Whitehorse, Yukon til Fairbanks, Alaska.Fredag den 23. juni fra Whitehorse, Yukon, til Kluane Lake, Yukon.

Afgang klokken 8.00 og ankomst klokken 12.00 efter 247 ad Alaska Highway.

Vejret: Morgen: Koldt, skyer
           Middag: Pragtfuld solskin, varmt, ca. 20°C
           Aften:    Stadig pragtfuld solskin og stadig varmt.
Endnu en af disse ubeskriveligt smukke køreture. Jeg mangler ord. Vi kørte langs The Kluane Icefield Range – en bjergkæde fyldt med gletchere, ja faktisk Canadas og hele verden største ”Non-polar Alpine Icefield”, hvad det så helt nøjagtig er, ved jeg ikke, men det er så fandens smukt, at man helt mister pusten. De højeste bjerge her er, Mount Logan, Canadas højeste tinde på 5.489 m og et par stykker, der også er over 5.000 meter. Vi kom over passet, Bear Creek Summit (højeste sted på Alaska Highway, 1.004 meter), og der var stadig udsigt til disse smukke søer og hurtige vandløb.

Kluane Lake

Her er masser af bjørne og elge i området, står der i The Milepost. Det er også rigtig nok, for vi kan se deres efterladenskaber på vejen. De er store. Men endnu har vi hverken set elg eller bjørn på denne strækning.
Tidligere i morges, da vi kørte igennem de store vidder, var der bison. Dem så vi heller ikke. Vi kørte igennem Champagne. Oprindelig en overnatningslejr for guldgraverne. En dag blev der gjort en ekstra god kvæghandel, og det blev fejret med en flaske champagne, deraf navnet. Men nogle indianere, som bor der i dag, er medlem af ”The Champagne - Aishihik Indian Band”. Der var en lille indianerkirkegård, hvor der stod: This cemetry is not a tourist attraktion. Please respect our privacy as we respect yours”.
Ja, og så er det altså sket for os igen. Vi punkterede. Denne gang venstre baghjul. Og det er meget svært at nyde de smukke omgivelser, når man ligger på knæ og arbejder med et åndsvagt hjul. Der er heller ikke noget ved at stå ved siden af og komme med opmuntrende bemærkninger. Nå, men så kører vi altså på dette smalle reservehjul igen. Og det skal vi også i morgen de første 30 km. Så når vi nemlig til Destruction Bay, hvor de reklamerer med, at der er tie-repair. Lad det nu ikke blive som sidste gang.

Men indtil da nyder vi livet her på Cottonwood RV Park & Campground på bredden af den pragt-fulde Kluane Lake. På vores spørgsmål om her var bjørne var svaret: Ja da, men hvis I ser en, skal I blot dytte, så kommer vi og jager dem væk. Vores plads er bogstaveligt talt ved strandkanten. Ud-sigten er med det klareste vand og bjergene, Dawson Range, hele vejen rundt om os. Og – jubii – det smukkeste solskinsvejr. Mogens i shorts. Jeg er gået med til sandaler. Som de siger i Montana: ”If you don’t like the weather, wait five minutes”. Men dette er ikke Montana, det er Yukon. Og vi har ventet i fem dage.
 Og hvad har vi så lært i dag: 

Fireweeds er smukke rødlilla blomster.
Jacobs Ladder er blå blomster.
Fandens mælkebøtter er gule blomster.

Til sammen danner de det smukkeste vejkantstæppe, og vi ved, at også bjørnene elsker dem.

Det er Skt. Hans Aften der hjemme. Jeg vil ikke bytte!

Lørdag den 24. juni fra Kluane Lake, Yukon til Port Alcan, Alaska.

