Dawson City, Yukon til Whitehorse, Yukon.
Lørdag den 8.juli fra Dawson City, Yukon til Eagle Plains,
Yukon
Afgang klokken 7.30 og ankomst klokken 14.00 efter 41 km på
Klondike Loop, nr. 2 og 369 km på Dempster Highway, nr. 5.
Vejret: Morgen: Sol, stille, dejligt varmt, 20°C
Middag:
Sol, helt klar himmel, 22°C
Aften
: Sol, klar himmel, shorts, 20°C
Man ser flest dyr tidligt om morgenen. Her til morgen fjollede
en sort bjørn rundt på vejen foran os. Lidt længere
henne så vi et hvidt og et sort dyr. Vi kunne ikke identificere dem.
På kort afstand viste det sig at være hunde. Vi tog ingen billeder.
Så er der den ukendte lysebrune, lodne tingest på ca. en halv
meter med meget korte ben og busket hale, der stod og betragtede os i vejkanten.
Fire vilde heste på sletterne. To willow ptarmigan og sidst en bald
eagle, da vi nåede Eagle Plains. Godt nok udbytte, selv om vi ikke
så nogle brune bjørne. Og dem er der mange af her.
Efter at have kørt endnu 41 km i dette guldgraverland – jeg skal
love for, at de har fået flyttet nogle sten, og de kunne da godt
ha’ ryddet lidt op efter sig – nåede vi Dempster Highway. Der er
strøet gammelt rustent materiel rundt overalt.
Dempster Highway! Vi gjorde det. Nu er vi selvfølgelig
blot nået til Eagle Plains og vi skal helt til Inuvik og tilbage
igen. Ja, ja, det er en rå vej, som de siger, men det er en usigelig
smuk natur, der omgiver den. Vi har rullet af sted med 70 til 80 km/h i
grus, med en støvsky efter os. Vejen kan man følge milevidt,
og når man så ser en støvsky i det fjerne, betyder det
modkørende færdsel.
Ikke, fordi vi har mødt mere end en håndfuld,
men man sagtner farten, prøver at komme lidt ind til siden og kører
så de næste 100 meter i blinde på grund af støvskyen.
Og vejret i dag har været pragtfuldt klart. Det bedste kørevejr
på Dempster Highway.
Vi mødte også en holdende karavane på 4 RV’ere,
hvor den første var punkteret. De var 8 personer om at skifte hjul.
Det er måske en af grundene til, at de altid kører i flok.
Endnu en bil så vi, der skiftede hjul. Vi ved, hvordan det er, og
havde stor forståelse med dem.
Vi er ude på øde vej her. 370 km uden noget som
helst. Ingen benzin, ingen forretninger, ingen huse, ingenting til den
kræsne turist. Derfor er vi også blevet indprentet, at man
skal have mindst 2 ekstra hjul med samt rigeligt med ekstra brændstof,
og mad og drikke, endvidere varmt tøj i det tilfælde, at bilen
skulle bryde sammen, og man så må vente på hjælp.
Det har vi så alt sammen med.
Klokken 9 fik vi vores første underholdning. 4 RV’ere holdt
på en parkeringsplads, og 8 ivrige halvgamle mennesker var i gang
med at danse square dance.
I aften går solen først ned klokken 2. Det vil være
et flot syn heroppe på toppen af jordkloden. Vi når det nok
ikke. Det har været en pragtfuld dag. Anstrengende og dejlig.
Men det er li’godt surt at høre en amerikansk kvinde på
campingpladsen højlydt konstatere, at det har været den kedeligste
køretur i hendes liv, når vi andre har fundet den enestående.
Ja, hun kørte i en RV!
Eagle Plains. Restaurant, motel, bilservice og campingplads.
Campingplads Eagle Plains.
Søndag den 9. juli Eagle Plains, Yukon til
Inuvik, North West Territories
Afgang klokken 8.00 og ankomst klokken 15.00 efter 360 km ad
Dempster Highway.
