Kapitel 3 Dag 19Vi havde god tid, ja vi havde ekstra god tid i dag, vi skulle nemlig prøve at tage pænt afsked med Grækenland og prøve at få de mange gode oplevelser til ikke at blive afbrudt for hurtigt. Vi skulle med skibet fra Patras klokken 17, og vi ville under ingen omstændigheder jage, alt skulle gå stille og roligt. Afgangen fra campingpladsen havde vi regnet med at skulle ske klokken 14, så havde vi en time til turen, og så kunne vi gå lidt rundt inde i Patras, før vi skulle ombord på skibet.
På vejen ind til Patras kørte vi forbi den ene lastbil efter den anden fyldt med tomater, ja vi havde aldrig i vores liv set så mange tomater. Lastbilerne stod i lange køer langs landevejen for at aflevere deres last til en stor fabrik. Lige så langt øjet kunne se, var der lastbiler med tomater. Det, der var det mest imponerende var, at de havde top på deres læs alle sammen. Og når man kender tomater, så kunne det godt overraske, at man kunne læsse dem med top på, uden at de skred ud.
Vi kom godt ind til Patras, selv om der var megen trafik. Det var godt nok søndag, men i stedet for almindelig arbejdstrafik, var der i dag søndagstrafik, og søndagstrafikken er bestemt ikke sådan at kimse af. Den er mindst lige så tæt, som hverdagstrafikken. Nu skulle alle i vandet og på stranden. Heldigvis gik det meste af trafikken den modsatte vej, altså ud af byen.
Det var altså søndag. Og det var også søndag i Patras og dermed var alle butikker lukkede, så der var egentlig ikke særlig meget at se i byen. Vi tog derfor til havnen med det samme og det var nu meget godt. Selv om vi havde sonderet terrænet om fredagen, da vi købte vores billetter, skulle det hurtigt vise sig, at det var så som så.Klokken 16 ville man lade os komme ind på havnen med bilen så vi havde halvanden time, som vi skulle gå rundt og svede i. Vi spiste på en restaurant beliggende lige ned til den plads vi gættede på skulle være vores skibs plads. Det var det også, men vi skulle nu alligevel få lidt problemer med at komme der ind. Da vi var færdige med at spise, ville vi tage bilen og køre til indgangen, så vi kunne komme i så god tid, at vi ikke skulle få problemer. Men ak ja, vi er altså stadig i Grækenland, og det der tilsyneladende ser let ud er også kun er tilsyneladende, for den indgang vi syntes var den mest rigtige, var den mest forkerte, så vi måtte på jagt efter den rigtige. Det er sin sag at finde den rigtige, for hvis man køre for langt mod syd, ville vejen tilbage gå gennem byen, og så var det rigtigt svært at finde tilbage til havnen igen.
Nå, men vi fandt alligevel den rette plads og så kunne vi blot vente på skibet. Der kom et stort skib. Det var ikke vores. Så kom der endnu et stort skib. Det var heller ikke vores. Så kom der et lidt mindre. Det var heller ikke vores. Men så kom det. Lagde til kaj og bilerne begyndte at forlade skibet.
Ja så troede vi, at vi skulle ombord. Men ak nej. For det første tog det meget lang tid at få lastbilerne med anhængere ud af skibet, de skulle nemlig alle bakke ud og det var noget af et skuespil at se på. Da de så endelig havde tømt skibet skulle vi så ombord og det tog absolut ikke mindre tid. Det er ikke til at tro at dette gentager sig hver eneste dag året rundt ved alle de mange skibes ankomst og afgang. Gad vide, hvad grækerne ville sige til vores Storebæltstrafik?
Endelig kom vi om bord og fik anvist vores kahyt.Dette er er vores sidste blik af Grækenland. Havnen i Patras.
Dag 20
Turen ud af Grækenlands farvande er smuk, som alt i Grækenland. Vi var meget spændte på, om turen i Italien ville blive et antiklimaks. Vi kunne næsten ikke forestille os, at turen de næste uger kunne komme op i nærheden af de dejlige uger i Grækenland.
Efter at have nydt turen langs Grækenlands kyster med de mange øer gik vi ned i restauranten og tilbragte nogle gode timer her. Vi gik tidligt i seng og sov dejligt indtil næste morgen. Dag 20 var begyndt.Vi var tidligt oppe og så meget snart Italiens kyst, hælen. Vi fik spist morgenmad og vente tilbage til dækket, så vi kunne følge indsejlingen ind i havnen i Brindisi.
