Interstate 90

 
Miles City, Montana til Bemidji, Minnesota.
Tirsdag den 25. juli fra Miles City, Montana til Jamestown, North Dakota.
Afgang klokken 8.00 og ankomst klokken 16.00 efter 590 km ad I 90
Vejret: Morgen: Sol, varmt, 25°C
           Middag: Sol, stadig varmt, 26°C
           Aften   : Regnbyger, men varmt 25°C

Vi satte speedcontrolen på 65 miles pr. hour og sank hen i de tanker, der nu måtte melde sig, mens vi betragtede det endeløse landskab. Så langt øjet rakte hele horisonten rundt, i dette koland. Dem så vi mange af, køerne, og egentlig nød vi turen, men det må altså være kedeligt, blot at være et gennemkørselsland. De prøver godt nok med reklameskilte som ”Verdens største ko”, ”Se en albino buffalo”, men det tænder ikke rigtigt, vel. For ikke at tale om ”Her sov Lewis og Clark 146 gange”. Og selv om netop de to herrer er vore nære venner efterhånden, kører vi ikke 75 km for noget sådan. Stakkels North Dakota. Men deres bøffer smager godt.

Og nu er vi ankommet til den lidt større by, Jamestown, med 14.700 indbyggere. Lidt mindre end Solrøds indbyggertal. Til gengæld har de 27 kirker. Vi er altså virkelig på prærien nu. Men her er selvfølgelig også museer. Disse drejer sig alle, og der er i hvert fald 10 af dem, om buffalos. For slet ikke at glemme, at det netop er i denne by den kendte USA forfatter – Henriettes yndlingsforfatter – Louis L’Amour bor, eller boede, han er vist nok død.

 
 
Onsdag den 26. juli fra Jamestown, North Dakota til Bemidji, Minnesota.
Afgang klokken 8.30 og ankomst klokken 13.30 efter 140 km ad I 90, 135 km ad I 29 og endelig 190 km ad US 2

Vejret: Morgen: Sol, varmt, 24°C
           Middag: Lettere skyet, varmt, 26°C
           Aften   : Sol, varmt 27°C

Så er vi unægtelig på vej hjem. Vi kører stadigvæk lige ud her i North Dakota. Vejret er dejligt, det er bare så kedeligt at se ud, så vi skiftes til at sove. Og køre selvfølgelig.

I 1997 blev en stor del af den østlige del af North Dakota oversvømmet og veje m.m. beskadiget. Staten søgte Forbundsregeringen om midler til retablering af vejnettet. Det må være blevet bevilget, for der har været vejarbejde det meste af vejen.

Vi glædede os til gensynet med campingpladsen i Bemidji, hvor vi var sammen med Henriet-te, Morten og de to bitte små drenge i 1990. Den gang regnede det bare så meget, og i dag er vejret herligt. Desværre. Det er slet ikke den samme campingplads. Vi er godt skuffede, til trods for, at denne KOA-plads naturligvis er udmærket.

Og så er myggene kommet igen. Her sprøjtes fra en traktor på KOA-pladsen i Bemidji
Vi har læst i den lokale avis, at der i går var et voldsomt uvejr her og i hele Minnesota. Og nær Helena i Montana, hvor vi lige har været, raser der en voldsom skovbrand. Naturen er noget voldsom her.

Har været et smut på biblioteket i Bemidji for at få Brøndbys resultat. De vandt 3 – 1 på hjemmebane over Reykjavik. Der var ikke mange roser til dem.


 
 
Tilbage til hovedmenu
Til start af dette kapitel
Til Milepost 1
Til næste kapitel