Søndag den 25. maj 2008Op kl. 4 og afgang kl. 5. Ifølge ingeniørens beregninger vil vi rulle ind hos Claire i Alsace præcis kl. 17.15. Det skal såmænd nok komme til at passe. En fornøjelse at cruise ned ad de tyske motorveje helt uden lastbiler og med meget lidt trafik. Søndag er en god rejsedag, i hvert fald når det er uden for feriesæsonen.
Først nede omkring Frankfurt begyndte bilerne at vise sig på motorvejen. Omkring Karlsruhe fik vi problemer med frk. Nüvi. Hun dirigerede os en anden vej, end vi plejede at køre. Vi førtes ind på små veje og holdt i kø i flere smukke småbyer, indtil vi tabte tålmodigheden og fandt tilbage til motorvejen. Hendes ihærdige ”vend om” havde ingen virkning på os, og hendes utallige forslag med ”beregner ny rute” prellede af på os. Vi havde givet hende det gule kort!
Claire Vacance var lige så dejlig, som den plejer at være. Vi ankom 7 minutter efter planlagt tid, dog. Mogens giver ”den irriterende kælling” skylden, der kørte 20 km/h på en snoet landevej foran os på en strækning på fire kilometer, hvor det var umuligt at overhale.PS.: Vi giver frk. Nüvi vores uforbeholdne undskyldning. Hun var kodet til at vise os den ”korteste vej”. Vi skulle have valgt den ”hurtigste vej”. Sorry, sorry, sorry.
Mandag den 26. maj
Gråvejr, men en utrolig dejlig opvågning! Så er det fransk morgenmad med croissants og flûte og herlig kaffe i Guds frie natur. Frokost indtaget på den sædvanlige restaurant i Colmar med en kold Leffe til. Derefter proviantering i Rond Point, Winzenheim, lige uden for Colmar. Man får meget mad og drikke for pengene her i Frankrig. Benzinen koster det samme som hjemme. Ryledyrt. Godt man har en økonomisk Yaris.
Vi var en smut inde på turistbureauet i Equisheim. En nuttet lille turistvinby. Det er smart, at man sådan kan medbringe sin labtop og så komme gratis på nettet i et par timer. Så lang tid brugte vi dog ikke på at sende mail hjem til børnene og læse Politiken.
Her er altså over 25 grader. Det er dejligt. I aften spiser vi friskopgravede asparges her på vores lille plads. Det har været en dejlig dag.
Tirsdag den 27. majKøredag! 1000 km skulle vi tilbagelægge for at komme til Barcelona. Der er motorvej hele vejen.
Og hvad interessant kan man berette om sådan en tur? Ikke meget. Udover måske da vi sad på en parkeringsplads og spiste frokost. En bil drønende forbi os, og chaufføren sprang ud af vognen og stillede sig op og tissede – det er sådan noget, nogle mænd synes er ganske i orden – imens han vrælede til sin kone, at hun skulle trække håndbremsen, fordi bilen kom trillende ned imod ham. Velbekomme!
Og når vi nu er ved rullende biler: På campingpladsen hos Claire måtte vi lige gnide øjnene et par gange, da en campingvogn kom trillende sådan helt alene hen ad vejen. Forklaring: Parret havde fundet en plads, der passede dem bedre, og i stedet for al det mas med at spænde vogn af og på, benyttede de en fjernbetjent ”moover”. Camping kan også være sofistikeret.
Ankom til Formule 1 lige uden for Barcelona ved aftensspisetid. Fik et gastronomisk måltid i en kæmpecafeteria med højt til loftet og en akustik, så man troede, at man var på en banegård. Maden kunne vi ikke råbe hurra for, men vi var meget sultne og trætte, og folk var flinke.
Onsdag den 28. majMeningen med Formule 1 var, at det skulle være let at gå til køjs og få en god nats søvn mellem to lange køreture uden at skulle slå telt op og pakke ind og ud. Vi havde bare glemt to ting:
1) Allerede da vi boede på en Formule 1 i Bochum i 2005 da vi så fodboldkampen mellem
Schalke 04 og Brøndby, blev vi enige om, at vi er blevet for gamle til den standard.
