Op klokken 6. Vi var overbeviste om, at der ville være megen trafik især ude ved kysten og så var det lørdag. Det skulle vise sig, at det ikke var helt forkert. Vi fik set nogle af de store og lange broer, blandt andet Chesapeake Bay Bridge, som er en kombineret bro og tunnel og over 25 km lang, en masse skibe – flåden såvel som lystsejlere – ved Norfolk. Vi kørte både over broer og nede i lange tunneller før vi var igennem Norfolk.
      Pragtfuldt vejr. Ikke en sky på himlen. De sidste 70 km fra Nags Head til Hatteras på highway 12 var fantastiske. En lang, smal tange med huse hele vejen liggende i tætte rækker ud til Atlanterhavet. Alle træhuse og bygget på pæle, og alt træ i trist gråbrun farve. Og selvfølgelig store. Langt de fleste var udlejningshuse og langt de fleste var lejet ud.

     Havet så fantastisk blåt og glitrende ud med flotte, hvide sandstrande. Der lå også nogle hoteller og et par campingpladser ved vejen.
     Godt vi havde reserveret plads i forvejen. På trods af at her er 327 pladser, er alle reserverede. Vores plads er fin og stor, men det er jo ikke ligefrem træer, der vokser på sådan en Atlanterhavsstrand! Der findes teltpladser med overdækkede borde. De er desværre alle optaget. Men, men, men. Amerikanerne er jo flinke mennesker, så de lånte simpelthen os to gamle teltcampister en stor dejlig solparasol, som nu skygger herligt over vores bord. Sammen med den friske brise fra havet, er det faktisk et vidunderligt sted at sidde.

     Her er alt. Faktisk ligesom dengang i 1992 på Fiesta Key i Florida. Ungerne ville have elsket det. Og her er aktiviteter af alle mulige slags. Vi har begrænset os til at ringe til Blokhusvej (fik heldigvis fat i Malene) og springe i de voldsomme Atlanterhavsbølger. Altså 50% af os i hvert fald.

     Her er mange mennesker. Og mange på hver plads! Det vil sige 2, 3 eller 4 telte hvert sted samt et par biler. Det er også weekend, og mange af disse familier fra Virginia og North Carolina holder deres årlige 3-dages ferie her, og på denne weekend skal de så nå det hele: Swimming-pool, strand, leje cykler, minigolf, fiske, lave bål og så meget andet. Har man fået nok af campingpladsens tilbud er der utallige væddeløbsbaner for biler, rutschebaner og andet gøgl tæt herved.

     Søndag aften tager de fleste garanteret herfra igen. I øvrigt har vi på denne plads observeret følgende: Man kan tydeligt se, hvem der ikke har camperet før, for de efterlader deres bord med en masse junk på om aftenen, når de mere eller mindre halvfulde går i seng.
    Det er så helt utroligt at se, hvad egern og måger kan få ud af dette. For slet ikke at tale
om affaldsposer, som ikke lægges i affaldscontainere. 

8/7 2001 

    Herlig nat. Herlig temperatur. I går aftes havde vi underholdning til vores aftensmad. Vi er nemlig så heldige, at vores plads er placeret ved 'KOAsis', stedet, hvor der er en lang græsplæne med en scene (og et stort kors, som baggrund) og en masse bænke foran scenen. Det betyder, at vi på den ene side ingen naboer har.
     Og i går aftes var der altså underholdning af campingpladsens unge personale. Sketchs og den slags, som vist nok var meget morsomme, for de gjorde stor lykke hos de mange fremmødte tilskuere. Og jo også hos os. Men for at det ikke skal være lyv, så havde vi også 1. parket til søndagsgudstjenesten med salmesang, aflæggelse af beretning fra en omvendt ”reddet” ung pige, der før havde drukket en masse øl, (hun var højst 20 år gammel, men nu havde hun fundet vejen), velsignelse af alle børnene og lidt bøn.

     Disse venlige, søde unge mennesker er ”summershriners”, (Vi har ofte mødt shriners, men det har altid været ved parader, og alle gangene har det været halvgamle og halvtykke mænd, som begejstrede har drønet rundt på deres trehjulede motorcykler i indviklede formationer). Men disse unge mennesker står også i forretningen og gør rent i baderummene. Gad vide om de arbejder det gratis?

