Også denne dag begyndte med sol fra en skyfri himmel, og her begyndte vi dagen med morgenmad på pladsen, men stadig den samme menu, flute og croissant.
       Den første del af turen gik egentlig meget godt, men meget hurtigt skete der ting og sager.

      Vi havde dummet os gevaldigt. Det var en af de helt store rejseweekend for franskmændene.

         Se her hvad resultatet var. Kilometer lange køer. På billedet er trafikken gået helt i stå. Cole og Tor satte sig op under en bro, dejligt i skyggen, og nød situationen. Vi andre begyndte ligefrem at synes, det var en oplevelse. Alle tog stoppet afslappet, og der var ingen sure miner, det var bare at vente til der blev luft igen, så bilerne kunne røre sig.
         Der gik vel 1 times tid, så begyndte der at blive røre foran, og folk styrtede til deres biler og den lange karavane begyndte så småt at bevæge sig sydpå.
        Turen til Bordeaux, som var første del af turen, gik meget godt, men lige før byen gik trafikken i stå igen. Denne gang gik der ikke så lang tid, det var en mere normal trafikprop, som hele tiden bevægede sig lidt, et par hundrede meter af gangen. Efter byen gik det så rimeligt godt igen. Og da vi nåede vores mål, Biarritz, var dagen næsten gået. Vi skulle nu finde den campingplads vi besøgte for første gang i 1972 med Henriette og Karsten og anden gang i 1981 med Sebastian, Malene og Morten. En dejlig stor plads lige ned til Atlanterhavet.
        Vi fandt den, men der var ikke plads til os, så vi måtte finde en anden campingplads. Det var nu ikke så svært. Der var masser af campingpladser i området og da vi endelig syntes vi havde fundet den rette, var det blevet meget sent.

         Her har vi så fået rejst vores telte og roen er begyndt at falde over os igen efter den lange tur fra Loire floden.

         Men så kom chokket.

        Drengene gik selv i swimmingpoolen, som var stor og så meget indbydende ud. Men der gik ikke lang tid, så vendte de snuden hjem til vores plads, skuffede og meget kede af det. Man måtte ikke bade med badeshorts, det skulle være almindelige badebukser: Uden lange ben og lommer. Aldrig har vi hørt så galt. Men den var god nok, det stod på store skilte ved poolen. Det var alligevel en voldsom stramning.
        I stedet for at flippe helt ud, gik vi til stranden. Atlanterhavskysten lå kun ca. 500 meter fra pladsen og hvilken strand. Det varede ikke længe før drengene lå i bølgerne.

         Så store bølger er der trods alt ikke i Prior Lake, og der gik lang tid før de havde fået nok. Det var nu også en ualmindelig dejlig aften, lun og stille. Vi fik set solen gå ned i havet og vinkede hjem til USA.
         På vejen tilbage fra stranden til campingpladsen fandt vi en dejlig restaurant, hvor vi kunne sidde ude i det fri og spise.

         Klokken var efterhånden blevet 21 (9pm), men det er jo en meget almindelig spisetid for franskmændene. Vi fik dejlig mad, og jeg skulle selvfølgelig have lidt godt fra havet, de andre er lidt mere for det de kender, især drengen har lidt svært ved at vælge ting de ikke kender, men det er der vel ikke meget at sige til, de har tid nok til at lære det også. Efter maden, direkte hjem til soveposerne.

Søndag den 9. august.

Medens Cole og Tor pakkede deres telt ned, forsøgte Inge at få vores depositum tilbage. Det var ikke helt let, da det var en meget sjælden type franskmand, der sad og passede butikken. En ualmindelig sur kælling. Der var kø på kontoret, hvor man skulle melde sig fra og have sine penge tilbage. Der var oprørsstemning. Adskillige havde vist nok lyst til at gøre noget voldsomt mod hende. Skrankepave af den værste slags.
         Nå det lykkedes til sidst også at få købt vores morgenmad, som vi havde bestemt os til at spise på stranden. Cole og Tor måtte lige se stranden en gang til. Og det blev en dejlig morgenmad. Vi spiste ved en lille udsigtspost med en bænk.
         Med en storsået udsigt til Spanien fik vi taget afsked med denne del af Frankrig. Vi fandt snart vejen videre, som nu gik stik øst, ind langs Pyrenæerne, som er den store bjergkæde, der adskiller Frankrig med Spanien. Vi havde valgt Ax-les Thermes, som vores næste overnatningssted. Ax-les Thermes er kendt for sine mange kursteder og for sine helbredende kilder.
        Efter en meget smuk tur, hvor bjergenen lå store og flotte, som en smuk teaterkulisse til højre for os hele vejen til Ax-les Thermes, nåede vi først på eftermiddagen Ax-les Thermes. Campingpladsen, som vi besøgte i 1981, var en meget stor skuffelse, så stor, at vi skyndte os videre. Den skulle i hvert fald ikke have glæde af os.
        Vi valgte i stedet at tage videre til Andorra, men inden da skulle vi have noget at spise. Der var masser af tilsyneladende gode restauranter, og der var mange mennesker alle vegne, men vi fandt en god fortovsrestaurant tæt på selve den hellige og helbredende kilde. En kilde, som blev besøgt af mange pilgrimme og syge hvert eneste år i masser af år.

