USA 1988 Vi modtages i lufthavnen i Minneapolis af Henriette og vores to børnebørn, Cole 3 år og lille Tor, som lige er fyldt 2 år. Det er den 3. august.
Malene og Morten
Den 11. august blev Inge fejret af en masse af Henriette og Edwards venner. Jeg var blevet bedt om at tage Inge ind til Down Town om morgenen. Det skulle selvfølgelig være en overraskelse. Og det blev det, et typisk surprise party. Ganske morsomt og Inge blev meget glad.
Efter nogle rare dage sammen med Henriette og Edward og de 2 børnebørn drog vi andre ud på vores campingtur i en til formålet lejet bil. Turen skulle gå til vestkysten og begyndte den 14. august.
Det er utroligt hvad amerikanerne kan finde på. Dette er en tankstation med et motel med 1 værelse.
Men vi holder os til KOA (Kampground of America). Her i Henderson i Nebraska, som er vores første stop på vores rejse, som vil bringe os ud til vesten og senere også til syden.
Her besøger vi Fort Kearney, som er bygget i 1846. Den gang hed det Fort Childs men skiftede i 1848 navn til det nuværende. Fortet blev taget ud af militærbrug i 1871, da jernbanen fra øst til vest var blevet bygget.
Campingpladsens lille sø kunne man både bade i og sejle på.
Videre ad interstate 80 til Salt Lake City i Utah. Campingpladsen lå lidt vest for byen. Vi besøgte Mormonernes enorme kompleks. Vi så også mange brudepar, som skulle fotograferes i deres udstyr foran bygningerne og dette pompøse springvand.
Så er vi kommet lidt længere mod vest, men stadig i Nebraska. Kimball hedder byen.
Præsident Lincoll ved Interstate 80 ved Medicin
Bow National Forest tæt ved byen Larami, Wyoming.
Lymann, Wyoming tæt på grænsen til Utah.
Nu er vi i Ely, Nevada. Efter en lang køretur i meget øde egne gennem Steptoe Valley, var det rart at se lidt byliv igen, ikke fordi byen er særlig stor, ca. 3.700 indbyggere.
KOA i Salt Lake City.
Der hørte heldigvis swimmingpool til campingpladsen, til stor fornøjelse for Malene og Morten
Great Salt Lake Desert.
Death Valley National Park, Californien. Dette er campingpladsen. Temperatur over 40 grader. Det var alligevel for meget, vi besluttede at se området og så finde en plads med en lidt mere fornuftig temperatur.
Så er det blevet tid til lidt tøjvask.
I Furnace Creek fik vi lidt at køle os med. Dette sted ligger kun få miles fra Amerikas laveste punkt i Badwater Basin, minus 282 feet.
Selv kragerne gispede i varmen og søgte den skygge, der ikke var så meget af.
Så gik turen atter gennem Nevada, her er vi ved indgangen til USAs testareal for underjordiske kernevåben. Hurtigt videre.
Campingpladsen i Las Vegas var absolut ikke køligere end Death Valley. Her var tilgengæld 2 swimmingpool, der var åben dag og nat. Det var bestemt også nødvendigt.
Om aftenen var vi selvfølgelig inde på The Strip. Vi besøgte et par casinoer og vi var ikke så begejstret for dem. Godt nok kunne man spise der meget billigt og meget godt, men problemet var, at Morten og Malene måtte ikke komme ind i casinoet, tænk hvis de så noget! De måtte gå og kigge ned i gulvet mens vi førte dem til restauranten, som selvfølgelig lå midt inde i lokalet. Shuttlebussen fra campingpladsen, som vi var med, stoppede i et stort parkeringshus hvor der, ud over direkte adgang til et casino, var et stor museum med gamle biler.Dagen efter var vi ude for at se Hoover Dam, hvor midten af dæmningen på highway 93 er grænsen mellem Nevada og Arizona. Uret skulle her stilles en time frem. Altså hvis man går fra Nevada til Arizona, som vi gjorde.
Den var ret levende denne klapperslange. Vi mødte den lige før vores parkeringsplads på Indian Highway 18. Vi skulle ned til Havasupai Indian Reservation. Der ligger en lille campingplads ved indianernes bosted Supai nede ved bunden af Grand Canyon ved Colorado River. Vi havde for flere måneder siden fået tilladelse af indianerne til at besøge stedet.
Så badede vi i Lake Mead, som er den opdæmmede del af Colorado River før Hoover Dam.
Udsigten fra parkeringspladsen, hvor vores bil skulle stå til næste dag. Vi pakkede de absolut mest nødvendige ting sammen og fordelte det i vores 4 rygsække. Telt, soveposer, vand og andet godt.
Det var ikke mange steder man kunne få lidt skygge, og vi syntes vi var helt alene i verden, vi mødte godt nok et par indianerheste, men ellers øde, øde, men meget smukt.
Så er vi nået frem til campingpladsen, som blot var en ryddet plet. Vi havde på vejen været igennem Supai, hvor vores adgangsbevis blev godkendt.
Den eneste butik i Supai, men der var også en helikopterlandingsplads. Der blev turisterne fløjet til og fra. Der var også mulighed for disse turister at overnatte i små lejligheder.
Supai Falls
Navaho Falls
Navaho Falls fra en anden vinkel.
Vi er på vej op til vores bil. Det var en hård og varm
tur, som krævede flere stop. Men vi er vel seje.Da vi endelig kom op til bilen og pakkede vores grej ind i bilen, opdagede vi, at et par flasker øl havde gemt sig i vores rygsække. Vi var alle så tørstige at også børnene syntes at øl smagte godt.
Fra pladsen i Havasupai Indian Reservation gik turen til Det "rigtige" Grand Canyon, det vil sige, der hvor man normalt kommer. Mere om det i 2. etape.
Til etape 2 Tilbage til hovedmenu