Afgang klokken 9.00 og ankomst klokken 3.00 efter 252 km ad Alaska Highway

Vejret: Morgen: Sol, lunt, vel omkring 15°C
            Middag: Sol, varmt, 27°C!!!!
            Aften:    Sol, varmt, omkring 25°C

Det var svært at forlade Kluane Lake. Vi sad længe og hyggede os ved morgenbordet og nød de smukke omgivelser. Mogens var vågen klokken 1.30 i nat og da var det helt lyst. Natten var kølig, så trøjerne blev fundet frem omkring midnat.
The Milepost fortalt tydeligt og klart, at vi kunne få vort dæk repareret i Destruction Bay. Dette sted blev i sin tid oprettet for at vejfarende kunne slappe af og få deres køretøjer repareret. Således også os. Men da vi ankom, trak han bare på skulderen og sagde, at det var flere år siden, at han var holdt op med det. Men The Milepost lovede……36 km til næste chance. Den var til gen-gæld god nok. Han ville gerne hjælpe os. Det var en temmelig stor og skarp sten, der sad i dækket. Desuden var det ødelagt, fordi vi havde kørt på det fladt, tilsyneladende kun kort tid, da Mogens hørte den ændrede lyd fra hjulene. Vi havde det ekstra dæk tilovers fra vores sidste udskiftning, så det blev brugt. Vi fik samtidig skiftet olie. Det passede meget godt med de kilometre vi havde kørt.
I opløftet stemning fortsatte vi vores tur nordpå. Vejen var elendig, masser af bump, loose gravel og vejarbejde. Men det er stadig betagende, hvis man altså tør løsrive blikket fra vejen. I The Milepost står der højt og tydeligt ved 1814 km-posten: ”Improved highway, northbound”. DET ER LØGN.
Ved grænsen til Alaska blev vi stoppet af en sur betjent (hvornår er en amerikansk betjent ikke sur?) ”Don’t you know what the sign STOP means?” snerrede han og beordrede vores lille række med tre biler om at bakke. Det gjorde vi så. Det er dejligt at kunne sige: ”Excuse me, din dumme skid” med et stort smil. Vi blev vinket hen til ham igen og han begyndte med de sædvanlige spørgsmål. Blød blev han, da han fik at vide, at vi havde købt bilen i Minnesota og ville sælge den igen. Vi snakkede biler og priser. Han syntes vi havde gjort et godt køb. Ønskede os endda en god ferie.
Og så har vi nået det virkelige Alaska. Skagway tæller ikke rigtig med. Vi er trætte begge to og er taget ind på den første RV park. Her er intet ud over pladsen til de store brød, men vi har alligevel fået en stor græsplæne med et halvt bord og varmt bad for $ 10. Det bedste af det hele! 27°C i skyggen. Det er en hel ny fornemmelse.

Pladsen med den fine græsplæne.

Mogens ved det halve bord.

Søndag den 25. juni fra Port Alcan, Alaska til Tok, Alaska.

Afgang klokken 7.30 og ankomst klokken 11.00 efter 146 km ad Alaska Highway

Vejret: Morgen: Sol, lunt, vel omkring 15°C
            Middag: Sol, varmt, skyfri himmel.
            Aften:    Sol, varmt, omkring 23°C

Det var en rigtig ”Overnight parking” plads, vi var på i nat. Da vi vågnede holdt der et stort brød en meter fra os. Han var ankommet – havde taget ”vores” vandhane – uden at vi havde hørt en lyd. Vi spiste vores morgenmad ved det halve bord mellem disse giganter. Fornøjelsen var til at overse, for vel startede de hurtigt deres køretøjer. Ikke for at køre, men for at gøre klar til at køre: Lidt snakken med naboen, efterspænding af hjul, en smøg fordi der ikke måtte ryges i vognen. Alt sammen til vores udelte fornøjelse! Vores campingplads i dag skulle være langt væk fra disse mon-stre. Vi ville udvælge den omhyggeligt.
Det har vi så gjort. Vi stoppede ved visitor centret i Tok, hvor vores lille dagstur gik til. En smuk og stor bjælkehytte med masser af informationer om alt her og længere fremme ad ruten. Vi valgte Sourdough Campground lige uden for byen (1.214 indbyggere). Og vi har valgt godt. For ikke alene er her skønne, bløde teltpladser i skoven langt væk fra sten, camper-hook-ups og larmende køleanlæg, her er også pandekagemorgenmad.
Det varede ellers et stykke tid før vi fandt ud af, hvad Sourdough egentlig er for noget. Surdej. Det siger sig selv. Men at det skulle være det vigtigste produkt, som guldgraverne havde med sig, viste vi bestemt ikke. Det har vi fået så mange historier om, at vi aldrig glemmer det. Og så bor Cole og Tor i Montana på Sourdough Ave.

