Anchorage, Alaska til Dawson City, Yukon.

Mandag den 4. juli Anchorage, Alaska.

Vejret: Morgen: Sol, 14°C
           Middag: Sol, 20°C
           Aften   : Sol, 18°C

”Will you still need me, will you still feed me, when I’m sixtyfour?”   Ja – og til lykke.
Hvilken dejlig dag. Efter en del uro i går aftes her på pladsen blandt teltfolket, blev der dog stille og et behageligt sovevejr. I USA er 4. juli det samme som parader. Så selvfølgelig skulle vi ind på 5. og 6. Ave. Og se den fra klokken 11 og et par timer frem. Det er herligt at bo på en campingplads næsten lige på rådhuspladsen i en storby, så bilen kan blive stående, og man blot kan daske derind.

Masser af mennesker, masser af forskellige mennesker. Tilskuerne var sjovere at fotografere end selve paraden, som man efterhånden syntes at kunne genkende. 

Det er dejligt at slentre og bare bruge al den tid, man har lyst til, på ingenting. Revl og krat er med i en sådan parade. Men veteraner fra de seneste 4 krige, var dem, der fik mest bifald. Amerikanere er fantastisk patriotiske. Så var der de unge militærdrenge, hvis familie ikke selv kan betale for deres uddannelse, som marcherede i takt, mens de lystigt råbte i kor efter deres overordnede; der var blodbanken; den nyeste guvernør med frue; et sølle band (og mig der ellers bryder ud i tårer, så snart jeg hører bands), og så var der et militærorkester; der var countrysangeren som brægede ud fra en kæmpelastbil; miss Anchorage med følge. En lykkelig familie smilende, cyklende mor, far og to børn, der vinkede til os med et banner spændt ud mellem cyklerne, hvor der stod: ”Families should stick together, it’s about time”. Hvor hyklerisk kan det blive?

52 personer med flag fra hver USA stat til hest (det var ret flot); en vogn og små unger med skovle efter dem til at samle hestepærer op; adskillige søde gymnastikhold; flere uniformer; en bil med folk fra Philippinerne; en med native alaskiabs; en med sorte; en med hvide; og en vogn med folk fra Tonga; hvad de så skulle der i det sammenhæng. Måske fordi Tonga var det første land, der gik ind i år 2000 og Alaska det sidste.

Vi stod i lag og klappede begejstret – mere eller mindre. Vi kunne tænke os at gå over på den anden side af gaden, fordi der ikke var så mange mennesker der. Men godt vi ikke gjorde det, for man skal ikke blande sig i en parade. En mand forsøgte sig, og han blev straks stoppet af en betjent, mens to andre kom til fra hver sin side. Han måtte vise ID, som de checkede, og måtte tage imod en skideballe af en ung dum knægt udstyret med skudsikker vest og revolver. Hm.

Efter paraden fulgte vi med flokken ned til parken. Her var alt til en stor folkefest: Taler. korsang, hånden på hjertet, af med hatten og Stars and Stripes forever. Hot dogs og karruseller, limonade og cola. Man drikker ikke øl på offentlige steder. Vi fandt en herlig udendørs restaurant inde i en have midt mellem alle stormagasinerne og hyggede os her et par timer.

Vi får nogle gode sludre med vores nabo her på campingpladsen, som har fortalt os en masse om sit arbejde i de små byer på øer og på meget øde steder. Der flyver man kun til, og folk fra disse byer tager med fly til Anchorage eller Fairbanks ca. hver tredje måned for at købe ind. Der er ingen andre muligheder. Og så har de to måneders total mørke om vinteren.

På dette tidspunkt har betjenten fundet ud af, at den stakkels mand med rygsækken ikke er en samfundsfjende.

Ham her følte sig tilsyneladende lidt uden for al virakken

Hånden på hjertet, så kan det ikke gå helt dårligt.

Onsdag den 5. juli, Anchorage, Alaska.

Vejret: Morgen: Regn, koldt, 13°C
           Middag: Overskyet, koldt, 14°C
           Aften   : Sol, rart, ca. 18°C

 I går aftes bekendtgjorde vores nabo, at han ville gå ned til Ship Creek og fange os en laks til middag. Og tilberede den til os. Vi ventede med at spise til klokken 20, hvor han kom tomhændet tilbage. Han havde en fin historie om ”lige for næsen af mig, etc. etc.” Ak, ja disse fiskere.

Vi sagde, at vi så måtte nøjes med vores dåsemad. Han sagde, at han ville skynde sig i seng, for han skulle op næste morgen klokken 5. Så gik det op for os, at han ikke havde noget mad! Det var om at finde den rette måde at invitere ham til at spise med. Men det gik med alles ære i behold. Det blev et langt måltid med megen god snak. Og han blev også mæt, selvom vi kun havde små stykker Anton Berg chokolade tilbage til dessert.