Da vi var kommet ind skulle hele forestillingen med at få bilerne fra borde gentage sig. Men før vi kunne komme til bilen, skulle vi stå i kø for at få vores stempler i passene. Og sikken en kø. Fra øverste dæk og til nederste dæk stod vi som sild i en tønde. Da vi havde ferie, havde vi jo ikke så travlt, så vi stod lige og fulgte sceneriet.. Og det var en gentagelse af turen til Grækenland. Da vi endelig var kommet fri af paskontrollen, gik jeg i land og Mogens gik ind på vogndækket for at vente til vores bil kom til syne.
Alle de store lastbiler skulle ud først og det tog sin tid. Alle bilerne skulle bakke ud og de fleste af dem havde store anhængere på, og ikke nok med at de skulle bakke ud med disse anhængere, men chaufførerne skulle også ramme rampen lige midt på, for ellers ville det ikke kunne lade sig gøre at fuldføre kørslen. Rampen var nemlig sådan indrettet, at den buede så meget, at flere af bilernes sammenkoblingsudstyr ville ramme rampen så man kom til at hænge fast og dermed ikke kunne komme i land.. Der var derfor lagt nogle baner, som ændrede rampens svej. Det så bestemt ikke let ud og det var det garanteret heller ikke. Da Mogens endelig fik fat i vores bil, var der så meget plads, at han kunne vende bilen og køre ind på kajen i den rigtige retning, uden at skulle bakke. Men for at det hele ikke skulle gå for hurtigt, skulle alle bilerne undersøges for stoffer, og her gik det især ud over en lille lastbil, som rigtig fik kærligheden at føle.
Langt om længe kom vi så videre ud af havnen og skulle så finde vejen til Messina, som var vores næste mål.
Det begyndte godt med at vi ikke kunne finde landevejen mod sydvest til Taranto, og det burde ikke have været det store problem, da kun 3 store veje gik ud af Brindisi. Vi valgte vejen til Lecce og det var det eneste vi ikke skulle have gjort og da jeg aldrig går tilbage til en fuser, sagt på anden måde, jeg kører aldrig tilbage, hvis jeg på nogen måde kan undgå det, så fik vi atter en lille omvej ud af min stædighed. Men på den anden side fik vi da set nogle meget små, syditalienske landsbyer, og det er vel ikke så galt endda.
Efter nogen tid var vi så i Taranto og her skulle vi åbenbart tilbringe en tid lang. Ikke med vores gode vilje, men vi kunne simpelthen ikke finde den rette vej, hverken ind eller ud af byen. DER GIK MEGET LANG TID. Vi kørte alle mulige steder rundt i denne by, som er meget stor, med megen trafik og især lige nu, hvor middagstrafikken var på sit højeste. Vi tog nogle højst besynderlige beslutninger for i det hele taget at komme ud af byen. Vi vidste godt, at det ikke var den rette vej, men det var nødvendigt for at komme ud af den by. Da vi så havde kørt lidt ud af en af udfaldsvejene, drejede vi til højre, som efter vores bedste overbevisning var mod syd. Det var det også og efter lidt tid fandt vi den store landevej igen. Men der stod noget højst besynderligt på vejskiltene, så vi var bestemt ikke sikre endnu.
Dog efter nogen tid på denne vej, fandt vi efterhånden ud af, at vi var på rette vej. Det der stod på skiltene var blot en forkortelse af den by vi skulle til, nemlig Reggio Di Calabria. Ak ja, det er ikke Italien vi har kørt mest i.
Nå, efter nogen tids forløb kunne vi så endelig ånde lettet op og rigtig nyde turen, som gik gennem et fladt, varmt og smukt landskab. I løbet af eftermiddagen nåede vi til byen Cassano, hvorfra resten af turen så skulle gå ad motorvej A3. En meget smuk tur gennem en masse tunneller og over en masse broer. Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til byen Villa S. Giovanni, hvor færgen sejlede os over til Messina på Sicilien.Messina har ca. 275.000 indbyggere og er en moderne by. At det er en moderne by skyldes, at byen i 1783 blev ødelagt af et kraftigt jordskælv og derefter genopbygget for så igen at blive udsat for et meget stort jordskælv i 1908. Ved denne lejlighed omkom på begge sider af strædet over 100.000 mennesker.
For mig står det tydeligt printet i min hukommelse, denne forfærdelige katastrofe. Da jeg var barn, var det ikke almindeligt at se billeder af katastrofer i aviserne eller på TV, ja TV fandtes slet ikke, så morfar og mormors billeder var det mest uhyggelige jeg kunne komme i tanke om. Mine morforældre havde et apparat, hvori man kunne se billeder 3-dimensionalt og 2 af disse billeder var fra jordskælvet i Messina i 1908.
Vi kom godt gennem byen, trods en enorm fyraftenstrafik. Vel oppe på motorvejen skulle turen i dag så afsluttes med ca. 50 km kørsel på denne flotte vej. Vi havde planlagt, at turen skulle gå til en campingplads i en by ved navn Letoianni kun få km nord for Taormina.
