Kapitel 2 Dag 10I aften skal vi i teatret, det har jeg besluttet, så Mogens har bestemt at dette skal være en rigtig driverdag, hvor man for en gang skyld kan få lov til at læse lidt i de medbragte bøger. Selvfølgelig har vi læst lidt, men oplevelserne har hele tiden gjort læsetiden kort og ikke særlig hyppig. Det skal der så rodes bod på. Morgenmaden og morgenlæsningen tog i dag ret lang tid, herligt, herligt.
Efter en tur i vandet hen ad formiddagen, besluttede vi, at vi ville se lidt på vores lille by endnu engang. Vi parkerede bilen og gik rundt i den hyggelige by, købte lidt ind og nød livets langsomme gang. På en lille halvø, som havde forbindelse med den sydlige del af byen, fandt vi byens meget gamle teater.
Teatret var fra samme tid som det rigtige store Epidavros, og dette blev også stadigt benyttet. Aftenen før havde der været koncert.
Ved spisetid, det vil sige lidt senere, for klokken var efterhånden blevet hen ad 14, købte vi ind og tog så tilbage til campingpladsen og spiste vores frokost. Resten af dagen gik med at læse og gå i vandet.
Klokken 18.30 kørte vi så til Epidavros, og her var folk allerede ved at indfinde sig. Forestillingen begyndte først klokken 21, men alle steder var der mennesker, som åbenbart havde fået samme ide som os, nemlig at komme så tidligt, at der var tid til at få noget at spise. Men det var lettere sagt end gjort. Efter at vi havde købt vores billetter, ville vi spise, men for det første kunne man kun få noget fast food og for det andet var alle pladser allerede besat, så hvis vi ville have noget at spise måtte vi gå rundt og hygge os med det. Vi valget at gå op til selve skuepladsen og så sidde der og nyde sceneriet.
Vi valgte de allerøverste pladser, så man rigtig kunne opleve det hele. Det skulle så også vise sig at blive en oplevelse, ja en oplevelse af de helt store. Ikke alene selve skuespillet, men bestemt også det liv og leben, der var op til klokken 21. I det store terræn, som vi havde en pragtfuld udsigt over, kunne man tydeligt høre alle menneskers snakken, som en gennemtrængende mumlen. Tilskuerpladserne blev langsomt fyldt. Der er plads til ca. 12.000, men vi vil anslå, at der denne aften kom ca. 5.000. Egentlig også ganske godt, når man tænker på, at der er 150 km til Athen, 50 km til Korinth og ca. 30 km til den nærmeste store by, Nafplio.
På slaget 21 blev der pludselig helt stille, ja man kunne garanteret høre en knappenål falde til scenegulvet. Ind i teatret kom en meget lang række sangere klædt i mørke kutter. De satte sig på to rækker stole foran med ryggen til scenen. Det så bragende flot ud.
Efter denne begyndelse, var stykket i gang. Vi forstod ikke ret meget, ja for at sige det rent ud, vi forstod ikke en brik. Alt, sange og skuespillernes tale, var selvfølgelig på græsk. Men det betog os.
Uden pauser forsatte forestillingen i 2 timer med sang, musik, ballet og skuespil. Foran til venstre på scenen stod tre sangere i røde kutter, som i deres sang fortalte, hvad der skete på scenen. Vi talte op mod 150 optrædende, sangere, skuespillere, kor, og orkestrets musikere. Det var overvældende.
Efter lidt over 2 timers optræden, blev der sagt noget på scenen som på en gang fik hele forsamlingen til at bryde ud i råb og fantastiske klapsalver. For os lød det som om der var blevet råbt, klap nu. Klapsalverne fortsatte og fortsatte så det var en fornøjelse. Vi blev enige om, at vi, når vi kom hjem til Danmark, ville prøve at finde ud af, hvad det var for et stykke og hvad det egentlig handlede om. Tilsyneladende var det både spændende og fængslende.
Stille og roligt forlod publikum teatret og fandt deres respektive busser og biler og den lille, korte tur hjem til campingpladsen kunne begynde. Det var lidt mærkeligt at køre her i sommernatten i en meget øde egn i en lang række af biler og busser, som snoede sig som en lang, lysende slange gennem de mørke bjerge og dale.