     I dag er det blæsende, men dejligt lunt. Vi har gået en meget lang tur langs stranden, som er skøn og hjemturen ad landevejen, som er rædselsfuld. Men vi måtte se lidt nærmere på alle disse forfærdelige huse. 

     Der er ikke gjort meget meget for at peppe dem op. Måske fordi de er så udsatte for naturens luner, at det ikke er det værd. Turistet er det i hvert fald, og der er ikke noget at sige til at folk i hobetal søger herud. Det bliver også udnyttet. Langs vejen ligger der masser af forlystelsesmuligheder: Alle former for racerbaner, vandland, minigolf etc. for både børn og voksne. Der er mest gang i forretningerne for voksne. Og ved stranden er det også forældrene, der lader som om de er ved at lære deres børn at surfe eller fiske, men i virkeligheden er de helt vilde med at gøre det selv og irriterede over at se, hvor hurtigt ungerne mestrer disse brædder, mens de selv fortsætter med at tumle rundt. Og ovre på den anden side af vejen – i det lidt roligere  vand tumler vindsurfere og drageflyvere rundt.

     Vi har spist nogle delikate tunsandwiches til frokost med en snes sultne måger stående rundt om os i ½ meters afstand bønfaldende os med deres smukke øjne og hæse skrig om en bid.

9/9 2001

     Kedeligt nok regnede det i går aftes, da vi skulle til at spise, så vi blev ”nødt” til at gå på restaurant! Dejlig mad, bortset fra, at det dog er utroligt, at man kan finde på at friturestege friske østers og havørred, som jeg fik. Men når man piller dejen af, smagte det frisk og godt. Mogens fik den møreste ribeye steak, hertil chianti og tærter til dessert, og med drikkepenge blev det 400 kr., og det er jo i grunden ikke så galt.
     Op klokken 6. Vi skulle nemlig med to færger i dag, for vi kørte videre ned ad tagen, som egentlig består af en række øer, for at komme over til fastlandet igen. Færgerne drives af staten North Carolina. Den første ved Hatteras var gratis og sejlturen tog en halv times tid selvom afstanden var kort, men færgen snoede sig behændigt i sejlrenden. Den næste fra Ocracoke til Cedar Island kostede 10 $, og sejlturen var mere end 2 timer lang. (I Canada sejlede vi den samme længde fra St. Simèon til Riviere-du-Loup og der gav vi 130 CD, en forskel på ca. 715 kr.)

     Det var dejligt at se disse 50 km fuldstændig fredet stykke natur med lave buske og mange for os ukendte fugle. En varm tur over en af verdens største inlets, som på dansk vel nærmest er en fjord eller vig. Hele denne inlet hedder Pamlico Sound. Ingen service ombord (vi havde faktisk satset lidt på at spise morgenmad ombord), til gengæld fik vi et øvre dæk med blid vind og masser af muligheder for at betragte disse moderne fiskeskibe, som trak enorme net efter sig. Og det er ikke sild, man fanger her, næh, det er de store drenge som tun og sværdfisk. Ja, og så rejerne selvfølgelig. Pelikanerne er snu. De sidder på masterne og venter på, at nettene bliver halet ind. Eller også ligger de i små klynger og vugger med deres store næb trukket elegant ned langs halsen. Ind i mellem ligger lystyachterne med deres tilriggede både til tunfiskeri. De har sådan ca. 6 fiskestænger i gang samtidigt. 
     Ved indsejlingen til havnen i Cedar Island, havde en havørn bygget rede på en af signalpælene. Vi var blot et par meter fra fru ørn, der skærmede sine unger under vingerne.

     Vi skulle gennem endnu et tyndt befolket område langs kysten ad en lille vej. Her var mange ikke særlig velstående folk, faktisk ludfattige. Der fanges krabber og andre skaldyr i dette lavvandsområde. Stadig en masse kirker. De ser til gengæld ud til at klare sig ganske fint.