Alligevel er vi åbenbart ikke blevet klogere. For 32 Euro får man, hvad man betaler
for: et værelse med en seng, et bord og en håndvask. Bad og toilet på gangen (det
havde vi lige glemt).
2) Minderne fra dengang i 1985 lige udenfor Barcelona, da alle vore værdier blev rippet
fra vores bil – der vel at mærke var låst - mens vi alle var inde på toiletterne,
dukkede pludselig frem. Vi lå i sengen og forestillede os, at alt i bilen udenfor blev
taget, selvom vi havde parkeret lige foran indgangen under en stor projektør. Vinduet
ville vi (læs: Inge) heller ikke have stående åbent, da værelset lå i stueetagen. Kl.
04.00 gav vi op. Kom i tøjet og ud af værelset i løbet af fem minutter. Ud til en bil, der
selvfølgelig var intakt.Men vi havde vejen til Madrid via Zarragoza for os selv!
Kørte direkte til Mombeltrán. Dagen var kold og våd. På et tidspunkt var vi nede på 7 grader! Men da vi ankom til landsbyen, forduftede alle skyerne ud over bjergene, og solen dukkede frem. Og så var det pludselig 20 grader varmt.
Menu del dia hos Esperanza sammen med 14 mænd fra landsbyen. Det smagte godt! Paella til forret, kød eller forel som segundo, og desserten var is med friske jordbær og flødeskum. Hertil vin, vand og hjemmebagt brød. Ja, og det får man altså for 7,50 Euro!
Og så kommer vi til den spændende del af festen. Ud for at finde en af de tre campingpladser, Mogens har fundet frem til via nettet og ADAC. Frk. Nüvi ledte os rundt i bjergene, og vi så mange smukke dale og småbyer, men fandt aldrig pladserne, koordinater, adresser og ”jeg skal komme efter dig” til trods.
Ved sekstiden var vi udmattede og ganske mismodige. Hvor f… skulle vi sove i nat? Vi blev enige om at køre tilbage i retning af Mombeltrán, en afstand på 100 km, og så håbe på, at en campingplads ville dukke op.
Det gjorde den! 4 km fra Mombeltrán, hvor jeg (Inge) den næste uge skal tilbringe min tid med et spanskkursus sammen med 17 andre HF-studerende fra Køge/Roskilde/Greve.
Imens vil Mogens nyde livet her på campingpladsen, hvor der endda også er en restaurant med rigtigt mad! Somme tider behøver man ikke at gå over floden efter vand!Torsdag den 29. maj
Inge Det er en fin campingplads, denne her. Men for pokker, hvor er det koldt. I går aftes sad vi med både trøjer og jakker på, mens vi spiste aftensmad næsten uden at blive forstyrret af regnen. Vi var meget trætte, så det gjorde så men ikke noget. Vi gjorde os hurtigt færdige og tumlede omkuld.
Det er en dejlig morgen, om end lidt kølig og af og til lidt våd. Badeforholdene her er perfekte, og vi nyder hver især vores 6 toiletter og 12 baderum i den smukt arkitektoniske nyopførte bygning. Vi har campingpladsen for os selv!
Indkøb i Arenas, som er en fin lille by 6-7 km herfra. I Spanien mødes mændene på bænken omkring torvet eller ved vejen. Kvinderne mødes hos grønthandler og slagter. Og man skal have god tid, når man handler. Det har man i Arenas, og kvinderne stirrede irriteret på Mogens, da han gik med ind hos grønthandleren. Nok til, at han undskyldende forsvandt. Kun i supermarkeder ser det ud til, at det er OK, at mænd færdes.
Og så er det altså i dag, jeg har pakket min sportstaske for at gøre mig klar til den store udfordring på spanskkurset i Mombeltran. Mogens satte mig af foran Esperanza præcis kl. 19.00, hvor vi skulle mødes til den første middag. De andre var allerede indkvarteret i de forskellige huse om eftermiddagen. Jeg var meget spændt. Og hvem var den første til at hilse mig velkommen: Så men den søde servitrice fra i går. Med kindkys og det hele. Mine lærere så forbavsede på mig.