Vi var lidt sultne, for at sige det mildt, vi var faktisk rigtig meget sultne, hundesultne, så vi gik, uden de store forventninger, hen til restauranten ved siden af campingpladsen. Vi tog ”vores” plads helt ud mod vandet og spurgte så om vi kunne få lidt at spise.
Ok ja, det kunne vi da sagtens, for her i Grækenland kan man altid blive betjent: Fruen på restauranten satte sig ved vores bord og gennemgik menukortet for os og vi fik i fuld fordragelighed sammensat en god menu. Og hvor det smagte.
Det var vores sidste aften på denne skønne plet i Grækenland. Vi var enige om, at her måtte vi tilbage til på et eller andet tidspunkt og skulle vi blive for gamle til campinglivet, var der jo det hyggelige hotel, som hørte til pladsen, der hvor vi havde spist så megen god mad.
Vi var trætte da vi endelig gik til ro den nat, klokken var efterhånden blevet halvto, men det havde været en meget lang og dejlig dag, fuld af oplevelser, som vi med garanti aldrig nogensinde ville glemme. Vi ville sikkert tit vende tilbage til disse timer under den græske himmel, hvor alt syntes at gå op i en højere enhed. Det var et af de tidspunkter, hvor man ønskede, at tiden kunne stå stille. Alt hvad vi synes er rart, var samlet i disse timer og nu kunne vi så gå til ro i vores dejlige telt, på vores dejlige underlag, som vi blev gladere og gladere for. Og godt nok er det meget varmt om dagen, men nætterne var meget behagelige, ikke for varme, men meget passende.Dag 11
Vi stod ikke særligt tidligt op denne morgen, selv om vi skulle pakke og køre videre til næste campingplads. Vi tog det ret så stille og roligt, fik spist dejlig morgenmad og fik talt med ejeren af campingpladsen, som ikke helt forstod, at vi allerede ville videre, vi havde jo kun været der en uge. Men vi fik da taget afsked med ham og den dejlige plads og kørte sydpå, det vil sige først syd og derefter vestpå til vi kom til Grækenlands første hovedstad Nafplio. På billedet ses den tidligste og dermed også den ældste del af byen.
Byen ligger inde i en smuk bugt ved navn Argolikos Kolpos. Helt inde i bunden af bugten, var der en strandbred, som var byens foretrukne sted at bade. Det var lørdag og mange havde fundet herud. Og det var ganske morsomt at se alle de ældre kvinder og mænd, stå ganske stille ude i vandet med store hatte på. De står blot der og lod sig afkøle. Det var ofte vi så dette rundt omkring på Peloponnes.
Efter at have forladt stranden gik det lige sydpå, men nu på den anden side af bugten. Det var en smuk tur, lidt anderledes end det vi havde set før, lidt mere fladt, lidt flere appelsintræer og lidt flere oliventræer.
Vi skulle ikke så langt, kun ca. 75 km, det var lige til at overkomme. Også denne campingplads, Zaritsi ved byen Paralia Tirou, som vi havde valgt, lå helt ud til vandet, ja det var faktisk sådan, at de yderste telte næsten stod med bardunerne i vand.
Vi kom til pladsen allerede før klokken 12, så vi var så småt ved at blive sultne igen og da der på pladsen var en meget fin restaurant, var det fint for os slå teltet op og så gå derind og få stillet sulten. Vi fik det ”sædvanlige”, græsk salat til mig og små grillede fisk til Mogens. Og som sædvanligt var det meget velsmagende og vi blev enige om, at byens spisesteder med garanti ikke kunne være bedre end dette, så vi spiste der også om aftenen.
Dagen gik i øvrigt mest med at gå i vandet og få læst. Dejlig dag. Men da det var lørdag, kom der mange grækere på pladsen, grækere som boede i de nærmeste byer og som tilbragte weekenden her på pladsen, sammen med venner eller familier. Det havde vi jo prøvet før, men mange mennesker på en campingplads giver nu megen uro, specielt når man sammenligner med den fred og ro vi lige var kommet fra.
Om aftenen spiste vi en herlig middag på campingpladsens restaurant. På sådan en plads ser man og oplever man mange sjove og mindre sjove ting. Man kommer jo ganske tæt på de andre familier, og det er bestemt ikke dem alle, der behandler deres børn lige godt. Vores genbo var her et skrækkeligt eksempel på dårlig børneopdragelse. Der blev skældt ud til højre og venstre. Men vi så nu ikke nogen der ligefrem slog deres børn.
