Tirsdag den 25. maj Så oprandt dagen endelig. Afrejse til 38 dages frankofilt ophold.
Op kl. 4.30 og ud af døren præcis en time senere. Forventningsfulde og glade.
Som sædvanlig morgenkaffe og wienerbrød på færgen, som afgik kl. 6.15.Vi havde en behagelig køretur til Fulda, byen, hvor vi har bestilt et nyt Coleman benzinapparat, fordi det gamle fra USA bestemt har aftjent sin værnepligt. Det har ikke været muligt at finde apparatet i Danmark, men Mogens stædige søgen på nettet har bragt os frem til en sportsforretning i Fulda. Vi har ført lidt korrespondance med dem, og de har lovet, at apparatet ligger klar til os, når vi afhenter det den 25. maj lige over frokost.
Ja, og det gjorde apparatet så selvfølgelig. Ikke et øjeblik havde vi tvivlet. Vi havde ikke engang taget det gamle apparat med – just in case. Vi har jo med god succes prøvet det samme med vores telt, som vi købte sidste år i Bremerhafen. ?
Vejret var fint, dog stadig køligt. I morges var det 8 grader; nu var vi helt oppe på 11!
Vi fik os en irriterende omkørsel. Højst sandsynligt var der sket en ulykke på vejen, for efter en lang kødannelse, blev vi ledt væk fra motorvejen, og så kunne alle vi omkring 500 biler selv finde tilbage igen. Det gjorde vi så efter laaang tid. Men motorvejens opland er også smukt.
Nå, men temperaturen steg, og faktisk var vi helt oppe på 30 grader, da vi rullede ind hos Claire ved sekstiden. Det blev en dejlig aften på campingpladsen med forloren skildpadde fra Irma og en god flaske vi fra Alsace.
og selvfølgelig skal vi have nyopgravede asparges den første feriedag i Alsace. Det er snart blevet en tradition.
det er også blevet en tradition, at jeg mister min sko efter udstigning. Første gang på Korsika, den fandt vi aldrig, men denne gang lå den pænt og ventede på os efter en dejlig tarte flambée i Niedermorschwir, en lille smuk by lidt vest for Colmar.
Niedermorschwir
Fredag den 28. majVi skulle køre 820 km i dag. Altså langt. Det begyndte ikke så godt. Vi sad i kø netop som vi kom op på N83 ved 8 tiden i mere end en time! Mærkværdigvis gik resten af turen så fint, at vi nåede frem til frk. Nüvis estimerede tid. Det var en dejlig og afslappet tur i godt vejr og i smukke omgivelser. Og det var dejligt at rulle ind på campingpladsen i Frejus, hvor de kunne kende os og hilste os velkomne og gav os en dejlig plads. Så her har vi nydt aftenen med lidt let mad og en dejlig flaske vin uden at føle os trætte overhovedet! En ganske dejlig køredag. Og der er stadig 27 graders varme.
Vores plads blev nr. 101 på vejen Haiti. Det vil vi huske til næste gang, det var nemlig en helt fin plads. Det sidste billede er den røde rose, Inge hvert år får af campingplads ejeren.
Søndag den 30. maj
Mortens fødselsdag. 32 år. Vi er blevet enige om, at vi i hvert fald ikke kan ringe til ham før kl. 12. Så vi venter. Står tidligt op – sådan ved halv syv tiden – og går op for at spille en strålende tenniskamp. 5-2, 2- 2 til én af os. Den sædvanlige.
Morgenmad med flutes og croissants, det er trods alt søndag, og uhm, hvor det smager.
Så pludselig kører campingpladsejeren forbi og giver mig en stor rød rose. Det er nemlig mors dag i Frankrig i dag. Kindkys og tak. Vi skal ud og spise fint med fødderne i vand i dag på det dér dekadente sted på vej mod St. Tropez, så vi klæ´r os lidt fint på og glæder os. Frokosten er som sædvanlig ”formidable”, og vi får sunget fødselsdagssang for Morten, inden vi kaster os ud i de kulinariske nydelser.
