig vej igen. Vi talte spændt kilometer og minutter. Og hvad viste sig præcis klokken 16.00: Den smukkeste asfalterede vej. Den var dog stadig lige øde. Heller ikke denne gang ville Mogens gi’ rattet fra sig. Han skulle nyde vejen.

Emergency shelter på Mackenzie Route.

Det er givet barsk at køre på dette stykke vej om vinteren – eller rettere sagt i 10 måneder om året. For hver 50 km var der bygget et Emergency Shelter, små huse med sovebrikse og tæpper, en stor ovn, brænde, stearinlys, dåsemad og toiletpapir. Og pit-toilet 10 m derfra. Og bjørnesikker affaldscontainer.

Vi valgte Yellowknife fra og kørte direkte til Hay River. Der var en privatejet campingplads lidt før Hay River. Et gartneri. Den hed Paradise, ……og er der noget, vi er enige om, så er det at vælge alle campingpladser fra, der begynder med navnet Paradise eller Paradiso, for lige meget hvad, disse paradisiske pladser har altid været langt under normal standard. Men her oppe, med meget langt mellem beboelser, er der absolut intet at vælge imellem. Tværtimod er man taknemlig for, at kunne finde et sted at slå teltet op.

Øde og regnfuldt på campingpladsen/gartneriet Paradise ved Hay River, NWT.

Der var vådt græs, rigtige toiletter og varmt brusebad for $10. Ud over os var der kun eet andet telt. Vi ankom klokken 20 og klokken 20.30 havde vi slået teltet op, redt senge, spist og børstet tænder. Klokken 20.35 sov vi. Herefter startede regnen voldsomt igen, og hele natten igennem trommede regnen på teltet, som svejede mere og mere i blæsten (læs, stormen).

 
Lørdag den 15. juli fra Hay River, NWT til High Prairie, Alberta.

Afgang klokken 10.00 og ankomst klokken 18.00 efter 64 km ad Mackenzie Route og 495 km ad Highway 35 Alberta.

Vejret: Morgen: Regn, blæst og koldt, 8°C
           Middag: Regn blæst og koldt, 10°C
           Aften   : Overskyet ingen regn, men stadig koldt 12°C

På trods af et lortevejr havde vi en dejlig nat. Teltet klarede prøvelserne og da det  regnede da vi stod op, hev vi hele baduljen ned og smed det hele ind i bilen, tog det varme brusebad – som vi var blevet lovet, og som var himmelsk, og kørte ind for at se Hay River og Great Slave Lake.

Det var stadig hundekoldt og regnede cats and dogs and horses and cows…… Vi fik set Hay River, mens vi ledte efter en morgenmadsbiks. Hun blev lidt fornærmet , fordi vi kom, og satte surt kaffen over og tændte for stegepanderne. Så kom et tysk par ind og et amerikansk.

Ikke så snart havde vi fået vores morgenmad ind på vores bord, før al elektriciteten gik, tilsyneladende var hele byen blevet mørkelagt. Tyskerne fik en del af deres mad, minus toast. Amerikanerne forsvandt. Så tøede vor madmor op og fortalte om det frygtelige uvejr, der havde været dagen før og om det skrækkelige vejr i al almindelighed, det havde været i NWT hele foråret og sommeren med.

Det blev ikke til Yellowknife denne gang. En mulighed ville ha’ været at flyve der op fra Hay River, men flyvevejr var det bestemt heller ikke.

På Mackenzies Route er der masser af ”Watch for Buffalos”. Bar’ løgn. Vi så ikke en eneste, og på grund af uvejret kom vi heller ikke til Buffalo National Park, som lå 100 km øst for Hay River. Hele den tur, som vi havde afsat 2 dage til måtte aflyses, stadig på grund af det lorte vejr. Det gør vi så bare næste gang vi kommer forbi Hay River! You can’t have it all.

Vores indbyrdes stiltiende aftale var: Vi kører, til det holder op med at regne. Og det blev til over 500 km og ca. 8 timers kørsel på en temmelig, ganske temmelig triviel vej.

Campingpladsen i High Prairie.

På campingpladsen i High Prairie blev vort telt meget hurtigt tørt. Lagnerne og Mogens hovedpude fik en tur i tørretumbleren, vores hash-aftensmad smagte bedre end nogen sinde, friske kirsebær til dessert, som vi købte af en indianer ved vejen, og ingen regn. Mærkværdigvis var der heller ikke andre mennesker på pladsen. Vi talte 10 campingvogne, men ikke et øje. Vi gik tidligt i seng, sov herligt uden regndryp på teltet til klokken 6, hvor et tog pludselig gungrede forbi. Jorden rystede. Det var koldt, men det regnede ikke. Vi pakkede sammen – stadig ingen mennesker på campingpladsen – fik et dejligt varmt bad og var så i humør til at lave morgenmad og komme videre. Ned til varmen. Vi fordrer ikke så meget, 20°C vil være luksus.

 
Søndag den 16. juli fra High Prairie, Alberta til Calgary, Alberta.

Afgang klokken 8.00 og ankomst klokken 16.00 efter  694 km ad Highway 2 og 44 og ad 2 igen.

Vejret:  Morgen: Overskyet, koldt, 12°C
            Middag: Sol, lunt, 15°C
            Aften   : Sol, varmt, 19°C HURRA!

På køreturen i dag , som var ok – vi er nemlig godt vant – så vi en halv håndfuld rådyr og nogle kæmpe bæverdæmninger. Vi må nok konstatere, at vores wild-life eventyr er ved at være slut, og når vi ser i The Milepost, hvad man har chance for at se på sådan en tur, som den vi har været på, så har vi bestemt fået vor del af kagen.

En behagelig køretur, hvor det lysnede mere og mere. Folk gik lige pludselig rundt på gaden i Ponoka, hvor vi spiste frokost, uden huer og støvler, men i shorts og bare arme. Håb forude.
Men det var også her vi læste i de lokale aviser om en forfærdelig ulykke, der var sket dagen før.
Det var en Twister, altså en tornado, der havde hærget et areal ved Pine Lake, blandt andet en campingplads. Vi var lidt rystede og var samtidig taknemmelige over,  at vi kun havde været i udkanten af uvejret. Voldsom regn er trods alt kun regn.

I Calgary fandt vi KOA campingpladsen som en mis, efter at have kringlet os igennem en by med mange indbyggere, 770.000. Vi har været her før, med Morten i 1995. Pladsen er fyldt til bristepunktet, og det er virkelig mange, 775 pladser, hvor af de fleste selvfølgelig er RV-pladser. De mange besøgende skyldes, at der er Stampede i byen, verdens største, og det trækker folk til staden fra nær og fjern, især er USA godt repræsenteret. Telte vil der dog altid være plads til, og vi har fået en herlig plads med udsigt over byen og grønt, blødt græs.

Det var en herlig fornemmelse bare at tage sko og strømper af og stå på græsset i solen og se ud over byen. Det er virkelig 19°C nu. Og ingen regn.