Men kors hvor kan grækerne snakke. Rundt om borde på de enkelte pladser gik snakken uafbrudt, time efter time. Nogen gange kunne man godt ønske sig, at man kunne lidt af deres sprog, blot for at vide, hvad pokker de dog kunne snakke om i timevis.
Vi frygtede, at vi ikke kunne gå tidligt til ro, men det viste sig, at her dødede snakken rimeligt tidligt ud, så vi kunne få den lange skønhedssøvn, som vi gerne ville have.
Dag 12
Efter morgenmaden og pakningen af teltet tog vi videre sydpå. Vi skulle denne gang gennem nogle meget øde egne og Inge var ikke så begejstret for den vej jeg havde foreslået
Efter en times kørsel nåede vi til dette skilt!
Vi begyndte at ane problemer med turen i dag., vi var nemlig ikke nået til de tynde veje på kortet endnu og vi havde meget svært ved at tyde teksten på skiltet.
Efter at have sammenlignet tegnene på skiltet med vores græske kort, kunne vi efterhånden gætte os til den rigtige vej. Men vi skulle nu ikke glæde os for tidligt. For pludselig kom vi til den vej, jeg mente vi skulle køre på, men den bestod kun af hjulspor på en grusvej, og den vej ville jeg ikke under nogen omstændigheder, så vi fortsatte.
Men ak og ve, så blev også den til en grusvej og vi var ved at miste orienteringen, for nu kunne vi ikke genkende navne og tegn på de små landsbyer vi kørte igennem. Der var jo ikke nogen vej uden om, så vi kørte ad nogle grusomt dårlige veje. Vi blev rystet godt og grundigt.
Efter sådan en kørsel i ca. 1 time befandt vi os pludselig på asfalt igen, udført for EU-penge, som der stod på skilte, og vi kunne nu se større landsbyer og med genkendelige navne fra vores kort og i løbet af kort tid var vi på rette vej. Se det er godt, at EU-penge bruges til noget fornuftigt. Der kører garanteret et par biler på denne vej hver dag.
Rette vej var en vej der førte til en campingplads ved Monemvasia og campingpladsen hed Kapsis Paradise.
Det skulle vise sig at være en by og en campingplads, som begge var meget smukke. Byen lå ved en lille ø, som var forbundet med byen med en bro, og campingpladsen lå syd for byen på en høj skrænt lige ned til havet, som her var noget mere uroligt, end vi tidligere havde oplevet. Her kunne man, måske, hvis vejret var lidt klarere, se Kreta, som lå ca. 150 km mod syd.
Der var ikke mange på pladsen, så vi kunne selv vælge en plads. Vi valgte en plads helt ude ved skrænten, inde under dække af stråmåtter og med en pragtfuld udsigt. Men desværre, den udsigt skulle snart blive ødelagt. Et schweizisk mobilhome stillede sig foran os og tog hele vores havudsigt. Jeg var straks på tæerne og bad ham om at flytte sig lidt. Det var han absolut ikke til sinds, men da der var gået nogen tid opdagede han alligevel, at han nok måske var en smule strid, for han flyttede sig, så vi fik vores dejlige udsigt tilbage.
Vi spiste frokost på pladsen, hvor vi havde købt ind i campingpladsens butik. Det var ikke så meget vi kunne få, men brød og lidt pålæg og øl fik vi da, og meget mere behøver man jo ikke.
Vi badede i de store bølger og det var noget af en udfordring at bade her. Bunden helt inde ved strandkanten bestod af ganske små sten og det, sammen med den voldsomme strøm, gjorde det meget svært at holde balancen de første par meter ud. Er man først ude over dette stykke, er der sandbund og så var det bare behageligt og dejligt.
Da vi havde tilbragt en del tid i vandet og ved vandet gik vi op til vores telt og hvad så vi så? Et kæmpetelt, ja vi tror ikke vi nogensinde har set dets lige før. Naboen til teltet havde bardunerne inde på deres plads og de havde nu fået det meget værre end os, før vores nabo flyttede. Det, der var det paradoksale i dette var, at der var så megen plads på campingpladsen, at man kunne få adskillige pladser til eget brug alle andre steder end lige netop her.