Her er stadig 27 grader varmt. Vi er heldige. Resten af dagen vil gå med læsning af vores fantastiske bøger.
Mandag den 31. maj
Det har stormet en halv pelikan hele natten. Jeg husker denne mistralvind fra vi camperede i Sainte Marie, hvordan støvet blæste ind alle steder i teltene i flere dage, så man til sidst var ved at blive vanvittig. Og í dag skal vi altså sejle til Korsika, og det skulle helst ikke blive som sidste år, hvor vi måtte køre helt til Savona. Smuk køretur til Nice i baglandet langs kysten. Vi kom nok lige i rette tid, inden de lukkede hele den indre by på grund af et stort fransk/afrikansk møde, som åbenbart finder sted her i disse dage. Aldrig har vi set sådant et stort opbud af politi. Og sikke fint tøj, de har på, disse politimotorkørere. De sorte limousiner dominerer gadebilledet, og vi når netop at komme ned i havnen, før alle veje bliver afspærret.
Vi er i god tid. Det er alle de andre også! Der er en hyggelig stemning, og vi viser vores internetbookning, og alting fungerer, og vi kan så bare forlade bilen og gå op i byen for at få en gang frokost. Her ligger to kæmpestore cruisere i havnen. Den ene hæsligere end den anden. Den ene skal forestille at være et sejlskib med enorme stålmastere, og på den anden har hvert par deres egen altan med to stole og et bord. Og vægge ind til de andre for privathedens skyld.
Hundredevis af kuber er der. Om et par timer kommer vores grimme store gule skrog af en færge.Den lange sejltur er i behagelige omgivelser. Men 5½ time er lang tid at sejle. Vi begyndte med en Campari/soda, det er sørme mange år siden, vi har drukket sådan én. Så skiftede vi mellem at læse og hænge i sofaerne og kikke på de store TV skærme på væggene. Det er lidt svært at forstå, hvad der foregår, når det for det første er fransk TV, og for det andet er med lyden slået fra. Vi kunne ellers godt have tænkt os at høre franskmændenes mening om israelernes angreb på nogle internationale hjælpeskibe. Åbenbart er 17 mennesker blevet dræbt. Hvilken verden, vi lever i.
Sluttede af med en ganske dejlig, let aftensmad i restauranten, fordi vi ikke kunne holde den lange, lange kø ud i cafeteriet. Her kunne vi sidde i smukke omgivelser og spise den samme mad til den samme pris.
På en eller anden måde flaskede det sig således, at vi var blandt de første fem biler, der rullede i land. Det betød, at vi var oppe i Pietra, inden det var helt mørkt, og kunne skynde os at knalde teltet op, mens man endnu kunne se (Mogens måtte dog tage den dertil medbragte pandelygte på under slutningen af sceancen. Og det var godt, for det havde han glædet sig til).
....det viste sig, at det var lige på hundeluftningsstien, som gik over denne smukke bro. Den havde vi ikke set i mørket trods den gode pandelampe.
Det er den 1. juni, solen skinner, klokken er kun otte, men temperaturen har allerede sneget sig op over de 20 grader. Og vi sidder og spiser morgenmad med verdens dejligste udsigt over makien, de smukkeste blomster, vinmarker og træer til bjergene og havet. Ja, for alt det, kan vi se herfra.
og om aftenen kunne der se sådan ud på himlen. I øvrigt er det helt utroligt, som himlen over denne campingplads kan skifte hele tiden. Fra skyfrit til overskyet med de smukkeste skyformationer på et øjeblik.
Provianterede lidt i den lille by, Campu, sådan en ni kilometer op langs kysten, og så til venstre ad D180. Her bor ikke mange mennesker, men det er hyggeligt at købe ind her. Blot er det lidt tåbeligt at købe postkort til ungerne, når man ikke kan købe frimærker. Dem kan vi så få på La Poste, som kun har åbent et par timer om dagen. Nå, vi kan altid tage dem med hjem.