En campingplads der dårligt nok kunne ligge smukkere, men som hurtigt skulle vise sig at være i en meget dårlig stand. Næsten intet virkede. Skulle vores bange anelser virkelig vise sig at være rigtige?
Vi fik nu noget godt at spise, der var nemlig en god lille butik på pladsen, hvor vi købte det vi havde brug for og så lidt vin. Vi var trætte efter en meget lang tur og humøret var nok ikke det bedste, da vi så alle de dårlige installationer på pladsen, men et godt måltid mad og en god nats søvn klarer meget.Dag 21
Efter at have overstået de dårlige badeforhold, fik vi pakket sammen og vores første mål var vulkanen Etna. Turen gik lidt mod syd og derefter mod vest op mod selve Etna. Det var en meget smuk tur gennem mange små landsbyer og hele tiden med Etna i baggrunden.
Etna er den største vulkan i Europa, ca. 3.320 m høj og 40 km i diameter. Etnas vulkanmasse er tyve gange større end Vesuvs, men trods sin enorme størrelse er den ikke nær så farlig som Vesuv. Etna har ganske vist adskillige begravede landsbyer på sin samvittighed, men det er stort set kun det overraskende udbrud i 1669, hvor lavaen væltede ind over Catania, der kostede menneskeliv. Etna er næsten konstant i aktivitet og når aldrig at blive lukket af en farlig lavaprop. Man ved også, at de smeltede bjergmasser kommer langt dybere nede fra jordens indre end Vesuvs. Der er slet ikke tilstrækkelig kraft i Etna til, at den kan hæve lavasøjlen til de 3.320 m, og derfor bryder lavaen ud af siderne, der slår revner. I revnerne opstår senere de bikratere, som Etna har et par hundrede af – de fleste på sydsiden – og minder om ”mini-vulkaner”.
Det blev en oplevelsesrig tur. Ikke alene kunne vi hele tiden se Etna, men da vi begyndte at køre mod nord skete det igennem et utroligt smukt bjergrigt landskab, gennem landsbyer man simpelthen ikke troede muligt at køre igennem på grund af deres placering på bjergsider, der gjorde, at alle gaderne var utrolig stejle. Der var nu heller ikke mange biler i de byer. Under en lille tissepause oplevede vi en lille ting, som vi mange gange senere vente tilbage til. Da vi skulle til at køre igen, efter at vi havde gjort det, vi var standset for, hørte vi hundegøen, og da vi var langt fra landsbyer og boliger undrede vi os lidt. Først kunne vi ikke finde ud af hvor lyden kom fra, men pludselig så vi et lille hundehoved stikke op fra en grøft på den modsatte side af vejen. Hovedet kom frem, gøede og forsvandt så ned i grøften igen. Vi var sikre på, at det var en hund, hvalp, som ikke havde nogen ejermand. Vi drøftede muligheden for at tage den med os. Vi var faktisk meget tæt på at gøre det, men hvis nu den alligevel boede et sted, hvis nu nogle gik og savnede den, eller blot ventede på, at den skulle finde hjem igen. Alle disse ting kørte lidt frem og tilbage hos os, og det endte med at vi kørte. Med en utrolig sort samvittighed. Tænk nu hvis…….Vi var lidt tavse et stykke tid efter. Vi tænkte begge på det lille søde hoved og vi havde allerede døbt den. Den skulle selvfølgelig hedde Etna.
Efter den meget smukke tur gennem bjergene nåede vi frem til nordkysten, hvor vi havde valgt en campingplads i nærheden af Milazzo. Og sikken en dejlig campingplads vi havde valgt. Vores telt kom, efter lidt småskænderi med pladsmanden, til at ligge helt ude ved kanten af en høj skrænt, med en pragtfuld udsigt ud over havet, som langt ude i horisonten gemte Stromboli, som vi ville besøge i morgen.
Langt under os på stranden lå der en fin restaurant, hvor vi spiste om aftenen. En meget god middag, med den smukkeste udsigt i det flotteste måneskin.
Vi havde, som nævnt, vedtaget at tage til Stromboli næste dag og da vi ikke havde nogen fornemmelse om, hvordan det skulle ske, tog vi ind til Milazzo på havnen, for at finde et sted, hvor vi kunne købe nogle billetter. Det fandt vi ret hurtigt og vi valgte et skib, som næsten besøgte alle øer i nærheden, men som efter vores mening, sejlede fra havnen på et passende tidspunkt, nemlig klokken 9. Næste problem var at få parkeret bilen med alt vores udstyr hele dagen på et sikkert sted. Rundt om hjørnet, ved den butik der solgte os billetterne, lå der en P-plads i et gammelt hus, og da de folk, der sad uden for, så rare og tilforladelige ud, valgte vi det sted. Vi aftalte med ”vagterne”, at vi skulle komme næste morgen klokken 8.30.Dette er vores plads før vi blev invaderet.