Sidst på eftermiddagen tog vi ind til byen, hvor vi besluttede at finde et godt sted at spise. Vi parkerede bilen og gik ned mod havnen. Her fandt vi et tilsyneladende godt spisested, men da det var en smule for tidligt at spise, gik vi videre og fandt snart et lille listigt sted, hvor vi kunne få noget at drikke og samtidig nyde livet omkring os. Vi havde udsigt til øens lille by, som var omkranset af en stor mur.
Da vi blev sultne, gik vi til vores tidligere valgte spistested, som lå lige ved havnen. Her på havnemolerne gik alle byens drenge og fiskede og en enkelt pige. Det var gratis underholdning for os.
Dag 13
Så var det blevet mandag og denne dag skulle anvendes til turen til den østlige del af bugten Messiniakos Koplpos, som er den næste store bugt i den sydlige del af Peloponnes. Ved byen Kalamata skulle der, ifølge vores brochure og andet stof, ligge en god campingplads.
Vejen dertil var meget anderledes fra de andre ture vi havde været på. Først gennem øde strækninger, derefter forbi frodige marker og til slut gennem bjergrige egne. Turen var afvekslende og smuk.
Det var en lang tur, ikke i kilometer, men mere i tid. Man kunne ikke bare drøne derudad. Der var mange vanskelige vejafsnit, så turen tog temmelig lang i forhold til afstanden. Turen var på højst 100 km, men det tog det meste af dagen. Da vi så endelig nåede frem, viste det sig ved første øjekast at være en ualmindelig smuk campingplads, som, ligesom alle de andre, lå helt ned til vandet.
Men vi fandt også ud af, at pladsen ved nærmere øjesyn, ikke helt kunne leve op til de tidligere pladsers niveau. Toiletforholdene var meget ringe.
Men til gengæld var vandet og stranden helt i top. Vi kunne næsten ikke løsrive os fra vandet, det var så dejligt og når man gik ude i vandet og så ind på campingpladsen, havde man et landskab, som sagde sparto til alt. Pladsen lå, som sagt helt ned til vandet og med bjerge i baggrunden og med byen inde til højre, det var simpelthen så smukt.
Dertil kom så, at der var en meget smuk restaurant på pladsen helt overdækket med vinplanter med store vindrueklaser og det skulle også senere vise sig, at maden var helt i top, selv om vi absolut ikke syntes om tjeneren, som også gjorde toiletter i stand om morgenen og som i det hele taget var altmuligmand på pladsen, men ikke en særlig god og omhyggelig altmuligmand, en rigtig karl smart.
Inden aftensmaden på campingpladsens restaurant, tog vi ind til byen, som kun lå 5 minutters kørsel fra pladsen. Vi manglede penge og benzin.
Det var en havneby, ikke særlig smuk, men der er nogle gode ting ved de græske byer. Deres butikker og deres folkeliv. Man kan få lang tid til at gå med at se på butikker og på byens beboere, så den tid tog vi os, også denne gang. Vi fik benzin og penge og vente snart tilbage til en dejlig middag på campingpladsen.
Dag 14 og 15Det skulle blive en meget kort tur i dag, kun ca. 50 km. Men vejen skulle gå over en relativ høj bjergkæde, der skærmer denne del fra den vestlige kystlinie. Vi skulle til en campingpladsen lidt nord for byen Pilos.
Campingpladsen lå også her helt ned til vandet og den var indrettet således, at næsten alle pladser var direkte til stranden. Pladsen var meget lang, men meget lidt dyb, kun ca. 3 – 4 pladser dyb, så det var næsten umuligt at få en dårlig plads. Vi syntes selvfølgelig, at den plads vi fik, hørte til blandt de allerbedste. Megen skygge, tæt på vandet og rigelig plads til både telt, bord og bil. Det kunne ikke være meget bedre.
Vi fik dog vores problemer hen ad vejen. Det skulle vise sig, at de fleste campister her var tyskere. Og det var tyskere med alt hvad de overhovedet kunne have med hjemmefra og så lidt til. Vi så i hvert fald tyskere, der havde mere end nok problemer med at få pakket deres biler til hjemturen. Der måtte i flere tilfælde, adskillige tyskere til, for at få proppet alt deres lort med i bilerne.