Mogens Efter en hård køretur i går, skulle det blive dejligt at få en dag i fred og ro. Ud over lidt regn i mange omgange, ikke så meget pr. gang, men nok til at genere, fik vi købt lidt ind i Arenas de S. Pedro
God dag, som afsluttedes med en køretur til Mombeltràn, hvor Inge blev afleveret.
Fredag den 30. maj
Inge Sikket et fint hus, jeg bor i! Efter en god middag i går aftes, hvor vi alle fik hilst på hinanden, vandrede seks af os gennem byen til den fjernest liggende Casa Rural. Det tog kun 10 minutter at gå gennem hele byen!
Det er nogle søde ”piger”, jeg bor sammen med. Vi har alle fået tildelt spanske navne, og det er vel godt, for hvordan i alverden skulle jeg udtale I-n-g-e? Her i huset bor vi: Guadalupe, Ana, Irena, Carina, Carmen og Isabel (mig). Kun Carmen (Karen) kender jeg på forhånd, og vi deler værelse.
Huset er stort, nyrestaureret og smukt. Stor pejsestue, spiseafdeling, køkken, to smukke badeværelser og fire soveværelser. Ægteparret Maíte og Manolo har selv restaureret huset og selv ombetrukket møbler etc. Alt er meget smagfuldt. Og så er de det elskeligste værtspar, man kan tænke sig. Bogstavelig talt har vi fået os et par ekstra lærere.
De kommer tidligt om morgenen og tilbereder vores morgenmad, inklusive hjemmelavet kvædemarmelade til gedeosten. Og så taler vi på spansk. Vi får lært forskellen mellem at stege, brase og koge. Vi øver navnene på alt bestik og husgeråd, og vi griner meget. Lige indtil klokken er kvart i ni og vi må skynde os til den første spansklektion, der var henlagt til ”Cibercentro”, bibliotekets flotte IT-rum med masser af nye computere med fladskærme.
Victor, daglig leder af Cibercentro og også ham, der har stået for opbygningen af det, fortalte levende om Mombeltran og egnen omkring. Informative og underholdende timer, hvor lysbillederne hjalp på forståelsen. I øvrigt er vi kun syv på holdet, der er ret dårlige til spansk. Vi har fremover vore egne seancer, for at vi alle kan få lidt ud af det. De øvrige på holdet er særdeles gode.
Frokosten – tapas - skulle vi spise i El Pato Cojo, en restaurant lige over for tyrearenaen i Santa Cruz. Nogle af os valgte at gå ad nogle smalle stier derover. Det tog en times tid, var fint – og så regnede det næsten ikke. Bagefter besigtigede vi byen. Vi tror godt nok ikke på, at der afholdes tyrefægtninger her mere.
Om eftermiddagen besøgte vi dalens andre landsbyer i bus: San Estaban, Cuevas del Valle og Villarejo. Søde, gamle byer, som man meget hurtigt har besøgt. De ligger så smukt, men de unge flytter herfra, og det er ikke helt uforståeligt.
Om aftenen var halvdelen af os til reception i Elises lejlighed. Alle fra vores hus deltog. Lejligheden ligger i en almindelig etageejendom midt i Mombeltran øverst oppe på 4. sal. Der er den fantastiske udsigt til el castillo med storkene på taget og bjergene i baggrunden. Der er altan rundt på de to sider af lejligheden. Den har 4 værelser og et nyistandsat køkken og ditto badeværelse. Ikke så dårlig en lejlighed at eje! Vi nyder det og går derefter hjem til vores rurale casa. Det bliver sent, inden vi får snakket af!
Mogens Underligt at sove alene i teltet. Underligt at lave morgenmad alene. Underligt at spise morgenmad alene. Underligt at køre til Arenas for at købe brød og andet alene. Underligt at spise frokost alene.
Mens kvinderne køber ind sidder mændene her og snakker.Men ind i mellem regnbyerne fik jeg da læst end del.