Det har øsregnet det meste af natten. Og i morges måtte vi desværre se i øjnene, at vores telt lækker ved lynlåsen foran. Det var vådt. Det var det også udenfor. Og koldt. Ingen morgenmad i regn. Vi tog ind til byen. Og da vi nu kender Anchorage bedre end København, kørte vi hen til Denny’s – stedet hvor menukortet kun er i billeder – og spiste morgenmad. Rundt om hjørnet var Wal Mart, hvor vi så på telt og købte film (billigt siger Mogens), så var der en Barnes & Noble, hvor vi tilbragte et par timer.Og sammen med en Steven King bog til Helle og et Ophra’s hæfte til Annette på kontoret, købte vi en moppedreng af en bog til Michael. 780 sider. Den var sat ned fire gange. Alle prissedlerne sad på. Vi fik den for $1.49. Hvad den hedder? Præsidenter i USA: NIXON. Tænk at være på udsalg i den grad. Herligt.

Efter kulturen madindkøb, og til sidst, men ikke mindst, købte vi et kort over hele nordamerika i en kortforretning, som Barnes & Noble henviste os til, fordi de ikke selv havde det. De ringede endda op for at sikre, at det fandtes samt gav os kørevejledning. Det er flot. Ingen frokost, men en god kop kaffe med doughnuts til på campingpladsen. Vejret var blevet godt igen – sol – jeg vaskede tøj, Mogens læste, og så skulle vi møde Jes,  klokken 19 på Hilton. Han var noget forbavset over, at man kan bo på 1. st Ave. for $11, når hans japanske firma betaler tæt ved de $300 for hans hotelværelse. Han kender også Anchorage, så han havde allerede bestilt bord på byens bedste spisested, The Brewery, faktisk det sted, som vores hjemløse ven havde anbefalet os, som byens bedste.

Her summer af liv og vi fik en dejlig aften, for slet ikke at nævne den gode mad. Mændene fik et par store bøffer, men jeg fik King Crab Legs. Højre bensæt er jeg sikker på. De var næsten en halv meter lange. Og når man så tænker på, at der er et sæt til i den anden side og en krop imellem dem, ja så er sådan en krabbe enorm. Og brødet smagte fantastisk.

Jeg gik i gang med nøddeknækker og gaffel og smørret silende ned ad armen. Tilbehøret var der slet ingen interesse eller plads til. Er det ikke bare fantastisk, at man sidder og spiser middag med sin nabo – hvilket vi faktisk aldrig har gjort det med på Blokhusvej – midt i Alaska? Jeg tror, vi nød det alle tre, selvom Jes var godt træt efter mange timers flyvning og tidsforskel. Et hårdt job at have.
I seng ved midnatstid. Ja, det er stadig lyst.

Fik sagt farvel til vores gode campingnabo. Hans skæbne er svær at få ud af tankerne. Vi ”glemte” nogle æg og kartofler på vores bænk, så har han da lidt til i aften.

 
Torsdag den 6. juli Anchorage, Alaska til Tok, Alaska.

Afgang klokken 10.00 og ankomst klokken 17.30 efter 528 km ad Glenn Highway.

Vejret: Morgen: Overskyet, lidt køligt, 15°C
           Middag: Sol, rart, 18°C
           Aften   : Sol, rart, men nu myg igen, 20°C

Det var rart at forlade den snævre plads i Anchorage. Som de to unge fyre ved siden af os, der kom i går, sagde det: ”Her er vi i sådan et enormt land, og så putter de os ind på sådan en lille smulegrus”. Han havde ret. Vi var også trætte af, at hver bevægelse blev overvåget af en fed ung pige, som sad og tronede på sit campingbord det meste af tiden og åd.

Mest af alt har vi dog savnet nattero. Er det ikke fulde indianere der sidder og ævler i et telt få meter fra vores, eller endnu dummere hvide amerikanere, der skændes, er det Alaska Railroad train, der  væser forbi i vores baghave. Da det skal krydse mindst tre veje, tuder det energisk i fløjten mindst tre gange, og så raser de 109 vogne forbi os. Og det lykkedes for toget at vække os hver gang.

Men proportioner er noget mærkeligt noget. Som disse to unge fyre. De havde i syv dage forsøgt at bestige Mount McKinley. De var kommet temmelig langt op og fortalte glødende om oplevelsen. Den ene var fløjet fra Minnesota, den anden kørt i bil. Så havde de lejet et fly, som fløj dem ind, hvor første camp lå for opstigningen. Det lyder som et ikke helt billigt eventyr. Alligevel sagde den ene nej tak til at leje et rent håndklæde på campingpladsen, fordi det kostede $3. Så ville han hellere lufttørre.

