Vi nåede Boulogne Skoven klokken 9.15, altså præcis 12 timer efter at vi havde forladt Brøndby Stadion. Der var næsten fuldt belagt på campingpladsen, men der er jo altid plads til et eller to telte, og vores to telte blev klemt ind mellem to biler. Der er virkelig ikke megen plads, men hvad, vi skulle jo kun sove her.

           Paris skulle opleves, det var det vi var kommet efter. Og vi havde virkelig glædet os til at skulle vise disse amerikanske drenge, hvorledes en "rigtig" by ser ud, hvorledes et offentlig transportsystem virker. Men før vi fik vores teltpladser, spiste vi vores nyindkøbte, endnu varme, flute og croissanter på bagsmækken af vores bil. Vi var meget sultne, så morgenmaden kunne ikke udsættes til vi langt om længe kunne få vores plads.

Vi fik hvilet lidt og ud på eftermiddagen tog vi ud på vores første tur.

       Og hvad var mere naturligt end at se en af de helt store turistattraktioner, som det allerførste, nemlig Sacré Coeur du Tertre og alle kunstnerne.
       Vi tog metroen derud og begyndte med en lidt forsinket frokost på en cafe over for Tatis Stormagasin. Det er et meget spændende sted. Det ligger i et stort område med mennesker fra alverdens lande. I timevis kan man sidde på fortovscafeen og se tusindvis af menesker passere revy. Det var Cole og Tors første parisiske mad. Vi begyndte i den lette ende, med ting vi var næste sikre på, de godt kunne klare.
      Efter maden gik vi op til kirken, som nogle kalder den grimmeste kirke i verden, en elefant, men den ligger et fantastisk sted. Højt over Paris i den nordvestlige del, med en storslået udsigt fra trappen over hele Paris. Vi kan se Eiffeltårnet, Montparnas, Notre Dame, ja alle de kendte bygninger i Paris. Efter kirken og trappen gik vi på Place du Tertre, hvor der var et mylder af mennesker. Og vi fik både is og set en masse fine "kunstværker". 

Onsdag den 5. august.

Inge købte  4 stk.rabatbilletter, som gjaldt i 2 dage til campingbussen fra campingpladsen til metrostationen Porte Malliot, derved kunne vi spare temmelig mange penge. Og på denne onsdag morgen begyndte vi meget tidligt set med ferieøjne. Vi kom med bussen 9,30 og var ved Eiffeltårnet lidt over 10. Metroturen gik fra Porte Malliot til Charles De Gaulle eller som den hed i gamle dage Etoile. På denne metrostation skiftede vi til linie 6, som er lidt specielt. Det havde vi også fortalt drengene og vi bad dem om at være opmærksomme og se ud af det venstre vindue i kørselsretningen efter det andet stop.

         Og vi så tydeligt i drengenes blikke, at her var noget, der virkelig rykkede. Pludselig lå det der og fyldte hele vinduet, Eiffeltårnet, selv vi, der har oplevet det så mange gange før, bliver lidt betaget af synet. Denne linie kører over Seine på en bro medens alle andre linier kører under Seine, der er i øvrigt 14 metro-linier plus 4 RER- linier. Og lige efter, at man har forladt metrostatioen Passy kører toget fra det underjordiske op i lyset og derefter ud på broen over Seine, og tårnet står der i al sin vælde. Det er så flot og vejret kunne ikke blive bedre, højt solskin. Ved stationen Bir Hakeim skulle vi af. Bir Hakeim er en meget gammel station, som ligger i anden sals højde og man kan se ind i alle lejlighederne fra stationen og ned på alle gadernes kæmpe mylder.
        Fra stationen er der kun kort vej til Tour Eiffel.