Vi tog tilbage på pladsen og hvilket syn mødte os. Ja vi har oplevet det før. Lige så snart vi forlader vores plads, kommer der andre og sætter deres vogne, telte, skibe og meget andet udstyr helt op til vores lille plads. En tysker på den ene side og en italiener på den anden side. Vi havde lige plads til vores bord.
Nå, vi skulle jo kun være der den eftermiddag, så vi overlevede nok, og meget af tiden gik jo med ophold på stranden, hvor vi badede og i det hele taget nød livet i fulde drag. Den første kikser, campingpladsen i går, var åbenbart blot en enlig svale, denne campingplads var i hvert fald helt i top, bogstavelig talt.
Dag 22
Vi stod tidligt op og fik pakket. Da vi havde fået afleveret vores bil, spiste vi morgenmad på en lille cafe lige ved havnen, og kunne så, sammen med andre, som tilsyneladende også skulle med samme skib som vi skulle, sidde her og nyde livet på havnen indtil klokken 9, hvor skibet skulle sejle.
Fra Milazzo sejlede vi til disse pragtfulde vulkanske øer, som er rester af et det land, der engang forbandt Italien med nordafrika – måske er de identiske med nogle af det sunkne lands højeste bjergtoppe. Samtlige syv øer er af vulkansk oprindelse. Strombolis vulkan er stadig aktiv, og på Vulcano ryger det jævnt op fra krateret.
Den første ø vi anløber er Vulcano, som er 21 km² stor med ca. 500 indbyggere. Når den græske smedegud Hefaistos i den romerske kuturkreds kom til at hedde Vulcan, skyldes det, at man troede, smedeguden havde sit værksted her på øen.
Den næste ø i rækken er Lipari, som er på 38 km² og har 10.000 indbyggere. Lipari er den største af De Lipariske Øer. Øen har ikke mere nogen aktiv vulkan, til gengæld har fortiden efterladt mængder af den smukke grønsorte, krystallinske sten, obisidan, der kan bruges som smykkesten, endvidere er der rigeligt af pimpsten, som er øens vigtigste eksportartikel. Nogle Homér-forskere mener, at Lipari er identisk med den ø, hvor nymfen Calypso holdt Odysseus tilbage på i syv år.
Den tredje ø vi besøgte var Salina, som er 27 km² stor og har ca. 3.000 indbyggere. Øen har 2 udslugte vulkaner, men på nordkysten kommer der stadig varm damp op af jorden.
Fjerde ø er Panerea på 3,4 km² og ca. 300 indbyggere og øen er mest kendt for at være armatørdykkeres foretrukne sted.
Femte og sidste ø er Stromboli, som er vores mål. Øen er på 13 km² og har ca. 400 indbyggere. Vulkanen, der er 924 m høj, er Europas mest aktive vulkan og har gennemsnitlig 4 udbrud om året. Om natten ses ildskæret fra krateret langt bort, og øen kaldes derfor ”Det Thyrenske Havs Fyrtårn”. Øens gigantiske askekegle vil stadig huskes af de mange, der så Ingrid Bergman i filmen ”Stromboli”.På billedet ses Mogens foran det hus Ingrid Bergman og Roberto Rosillini boede i, da de flyttede langt væk fra sladder og journalister. På billedet nederst ses skiltet på huset. Huset ligger i den lille idylliske by S. Bartolomeo.
Her var utroligt varmt så vi gik mest rundt i gaderne i husenes skygger. Vi havde dog inden vores vandring gennem byen været inde hos dem, der kan bane vejen til vulkanens top for os. Man kan nemlig ikke bare gå derop uden guide. Kontoret eller butikken lå lige nede ved havnen og efter en lille snak med pigen, der passede biksen, fandt vi ud af, at det nok ikke lige var os. Man skulle både have det ene og det andet med og vi skulle begynde turen klokken 21, hvor det allerede var mørkt og så skulle vi gå i 6 timer. Det måtte nok vente til en anden god gang, hvor vi lige kom forbi Stromboli. Ikke i år.
Vi forlod pigen og tog i stedet for ud på den lange vandring til vulkanens side så langt vi nu kunne få lov til. Og det var passende langt. Der var ingen tvivl om, at det må se meget fantastisk ud om natten. Det ene lille udbrud efter det andet stødte skyer af aske op fra toppen medens vi stod og nød synet. Men vi måtte have den natoplevelse til gode til en anden gang. Vi var i hvert fald enige om, at denne ø ville vi gerne besøge igen.
