Bemidji, Minnesota til Clouquet, Minnesota

Torsdag den 27. juli fra Bemidji til Odjibway Resort, Minnesota

Afgang klokken 8.30 og ankomst klokken 15.30 efter 90 km ad US 2, 95 km ad US 169 og 85 km ad Minnesota 169

Vejret: Morgen: Sol, dejligt. 22°C
           Middag: Sol, varmt, 24°C
           Aften   : Letskyet, varmt, 22°C

Her er jo meget smukt, heroppe nordpå, med alle de tusinde søer og titusinde træer, eller omvendt. Men det hele burde nok ses lidt fra oven, for vi ser masser af træer og af og til får vi et glimt af noget vand. Men vi ved, søerne er på begge sider af os, og vi ved, der er masser af dem, og vi ved, at her er smukt. Ellers må vi erkende, at det også er lidt kedeligt at køre her.

Men nu følger vi ”The Iron Trail”, som begynder i Virgina, nej ikke den Virgina, men en ny Virgina, hvor vi modstod fristelsen til at se et museum om minerne og minedrift, kørte forbi en masse slaggebjerge – de har ryddet meget pænt op efter sig her og har plantet træer – og standsede i Soudan, for at se Soudan Underground Mine, hvor Henriette og Vaughn + de to små, var for en uge siden.

Vi kunne ikke skjule, at vi var lidt imponeret af denne jernmine. Vi kom 800 m ned i jorden.
Som sædvanlig sådanne steder, blev vi grundigt indført i historien og om, hvorfor det ikke var profitabelt i 1962 at videreføre minen, selvom der stadig er masser af jernmalm dernede.

Herligt er det også at få at vide, at minen blev ”foræret” til staten. (Der er altså ingen af disse gravere, der gider rydde op efter sig). Imponerende – og lidt voldsomt – var det at køre i elevatoren ned i dybet samt køre rundt i gangene med de små tipvogne og opholde sig i et stort hul så langt under jordoverfladen. På et tidspunkt slukkede de alt lyset, så vi kunne få en fornemmelse af, hvor mørkt det var at arbejde der, blot med sin egen pandelygte, som lysgiver. Vi spekulerede mest på, hvad Natasha og Jonas havde sagt til denne temmelige scare oplevelse.

Der var ca. 30.000 flagermus i minen. Vi så nogle stykker; blandt andet én på væggen uden for elevatoren på vores tur op. Medens alle beundrede denne lille flagermus, og syntes det var godt, der var et tæt vindue mellem den og os, pegede Mogens pludselig på et punkt inde i elevatoren, og alle i elevatoren hvinede. Alle troede der sad en flagermus inde i elevatoren.

Vel oppe – jeg synes, det var lange, knirkende 3 minutter det tog – var vi et smut omkring maskinrummet. Imponerende.

Videre til byen Ely, hvor vi igen modstod opfordringen til at se den nedlagte mine her. Men Ely er en sød gammel by med en masse turister, som kun er her med et formål (bortset fra selvfølgelig at fiske) nemlig, at komme ud at sejle i kano i BWCAW, Boundary Waters Canoe Area  Wilderness. Et kæmpeareal, som også omfatter dele af Canada.

Der er kanoudlejning overalt, og out-fitters med ture alle steder. Skal man helt ud i the wilderness, og man kan kun kommer der i kanoer – eller både uden motor – vil en tur tage fra et par dage og så i hvert fald seks dage. Vi er mætte af oplevelser nu, og gør det ikke. Der vil gå en hel dag blot at komme derud her fra Farm Lake, som netop er på grænsen til alt det vilde.
Vi har valgt en god løsning.

Campingpladserne er fyldt op, men vi kørte på må og få og spurgte os for ved deres ”resortsteder”. Allerede anden gang var der bid, fordi vi kun skulle blive en nat, selvom de ikke var vant til telte.
Men vi har da i hvert fald fået et stykke græs og bord og bænke her ved søens bred for $35. Det inkluderer også varmt brusebad samt en kano med redningsveste og puder. Og det er vel ikke så dårligt endda. Vi skyndte os at sætte teltet op og for ud i kanoen. Tænk, at vi skulle komme til at sejle i kano herovre, og så i Minnesota.

Det er bare fedt. I morgen står vi tidligt op og sejler en lang tur indtil middagstid, inden vi kører videre.
Hvis ellers vejret tillader det.

 
Fredag den 28. juli Odjibway Resort, Minnesota til Cloquet, Minnesota.