Denne bil er fra 1948.Reklameskilt for campingpladsen.

          Fireweeds.

Alaska is beautiful. Det er der ingen tvivl om. Turen i dag i høj sol gennem Tetlin National Wildlife Refuge var så smuk, så smuk med hundredevis af små søer (uden navne, fordi der er så mange), og de to gletcherefloder Nabesna og Chisana. Nok kom vi enten for sent eller for tidligt til at se alle disse fugle, men reservatet besøges årligt af hundredetusinder af fugle.Vandfuglene yngler her. Andeproduktionen er hvert år over 50.000. Større fugle er blandt andet Trompetsvaner, Loon og Bald Eagle. Og så er det enorme skovareal – og det er enormt – beboet af elge, sorte bjørne, bru-ne bjørne, ulve, rener, ræve o.s.v.

Vi så nu kun dette pindsvin i dag. Men disse porcupines er mindst tre gange så store, som vores små pindsvin. Vi har altid kun set dem døde og kørt over. Ham/hende her stod musestille på vejen og luntede først ind til siden, da vi standsede helt op.
Denne campingplads har gjort et stort arbejde med at lave et ”udendørs museum”, som de kaldte det. Man går fra det ene udstillingsvindue til det andet, der indeholder masser af informa-tioner i form af gamle telegram-mer, breve, fotos og remedier. Det er herligt og meget oplysende.
De siger, at Tok er et af de koldeste steder i Alaska. Helt ned til –70°C om vinteren. Her sidder vi i bagende sol med 80°F. Temmelig omsværmede. 80°F svarer til 27°C.

Her er vi nabo til The wildlife.

Her står Mogens og studerer en af museumsgenstandene på campingpladsen.

Mandag den 26. juni fra Tok, Alaska til Fairbanks, Alaska.

Afgang klokken 9.00 og ankomst klokken 14.30 efter 173 km ad Alaska Highway og 158 km ad Alaska nr. 2 eller Richardson

Vejret:  Morgen: Lettere skyet, varmt, 20°C
            Middag: Sol, varmt over 20°C
            Aften:    Sol, varmt, 20°C.

Det er lyst hele tiden. Jeg var oppe for at tisse i nat klokken 2. Og vadede søvnig i trusser hen til baderummene. 2 piger var ved at sætte telt op med myggenet over hovederne. Lyst og varmt klokken 2 om natten midt i Alaska. Er det ikke forunderligt?

Vi fik de dejlige surdejs-pandekager til morgenmad. Købte også en T-shirt til Mogens, hvorpå der står Sourdough Campground, og som han svor, han vil have på, hver gang han bager rugbrød. Så fik vi den også til halv pris!  Ikke et øje tørt.
Alaska Highway blev bygget under 2. verdenskrig. Da Amerika trådte ind i krigen, anså man det for nødvendigt med en vejforbindelse til Alaska og den 2.288 km lange vej blev bygget af militæret fra USA. Vejen går fra Dawson Creek, British Columbia til Delta Junction i Alaska. Byggeriet blev indledt den 9. marts 1942 og var tilendebragt 8 måneder og 12 dage senere. Allerede i 1930 havde man lavet den overordnede planlæg-ning af denne vejforbindelse, men man kom ikke videre. Da Japanerne så bombede Pearl Harbor i december 1941 blev det besluttet at bygge vejen. Der deltog 10.000 mand fra det amerikanske ingeniørkorps.
Køreturen i dag betød et farvel til Alaska Highway, som vi nu har fulgt længe. Delta Junction er endestation for Alaska Highway (mylder af folk og vans til fotografering), og herefter er det Richardson Highway.

