Morgenmad på campingpladsen i Boulogneskoven. Campingpladsen ligger langs Seine i den 865 ha store park, Bois de Boulogne. Bois de Boulogne ligger mellem Paris vestlige og Seine og fremstår som et kæmpestort, grønt bælte til spadsereture, cykling, ridning, roning, en tur med madpakken eller en dag med væddeløb. Bois de Boulogne er det eneste, der er tilbage af den umådeligt store Forét du Rouvre. I midten af det 19. århundrede fik Napoleon III skoven omlagt og nyanlagt af baron Haussmann, ham med alle de store boulevarder, efter samme retningslinier som Hyde Park i London.
            Der er mange smukke områder i Bois de Boulogne. Pré Catelan er en park i sig selv med de bredeste bøgetræer i Paris, og de charmerende Bagateller har sjove arkitektoniske påfund og en villa fra det 18. århundrede, der er berømt for sin rosenhave, og hvor en international rosenkonkurrence afholdes hvert år den 21. juni. Villaen blev bygget på 64 dage som følge af et væddemål mellem greven af Artois og Marie-Antoinette. Bois de Boulogne skal helst undgås efter mørkets frembud.
          I dag skulle turens hovedpunkter være triumfbuerne, som vi havde fortalt drengene at der var 3 af. 1 ny og 2 gamle, 1 lille og 2 store. Vi begyndte med den nye. Den nye ligger i La Défence, en erhvervsby med skyskrabere i den vestlige udkant af Paris. Det er den største kontorbebyggelse i Europa og dækker 80 ha. Den blev påbegyndt 1960’erne for at skabe et nyt hjemsted for førende franske og multinationale firmaer. En storstilet udsmykningsplan har omdannet mange af pladserne til friluftsmuseer. I 1989 blev La Grande Arche føjet til komplekset, en enorm, hul kube, der er stor nok til at rumme Notre- Dame katedralen. Den er tegnet af den danske arkitekt Otto von Spreckelsen og indgik i de store entreprenørarbejder, de såkaldte Grands Travaux, som præsident Mitterand indledte. Buen rummer udstillingslokaler og et kongrescenter, og den har en fremragende udsigt over byen Paris.

          Fra dette meget specielle Paris til noget af det ”rigtige” Paris, nemlig den gamle berømte Triumfbue placeret for enden af Champs-Elysées.
         Vi tog metroen fra den store underjordiske by under alle skyskraberne. Det var en hel by med alt hvad der hører sig til, der ligger her dybt under alle de flotte søer og haver og veje. Næste stop for vores tur var Charles de Gaulle, som er en metrostation umiddelbart under Triumfbuen, Arc de Triomphe. Inge og drengene gik op i buen fik set den flotte udsigt ned over selve Place Charles de Gaulle, hvor 12 alleer udgår, med buen som centrum.
         Efter sin største sejr, Slaget ved Austerlitz i 1805, gav Napoleon sine mænd dette løfte: ”I skal vende hjem under triumfbuer”. Den første sten til det, der skulle blive verdens berømteste triumfbue, blev nedlagt året efter. Men afbrydelser i arkitekten Jean Chalgrins planer og sammenbruddet i Napoleons magt forsinkede fuldførelsen af det monumentale bygningsværk, der først stod færdigt i 1836. Buen, der er 50 m høj, er nu det sædvanlige udgangspunkt for sejrsfestligheder og parader. Midt under buen ligger en ukendt soldat fra den første verdenskrig.

          Her sidder så Cole, deres morfar og Tor og hviler sig lidt og nyder samtidig det fantastiske liv der forekommer i, under og ved Triumbuen. Alle turister i Paris skal se dette bygningsværk og alle turister kommer her. Triumfbuen er bygget op midt i en stor rundkørsel og 12 veje spreder sig ud herfra. Vi har talt 10 vognbaner på pladsen rundt, de er ikke aftegnet, men der kører 10 biler ved siden af hinanden rundt om buen og tilsyneladende kommer de alle ud af rundkørslen igen. Der er en tæt trafik her og især ned ad Champs Elysées, og man kan næsten ikke komme herfra, der er så meget at se. Men sulten kan alligevel gøre underværker, så vi forlader buen og går ned i de underjordiske tunneler og går ned af en af de 12 boulevarder indtil vi finder en passende fortovsrestaurant, hvor vi får lidt at spise, før næste etape starter.
         Næste etape er den lille triumfbue, som er bygget i Tuilerierne, lige før man kommer til Louvre. Men før man kommer dertil, må man gå og gå og gå, ja man tror aldrig den lange Champs Elysées vil få ende, men is og hvilepauser undervejs gør underværker og endelig passerer vi Concordepladsen med den store obelisk og kan gå ind i selve Tuilerierne, som er en stor park. Men varmen er næsten ikke til at klare, så vi må gå under træernes skygge for at kunne holde det ud og halvvejs inde i parken når vi til en lille oase, hvor vi kan få noget at drikke.