Afgang klokken 11 og ankomst klokken 14.30 efter 100 km ad Minnesota 1 og 120 km ad US 61

Vejret: Morgen: Diset, lunt, stille, 22°C
           Middag: Sol, dejligt, 25°C
           Aften   : Sol, endnu bedre, 26°C

Odjibway Resort er simpelthen den mindste campingplads, vi nogensinde har boet på. Udover de 5 – 6 hytter, der ser dejlige ud, som de lejer ud, er der plads til 4 campingvogne. Der var 3, vi var nr. 4. Og så havde vi jo altså vores egen bådebro med kano på den vidunderligste sø.

Og det kan godt være, at Farm Lake ikke lyder af noget særligt, men tænk lige på, at de har jo mere end 10.000 søer her i denne stat, og en sø må jo ha’ et navn. Nej, jeg ville ha’ været meget mere skeptisk, hvis den havde heddet Wonder Lake eller Paradise Lake, for så havde det været knap så smukt. Vi ved det, for vi taler af erfaring.

Der er bare det her med baderummet til camperne. Godt nok har de andre eget bad i deres RV, og jeg har det nok helt for mig selv, men baderummet, som man bliver bedt om ikke at låse døren til, når man er der, består af en håndvask, 2 toiletter og en brusekabine samt en orangeblomstret plastiklænestol. Foran hvert toilet er der et lille lillablomstret plastikforhæng, som – hvis man altså trækker det for – slasker ind på ens knæ. Forhænget ind til bruseomklædningen – for man må jo passe på, at man ikke får set for meget af hinanden herovre – er holdt i grønne og brune farver, og vover man sig ind i brusenichen, skal man huske at trække det lyserøde forhæng for, så tøjet ikke bliver vådt. For man ved aldrig i hvilken retning og med hvilken kraft, bruseren vil sprøjte. Sagt med få ord: Man skal være meget trængende og meget snavset for at vove sig her ind. Måske er ”hullerne” på statscampingpladserne at foretrække.

Lige meget, denne sø og kanoen tæller så meget på plussiden, at denne plads rangere højt på vores ratingliste.
I nat hørte vi en loon ude på søen kalde og der blev svaret i det fjerne. Ellers var her så stille så stille.
Efter morgenmaden og pakningen af telt og grej tog vi ud på søen. Vejret var fantastisk; stille, lidt diset og ikke en båd på søen (den er meget stor). Vi padlede ud med det mål at sejle rundt om en af de tre øer, som lå ude midt i den. Pludselig så vi dem.

6 looner lige foran os. De var et godt stykke fra os, men vi kunne sagtens se, at det var loons. Så var de væk, og så var de der igen. De kan være utroligt længe under vandet. Og nu, var vi lige ved siden af dem. Vi sad helt stille, og de blev der og snakkede sammen. Det var ret enestående, for de er normalt meget sky.
Åh, det var en oplevelse af de store, også selvom vi ikke havde taget fotografiapparatet med ud på søen. En oplevelse er vel en oplevelse, selvom den ikke er sikret på film.

Vi havde en dejlig køretur gennem Superior National Forest, som BWCAW er en del af, ud til kysten af Lake Superior. Det har været lidt af en oplevelse at være her og vi har fået blod på tanden for at komme igen og bruge mange flere dage i dette pragtfulde område. Vi har fået en masse informationer fra rangerne om wilderness-canoing. Det er ikke bjørnene, man skal være så bange for, de er her, men det er wild-fire, altså hurtigt opstået skovbrande, der er det farligste. Og når man én gang har set, hvor hurtigt ilden drøner af sted, forstår man godt, hvor farligt det kan være for kanofolket.

Nu var vi ude ved kysten til Lake Superior. Vejret var jo herligt, og vand er altid smukt at se på. Det syntes alle andre også, for pludselig var vi fanget af trafikken igen. Og hav er jo hav. Selvom dette her godt nok er en sø. I øvrigt hat vi været her en gang før, da vi skulle op i The Cabins med Henriette og Edward, Morten og Malene og de to drenge for snart mange år siden, 1988.

For enden af US 61 ligger Duluth og der begynder Interstate 35. Duluth er en meget stor havneby, hvor korn, mineraler, olie og træ udskibes.

Campingpladsen her i Cloquet, ca. 20 km syd for Duluth, er ganske stor og meget dejlig og en KOA. Vi har fået en plads med både sol og skygge og vil – vanen tro – bruge den sene eftermiddag og aften til læsning. Dog skal vi, lige meget om det er nok så varmt, og det er det altså, tænde bål med resterne af det brænde og alle de mærkelige aviser vi har slæbt fra Alaska gennem hele Canada ”just in case” .

 
 

Det gode vejr har lokket RV-folket til udendørs TV.

Sidste skål på den sidste campingplads, KOA, som betyder Kampgrounds of America, på denne lange, dejlige tur, som kom til at omfatte overnatning på i alt 39 forskellige campingpladser.