Her er utroligt stille. Jeg er helt alene på pladsen. Her er 125 fine, store pladser, hvoraf de ca. 85 er fastliggerpladser.
Men hvor længe var Adam i Paradis? Hen ad eftermiddagen vrimlede det pludselig ind med alle fastliggerne. Og der boede mange på alle pladser og en fantastisk masse børn i alle aldre.
Det var egentlig ganske hyggeligt, men det var lidt svært at se det hyggelige klokken 2 om natten, hvor de nye naboer stadig ikke havde fået sagt nok goddag til alle de gamle venner. Det var selvfølgelig ikke børnene på denne tid af natten, nej det var højrøstet snak, som ingen ende ville tage. Men der blev vist ro eller også faldt jeg endelig i søvn.
Lørdag den 31. maj
Inge Undervisning på det nedlagte hospital på torvet i Mombeltran. Det er under restaurering og bliver meget flot. Her er hundekoldt, og vi sidder alle med store sweaters på. Nå, humøret er der intet i vejen med. Vi humper os langsomt igennem formiddagens program og noterer flittigt i de små bøger, vi har fået. Vores unge, energiske og tålmodige lærerinde viger ikke, før hun har fået et svar fra hver af os, så man kan jo lige så godt kaste sig ud i det. Mine forsøg er dog spage og få. Men rigtige.
Formiddagskaffepause med avec på torvet. Der blev købt nogle store ”sol y sombre”, cognac med jeg ved ikke hvad i. Det måtte jeg jo også prøve, hvilket garanterede en lind strøm af spanske sætninger fra min mund i Estabans følgende time. Han var en dygtig, trænet lærer. Vi kunne endda slutte af med at spille et par rollespil for hinanden. Der var ikke et øje tørt.
Så af sted i bus til Avila På vejen spiste vi frokost i en dejlig restaurant: Venta de Rasquilla, hvor vi fik de største ”Filetes de ternera”, jeg nogensinde har set. Fint måltid.
Avila har tykke mure hele vejen rundt om den gamle bydel. Tre meter brede og tolv meter høje. I alt 2.516 meter lang. De stammer fra det XI århundrede og formede en beskyttelse mod muslimer dengang. Man kan se 88 tårne. Jamen det er da imponerende. Det er også ganske imponerende af mig, at jeg gik et godt stykke rundt på dette stykke murværk. Vejret var endda godt! Ingen regn.
Her er en masse storke, og der er storkereder alle steder. Vi var nogle stykker, der var meget opsat på at få nogle fotos, hvor storke lettede fra eller ankom til rederne. Jeg tror, det lykkedes for mig. Jeg var i hvert fald den mest tålmodige og ventede længe. Så længe, at de alle sammen for længst havde forladt mig for at gå ind og se domkirken. Stødte dog senere til dem på en cafe.
Carina var ikke med på turen. Til gengæld havde hun købt ”lidt lækkert” til aftensmad, som hun udtrykte det. Hun havde dækket smukt op til os, og vi andre bidrog med lidt mere godt. Et herligt måltid, og igen blev det sent, inden vi sov.
Mogens Ikke en dag der er værd at skrive hjem om. Stadig byger, men mest morgen og aften, dog fik jeg morgenmad i tørvejr.
Der er virkelig kommet gang i campinglivet her omkring. Alle gik heldigvis lidt tidligere til ro end fredag nat.
Søndag den 1. juni
Inge Ændring i programmet. I dag, søndag, var det landsbyernes store dag, hvor indbyggerne vandrer ud i bjergene i en lang procession efter byens skytshelgen. Vi skulle deltage!
Først var der andagt i kirken. Den er meget gammel og meget smuk. Og meget mørk. Den var stuvende fuld af mennesker, som bad, gentog remser og sang. Pludselig spidsede vi ører: Med stor kraft istemte de alle Bob Dylans ”Blowing in the wind”. Dér kunne vi være med, så vi sang med på engelsk af hjertens lyst. Det blev senere oplyst, at den salme ikke havde spor med Bob Dylan at gøre. Og jeg som troede, at det var hans melodi.