           Tuilerierne afgrænses i den ene ende af den store harmoniske Concordeplads, som efterhånden er næsten umulig at passere, og Grand Louvre i den anden. Dette var et sted for konger og fornemme slotte. Solkongen (Ludvig XIV) lever videre på Place des Victoires, som blev anlagt med det ene formål at være en passende baggrund for en statue af ham.
           I dag er det imidlertid modekongerne, der er i centrum her. På Place Vendóme er den kongelige glimmer nu erstattet af Cartiers, Boucherons og Chaumets ædle stene, arabiske, tyske og japanske bankfolk i deres skræddersyede jakkesæt, for ikke at nævne de elegante damer, der kommer på Ritz.
          Når man så endelig når den sidste bue, Arc de Triomphe du Carrousel, er man også færdig. Træt, varm og mæt af indtryk. Denne sidste bue er bygget for at fejre Napoleons sejre i 1805.

           I 1989 indviedes den nye indgang til Louvre, tegnet af den kinesisk-amerikanske arkitekt I. M. Pei. Hertil og ikke længere kom vi. Klokken var nemlig blevet så mange, at vi ikke kunne komme ind i selve Louvre og måtte så nøjes med at se det hele udefra. Men det er nu også en oplevelse i sig selv.
          Louvre-museet, som rummer en af verdens vigtigste kunstsamlinger, har en historie, der går helt tilbage til middelalderen. Det blev opført som fæstning i 1190 af kong Filip-August for at beskytte Paris mod vikingernes angreb; under Frans I’s regering mistede det sine imponerende fangetårne og kældre; de blev erstattet med en bygning i renæs- sancestil. Derefter blev det i fire århundrede forbedret og udbygget af franske konger. En af de nyeste tilføjelser er en glaspyramide i hovedgården, hvorfra man kommer til alle gallerierne, hvor blandt andet Mona Lisa, Venus fra Milo og mange ting fra orienten befinder sig.

            Klokken var blevet omkring 17,30 og vi var alle meget trætte. Vi gik gennem Louvres østlige udgang og kom ud på den enorme indkøbsgade Rue Rivoli. Her er der mennesker og vi nåede også at komme lidt fra hinanden, drengene skulle købe T-shirts, og det skulle selvfølgelig være nogle der var købt i Paris, og det skulle man i hvert fald også kunne se.
           Det lykkedes at få købt dem og at finde hinanden igen. Vi gik over mod de gamle haller, som ikke er der mere, for at se Pompidou Centre, som er et stort byens hus.
           Pompidou er som en bygning, der har fået vendt vrangen ud: Rullende trapper, elevatorer, luft- og vandrør, ja selv de massive ståldragere, som udgør bygningens skelet, ses på dens yderside. Dette gjorde det muligt for arkitekterne Richard Rogers, Renzo Piano og Gianfranco Franchini, at skabe et helt rent og fleksibelt rum inde i bygningen til Musée National d’Art Moderne og centrets øvrige aktiviteter.
          Men vi var ikke modtagelige for flere input, vi fandt et stille og roligt sted, hvor vi kunne få Pizza og Cola til Cole og Tor og Crouqe Madame og øl til os andre.
Aftenen og hele denne Parisertur sluttede med at se optræden af diverse musikkanter og tryllekunstnere og ildslugere. Her på billedet ser Cole og Tor på en ildsluger og jonglør på Place St. Michel foran den store fontæne, som viser St. Mikael der dræber dragen.

         Vi vender hjem til vores telte endnu mere trætte end dagene før. Denne gang har vi ikke taget den sædvanlige campingbus, men har valgt den meget billigere normale bus. Godt nok skal vi gå lidt længere i den ene ende, men for en fjerdedel af prisen går man gerne lidt, og turen er gennem lidt af Bois de Boulogne er da smuk, og så kører denne bus hyppigere end den anden.
         Det  var så vores Paristur 1998, og vi skal forlade byen i morgen tidligt for at tage sydpå. Vi har virkelig set noget, vi har set alt det ”vigtige”, det man kommer til Paris for at se. Og vi har kørt så meget med metroen, at selv drengene nu kan selv. Systemet har de lært og de synes begge, at metroen er meget bedre end vore S-tog, som er alt for langsomme og de kunne godt tænke sig, at der kørte en metro mellem Prior Lake og Minneapolis Downtown.