         Selvom det var relativt tidligt på dagen var køen lang, men vejret var dejligt og vi var indstillet på at tage det med ro og nyde alt hvad der skete omkring os. Cole tog et fremragende billede op mellem benene på tårnet.
        Efter ca. 15 minutters kø, kom vi endelig til første step. Første step var en trappe til første niveau, som ligger 57 m oppe over terrænet og 360 trin. Vi gik en runde på dette niveau, og fandt derefter det næste step. Næste step var trappen op til andet niveau, som ligger 700 trin over første niveau, så nu begyndte man at hive lidt efter vejret. Selvfølgelig ikke Cole og Tor, der bare drønede der op ad, dog ikke hurtigere end at de hele tiden kunne se os.
        På denne etage var der kaos. En mægtig kø langs gelænderet hele vejen rundt var det nødvendigt at stå i, før man kunne tage det sidste trip på ca. 800 trin med elevator. Vi mødte nogle flinke amerikanere i køen, der lige som os selv var en smule forarget over franske og italienske turister, der gjorde alt for at snyde sig til bedre pladser i rækken. Især de italienske ”Mafiaer” var stride. Det havde vi allerede opdaget i bussen til campingpladsen, hvor de var eminent dygtige til at komme først. Man kunne ikke andet end beundre deres fremgangs- måder, som garanteret er indøvet i Roms mange busser: Én stor mand stiller eller rettere maver sig ind i nærheden af indgangsdøren og med sine store arme leder han en kæmpe familie ind, behændigt uden om os andre, der har været ved stoppestedet længe før de ca. 20 italienere var ankommet. Ak ja, vi prøvede det 2 gange og var lige vrede, men vi havde ikke frækheden til at gøre så meget, så vi fandt os i det. Men her i rækken til elevatoren blev man lidt flov på hele Europas vegne. Amerikanerne, som hjemmefra er vandt til en fantastisk disciplin, rystede på hovederne og undredes meget.
        Endelig kom vi ind i elevatoren til toppen og sikken en udsigt.

         Eiffeltårnet (Tour Eiffel) blev oprindelig bygget for at imponere de besøgende på Verdensudstillingen i 1889, og det skulle bare være et midlertidigt indslag i Paris silhuet. Tårnet er tegnet af ingeniøren Gustave Eiffel, som også stod for broen over floden Douro i byen Porto i Portugal, og det blev stærkt kritiseret af æstetikere i det 19. århundrede. Digteren Paul Verlaine gik en omvej for at undgå at se det. Det var verdens højeste bygning indtil 1931, da New Yorks Empire State Building stod færdig, og det er nu symbol på Paris. Det er istandsat for nylig, og der er installeret ny belysning – det har aldrig været flottere.

Tårnet i tal: Toppen, inclusive antennen, når op i en højde på 320 m 

•  Tårnet vokser 15 cm på varme dage på grund af stålets udvidelse.
•  1.652 trin til tredje niveau

•  2.5 millioner nagler indgår i jernkonstruktionen
•  Toppen svinger aldrig mere end 12 cm i stormvejr.
•  Tårnet vejer 10.100 tons.
•  Der anvendes 40 tons maling hvert fjerde år.
•  På en meget klar dag kan man se den fjerne katedral i Chartres 72 km (48 miles) 

            Det er en fantastisk udsigt. Vi var utroligt heldige med vejret, da det meget ofte er diset over Paris, men nu kunne vi se viden om, og vi fik da også set Sacre Cour, som vi besøgte i går, Notre Dame, som vi skal se senere i dag og meget mer. Vi kom endelig ned efter en dejlig oplevelse, og vi forlod tårnet og gik over til den anden bred af Seine, hvor de meget store og imponerende museer ligger.

         Vi så de forgyldte bronzestatuer, som pryder den centrale plads ved Palais de Chaillot.
         I 1977 var statuerne nedtaget for reparation, så Karsten og Henriette måtte stå der i stedet for. Og hvad var så ikke mere naturligt, end at stille Henriettes 2 drenge op på den samme plads. Desværre huskede vi lidt forkert, så drengene kom til at stå til højre i stedet for til venstre og vi havde ikke mod nok til at stille dem helt op på pladsen, der var så mange turister, så vi gjorde det sådan næsten magen til, men ideen er der.
                                1998                                                                             1977

         Nu var vi virkelig så sultne, at vi havde svært ved at skulle gå eller opleve mere, før vi fik tanket op.
         Vi gik over Trocadéro pladsen og fandt en dejlig plads på en stor, dyr og godt placeret fortovsrestaurant. Her sad vi så og fik frokost og ladede op til den næste oplevelse.
        Derefter ned til metrostationen Trocadéro, skiftede i Charles De Gaulle og stod endelig af ved Cité, en metrostation ude på øen Ile de la Cité, hvor blandt meget andet Notre Dame  og Justitspalæet ligger.

       Her var der selvfølgelig også en kæmpekø for at komme op til ”Den Pukkelryggede”. Så denne gang var det kun drengene, der stod i kø, medens vi sad og fik en øl eller to på en fortovsrestaurant lige over for køen, og det betød at drengene hele tiden kunne se os. Tiden gik, og vi blev vist nok nødt til at give dem en is i den varme, men endelig kom de til billethullet, og hvad skete der så? Jo drengene kom ind gratis, og de klarede det selv, så da de kom ned efter et stykke tid, var det et par meget glade og stolte drenge. De havde bevist at de godt kunne selv.
       Vi gik sammen med dem ind i selve kirken og fik set alt det storslåede og meget smukke.