     En del af vores tur skulle gå ad rute 172, men da vi var drejet af til den, blev vi stoppet af en militær vagtpost med gevær, og vejen var spærret med en bom. Han spurgte, om vi skulle køre lige igennem, og da vi kunne bekræfte dette, fik vi lov til at passere. Og så kørte vi ca. 40 km igennem en marinebase. Nu skulle vi ikke kun passere ”Dear X – ing”, nu skulle vi også passe på  ”Tank X – ing”.

     Ved ankomsten til North Myrtle Beach, bare en lille forstad til Myrtle Beach, fik vi noget af et chok.
Km efter km kæmpe minigolfbaner med bjerge, plaskende vandfald, tøjforretninger, hvor man f.eks. kunne erhverve sig 12 T-shirts for 10$, hotelhøjhuse langs stranden og midt i al denne gyselighed de smukkeste golfbaner med skyggefulde træer. Og en masse mennesker.

     Det er ikke at overdrive at sige, at vi fandt vores campingplads med lidt besvær. Da vi endelig var kommet til ”den rigtige” Myrtle Beach, startede vejnumrene med 168 N og vi skulle til 5 S og disse 173 blokke viste os en masse fest og ballade, som denne by udelukkende består af. Ud over alt det så vi også nogle kæmpe rutschebaner og store karruseller og teatre med shows a la Las Vegas. Det skulle nok blive muntert.

     Men så lå campingpladsen her pludselig, som en grøn oase i dette inferno. 60 acres med i alt 500 pladser! Det lyder voldsomt, men det er uhyre velorganiseret, og vi har fået en plads så stor, at den kunne rumme et halvt fodboldhold. I det hele taget er denne plads i højeste klasse (det er også næsten den dyreste, 31 $). Her er simpelthen alt. Og her er smukt med palmer, nåletræer, løvtræer og masser af blomster. I øvrigt har vi kun betalt for den ene nat her, fordi vi har samlet fem stempler sammen. Ja, vi har nu haft sådan to gratis overnatninger. Den anden tog vi i Washington. Det er ret smart at opsamle pointene i Canada, hvor pladserne var meget billige – for så at benytte dem på de to dyreste pladser ved USA’s østkyst. Vi har sparet over 500 kr. på den konto. Det er da meget godt. Især når der absolut ikke har været problemer med at ”indløse” værdierne, tværtimod har vi fået udstrakt service begge steder.

     Da temperaturen ved vores ankomst var kommet op på 35°C, så måtte det jo ende med et tordenbrag og nogle hektoliter vand. Selvfølgelig lige som vi skulle sætte teltet op. Nå men, vi satte os ind i bilen, tog en Budweiser og nogle chips og en god bog  og ventede så på, at det skulle holde op. Det varede allerhøjst 20 minutter.
     God, velfortjent aftensmad ved 20-tiden. Nu var temperaturen faldet til lidt under 30°C, så det gik. Vi sover på soveposen og under lagnet i nat.

10/7 2001

     Hed, hed nat. Allerede fra morgenstunden var temperaturen oppe over 90°F altså over 34°C. Og det er stadig meget fugtigt. Det er nu altså ikke et vejr for os nordboer. Vi ville i Atlanterhavet, og vi stred os forbi karruseller og rutschebaner, der først åbner, når solen går ned, ud til en af de få offentlige adgange til stranden. Ellers hviler højhushotellerne sig op af hinanden i en grim, lang række langs kysten så langt øjet rækker.

     Vandet var herligt, lige så varmt som luften, høje bølger, hvidt, hvidt sand og der var masser af plads på stranden. Vi brugte det meste af dagen på dette baderi, kun afbrudt af frokosttunsandwich på camping- pladsen og så lidt indkøb. Der var mange forbrændte folk på campingpladsen her til aften. (Men ikke os).

     Åh, jeg skal lige nævne vores superlækre aftensmad: Frisk laksefilet med coleslaw og sennepskartof- felmos og verdens bedste vaniljeis med friske blåbær til dessert. Det mad vi selv laver, er mindst lige så godt som restauranternes.
     Vi er ved at få svip af alle disse religiøse arrangementer. Lige som man sidder og nyder maden høres der hymnesang fra en brølende mandsstemme og et hvinende pigekor højt udover campingpladsen. En af byens kirker havde sendt en stor delegation af piger og  med præsten i spidsen til en dertil indrettet plads på campingpladsen. 