Forinden havde vi fået nogle ganske overvældende indtryk af størrelsen af floderne her. Godt nok var der ikke meget vand i hverken Robertson River eller Gerstie River, men flodsengene var enorme og således også broerne over dem.
Det er den kedeligste tur, vi har kørt endnu. Ingen skyer, nyistandsat vej, ingen dyr i udsigt, bjergene gemte sig i disen til venstre, mod syd, ja så man kunne blot læne sig tilbage og nyde grøftekanternes gule og lilla blomsterhav. Og det gjorde vi så. Pludselig stod den foran os på vejen. Vores første Moose, elg. Helt stille, som om den ventede på os. Vi kørte langsomt hen i mod den – ingen panik – og mens vi stille fandt fotografiapparatet frem, forsvandt den. Lige så stille. Den store klods! Men, hurra, vi har set en. Og Mogens påstår han har set et styk hvidt uidentificeret dyr. God nok høst i dag. Rar frokost, nej lækker, i Salcha River Lodge ($ 11), hvor der også var et lilla posthus. Herefter endnu et fantastisk billede af Tanana River, igennem North Pole, ja, det har de kaldt byen, og ikke helt overraskende var den overfyldt med papmache-julemænd og unyttige gaveboder. Vi satte vredt sømmet i bund. For vi ved jo nok, hvor julemanden kommer fra. Og så rullede vi, professionelt ledet af mig ind på den campingplads, vi havde udset os i Fairbanks. Den ligger smukt ned til Chena River. Vi har igen, efter lidt forhandlinger, været heldige med at få en plads lige ned til floden. Denne ”River’s Edge RV Park and campground” er enorm. Der er plads til 180 af monstre. Og så er der 10 teltpladser. Desuden er her et større antal hytter og et hotel med restaurant. Hele baduljen er fyldt op. Hvordan bliver det ikke i næste måned? Vi bliver her i to dage. I morgen går vi på sightseeing.

I dag nyder vi bare vejret, luften og bøgerne.

Whitehorse, Yukon til Fairbanks, Alaska.Fredag den 23. juni fra Whitehorse, Yukon, til Kluane Lake, Yukon.

Afgang klokken 8.00 og ankomst klokken 12.00 efter 247 ad Alaska Highway.

Vejret: Morgen: Koldt, skyer
           Middag: Pragtfuld solskin, varmt, ca. 20°C
           Aften:    Stadig pragtfuld solskin og stadig varmt.

Endnu en af disse ubeskriveligt smukke køreture. Jeg mangler ord. Vi kørte langs The Kluane Icefield Range – en bjergkæde fyldt med gletchere, ja faktisk Canadas og hele verden største ”Non-polar Alpine Icefield”, hvad det så helt nøjagtig er, ved jeg ikke, men det er så fandens smukt, at man helt mister pusten. De højeste bjerge her er, Mount Logan, Canadas højeste tinde på 5.489 m og et par stykker, der også er over 5.000 meter. Vi kom over passet, Bear Creek Summit (højeste sted på Alaska Highway, 1.004 meter), og der var stadig udsigt til disse smukke søer og hurtige vandløb.

Kluane Lake

Her er masser af bjørne og elge i området, står der i The Milepost. Det er også rigtig nok, for vi kan se deres efterladenskaber på vejen. De er store. Men endnu har vi hverken set elg eller bjørn på denne strækning.

Tidligere i morges, da vi kørte igennem de store vidder, var der bison. Dem så vi heller ikke. Vi kørte igennem Champagne. Oprindelig en overnatningslejr for guldgraverne. En dag blev der gjort en ekstra god kvæghandel, og det blev fejret med en flaske champagne, deraf navnet. Men nogle indianere, som bor der i dag, er medlem af ”The Champagne - Aishihik Indian Band”. Der var en lille indianerkirkegård, hvor der stod: This cemetry is not a tourist attraktion. Please respect our privacy as we respect yours”.