Men når man så bort fra det, så var der så dejligt, at vi simpelthen måtte blive der et par dage. Og Pilos måtte vi også se, vi havde kun lige kørt forbi byen på vejen hertil, så den krævede bestemt et besøg af os.
Den første dag gik mest med at gå i vandet og læse og rigtig slappe af. Om aftenen, da vi skulle have noget at spise, gik vi til campingpladsens restaurant, som viste sig at være helt i top. Og sikken en udsigt! I baggrunden kan man på billedet se Pilos.
Vi fik rigtig græsk mad, som vi efterhånden satte mere og mere pris på. Dertil den sædvanlige afkølede rosevin. Vi brugte megen tid til at fordøje maden, vi skulle både have dessert og kaffe og det var stadig svært at løsrive sig fra dette skønne sted.
Næste dag tog vi ret tidligt ind til Pilos. Det var en meget dejlig by, hvor rigtig mange mennesker gik rundt i gaderne. Og det var rigtige grækere og ikke turister. Efter kort tid måtte vi så ned at sidde. Tørsten og ”trætheden” meldte sig og midt på byens torv lå der flere indbydende restauranter. Den vi valgte lå i skygge under et pragtfuldt, stort træ. Her sad vi meget længe, der var masser at se på.
Alle steder i Grækenland ser man præsterne i deres sorte gevanter. Meget fremmedartet.
Jeg fik set på tøj-butikker, men fik ikke held med at finde lige netop det, jeg gerne ville have, hvis jeg da overhovedet viste hvad jeg egentlig ville have.
Vi blev enige om at købe mad til frokost og spise hjemme på campingpladsen. Vi købte tomater, lidt sardiner og brød, og så var vi godt dækket ind.
Det blev i øvrigt en dejlig frokost og så efterfulgt af en lille en på øjet. Derefter i vandet, læse lidt, så i vandet igen og imens alt dette foregik, skete der skam også store ting omkring vores plads. Vi så hvorledes tyskerne havde den ene store båd med efter den anden, surfbrætter, gummibåde og meget mer. Og de tyske mænd havde nok at gøre med at passe, pakke og rense deres legetøj. En gang var vi ved at blive sejlet ned af et surfbræt. Manden, en tysker, måtte springe af brættet for ikke at styre lige ind i os. Vi stod i vandet og kølede os af, da han kom fræsende. Og da han dukkede op af vandet var det for at begynde at brokke sig over at vi var der. Ak ja, tyskere er og vil altid være herremennesker. De overgås nok kun af italienere.
Men der kommer også andre end tyskere. Her på de følgende to billeder er en franskmand ved at puste sit telt op!
På det første billede kan man se en lille trykluftpumpe til højre for teltet og på det andet billede er teltet næsten pustet helt op. Der er luftkanaler i hjørnerne, som erstatter teltstænger, og når de er pustet fuld af luft, står teltet der fint. Det tog ikke mange minutter at få det rejst, men mon det kan tåle ret megen vind.?
Til aften spiste vi igen på den dejlige restaurant med den smukke udsigt.
Sådan en solnedgang kan man jo ikke få for meget af.
Dag 16
Det er en fornøjelse at pakke vores telt og andet grej ned, når man i flere dage har set, hvorledes tyskerne bruger den ene time efter den anden, for at pakke alt for meget ned, alt for meget, for de har med garanti ikke kunne nå at benytte alle de ting og sager, de har med, om de så har været på pladsen i over en måned.
Vores nedtagning af teltet sker normalt, medens Mogens laver kaffe og jeg henter brød. Når vi så har brød og kaffe klar, er alt pakket sammen og klar til at blive lagt i bagagerummet på bilen.
Denne morgen var en meget normalmorgen, og det har vi det trods alt bedst med. Det vil sige, vi kunne få brødet lige ved pladsen, vi kunne betale vores overnatning uden at skulle vente på at campingpladsen vågnede og solen skinnede fra en skyfri himmel. Alt var perfekt.
Den første del af turen gik langs den bugt vi havde badet i de sidste par dage og terrænet var ændret lidt, fra bjergrigt til mere landbrugsagtigt, det vil sige fladere og mere frodigt. Turen kunne måske ikke helt leve op til de tidligere ruter, men Grækenland er et dejligt land at køre i.