Køreturen i dag var bjergkørsel med de vidunderlige smukke Chugach Mountains til højre og Talkeetna Mountains til venstre for os. Mange, mange blå gletchere i Chugach. Talkeetna bjergene havde alle mulige farver på grund af mineralerne i jordlagene.

Der var mange frostskader fra i vinters, som gav en meget ujævn vej. I slutningen af efteråret krydser en rensdyrflok på ca. 30.000 dette enorme område, og vi kan sagtens forestille os dem lige her. Ved Eureka Summit – 1013 m – var der opsat snepoler op langs vejsiden, således at sneplovene om vinteren har mulighed for at finde vejen. Her er meget åbne vidder.

Samme campingplads som sidst, vi var i Tok. Vi er ved at sætte pris på de steder, der er gode. Og vi kommer ikke uden om Tok igen, for der er altså ikke andre veje op mod Inuvik. Vi går tidligt i seng. Trætte!

 
 Fredag den 7. juli fra Tok, Alaska til Dawson City Yukon.

Afgang klokken 8.00 og ankomst 15.30 efter 20 km på Alaska Highway, 154 km ad Taylor Highway, nr. 5 og 127 km ad Top og the World Highway, nr. 9.

Vejret: Morgen: Sol, lunt og smukt. 18°C
           Middag: Sol, skyfrit og smukt, 20°C
           Aften   : Sol, skyfrit, vidunderligt, 20°C

I dag har nok været den dag, vi har haft det klareste, smukkeste og varmeste vejr lige fra morgenstunden klokken 6 til midnat, ikke en vind rør sig.
Pandekagemorgenmad som sidst i Tok. Den er nemlig god. Klokken 7 var restauranten fyldt af forventningsfulde campister. Vi delte et bord med en 70-årig professionel sort mariner med en meget smuk kone, som nok var 20 år yngre end han. En herlig konversation fik vi!

Han fortalte stolt om det 18 m lange køretøj, han havde. RV med almindelig personbil på slæb. Så fik vi os nogle gode fiskehistorier og hans kone fortalte, at hun kunne lide at sy, mens han fiskede. Faktisk havde hun to symaskiner med i vognen.

Så skulle vi ud at køre på Taylor Highway, som er grusvej på 85% af vejstykket og resten asfalteret. Jeg var lidt bekymret, men spændt. Tilrådig hastighed er mellem 25 og 40 miles, det vil sige ca. 40 til 65 km/h. Og det kom til at passe godt nok. Mogens måtte hele tiden have opmærksomheden rettet mod vejen, som med sandhed kan kaldes ”rough”. Også de steder, der var asfalteret, var fulde af huller. Og huller i Amerika er store.
Det hjalp, at vejret var fantastisk. Solen skinnede fra en skyfri, blå, blå, himmel, og det var ikke mange biler, vi mødte. Det var bjerge vi kørte i, med stejle stigninger – 7, 8 og 9%. Rundt om strakte skovene sig milevidt.

Vi kom let igennem tolden ved Little Gold Creek. Verdens nordligste grænsepost. Så var vi tilbage i Yukon, men lidt nordligere end tidligere, og de tog en time fra os, nu gik det jo mod øst igen. Det er guldgraverland det her. Faktisk er her stadig åbne miner, og man bliver bedt om at holde sig væk fra. Selvfølgelig arrangeres der ture til et par stykker af dem. Nej, vi har ingen lyster i den retning.

Lige pludselig stod hun der, moos’en med sin kalv. Foran os på vejen. Mogens fik taget mange billeder. Man kunne høre hende fnyse gennem næsen.

 Et fantastisk syn mødte os, da vi lige pludselig kunne se hele Dawson City langt under os med den kæmpemæssige Yukon River slyngende omkring.

En lille gratis færge sejlede os over floden til Dawson City. Man kan risikere at skulle vente op til tre timer i travle perioder. Vi var heldige. Det tog kun en times tid. Sejlturen var overstået på 10 minutter.

Og vi sidder her på en dejlig campingplads i shorts og solskin klokken 20 om aftenen! Vi har vandret lidt rundt i Dawson City, som har træfortove og grusveje. Byen består af en samling gamle træskure, som nok mest er til ære for turisterne. Men her bor mennesker hele året. 2.009 for at være helt nøjagtig. Vi så Jack Londons gamle hytte, bar løgn, som han boede i 2 år under the gold rush. Han var slet ikke forfatter dengang, men en af disse håbefulde guldgravere. Men det er klart, at inspirationen var herfra. Så også en gammel kirkegård, hvor den ”kendte” dansker Niels Jensen var begravet!