Ja, og så er det altså sket for os igen. Vi punkterede. Denne gang venstre baghjul. Og det er meget svært at nyde de smukke omgivelser, når man ligger på knæ og arbejder med et åndsvagt hjul. Der er heller ikke noget ved at stå ved siden af og komme med opmuntrende bemærkninger. Nå, men så kører vi altså på dette smalle reservehjul igen. Og det skal vi også i morgen de første 30 km. Så når vi nemlig til Destruction Bay, hvor de reklamerer med, at der er tie-repair. Lad det nu ikke blive som sidste gang.

Men indtil da nyder vi livet her på Cottonwood RV Park & Campground på bredden af den pragtfulde Kluane Lake. På vores spørgsmål om her var bjørne var svaret: Ja da, men hvis I ser en, skal I blot dytte, så kommer vi og jager dem væk. Vores plads er bogstaveligt talt ved strandkanten. Udsigten er med det klareste vand og bjergene, Dawson Range, hele vejen rundt om os. Og – jubii – det smukkeste solskinsvejr. Mogens i shorts. Jeg er gået med til sandaler. Som de siger i Montana: ”If you don’t like the weather, wait five minutes”. Men dette er ikke Montana, det er Yukon. Og vi har ventet i fem dage.
Og hvad har vi så lært i dag: 

Fireweeds er smukke rødlilla blomster.
Jacobs Ladder er blå blomster.
Fandens mælkebøtter er gule blomster.

Til sammen danner de det smukkeste vejkantstæppe, og vi ved, at også bjørnene elsker dem.

Det er Skt.Hans Aften der hjemme. Jeg vil ikke bytte!

Lørdag den 24. juni fra Kluane Lake, Yukon til Port Alcan, Alaska.

Afgang klokken 9.00 og ankomst klokken 3.00 efter 252 km ad Alaska Highway

Vejret: Morgen: Sol, lunt, vel omkring 15°C
            Middag: Sol, varmt, 27°C!!!!
            Aften:    Sol, varmt, omkring 25°C

Det var svært at forlade Kluane Lake. Vi sad længe og hyggede os ved morgenbordet og nød de smukke omgivelser. Mogens var vågen klokken 1.30 i nat og da var det helt lyst. Natten var kølig, så trøjerne blev fundet frem omkring midnat.

The Milepost fortalt tydeligt og klart, at vi kunne få vort dæk repareret i Destruction Bay. Dette sted blev i sin tid oprettet for at vejfarende kunne slappe af og få deres køretøjer repareret. Således også os. Men da vi ankom, trak han bare på skulderen og sagde, at det var flere år siden, at han var holdt op med det. Men The Milepost lovede……36 km til næste chance. Den var til gengæld god nok. Han ville gerne hjælpe os. Det var en temmelig stor og skarp sten, der sad i dækket. Desuden var det ødelagt, fordi vi havde kørt på det fladt, tilsyneladende kun kort tid, da Mogens hørte den ændrede lyd fra hjulene. Vi havde det ekstra dæk tilovers fra vores sidste udskiftning, så det blev brugt. Vi fik samtidig skiftet olie. Det passede meget godt med de kilometre vi havde kørt.

I opløftet stemning fortsatte vi vores tur nordpå. Vejen var elendig, masser af bump, loose gravel og vejarbejde. Men det er stadig betagende, hvis man altså tør løsrive blikket fra vejen. I The Milepost står der højt og tydeligt ved 1814 km-posten: ”Improved highway, northbound”. DET ER LØGN.

Ved grænsen til Alaska blev vi stoppet af en sur betjent (hvornår er en amerikansk betjent ikke sur?) ”Don’t you know what the sign STOP means?” snerrede han og beordrede vores lille række med tre biler om at bakke. Det gjorde vi så. Det er dejligt at kunne sige: ”Excuse me, din dumme skid” med et stort smil. Vi blev vinket hen til ham igen og han begyndte med de sædvanlige spørgsmål. Blød blev han, da han fik at vide, at vi havde købt bilen i Minnesota og ville sælge den igen. Vi snakkede biler og priser. Han syntes vi havde gjort et godt køb. Ønskede os endda en god ferie.