Torsdag den 3. juni
Helles fødselsdag. Selvfølgelig fik vi sunget for hende, da vi ankom her til Calvi, for på vejen herover var der ikke rigtig dækning. Vi kørte over Col de Santa Lucia, selvom frk. Nüvi i lang tid forgæves forsøgte at få os sydpå og over Bastia. Men vejen, D80, langs vestkysten oppe nordpå, er den barskeste og smukkeste kyststrækning, vi nogen sinde har oplevet. Og det ville vi gerne igen.
Selvom vi ikke standsede og fotograferede så mange gange som sidste år, tog det os alligevel 3½ time plus det løse at køre knapt 140 km. Vi blev ikke generet af nogen campere, dem så vi kun et par stykker af, men nogle af motorcykelholdene udsatte bogstaveligt talt sig selv – og dermed også bilisterne – for livsfare, når de fræsede forbi os uden nogen som helst mulighed for at se, hvad der måtte komme imod dem i modsatte side. Altid i grupper. Og så var der ”classic car” klubben, som lige skulle stoppe og strække benene midt på vejen. For ikke at tale om busturisterne, der også troede, at vejen fra bussen til udkigspladsen var forbeholdt dem. Nogle modige cyklister overlevede også.
Og nu nyder vi den sene eftermiddag og aften her på Paduella campingplads i Calvi. En plads, som vi også gerne ville se igen.
Og nu nyder vi den sene eftermiddag og aften her på Paduella campingplads i Calvi. En plads, som vi også gerne ville se igen.
Fredag den 4. juni
Store sightseeing tour. Der kører et tog langs stranden – og af og til ind i bjergene mellem Calvi og L’Île-Rousse. Det bringer turister fra begge byer ud til strandene. Strækningen er på ca. 23 km. Turen tager tre kvarter. Og strandene er vidunderlige. De små bebyggelser – både de gamle og de nye moderne - er charmerende og indbydende. Samtidig bringer toget turister fra Calvi til L’Île-Rousse og vice versa, så de kan spise frokost et nyt sted. Godt tænkt!
En færge anløber havnen i Calvi. Den er magen til den vi kommer med. Denne kommer enten fra Marseille, Toulon, Nice eller Savone.
Nå, vi stod på ved vores strand - første stop efter Calvi – og futtede af sted. En hyggelig og meget smuk tur.
Îl-Rousse var ganske rigtigt også en turistby med masser af restauranter. Her var også et stort marked med alskens varer. Også et marked med korsikanske specialiteter. Det vrimlede med mennesker.
En af slagterne havde bryllupsdag og ind imellem ekspeditionerne delte han smukke blomster ud til de smukke damer, selvfølgelig også til Inge, og så sang han sammen med et par andre korsikanere højt, smukt og energisk for os. Vi spiste faktisk et ganske fremragende måltid og nød al virakken. Vi nød også at komme tilbage til vores stille og fredelige campingplads om aftenen.
Lørdag den 5. juni
Videre ad D81. I stedet for turen ind i landet prøvede vi at kære ad D81B, som går langs kysten. En lidt mindre vej (hvis det i det hele taget er muligt) og også lidt dårligere, men sikken udsigt. Nogle gange alt for overvældende, når man begyndte at tænke på, at vi altså kørte yderst på vejen, og der måske kunne komme modkørende biler, og der så kun var nogle spidse sten mellem os og afgrunden. Nå, men her var jo altså også meget øde, så mange biler mødte vi ikke.
Til gengæld mødte vi lidt længere sydpå en del geder på vejen. Faktisk var det nøjagtigt på samme sted, som vi mødte dem sidste år, så de bor her nok. Vejen gik ind over land, og nu hed den Route du Vin og frodige vinmarker var pludselig alle steder rundt om os. Naturligvis drikker vi kun korsikansk vin, mens vi er her. Den smager dejligt.