Vejret: Morgen: Sol, lidt køligt men dejligt, 18°C
Middag:
Sol, 18°C
Aften:
Sol, meget varmt 25°C
Myggene lå på lur og så snart de hørte
lynlåsen på teltet, gik de til angreb. Vi lod næsten
som om vi ikke ænsede dem og lavede stædigt vores sædvanlige
morgenmad. Vi var dog smarte nok til at begynde med brusebadet, da der
kun var et bad til hvert køn. Et hurtigt vue over pladsen overbeviste
os om, at der ville blive trængsel.
Vi var parate til at tage af sted lidt over 7, men benzinstationen åbnede
først klokken 8, fandt vi efterhånden ud af, så vi måtte
bare vente. Og det gjorde ikke noget.
En sort bjørn vandrede ind over pladsen tæt på Mogens,
der stod ved benzinstanderen. Han gør altså ikke andet end
at tage sit fotografiapparat og forfølge den!
Den så lidt forpjusket ud på grund af regnvejret
og for os så det ud, som om det ikke var en bjørn i sin bedste
foderstand.
Da den gik sin vej kunne vi i ro og mag fylde benzin på
bilen. En oplevelse rigere.
Vi talte med to søde unge blaffere. De prøvede at komme
sydpå. Det havde de faktisk også prøvet i går
aftes. Vi så dem stå nede ved vejen i timevis, uden at der
kom en eneste bil. Vi lovede at tage dem med i morgen, hvis de stadig står
der. Det kan de såmænd sagtens gøre, for vi har mødt
under 10 biler på hele vejen her op.
Så har vi krydset polarcirklen, Arctic Cirkle, Vi var helt alene
i verden og fik taget de obligatoriske rigtige billeder. Så videre
ud ad vejen, som strakte sig som én lang slaggepølse hen
over tundraen.
Vores beviser for, at vi har passeret polarcirklen.
 
Det var så smukt med især de hvide ”bomuldsblomster”
som bølgede over sletterne, så langt øjet kunne se.
Vi krydsede grænsen til NWT, North West Terrietories.
Det betød også, at de ville stjæle en time fra os, men
da vi skal over grænsen igen i morgen, besluttede vi os til IAMA-time.
Kørte et par gange på nogle flylandingsbaner. Vi skulle over
to floder. Først kabelfærge ved Peel River Crossing. Den sejler
hele tiden, når der er kunder, den er statsejet og den er gratis.
Det var temmelig vanskeligt at komme ombord og fra borde uden at bilen
bumpede helt i bund. Mogens gjorde et ganske nydeligt stykke arbejde.
Der var meget strøm på floden og store træer
og træstykker kom drivende med stor hast. Overfartstid for færgen
ca. 5 minutter.
Indianerne har stadig sommerteltcamping ved Peel River. De fanger fisk
i floden og tørrer dem eller ryger dem til vinterforbrug.
Vi kom forbi et voldsomt stykke vejarbejde. Flagmanden, der skulle have
sendt os af sted, eller stoppet os, sad og sov. Og det er jo synd at vække
ham, så jeg kørte af sted. Det var meget godt, at vi ikke
mødte nogen på vejen. Det havde været umuligt at passere
en anden bil. Endsige bakke. Her betyder ”rough road”, rå vej! Og
det er rigtigt. Det kan simpelthen ikke oversættes bedre.