         Vandet lugtede fælt og var meget varmt, men vi skulle da lige prøve at stikke fødderne i. Hvad det helbreder ved vi ikke, men mængden af turister i byen og de mange kursteder og sanatorier at dømme, er den nok meget god. Vi fik dog hurtigt nok, man skulle jo helst ikke blive for rask, og kørte videre til Andorra.
         Andorra er en lilleputstat på grænsen mellem Frankrig og Spanien. Der bor 72.766 i landet, som har Frankrigs præsident og den romersk-katolske biskop af Seo de Urgel i Spanien, som overhoveder. Landet er kun på 465 km². Grænsen til Andorra fra Frankrig ligger i 2.400 meters højde og da vi nåede frem til grænsen, var der mange kilometers kø af biler, men heldigvis ikke i vores retning. Det var franskmænd, der havde været i Andorra på søndagsudflugt for at købe toldfrit spiritus, cigaretter og meget andet junk, der nu skulle hjem.
         Vi kom meget let ind og fulgte den eneste vej, som fører gennem landet til Spanien. Vi havde på vores kort fundet en campingplads ikke langt fra Andorra la Vella. Byen nåede vi i løbet af en kort, meget smuk tur. I byen, det rene bilkaos, fandt vi vejen ud til camping- pladsen, som lå ca. 5 km mod vest.
        Sikken en smuk campingplads vi kom frem til. Campingpladsen lå i en dal omgivet af høje bjerge og vi kunne se, at bjergene blev brugt om vinteren til alle former for skisport. Der var lidt overfyldt, og pladsens bestyrer forsøgte at overtale mig til at tage en meget indeklemt plads, men den gik ikke, og manden måtte overgive sig for mine argumenter, og vi fik en fin plads ved en lille bjergbæk, som drengene hurtigt fandt meget interessant.

         Sidst på dagen tog vi en tur ind til Andorra la Vella, som er en by udelukkende bygget og indrettet til en eller højst to-dages turister. Der bygges allevegne og det er bestemt ikke lige kønt alt sammen, tvært i mod, meget af det ser hæsligt ud. P-huse oppe og nede, ude og inde. Vi kørte lige ind i et p-hus og da vi havde parkeret bilen, viste det sig, at vi befandt os i kælderen på den ene side af huset og på 2. sal i den anden side.
         Vi gik lidt op og ned ad hovedgaden, men var ikke særlig begejstret for det vi så. Alt for meget junk, alt for meget sprut, alt for mange turister. Ingen steder, hvor man kunne finde landets indbyggere. Her var kun franskmænd og spanierer på besøg for at købe billigt, så det eneste vi købte var aftensmad og vin og cola, som vi så tog med tilbage til camping- pladsen.

        Her er til gengæld dejligt. Fred og ro masser af dejlige ting vi kunne bruge vores tid på. En flot swimmingpool omgivet af bjerge.

Og bordtennis i det fri.

          Om aftenen valgte vi det stedlige spisested, som var en lille restaurant lige ved siden af swimmingpoolen. Vi havde bestilt plads i god tid. Og da klokken var 19 (7pm) gik vi derop. Og hvad så? Lukket dør indtil spiselokalet og en masse mennesker uden for.
          Vi troede ikke vores egne øjne. Men vi var altså ikke i Frankrig mere.
          Vi ventede og ventede og vi blev selvfølgelig mere og mere sultne jo længere tiden der gik, og der gik virkelig lang tid.
          Men endelig åbnedes døren og vi strømmede ind for at bemægtige os et bord. Det lykkedes, men vores lykke var absolut ikke gjort dermed. Det viste sig, at lige netop vores bord var denne aften udvalgt til at skulle betjenes sidst, så da alle borde var i gang med desserten, fik vi allernådigst lov til at bestille noget at drikke og bestille forretten.
         Så varede det længe før maden var fremme hos os, men til gengæld var den udmærket og efterhånden som mætheden kom, forsvandt vreden over betjeningen. Ak ja, man glemmer hurtigt, når maven er tilfreds.
         Det var ikke helt mørkt, da vi gik hjem, så drengene fik spillet boule med en begisk dreng. Det var lidt svært for dem at komme helt i kontakt med ham, men da alle tre gerne ville spille, lykkedes det alligevel, og jeg tror egentlig, at de var glade for at prøve, som amerikanere i Europa at være sammen med en dreng fra Belgien i Andorra. Den belgiske dreng gik i øvrigt med en fodboldtrøje fra Ajax Amsterdam, altså en Hollandsk fodboldklub. Sig så ikke, at vi ikke er internationale.

        Det blev ret sent, inden vi lagde os til at sove, og det var en dejlig temperatur om aftenen, ikke for varmt og ikke for koldt, og det var en meget smuk aften og det er utroligt, at alle de mennesker, der er på sådan en campingplads, kan være så stille, at man kan høre alle naturens egne lyde, især hørte vi den lille bjergbæk tydeligt.