Efter byen Makrissia skulle vores næste mål være Olympos. Og da skiltningen dertil var tydelig og let at følge, følte vi os trygge og på rette vej. Men, men men, det skulle ikke være sådan. De olympiske guder ville det anderledes. Vi havde godt nok set noget om, at en bro var lukket, men da der stadig stod Olympos på skiltene, havde vi ikke grund til at tro, at vi ikke var på rette vej.
Men da vi først mødte ham her……………….
Og derefter disse…………………..
……..var vi efterhånden klare over, at der var noget galt. Kort tid efter kom vi så til den famøse bro, som vi havde læst et eller andet om og det var ganske klart. Den kunne vi ikke komme over. Vi måtte vende om og køre en anden vej, som var 65 km længere. 65 km lyder måske ikke af så meget, men på små, smalle græske landeveje tager det nu engang sin tid.
Men vi nåede vores mål, Olympia. Der ligger en lille by, som hedder Olympia og som er fyldt med turistbutikker, spisesteder og andet godt. Lige uden for byen ligger så selve Olympia. Olympia er en meget flot park, hvor man meget tydeligt kunne fornemme tidligere tiders storhed. Flotte sportsanlæg kan stadig ses. Der gik parkbetjente rundt i området, som gang på gang blæste i en føjte a’la Knud 'Romerlys' Fisker, for at få turister til at gå ned fra ruinerne. Det er åbenbart meget svært for folk at forstå, at ruiner, der har ligget i flere tusinde år kan være meget skrøbelige og bør ligge i fred, så man også om tusinde år kan se og opleve det samme, som vi kan. Vi syntes det især var tyskere og italienere, der ikke kunne forstå det. Men det har vi jo gentagne gang før set fra disse folks side.
Her er jeg på vej ind på selve stadion gennem den tunnel idrætsfolkene også benyttede.
Det er også her man hvert fjerde år tænder den olympiske ild, som derefter fragtes på forskellig vis til den by, som skal afholde de Olympiske lege. Næste gang skal den jo til Sydney, Australien i sommeren år 2000.
Da vi havde fået nok af gamle sten og historie tog vi ind til byen for at få noget at spise, men det skulle hurtigt vise sig, at det ikke bare vare så let. Jeg skulle først have en T-shirt med græsk tekst på og den skulle være lige nøjagtig, som det jeg havde drømt om. Problemet var blot, at det viste sig, at jeg nok ikke helt var klar over, hvad det var jeg ville have, så det blev en lang og besværlig proces. Mogens ventede og ventede og fik virkelig set alle butikker i byen, medens jeg kun var inde i 2 butikker, til gengæld fik jeg vist nok set alle T-shirt i begge butikker.
Det lykkedes selvfølgelig til sidst, men nu var sulten også for alvor slem, så det kunne ikke gå hurtigt nok med at finde et sted hvor sulten kunne stilles.
Den sidste tur på denne dag skulle gå fra Olympia til vores campingplads, som vi havde valgt efter nogle gode brochurer vi havde tiltusket os rundt omkring. Den skulle ligge ca. 10 km fra Pirgos, som igen lå ca. 20 km fra Olympia, så den eftermiddagstur kunne snart være forbi. Vi fandt let campingpladsen, som skulle vise sig at være en af de virkelig gode. En plads helt på toppen. Smukt beliggende og med meget høj kvalitet.Dag 17
Vi havde besluttet, at vi ville blive på denne dejlige plads de næste tre dage indtil vi skulle med skibet fra Patras. Men vi var lidt usikre på, hvorledes vi kunne få billet til skibet, så vi ville tage den lange tur frem og tilbage til Patras og få sikret os billet.