Det er en smuk by, men beboerne ser ud til at være lidt specielle. Ikke fordi de var så meget anderledes end andre, men de virkede ikke, som den øvrige italienske befolkning fra fastlandet. Måske var grunden en form for økuller.
Også hjemturen med skibet, eller rettere sagt skibene, blev lidt anderledes end vi havde forventet. For det første var der mange passagerer med og for det andet blev vi sat af på øen Salina, hvor, der ifølge mandskabet, skulle komme et andet skib, som skulle sejle os til Milazzo. Det gjorde der godt nok også, men der gik da op i mod en time før vi igen var ude at sejle og nu i en båd, der var stopfyldt. Og den gik ikke direkte til Milazzo, som besætningen havde fortalt os, nej vi måtte ind til både Lipari og Vulcano, inden vi ved 21-tiden nåede til Milazzo. Vi havde på vejen talt om, hvor pokker vi skulle køre hen for at finde en campingplads, det var jo efterhånden blevet helt mørkt.
Da vi kom til vores garage, som også var et lille hotel, valgte vi at overnatte på hotellet, efter at jeg havde pruttet lidt om prisen. Da vi var indlogeret, gik vi i byen for at få noget at spise og det kan nok være, at vi fik fyldt maverne. Vi spiste på en meget fin restaurant, og maden var helt i top. Alt var perfekt.Det er nu ganske ejendommeligt for os nordboer, at spise så sent på aftenen, men hvor er det dog dejligt, man føler rigtig, at man udnytter den lange feriedag helt ud til det yderste. Vi sad på en overdækket fortovsrestaurant, endda et meget pænt sted og ved siden af os, sad der en meget stor siciliansk familie. Vi gættede på at der deltog en far og en mor med 2 sønner og deres koner og børn, en søster med mand og børn. Vi kunne ikke lade være med at følge dette store selskab, hvem der bestemte, hvem der kunne lide hvem, og hvem der bestemt ikke følte sig tilpas i de andres selskab.
Men ud over dette selskab var der mange andre gæster, der var lige så interessante at følge. Man lære meget af sådan et måltid på en restaurant. De var i hvert fald meget anderledes end det vi ser på en dansk restaurant.
I øvrigt var det ikke det eneste garage/hotel i denne gade vi havde fundet, der var, så vidt vi kunne, se 2 andre, så der var nok god konkurrence.
Da vi havde spist, vente vi tilbage til hotelværelset, som var lidt specielt. Ca. 3 x 3 m, men ca. 4,5 m højt. Ret aparte. Vi faldt meget hurtigt i søvn efter en meget begivenhedsrig dag. Alt havde været dejligt. Det var godt, at vi valgte den sejltur. Den var alle pengene værd.Dag 23
Efter en nats dejlig søvn stod vi op i vores fine, højloftede værelse og fik et bad i et meget lille badeværelse. Morgenmaden indtog vi samme sted som morgenen før. Dejlig, stærk kaffe med croissant.
Vi hentede bilen i garagen neden under vores hotel under meget stort besvær, ja ved udbaksningen af bilen, fik den nogle skrammer, som vi så måtte køre rundt med, men den dør i den garage var nu også meget speciel. Smal som bare pokker og bilen var samtidig placeret ude i en side af garagen, så det gjorde manøvreringen sværd, for at sige det mildt.
Vi var meget snart oppe på motorvejen til Messina og efter meget kort tid var vi i Messina og her fandt vi færgelejet uden at køre forkert en eneste gang. Egentlig tror jeg nok vi var lidt heldige. Det viste sig, at der var flere steder man kunne vælge. Men for en gang skyld valgte vi den rette vej første gang.
På færgen til støvlespidsen tog vi afsked med Sicilien, som efter vores opfattelse, er en meget spændende del af Italien, som vi med garanti gerne vil se igen. Vi har jo denne gang kun set en meget lille del af denne ø. Øen gemmer sikkert mange oplevelser til os endnu.
Så snart vi var ovre på den anden side, på støvlespidsens spids, skulle vi følge A3 nordpå. Det er en meget smuk motorvej, som snor sig gennem et bjergrigt landskab med Middelhavet liggende ganske tæt til venstre for vores motorvej. Efter mange kilometers kørsel nåede vi midt på eftermiddagen frem til vores mål, Pompei, som ligger lidt syd for Napoli. Vi havde valgt en campingplads, som ligger ved siden af Pompei, så tæt på, at indkørslen til campingpladsen ligger ved den store P-plads, som grænser op til Pompeis ruiner.
Der var stort besøg på den plads vi havde valgt, ja der var så mange, at vi måtte dele pladsen vi fik tildelt, med et hold unge italienere. Det gik nu meget godt, for de var meget søde, især da det begyndte at regne en smule, tilbød de, at vi måtte benytte deres teltdække, vi sad under vores medbragte paraply og spiste vores mad. Men før der var gået 5 minutter holdt regnen op.