         Ingen anden bygning i Paris er så tæt forbundet med Paris historie som Notre-Dame. Den står majestætisk på Ile de la Cité, byens vugge. Pave Alexander III lagde den første sten i 1163, og markerede dermed starten på 170 års slid for hære af gotiske arkitekter og middel- alderhåndværkere. Lige siden er hærskarer af berømtheder passeret gennem de tre hoved- portaler under de massive tårne.
         Katedralen er et mesterværk i gotisk stil, bygget på fundament af et romersk tempel. Da den stod færdig omkring år 1330, var den 130 m lang og havde stræbepiller, et stort tværskib, dybt kor og 69 m høje tårne.
        Af katedralens historie kan nævnes at i 1793 plyndrer de revolutionære katedralen og døber den om til ”Fornuftens Tempel”. Kirken er så lukket fra 1795 til 1802. I 1804 kroner Napoleon sig selv i kirken til kejser af Frankrig. I 1944 afholdes en stor takkeceremoni for Paris befrielse og i 1970 får General de Gaulle en statsbegravelse herfra.
       Lige ovre på den anden side af Seine ligger der en anløbstrappe for turbåde på Seine, og hvad var mere selvfølgeligt end at bevæge sig derover og få købt nogle billetter. Der var en times tid til vi skulle afsted med båden og den fik vi til at gå med at spise is og hygge os på kajen. Der er altid så mange mennesker at betragte i Paris, ikke alene turister fra hele verden, men også fra alle dele af Frankrig, ja selv fra Paris.

          Det blev en meget smuk tur, og vi fik set Paris fra sin smukkeste side, fra Seine. Vi fik set alle de mange parisere, der slikker solskin på kajerne, vi fik set de mange parisere, som fisker og vi fik set de mange turister, som får et velfortjent hvil. Vi nød i fulde drag den 1 time lange tur.
          Efter denne dejlige tur, var vi blevet godt sultne, men da klokken ikke var meget mere en 18, slentrede vi langsomt over mod den restaurant vi havde valgt. Nemlig en dejlig restaurant midt i Latiner-kvarteret.

          Studenterboglader, biografer og jazzklubber ligger tæt i dette gamle kvarter mellem Seine og Jardin du Luxemburg. Der er masser af berømte læreanstalter, heriblandt de to mest prestigeprægede lycées, Henri IV og Louis le Grand, hvor en stor procentdel af den kommende franske elite går.Ved Boulevard St-Michel er der i dag billige forretninger og fastfood boder, og labyrinten med snævre, brolagte gader, der udgår fra boulevarden, er fyldt med billige etniske butikker, sære boutiques, avantgarde teatre og biografer. Men det er svært at viske områdets 800-årige historie ud. Sorbonne har bevaret en stor del af sin gamle atmosfære, og i den østlige del af området er der gader, som går tilbage til det 13. århundre- de. Og Rue St-Jacques ligger her stadig; det var den lange, romerske vej, der strakte sig helt ud af byen, og som var forløber for alle byens gader.
          Vi fik en ualmindelig dejlig middag på restaurant La Chope D’Alsace. Vi fik plads på fortovet, og vi er sikre på, at det var en oplevelse for drengene. Da vi var færdige med desserten fik drengene lov til at få en crepe súcre, hvis de selv turde gå over på den anden side af gaden og selv købe dem. Vi lærte dem, hvad de skulle sige og efter lang tids overvejelse lykkedes det dem at overvinde alt og gå derover og få købt dem.

        Vi tror de smagte ekstra godt, drengene så i hvert fald glade ud. Og på vejen hjem i metroen snakkede de meget om disse to crëpe súcre. I toget dukkede der på en af stationerne en masse ”skøre” amerikanere op, og Cole og Tor fik sig et billigt grin over disse amerikaneres opførsel. De opførte sig ikke dårligt, men deres råb til hinanden, når de skulle ind og ud, var alle pengene værd.
       Ved Porte Malliot skulle vi som sædvanlig med bussen til campingpladsen, en tur på ca. 10 minutter, og det var her vi så oplevede den italienske mafia for anden gang.
       Det var så slut på en meget begivenhedsrig dag i Paris, og der var bestemt ikke store problemer med at få sovet, det gik meget stærkt. Og næste dag ville der komme flere gåture, metroture, fortovsrestauranter og oplevelser.