Så fredag tog vi til Patras og det var en god ide, selvom det er en lang og ikke særlig smuk tur. Turen går langs vestkysten og gennem landbrugsarealer, hvor der især er mange tomater. Lige før Patras stiger trafikken voldsomt, og den sidste del af turen går i skridtgang. Vi følger skiltene der fører os til havnen og får bilen parkeret tæt på havnen. Ved hjælp af lidt søgen og spørgen rundt omkring finder vi en butik, hvor vi kan købe billet til Brindisi på søndag. Vi går lidt rundt i byen, som er en rigtig havneby, stor og ikke særlig rar. På en restaurant tæt ved havnen får vi lidt at spise, men vi får også rigeligt af byen, så vi tager hurtigt tilbage til vores campingplads, som vi længes efter. Byer er ikke vores bedste, campingpladserne er til gengæld lige os.Endelig tilbage og vi kan rigtig nyde livet, som for vores vedkommende består i at gå i vandet og se på folk, som fra de små landsbyer i nærheden tager herned til stranden. Deres vej går langs en lille flod, på hvis anden bred vi har vores plads. Det er også en ganske dejlig strand, det eneste minus er, at man skal langt ud i vandet før det bliver dybt nok til at kunne svømme.
Om aftenen spiste vi på campingpladsens restaurant, som lå ned til stranden. Restauranten bestod af en stor åben plads overdækket af stråmåtter og var i det hele taget, som så mange andre restauranter i Grækenland, men her var også en meget fin restaurant, som kunne benyttes i tilfælde af dårligt vejr.
Her bag alt det grønne ligger nok de bedste bade-og toiletrum på græske campingpladser, selvfølgelig har vi ikke set dem alle, men disse er simpelt hen helt i top, rene rum hele tiden. Der gik en sød dame i lokalerne hele dagen og hun bestilte ikke andet end at gøre rent og sørge for alt var perfekt i orden.
Campingpladsen, som her ses fra vandet, hedder Palouki Camping og ligger ved Amaliada. Ejeren, en meget rar og hyggelig mand, hedder S. Andriopoulos. Både ham selv, hans kone og søn kunne engelsk.
Dag 18
Så skete det Mogens havde frygtet længe!
Mogens trofaste klip-klapper gik i stykker. De gav op. De havde fulgt ham på mange sommerferier, så det var bestemt ikke rart for ham at skulle tage afsked med dem.
Det var i det hele taget en rigtig dum dag for ham, han havde læst den sidste bog vi havde med på ferien, og resten af tiden måtte han så sidde og kigge ud i luften, men han kunne jo også fotografere lidt i stedet for.Dette er en frø i floden ved siden af vores plads. Frøerne larmede fantastisk om aftenen, det var, selv om det var meget højt og hver gang vi skulle til at sove, ikke noget dårligt at ligge og lytte til, næh, tvært i mod. Det var dejligt og desværre ikke noget vi hører så meget hjemme mere. Vores lagune hjemme i Jersie har engang også haft mange frøer, men de er væk nu.
og her er nogle græske ænder.
Det var lørdag formiddag, og vi ville besøge den nærmeste større by, Amaliada. Og det var ikke så tosset endda. Det viste sig at være en ganske dejlig by og vi fandt snart et bord på en fortovsrestaurant på byens smukke plads.
Vi gik lidt rundt i byen og det var ikke få kludebutikker jeg var inde i, men jeg fandt ikke helt det jeg gerne ville have. Vi købte ind til frokost og tog tilbage til campingpladsen, hvor vi spiste og resten af dagen gik med ture i vandet og andet rart. Om aftenen spiste vi igen på vores restaurant. Når vi ankommer til restauranten bliver vi bedt om at gå op i huset, hvor køkkenet er og her bliver vi sat ind i den menu vi kan få på denne aften. Egentlig meget smart, for vi har stadig svært ved at forstå det græske menukort.
De er nu også ualmindelig rare disse græske tjenere. Efter maden bliver vi enten budt på en gratis drink, en gratis dessert eller noget helt tredje. Det virker dejligt og giver små plusser på vores liste over de mange rare steder.
Dette var så vores sidste aften i dette dejlige land, men vi var enige om, at det absolut ikke skulle være sidste gang vi besøgte landet. Landet, som har alt det, vi søger. Smukke steder, dejligt badevand, venlige mennesker, gammel kultur, som er værd at opleve, god mad, god vin, ja der er ikke meget vi kunne tænke os anderledes, jo, måske morgenmaden. Vi har ikke helt vænnet os til brødet, som efter vores smag er lidt tyggegummiagtigt, men det er nu nok til at leve med. Bilisternes kørsel i byerne er også noget vi havde lidt svært ved at kapere i begyndelsen, men det har vi også lært at leve med. Vi glæder os til de næste gange.
Udsigten fra vores telt.