11/7 2001

     Ja lige så hed nat i nat. Tidligt op og afsted før otte. Det er lidt uhyggeligt, at bilen er det rareste sted at være i i øjeblikket. Vi var ved Point South, den sydligste campingplads i South Carolina og den der lå tættest på Hilton Head Island, allerede før elleve og fik hurtigt sat teltet op i 94°F hede! (37°C). Det er altså for varmt. Men de har gjort hvad de kunne her for at få os til at føle os godt tilpas. Under høje skyggefulde træer er der indrammet et sandfelt, hvor vores telt skal stå, og udenom er der store potter med planter og blomster. Ret fint.

     Vi havde dog lidt problemer med at få checket ind. Den unge fyr, der betjente computeren, fik besvær med at få felterne udfyldt. Allerede ved telefonnummeret kneb det. Helt galt gik det ved zip-koden. DK2680 duer ikke her. Fem cifre, tak. Han måtte hente hjælp og fik uden skæven til mig denne besked:”Whenever it is German or Italins  things are like this, just use ………”.

     Men denne dag drejer sig om besøget på Hilton Head Island. Denne ø, hvor Henriette tilbragte et helt år som barnepige for Jonathan og en baby-pige. Så vi begav os ud på den ca. 1 time lange køretur derud. 

     Vi havde først været inde på turistinformationen på Hilton Head for at få et kort over øen. Vi skulle finde Pelikan Ave., hvor Henriette havde boet, og det gjorde vi!! Vi tog en masse billeder, det vil sige, det lykkedes faktisk Mogens at få taget nogle billeder, efter en rum tid, for linserne var simpelthen helt dugget til, så varmt og fugtigt var det. Men vi kunne ikke bade her, selvom vi kunne se en dejlig strand for enden af Pelikan Ave.

     Tro det eller ej. Der er kun fire steder på hele Hilton Head Island, hvor der er offentlig adgang til stranden. Resten fortaber sig i resorts, med hver sin vagt og hver sine golfbaner og andre former for privat strand og skiltene med No Trespassing. Vi var fast besluttet på endnu engang at bade i Atlanterhavet, så vi fandt et af disse fire steder. Her var ikke ret mange mennesker, men en kridhvid, indbydende sandstrand. Så her lod vi os meje ned af bølgerne i meget lang tid. Det var pragtfuldt. Et par pelikaner svømmede vi om kap med.
     Hilton Head Island er for mange, ældre mennesker et paradis. Flotte, beskyttede villaer lige ud til egen golfbane, det er meningen med livet. Ikke for os. Vi skyndte os væk igen over den flotte bro. Vi så på turen en masse hvide og blå hejre og en hulens masse lystyachts og fandt omsider ved halv firetiden en Burger King, hvor vi spiste frokost for 4 USD.

     Her til aften er det stadigvæk mere end 90°F, og vi lider. Aftensmaden, som i aften kun bliver kold skinke, må vente helt til solen er gået ned. De sene eftermiddagstimer har vi også tilbragt ved swimmingpoolen; vi vil tage endnu en svømmetur, inden vi går i seng.

     For vores underholdnings skyld og udbygningen af vores forståelse af den amerikanske kultur, har vi netop været så heldige at få en mormonfamilie som nabo. Ca. 2 meter fra os. Selvom de og vi er de eneste teltcampister , og der er adskillige teltpladser, valgte de begejstrede at blive vore tætte naboer. Far, mor, tre børn og en kæmpe hund. De væltede ud af bilen, og i løbet af  2 minutter var bilens indhold tømt ud på campingpladsen, hunden kædet fast til nærmeste træ med masser af kæde ind til vores lille, fine teltplads, og den tykke far havde forhørt sig om hans lille puppy ville genere os, og fået svaret, at nej, det ville den ikke, for det var hans ansvar, at den ikke gjorde det, og vips var hele familien smuttet i badetøjet og ud i poolen. Tilbage lå Blackie og gispede. Den eneste støj, vi hørte, var faktisk denne fede mand, der ustandselig kommanderede rundt med sin ucharmerede, runde kone og råbte ad sine sure teenagedøtre.