Porto er en lille bitte by, som ligger ved floden Portos udmunding, og indkørslen hertil er imponerende. Den ser meget idyllisk ud, når man kommer kørende højt oppe fra. Her er lidt fiskeri, men ellers lever byen af turister. Indbyggertallet er på en tusind stykker. Masser af aktivitet i havnen – især dykkerskoler – og flere små hoteller og campingpladser.
Her på vores campingplads, Les Oliviers, bor vi på terrasser midt i en gammel olivenlund. Det er meget idyllisk – og besværligt at bevæge sig omkring på de mange niveauer. Her er mange unge med deres bittesmå telte og nogle få gamle som os, som passer fint ind på hylderne, og mange midaldrende, som bor mere komfortabelt i de meget lækre hytter. Men campingvognene kan slet ikke komme op ad disse stejle stier, så dem er vi fri for.
Aktiviteten er stor. De allerfleste vandrer i bjergene, mens andre dykker eller sejler. Og så er der dem, der sidder på deres flade r.. og hygger sig med Jo Nesbø og Henning Mankell i lange baner. Og hvad man ellers kan fornøje sig med på dette romantiske sted.
Tirsdag den 8. juni
”På Korsika måler de ikke afstande i kilometer, men i timer”, skrev Morten Bo Rasmussen fra Politiken. Og det er så sandt, så sandt! I dag har vi kørt 2 timer og et kvarter (= 56 km). Igen en overvældende og storslået bjergtur fra Porto til Calacuccia. Vi mødte flest grise og køer. Færre biler og mennesker. Her er så smukt og her dufter så dejligt. Det var rart at køre på bjergsiden af vejen, syntes én af os.
Vi passerede passet Col de Verghio, som ligger i 1477 meters højde. Her er stor aktivitet for vandrere og cykelryttere. Om vinteren er det et skisportssted, både for langrend og slalom.
Og ved frokosttid rullede vi ind på den dejlige campingplads i Calacuccia med udsigt til søen på den ene side og bjerget Monte Cinto (2706 m Korsikas højeste tinde) med sne på toppen på den anden side.
Torsdag den 10. juni
Man kan ikke sådan betale med kreditkort her. Kun hvis man bor på hotellet. Og så må det ikke være American Express. Pengene fra la ferme campingen ender i nogle kuverter i skuffen, og vi får heller ikke kvittering. Men billigt var det!
Vi købte et nybagt flûte og et par croissants hos byens bedste – og eneste – bager og fandt et storslået sted i bjergene, hvor vi drak vores morgenkaffe. En turistbus passerede, og turlederen, der sad ved siden af chaufføren speakede begejstret og fægtede med armene, mens alle i bussen vinkede energisk til os.
Heldigvis mødte vi kun tre busser på dette meget smalle og vanskelige stykke vej til Corte. Én af gangene måtte vi passere hinanden med en hastighed på nogle få km/t, og Mogens måtte rulle sidevinduet ned for at holde øje med afstanden, som garanteret kunne måles i mm. Og det var altså os, der kørte på bjergets yderside. Mine hænder holdt godt og svedigt fast i siderne af sædet. Herefter var der atter flere køer og sorte svin på vejen end mennesker. Men de er nu flinke til at gå ind til siden, efter at de har set os alvorligt i øjnene.
Efter Corte gik det nedad, vejene blev bredere og bedre, landskabet ændrede sig og blev mere venligt, og passageren kunne endelig slappe af. Køreturen i dag var på 2½ time (= 85 km).
Vi har fået en fed, fed plads her på Arinella. Stor og med høje træer omkring, så vi kan altid finde skygge. Og vi valgte den med omhu. Hvilket er lig med satte ægtefolk rundt omkring os, og ingen hollændere med meget små børn, som de ikke har været vandt til selv at passe til hverdag og nu pludselig skal underholde hele døgnet. Det er altså meget trættende at høre på. Vi har også lidt medlidenhed med disse forældre. Deres ansigter er ret forstenede efter sådan nogle hysterianfald.