Og så har vi nået det virkelige Alaska. Skagway tæller ikke rigtig med. Vi er trætte begge to og er taget ind på den første RV park. Her er intet ud over pladsen til de store brød, men vi har alligevel fået en stor græsplæne med et halvt bord og varmt bad for $ 10. Det bedste af det hele! 27°C i skyggen. Det er en hel ny fornemmelse.

Pladsen med den fine græsplæne.

Mogens ved det halve bord.

Søndag den 25. juni fra Port Alcan, Alaska til Tok, Alaska.

Afgang klokken 7.30 og ankomst klokken 11.00 efter 146 km ad Alaska Highway

Vejret: Morgen: Sol, lunt, vel omkring 15°C
            Middag: Sol, varmt, skyfri himmel.
            Aften:    Sol, varmt, omkring 23°C

Det var en rigtig ”Overnight parking” plads, vi var på i nat. Da vi vågnede holdt der et stort brød en meter fra os. Han var ankommet – havde taget ”vores” vandhane – uden at vi havde hørt en lyd. Vi spiste vores morgenmad ved det halve bord mellem disse giganter. Fornøjelsen var til at overse, for vel startede de hurtigt deres køretøjer. Ikke for at køre, men for at gøre klar til at køre: Lidt snakken med naboen, efterspænding af hjul, en smøg fordi der ikke måtte ryges i vognen. Alt sammen til vores udelte fornøjelse! Vores campingplads i dag skulle være langt væk fra disse monstre. Vi ville udvælge den omhyggeligt.

Det har vi så gjort. Vi stoppede ved visitor centret i Tok, hvor vores lille dagstur gik til. En smuk og stor bjælkehytte med masser af informationer om alt her og længere fremme ad ruten. Vi valgte Sourdough Campground lige uden for byen (1.214 indbyggere). Og vi har valgt godt. For ikke alene er her skønne, bløde teltpladser i skoven langt væk fra sten, camper-hook-ups og larmende køleanlæg, her er også pandekagemorgenmad.

Det varede ellers et stykke tid før vi fandt ud af, hvad Sourdough egentlig er for noget. Surdej. Det siger sig selv. Men at det skulle være det vigtigste produkt, som guldgraverne havde med sig, viste vi bestemt ikke. Det har vi fået så mange historier om, at vi aldrig glemmer det. Og så bor Cole og Tor i Montana på Sourdough Ave.

Denne bil er fra 1948.Reklameskilt for campingpladsen.

          Fireweeds.

Alaska is beautiful. Det er der ingen tvivl om. Turen i dag i høj sol gennem Tetlin National Wildlife Refuge var så smuk, så smuk med hundredevis af små søer (uden navne, fordi der er så mange), og de to gletcherefloder Nabesna og Chisana. Nok kom vi enten for sent eller for tidligt til at se alle disse fugle, men reservatet besøges årligt af hundredetusinder af fugle.Vandfuglene yngler her. Andeproduktionen er hvert år over 50.000. Større fugle er blandt andet Trompetsvaner, Loon og Bald Eagle. Og så er det enorme skovareal – og det er enormt – beboet af elge, sorte bjørne, brune bjørne, ulve, rener, ræve o.s.v.

Vi så nu kun dette pindsvin i dag. Men disse porcupines er mindst tre gange så store, som vores små pindsvin. Vi har altid kun set dem døde og kørt over. Ham/hende her stod musestille på vejen og luntede først ind til siden, da vi standsede helt op.

Denne campingplads har gjort et stort arbejde med at lave et ”udendørs museum”, som de kaldte det. Man går fra det ene udstillingsvindue til det andet, der indeholder masser af informationer i form af gamle telegrammer, breve, fotos og remedier. Det er herligt og meget oplysende.
De siger, at Tok er et af de koldeste steder i Alaska. Helt ned til –70°C om vinteren. Her sidder vi i bagende sol med 80°F. Temmelig omsværmede. 80°F svarer til 27°C.