Det var ikke så mærkeligt, at der var så mange gæster på denne plads, vi så nemlig, at de andre campingpladser i nabolaget havde ”solgt” mange af deres pladser til P-pladser for turister til Pompei, og det var nok også meget mere givtigt.
Vi besøgte Pompei lige så snart vi havde fået tildelt vores plads og fået sat vores telt op. Det var efterhånden blevet midt på eftermiddagen, og solen stod højt på himlen, så endnu engang skulle vi se gamle sten på den varmeste tid på dagen.
Det var fængslende at gå mellem disse gamle sten, oplevelsen var så stor, at varmen ikke betød så meget. Det overraskede os meget, at disse ruiner havde så stor et omfang og var så velbevaret, at man tydeligt kunne fornemme de gamle tider og hvordan menneskene havde boet og levet, før katastrofen skete.
Oldtidsbyen Pompei blev grundlagt af oskerne i det 8. eller 7. århundrede før vores tidsregning, men kom i de følgende århundreder under kraftig påvirkning fra flere folkeslag, blandt andet grækerne. Den blev først romersk i år 80 før vor tidsregning og benyttedes derpå i vid udstrækning som ferieby for velhavende romere.
I år 63 blev byen kraftigt beskadiget af et jordskælv og var knap helt genopbygget, før den i år 79, kun 16 år efter det store jordskælv, blev offer for Vesuvs meget store udbrud. Vulkanudbruddet kom helt bag på befolkningen, antageligt fordi vinden vendte brat under udbruddet, så at glødende aske og sten pludselig regnede ned over byen og kvalte eller begravede alle levende væsener. Efter 2 dages forløb var byen dækket af et 6 m højt lag aske, der efter senere udbrud selv blev dækket med lava. Dermed var byen helt forsvundet og snart glemt. Først i det 18. århundrede begyndte man udgravningerne. Byen er nu så vidt udgravet, som man kan forvente, og når visse af husene i dag er lukket, skyldes det oprydnings- og restaureringsarbejder efter de ødelæggelser, som jordskælvet i 1980 forvoldte.
Vesuv, som er 1.281 m højt, er den eneste aktive vulkan på det europæiske fastland. Det er en kegleformet vulkan af den allerfarligste art. Den samler kræfter gennem årtier eller århundreder og kan pludselig komme med et altødelæggende udbrud – akkurat som Pompei og Herkculaneum fik det at føle i år 79.
Efter en meget aktiv periode fra 1631 til 1944 er Vesuv blevet foruroligende tavs. Siden 1944, hvor der opstod en effektiv lavaprop, har Vesuv mistet sin ellers så karakteristiske røgsøjle, som man kan se på alle gamle billeder af vulkanen. Det betyder, at trykket vokser i det kammer, som befinder sig ca. 10 km under overfladen. Og en skønne, skrækkelig dag vil der måske igen komme et udbrud, som det i 79, hvor gasserne eksploderede i en pinjeformet askesky 10 – 30 km oppe i atmosfæren.
Men smukt er her nu, se blandt andet blot på dette billede af et gulv, et gulv man sjældent ser bedre i dag.
Dag 24
Kun få hundrede meter fra opkørslen til motorvej E45 eller A3, som den også hedder, lå campingpladsen, så det var let at finde, og meget snart gik turen til den sidste campingplads på denne tur, en campingplads, som skulle ligge meget smukt i provinsen Toscana nord for Rom, ikke så langt fra byen Orvieto.
Vi havde frygtet denne tur lidt, da italienerne så småt skulle indlede deres ferie og det var fredag. Men egentlig gik det meget godt, selv om der var en enorm trafik på motorvejen. Flere gange gik trafikken helt i stå, men køerne opløstes sig dog ret hurtigt igen.
Hen på eftermiddagen nåede vi den skønneste campingplads, vi kunne ønske os. Vi var lidt spændte på om der ville blive plads til os, der så nemlig ret pakket ud. Efter nogen ventetid fik vi anvist en plads, men den var ikke tom endnu, vi måtte vente på, at de nuværende campister på pladsen blev færdige med at pakke sammen. Det var en plads der var værd at vente på. Fed plads. Campingpladsen havde plads til omkring 1000 campister og havde de flotteste bade- køkken- og toiletfaciliteter vi nogensinde havde set. De var så flotte, at vi ikke engang har set private ha’ noget tilsvarende. På alle toiletter var der monteret bidet og alle vægge og gulve var beklædt med marmor. Utroligt flot.