Efter sangen hilste vi alle pænt på sidemænd og for- og bagmænd, hvorpå vi igen satte os og rejste os et par gange. Det sluttede med, at skytsengelen – lille var hun – blev ført ud af kirken, og vores vandring kunne begynde. Først op til rådhuset, hvor beboerne samledes. Mange med T-shirts med motiv for dagen, børn i fint tøj og med kartofler på stokke samt en masse unge mennesker til hest.
Skytsengelen og hestene førte an. Vi andre fulgte efter. Og således vandrede vi en halvanden times tid, før vi – underholdt af diverse taler og sang samt de sædvanlige regnbyger – nåede frem til stedet, hvor vi skulle spise. I forvejen havde familierne opstillet borde og bænke overdækket med plasticpresenninger.
Her var masser af mad og drikke, humøret var højt, og det styrtede ned. Jeg tror, alle konerne i byen konkurrerede om, hvem der havde bagt de bedste og de fleste kager. De blev i hvert fald båret rundt i store kurve imellem os, og det var ikke velset at takke nej. De smagte da også fortrinneligt – alle sammen – og de lå godt i maven!
Så skulle der danses! Musikken spillede op, og det foregik i rundkreds og så ud til at være forbeholdt kvinder og børn. Her kunne vi sagtens være med. Og da mændene fra vores kursus blandede sig, skal jeg love for, der også kom gang i de spanske mænd. Efter at de behørigt havde grinet godt af de danske amatører. Regn betyder overhovedet ikke noget.
Og skytsengelen? Ja hende havde de pakket ind i plastic, så hun gik glip af en del.
Aftensmad på Navarro, vores kaffepauserestaurant, og også restauranten, hvor flere af deltagerne bor. Vi spiste mojete, Albóndiga og tarta de la casa, og selvom vi var blevet så rigeligt beværtet til festen, var der alligevel plads til dette dejlige måltid.Mogens Jeg blev færdig med Jan Guillous ”Fjenden i os selv”. Fantastisk god bog, som bestemt er chokerende læsning.
Efter at have været en tur i Arenas efter diverse fornødenheder, kørte jeg en lille rundtur omkring Mombeltrán. Jeg tog nogle billeder af hele byen, som kun har 1024 beboere.
Vejret var ikke meget bedre end de foregående, men alle måltider (begge to) blev dog indtaget i tørvejr, og det meste af læsningen foregik ligeledes i tørvejr.
Mandag den 2. juni
Inge Efter en forrygende undervisning af først Esteban og siden Ana, hvor vi endnu en gang blev lokket til rollespil på spansk begav vi os af sted til Cuevas de Aguila, hvor vi skulle besøge grotterne. Først indtog vi et herligt måltid med judías verdes (uhm) og herefter koteletter til den store guldmedalje. Mændene i vores selskab kunne spise lige så mange, de lystede. Og det gjorde de.
Vi var nogle stykker, som ikke besøgte grotterne. Til gengæld nød vi i den grad solen, som endelig var dukket frem.
Herefter indkøb af serenoskinke og andre lækkerier i Arenas de San Pedro (som jo ellers er Mogens og min lille indkøbsby). Sightseeing, hvor Guadalupe og jeg fik vovet os ind på forbudt område i den gamle borggård. Nogle børn var i gang med at indøve en dans, og instruktøren afbrød brat musikken og skældte os voldsomt ud, hvorpå vi skamfulde luskede ud ad porten igen. Tyrefægter-arenaen så også her ubrugt ud, men det blev hævdet, at den bruges en gang om året.
Igen i aften havde vi et hyggeligt aftensmåltid i Casa Riata.
Mogens Byger, lidt sol, så lidt regn, længerevarende, så lidt sol, kortvarigt. Her er meget stille igen. Alle de mange mennesker er væk og roen har igen lagt sig over pladsen. Hen ad aften så det dog ud til at vejret skulle blive lidt bedre. Klokken 17 kørte jeg til Mombeltrán og kom på nettet. Fik læst lidt nyheder og læste mails fra Malene og Henriette.