Herlig aftensmad på campingpladsens restaurant. Imponerende så velsmagende mad, de laver her.
Lørdag den 12. juni
degamlerejser.dk havde planlagt en tur til Bonifacio i dag 85 km herfra. Og da vi skulle køre på N198 hele vejen, var det ikke urealistisk med en dagskørsel på i alt 170 km. Det var også en heldig valgt dag, for vi vågnede for første gang på denne ferie op til en stille, silende regn. Vejrudsigten for Bonifacio derimod lovede sol.
Og ganske rigtigt. Ikke så snart var vi kommet et lille stykke sydpå, før regnen holdt op, og solen tittede frem. Vi har set den gamle bymidte, men i dag skulle vi se byen fra udsigtsstedet – et tidligere fort – øst for byen.
Storslået og ganske enkelt det flotteste stykke natur med den smukke gamle by placeret højt hævet over havet. Hav og klipper og by og skibe og maki og ruiner. Jeg har ingen ord, men se billederne. Det mest betagende, vi har set endnu på denne tur.
Derefter kørte vi ned i havnen, hvor spisestederne selvfølgelig lå tæt. Vi fandt et hyggeligt sted og blev placeret helt ud til vandet, hvor vi sad og følte os som jordens rigeste og heldigste mennesker, mens vi nød mad, vin og al travlheden i havnen.
AftenVMfodbold på campingpladsen. England - USA.1 - 1, sørme. I pausen optrådte pladsens børn, der de seneste tre dage har øvet sig på noget optræden. Unger i alle aldre dansede energisk efter den voksne, der stod foran dem. På en stor, fin scene. Hvor kært.
Søndag den 13. juni
Så, nu er vi kommet ”hjem” til La Pietra. Vores udgangspunkt på Korsika. Og man kan sagtens se, at der er gået et par uger, for lige pludselig er swimmingpoolen åben, ligeledes restaurant, bar og brødudsalg. Prisen er til gengæld stadig den samme lave med 30% rabat.
Vi nyder det, og har været så heldige at få vores eget skyggefulde træ med eksklusiv udsigt.
Det er også dejligt at kunne gå op og spise en god middag og så se fodbold sammen med alle de andre på nogle fantastiske fladskærme.
Jamen, jamen, jamen. At se fodbold med 20 boblende brasilianere i en stuvende fuld restaurant her på campingpladsen, var en oplevelse af de helt særligt dejlige. Rengøringspigerne her er fra Brasilien, og de havde medbragt familie – store og små – og alle disse smukke mennesker var iklædt Brasiliens farver, grøn, rød og gul, samt naturligvis skraller og båthorn. Her var en larm og ballade og glæde. I pausen dansede de fed salsa for os, så alle måtte overgive sig; selv de sure hollændere, der i første halvleg havde brugt tiden til at putte fingrene i ørene i stedet for blot at nyde spektaklet. En herlig aften, hvor vi slet ikke lagde mærke til, at det regnede tykt udenfor!
Vi har været på utallige campingpladser i Europa, USA og Canada, men sådanne gæster har vi aldrig truffet før. Ganske hyggeligt.
Onsdag den 16. juni
Vi har netop læst nyheden om uvejret i Var, og især i Draguinan (som vi kender godt fra sidste års hospitalsbesøg). Der er faldet mere end 270 mm regn, og 16 mennesker meldes omkommet. Campingpladser er ved at blive evakueret, og det er svært at komme op til byerne højere oppe i bjergene. Vi ændrer vores planer. Vi skulle netop til dette område i morgen. Indtil videre ser det ud til, at vi vælger Avignon, men vi får se i morgen, når færgen ankommer til Nice ved 13.30 tiden.
Den sidste dag her på Korsika vil vi til gengæld nyde til fulde. Blandt andet med en hyggelig frokost i Erbalunga, som kun ligger 8 km syd på ad ”strandvejen”. Vi ønsker begge, at vi skulle tilbringe resten af ferien her. Korsika er både skønhedens, kærlighedens og livsglædens ø.