Selve vores plads havde, hvad vi havde brug for, skyggemulighed hele dagen, enten i den ene side eller den anden side af pladsen. Og så havde vi dejlig udsigt over alle de andre. Vi havde plads for enden af en vej og vi lå helt på toppen med god udsigt. Alle pladserne på begge sider af vejen var udlejningstelte, store og med fint udstyr, køleskabe og meget andet. Der var i øvrigt også en dansk familie fra Tåstrup. BIF-fans.
Hver dag så vi nogle søde og meget unge piger gøre rent i de telte, som lige var blevet forladt og nu skulle overtages af et nyt hold gæster. Teltene var fuldstændig ens og så meget tiltagende ud. En god prøve, hvis man var lidt usikker på, om teltlivet lige var noget for en.
På campingpladsen var der også 3 swimminggpool, et af dem opvarmet med vand fra en varm kilde. Vandet var konstant 24,5°C varmt. Med byens gamle slot i baggrunden, er det en storslået udsigt fra denne pool. Byen hedder Sarteano.Dag 25
Dagen begyndte med tennis, som vi spillede på den ene af campingpladsens to grusbaner. Foruden tennis kunne man også spille fodbold, basketball, bord-tennis og meget andet. Der var også en ”biograf”, hvor man kunne se videofilm. Tennisbanerne var af en meget høj standard, og vi nød det rigtigt.
Morgenbrød skulle købes i en butik lige uden for campingpladsen og det var min opgave. Der var nemlig altid kø. Mogens lavede så kaffe i mens og ventede så på brødet.
Denne lørdag havde vi besluttet skulle gå med en køretur i den nærmeste omegn blandt andet til Montepulciano, som er en ualmindelig smuk gammel by.
Montepulciano er en flerstjernet turistby og det ser man straks. Smukke, gamle bygninger og et meget flot torv omkranset af gamle bygninger. Fra det gamle rådhus havde man en smuk udsigt over hele omegnen.
Det er mig lidt til højre for tårnet, oppe mellem skydeskårerne.
Nede på pladsen var der udskænkning og der tilbragte vi megen tid. Vi sad blot og nød stedet vinen, roen og os selv. I bygningen overfor tårnet sad der et engelsk kammermusikkvartet og spillede og der var en vidunderlig stemning. Vi havde svært ved at løsrive os fra stedet.
Der skulle være teaterforestilling om aftenen, men vi fandt ikke ud af, hvad det var, der skulle spilles, men der var i hvert fald børn med i det stykke, for det var børn der øvede på scenen, da vi var der.
Det næste billeder viser udsigten fra tårnet, som ikke alene var højt, men som også lå højst i byen, som igen lå højt hævet over det omgivende egn. Den ene vinmark ved siden af den anden. Vi kan godt forstå, hvorfor Toscana, som denne egne er en del af, har sådan et godt ry, her er meget smukt.
På vej ud ad byen, fik vi lyst til at få noget at spise, så vi så os om efter et sted, der kunne lokke os ind. Det første sted vi fandt var lukket, men ved siden af så det ud som om der var en hyggelig restaurant inde i det gamle hus. Det var nu ikke et spisested, men til gengæld et sted, hvor en meget ihærdig italiensk kvinde solgte egnens specialiteter. Vin, pølser, honning, skinker, frugt og meget andet. Inden vi var kommet ud af hendes lille hyggelige butik, havde vi købt 6 flasker vin, noget pølse og hvis vi ikke havde været standhaftige, havde vi sikkert også både købt skinke, ost og brød. Men da vi gik fik vi et visitkort på en meget fin restaurant, som lå ca. 10 km fra byen, så det var måske ikke så galt endda.
Vi fandt restauranten og vi blev bestemt ikke skuffede, det var et virkelig godt sted at spise. Restauranten lå ud til landevejen højt beliggende og selvfølgelig med en dejlig udsigt til Montepulciano.
Vi kørte hjem ad små, snoede veje, og vi fik set meget af den smukke omegn og også vi tabte vores hjerter til denne egn. Vi spiste aftensmad på campingpladsen.Dag 26
Sidste campingdag på denne ferie, i morgen tidlig skulle turen så gå hjemad. Denne dag ville vi besøge campingpladsens by Sarteano.
Byen kunne godt minde lidt om byen fra i går, Montepulciano, men den er ikke så stor, ikke så kendt og heller ikke med så meget gammelt at se på, men alligevel tilbragte vi nogle dejlige timer i byen, som havde sine egne små torve, sine egne små gader og sine egne små, hyggelige butikker. Desværre var det søndag, så de fleste butikker, for ikke at sige dem alle sammen, var lukket.
Vi vendte tilbage til pladsen, kun få minutter før pladsen lukkede for middagshvilen. Det gør den mellem 13 og 17. Mellem de to klokkeslæt må der hverken køres med bil eller på cykel på hele campingpladsen, den går helt i sort. Der må heller ikke spilles radio eller TV, så der er virkelig fred og ro og det er jo ikke så ringe endda.