Næste flod vi skulle over , var Mackenzie River. Den var meget
større og flød med lidt mere pondus. Det viste sig faktisk,
at floden på dette sted egentlig består af to floder, Mackenzie
River og Arctic Red River. Færgen var en "rigtig" færge og
ret pæn, men heller ikke særlig stor. Afgang: 25 minutter efter
timen. Det havde det lige været, så vi fik lidt tid til at
se på omgivelserne. Athapaska landsbyen, som ligger mellem de to
floder hedder Tsligethchic. Den er blevet kaldt Arctic Red River, men de
140 beboere har insisteret på, at beholde det indianske navn, og
visitorcentret (en parkeringsplads med toiletter og borde og bænke),
har også taget det canadiske navn ned og er ved at sætte det
rigtige navn op. Trods byens lidenhed er der to store kirker. Vi ventede
som nr. et i rækken af tre biler. Den midterste var en stor lastbil
og sidst en bil fra Alberta. Pludselig bankede det på Mogens vindue.
En meget bekymret herre spurgte, ejeren af Albertabilen, om dette var færgen
til Inuvik! Ak ja, dette er den eneste vej.
Herfra og helt til Inuvik, ca. 150 km, var der ikke andet end små
slanke grantræer og huller i vejen at se på, men endelig lå
den der så neden for os: Inuvik. Badet i solskin.
Fin, men lidt mærkelig campingplads midt i byen. Campingpladsen
så ret ny ud. Der var bygget små platforme af trykimprægneret
træ, ca. en halv meter over jorden, som man skulle slå telte
op på. Alligevel blev vi henvist til en grusplads, hvor der heller
ikke var noget bord. Det blev vore naboer fra Alberta, dem fra færgen
også. Begge par skyndte vi os tilbage for at fortælle hende
om fejlen. Det var ingen fejl, der var nemlig el på ”teltpladserne”,
som altså i realiteten var til vogne. Vi betalte de $5 ekstra uden
at kny. Nogen af os. Og så skal vi da i nat sove på et dejligt
podie hævet over jorden, garanteret ingen problemer med at hovederne
hænger ned ad.
Disse platforme er lavet, for at sikre teltliggerne mod vand.
Når det regner her, kan regnen ikke opsuges af jorden, da den er
frosset, permafrost, derfor disse platforme, højt hævet over
selv store vandpytter.
Et smut i byen. Inuvit har 3.200 indbyggere og NWT har satset på,
at den fra starten, og det vil sige fra først i 1950’erne, skulle
være en rigtig by med skoler, hospital og god beskæftigelse
for indbyggerne.
På grund af permafrosten er alle ledninger, som vi normalt har
liggende i jorden i Danmark, beliggende over jorden, godt isoleret, men
de er også bygningsværker der ses og føles. Flere steder
må man op ad en stejl vej og ned igen for at passere disse rørledninger.
Husene er træhuse, malet i mange forskellige farver. De ligner dem
i Grønland. Størstedelen af befolkningen er Inuvialuiter,
eskimoer. I receptionen på campingpladsen hang der et meget stort
kort, der viste den nordlige halvkugle set fra nordpolen. På dette
kort ses Grønland meget tydeligt på grund af landets størrelse.
Da damen i receptionen spurgte, hvor vi kom fra, sagde jeg Danmark og i
det samme forklarede Mogens, at Grønland var en del af Danmark.
Det kunne hun bestemt ikke forstå, ”You don’t look Danish”. Byen
havde sidste år haft besøg fra Grønland og de lignede
bestemt ikke os og så kunne de endda forstå Grønlændernes
sprog.
Igloo Church.
Det er utroligt så mange kirker, der kan bygges i så
lille et samfund. 7 i alt! Det er da spild af ressourcer. Hvert trossamfund
kunne da have en kirke – f. eks. Igloo Church – én dag om ugen hver.
Vi har bestemt os til ikke at tage på nogen flyvetur til Beaufort
Sea. Det er for dyrt. Herlig aften i bagende sol, T-shirts og shorts og
bare tæer. Solen er oppe på himlen alle 24 timer i døgnet
her. Og hvor har vi været heldige med det pragtfulde vejr i dag.
Er det ikke utroligt! Her er vi så højt mod nord vi kan komme
i bil, og så er det første gang vi sover med åben teltdør
og -vindue!
|