Her er vi nabo til The wildlife.

Her står Mogens og studerer en af museumsgenstandene på campingpladsen.

Mandag den 26. juni fra Tok, Alaska til Fairbanks, Alaska.

Afgang klokken 9.00 og ankomst klokken 14.30 efter 173 km ad Alaska Highway og 158 km ad Alaska nr. 2 eller Richardson

Vejret:  Morgen: Lettere skyet, varmt, 20°C
            Middag: Sol, varmt over 20°C
            Aften:    Sol, varmt, 20°C.

Det er lyst hele tiden. Jeg var oppe for at tisse i nat klokken 2. Og vadede søvnig i trusser hen til baderummene. 2 piger var ved at sætte telt op med myggenet over hovederne. Lyst og varmt klokken 2 om natten midt i Alaska. Er det ikke forunderligt?

Vi fik de dejlige surdejs-pandekager til morgenmad. Købte også en T-shirt til Mogens, hvorpå der står Sourdough Campground, og som han svor, han vil have på, hver gang han bager rugbrød. Så fik vi den også til halv pris!  Ikke et øje tørt.

Alaska Highway blev bygget under 2. verdenskrig. Da Amerika trådte ind i krigen, anså man det for nødvendigt med en vejforbindelse til Alaska og den 2.288 km lange vej blev bygget af militæret fra USA. Vejen går fra Dawson Creek, British Columbia til Delta Junction i Alaska. Byggeriet blev indledt den 9. marts 1942 og var tilendebragt 8 måneder og 12 dage senere. Allerede i 1930 havde man lavet den overordnede planlægning af denne vejforbindelse, men man kom ikke videre. Da Japanerne så bombede Pearl Harbor i december 1941 blev det besluttet at bygge vejen. Der deltog 10.000 mand fra det amerikanske ingeniørkorps.

Køreturen i dag betød et farvel til Alaska Highway, som vi nu har fulgt længe. Delta Junction er endestation for Alaska Highway (mylder af folk og vans til fotografering), og herefter er det Richardson Highway.

Forinden havde vi fået nogle ganske overvældende indtryk af størrelsen af floderne her. Godt nok var der ikke meget vand i hverken Robertson River eller Gerstie River, men flodsengene var enorme og således også broerne over dem.

Det er den kedeligste tur, vi har kørt endnu. Ingen skyer, nyistandsat vej, ingen dyr i udsigt, bjergene gemte sig i disen til venstre, mod syd, ja så man kunne blot læne sig tilbage og nyde grøftekanternes gule og lilla blomsterhav. Og det gjorde vi så. Pludselig stod den foran os på vejen. Vores første Moose, elg. Helt stille, som om den ventede på os. Vi kørte langsomt hen i mod den – ingen panik – og mens vi stille fandt fotografiapparatet frem, forsvandt den. Lige så stille. Den store klods! Men, hurra, vi har set en. Og Mogens påstår han har set et styk hvidt uidentificeret dyr. God nok høst i dag. Rar frokost, nej lækker, i Salcha River Lodge ($ 11), hvor der også var et lilla posthus. Herefter endnu et fantastisk billede af Tanana River, igennem North Pole, ja, det har de kaldt byen, og ikke helt overraskende var den overfyldt med papmache- julemænd og unyttige gaveboder. Vi satte vredt sømmet i bund. For vi ved jo nok, hvor julemanden kommer fra. Og så rullede vi, professionelt ledet af mig ind på den campingplads, vi havde udset os i Fairbanks.

Den ligger smukt ned til Chena River. Vi har igen, efter lidt forhandlinger, været heldige med at få en plads lige ned til floden. Denne ”River’s Edge RV Park and campground” er enorm. Der er plads til 180 af monstre. Og så er der 10 teltpladser. Desuden er her et større antal hytter og et hotel med restaurant. Hele baduljen er fyldt op. Hvordan bliver det ikke i næste måned? Vi bliver her i to dage. I morgen går vi på sightseeing.

I dag nyder vi bare vejret, luften og bøgerne.