Vi havde købt nogle engelske aviser og heri fik vi lidt at vide om, hvad der egentlig skete rundt omkring i verden, vi havde ikke læst aviser meget længe. Om aftenen, det vil sige klokken 17, vågnede campingpladsen så op igen, ikke fordi her var særligt støjende, men man kunne da høre naboens fjernsyn igen. Fodboldkampene, som campingpladsen arrangerede, begyndte igen og cyklerne blev fundet frem.
Vi pakkede lidt sammen på vores ting, da vi nu ikke skulle campere mere, men rigtig opbrudsstemning var der nu ikke meget af, dertil har vi alt for lidt med. Vi har kun, hvad vi skal bruge hver dag, så man kan sige, at vi ”travelling light”.
Men en ting blev nu lavet om på grund af vores snarlige afrejse og det var aftensmaden. Man kunne da ikke have været i Italien uden at spise en pizza, så vi bestilte en pizza på campingpladsens restaurant til levering klokken 21. Se nøje på billedet. Mogens spiser pizza, noget af en sjældenhed.
Dag 27 og 28
Efter morgenmaden samlede vi os langsomt sammen. Vi skulle virkelig tage os sammen. Vi skulle forberede os på de mange timer i bilen, og det ville jo blive noget andet end de sidste tre ugers dasen. Fra byen Sarteano er der kun ganske få kilometer til motorvejen A1/E55, som vi skulle følge til Bologna.
Den første lange vej til Firenze gik uden store problemer, vejen går gennem det smukke Toscanalandskab og der var ikke så meget trafik. Men den kom. Ved Firenze steg trafikken voldsomt og vores marchhastighed faldt drastisk, men vi havde jo tiden for os, vi ville blot gerne være hjemme igen i løbet af tirsdagen.
Efter Firenze gik turen videre til Bologna og trafikken var tæt. Ved Bologna skulle vi lidt vestpå stadig ad A1, hvorefter vi ved Modena drejer mod nord ad A22/E45.
Efter Verona kørte vi bag en kæmpe lastbildemonstration. Og det gik langsomt. Flere steder stod politibiler og sikrede ro og orden, men det gik langsomt. På et tidspunkt blev alle lastbilerne holdt tilbage af politiet, så vi andre kunne komme forbi og så gik det rask derud ad igen. Hvad demonstrationen gik ud på forstod vi ikke, vi kunne ikke læse de italienske plakater, som sad på lastbilernes bagklapper.
I løbet af eftermiddagen nåede vi Brennerpasset, som vi hurtigt passerede. Vi var nu i Østrig, men kun for en kort bemærkning. Det var først på aftenen, og vi havde besluttet os til at spise lige efter München, så ville klokken være omkring 20.
Før, omkring og efter München var trafikken voldsom og det gik lidt langsommere, men vi fandt da en spiserestaurant på en rasteplads, så blev bil og vi tanket godt op til nattens lange tur op gennem Tyskland.
Men så skete der noget!
Pludselig kom der en ambulance bagfra med fuld udrykning, og begge bilrækker delte sig lynhurtigt. Bilerne i yderbanen rykkede så langt mod venstre de kunne og alle bilerne i inderbanen rykkede så langt mod højre de kunne komme, og der var så fin plads til ambulancen. Der kom flere ambulancer og politibiler og brandbiler og kranbiler, men alle kom godt igennem den nye bane, der var lavet. Der kom øvrigt også en helikopter. Den benyttede dog luftvejen. Her måtte vi så vente i lidt mere end en time.
Turen resten af vejen hjem gik fint. Trafikken var som den plejer at være, forfærdelig, tæt og voldsom. Vi nåede Puttgarden hen på den tidlige morgenstund og fik en velfortjent morgenkaffe på færgen, så vi kunne være nogenlunde friske til den sidste etape over Lolland, Falster og Sjælland.
Vi kom til Blokhusvej tidligt på formiddagen og dette syn mødte os, da vi tog en lille rundtur i vores have. Helle og Emma skulle have passet vores hus og have, men var taget til England, så græsset trængte hårdt til en slåmaskine.
Det var dejligt at vi nu næsten havde en hel uge, før vi skulle på arbejde igen, og vi nød rigtig at koble om til de normale dagligdags ting i fred og ro og samtidig få gjort rejsen gennem hele Europa færdig. Det havde været en ferie helt i top. En ferie med så mange indtryk, at det var nødvendigt for os at skrive denne bog.
Vi så meget af Pompei, men absolut ikke alt. Det var efter vores mening, alt for stort til at se det hele på en dag og så i den varme. Vi var glade for at have set Pompei, det var en stor oplevelse, og noget andet og meget større end vi havde forestillet os.