Og hvad skriver Henriette så. Ja, hun syntes jo det måtte være en guds gave fra himlen, at bo helt alene på en campingplads, med masser af tid til sig selv. Jeg kan godt forstå hende, altid omgivet af mange, aldrig alene.
Tirsdag den 3. juni
Inge Fridag! Holdet skal på heldagstur til Toledo, og da jeg har været der to gange før, har jeg fået lov til at tage hjem! Jeg kunne næsten ikke vente til kl. blev ni, hvor Mogens ville hente mig. Nå, han ringede og sagde, at han var lukket inde på campingpladsen, så jeg begyndte at trave igennem byen. Solen skinnede. Og der er så smukt her i Gredos bjergkæden. Jeg nød omgivelserne i fulde drag, og det varede da heller ikke længe, før den lille Yaris dukkede op i horisonten.
Og så nød vi bare livet! Det var rart at have sin egen tennisbane og sine egne 6 toiletter og 12 baderum. Udover en kort indkøbstur til Arenas, klistrede vi os til pladsen og hinanden.
En pragtfuld dag.
Mogens Havde aftalt med Inge, at jeg skulle hente hende klokken 9 ved hendes logi i Mombeltrán. Men hvad sker der lige? I god tid, selvfølgelig, kørte jeg fra pladsen, men porten var lukket og ingen personer var endnu stået op. Det var faktisk ikke kun een port, men 2 stk. Jeg måtte ringe til Inge og fortælle om mit fangenskab og vi aftalte at hun blot skulle begynde at gå mig i møde, for frigivet blev jeg vel.
Klokken 9.05 kom bardamen og åbnede portene for mig og jeg kunne så rulle ud fra pladsen. Inge mødte jeg lige uden for byen, og vi kørte så HJEM til dejlig morgenmad, som smagte mig bedre end nogensinde, trods det, at det var nøjagtig det samme, som jeg lavede hver morgen. Sådan er der så mange mærkelige ting i verden.
Vi sendte en hilsen til Helle, som fylder 44 år i dag.
Vi kørte efter morgenmaden til Arenas, hvor de sædvanlige brød m.m. blev købt.
Vejret var strålende, temperaturen var steget til et par og tyve grader og vi fik spillet lidt tennis på en bane som lå helt idyllisk med bjerge i baggrunden. Dejlig kamp.
Nogle enkelte dryp fik vi om eftermiddagen, men det var så lidt, at vi dårligt bemærkede det.
Dejlig vin til aftensmaden, hvor vi fik nye asparges med brød til og så en dejlig melon. Helt ekseptionelt kom vi faktisk først i seng ved 22 tiden, men aftenen var også helt perfekt. Også vejrmæssigt. Og så fik jeg aftensmad. Det synes jeg er lidt overflødigt at indtage dette måltid, når jeg ikke har nogen at skåle med.
Onsdag den 4. juni
Inge Sidste undervisningsdag. Opsummering med Gunivera (Gunvor). Vi har oplevet en masse, men jeg må især komplimentere vores arrangører og lærere fra Danmark, Elisa og Gunvor, for det seriøse program, de har lavet, og det høje ambitionsniveau i forbindelse med undervisningen, de har fastholdt. Det har været særdeles udbytterigt, og det har været en uge, jeg vil se tilbage til med stor glæde.
Så var der udflugt med picnic, hvor vi fik nogle udsøgte egnsretter og Victors egen vin. Herligt – og solen skinnede venligt ned på os.
Aftensmåltidet var gastronomisk dejligt. Vi spiste på byens fine hotel Rincón del Angel. Et superbt måltid, der endda kunne indtages på terrassen med den smukkeste udsigt over dal og bjerge.
Ved midnat (ja, man begynder sent på aftensmaden her) samledes vi på torvet foran vores hospital, da Carlos (Keld) og Jorge (Sven Jørgen) havde aftalt med en lokal spanier, at de skulle afprøve deres guitarekspertise. Først spillede spanieren nogle smukke strofer. Men så overtog Carlos guitaren, og efter kort tid – selvom han bedyrede, at han kun ville spille et enkelt nummer – rockede og sang hele bundtet gamle Elvis og Bob Dylan sange. Vi syntes, det lød fantastisk, og Carlos var formidabel. Blot var der en enkelt spansk kvinde, som blev rasende over den slags musik. Hun rullede vinduerne ned i sin bil og skruede op for højttalerne, så der var en konkurrence mellem rock og spansk folkemusik. Jeg tror vi vandt, men er nu ikke helt sikker! Jorge var kommet til skade med en finger, og så kan man ikke spille på guitar, så det må vi have til gode.
Mogens Inge blev afleveret på sin ”arbejdsplads” klokke 9.10 og alle hendes medstuderende ventede på torvet i Mombeltrán på hende, men hun nåede det lige.
Jeg begyndte så småt at pakke lidt sammen og derefter kørte jeg til Arenas, hvor jeg fik vasket bil, den trængte hårdt til det, da campingpladsejeren i går sprøjtede alle træerne samt vores bil. Den var helt fedtet ind. Til gengæld kan man ikke finde insekter på den. Med garanti.
Jeg købte også lidt ind, brød og andet godt.
Vejret er også meget fint i dag, over 22 grader her ved middagstid. I morgen tidligt pakker jeg sammen og henter Inge i Mombeltrán, hvorefter vi kører til Ste Marie, ”vores” campingplads ved Perpignan. Det bliver en lidt lang tur, derfor prøver jeg at komme ud fra pladsen allerede 7.45, hvis ellers Inges spanske har været godt nok. Hun har i hvert fald aftalt med campingpladsejeren at porten er åben klokken 7.45 eller der omkring. Vi håber.
Torsdag den 5. juni
Inge En gribende farvelscene mellem ”pigerne” og Maite og Manolo i Casa Riata kl. 8.00, efter at Maite havde givet os alle sammen en smukt indpakket gave. Det værtspar leverede langt mere, end man nogensinde kunne forvente, og var i den grad med til at berige vores ophold i Mombeltran.
Mogens rullede ind foran huset på slaget 8.00 og efter et par fotoseancer drønede vi – tilfredse med hinandens selskab – ud ad landevejen. Vejret var smukt, landskabet betagende, og vi snakkede løs, som havde vi ikke set hinanden i meget lang tid. Og det var jo sandt nok. Én af os kunne slet ikke stoppe med at fortælle.
Køreturen var lang. Mere end 800 km for at nå Ste. Marie de la Mer, ”vores” campingplads gennem årtier. Den er her endnu. Og vi blev hilst velkommen af den tredje generation Bauer med et: ”Jeg kan huske, I var her for nogle år siden (for 5 år siden sammen med Henriette og Vaughn) og at vi talte om min bedstefar”.
Pladsen er ret øde, swimmingpoolen har ikke fået vand endnu, alt er lukket, og vi har fået nøglen til handicaptoiletterne, fordi den store toiletbygning endnu ikke er åbnet. Men det er fint. Vi har fundet en dejlig plads, hvor minderne sniger sig ind på os, og vi saligt sidder og betragter de forvoksede træer og mindes og mindes ……….
Vi går tidligt i seng! Det har været en lang og dejlig dag.
Mogens Klokken 8 blev jeg sluppet ud fra campingpladsen, så Inges spanske har altså virket godt nok. I Spanien er den aftalte tid klokken 7.45 absolut det samme som klokken 8. Nå men der er jo ret kort ind til Inge, så med en forsinkelse på omkring 7 minutter fik jeg Inge med mig, hvorefter turen, den meget lange, til Ste. Marie kunne begynde.
Den gik helt fint, selv om frk. Nüvi havde store problemer på motorvejen gennem Madrid. Hun var lidt usikker på, hvornår der skulle drejes. Lidt besværligt, men egentlig ganske forståeligt. Mange af afkørslerne havde betonautoværn mellem vejen og afkørslen, så hvis man ikke var meget hurtig, gik man glip af den udkørsel. Om det så var hendes skyld eller chaufførens må stå hen. Vi kom ud af Madrid, og vi kom til Ste. Marie inden det blev mørkt.
Tilbage til hovedmenu
