Det har regnet kraftigt hele natten. Jeg har sovet fra det hele. Mogens kan mærke sin hals for meget. Vi ville ellers have spillet tennis her til morgen, men banerne, grus, stod under vand, det kommer til at vente nogle dage.

     En meget smuk køretur i et dejligt mildt vejr. Nu er der virkelig noget at se på: Bjerge, dale, søer, og floder, og små byer, hvor man kan se at befolkningen er blevet lidt rigere end den vi hidtil har mødt.
     Fra St. Simeon skulle vi krydse St. Lawrence floden med færge til Riviere du-Loup. En sejltur på lidt over en time. Pris 52 CAD. Noget lignende en tur med Rødby-Puttgarden. Men her kunne højst være 75 biler om bord. ærgen var helt fyldt op. På vejen over nød vi en herlig pie med is og kaffe (eller farvet varmt vand), og selvom det var diset og ganske køligt var det en smuk sejltur over denne enorme flod. En af verdens største.
Det havde regnet en hel del her på den anden side af floden, og faktisk sagde et skilt, at der var 13°C og det er jo ikke så meget.

     Da vi nu har denne glimrende gratis campingbog over pladser i Quebec, vidste vi nøjagtig, hvor vi ville være. På pladsen ved Saint-Louis-du-Ha-Ha, for hvordan pokker kan man give en by sådan et navn? 

    Campingpladsen har fået 4 stjerner af 5 mulige med alt, hvad der hører til i denne kategori, og nu kommer det ”sjove”. Vi er de eneste campister her! En herlig grøn græsplæne til vores telt, en helt ny swimmingpool, overdækket areal, hvor vi kan spise vores mad, hvis det regner, og hvad det netop er holdt op med og perfekte toilet- og badeforhold til 17 CAD. Vi ville nyde det lidt mere, hvis Mogens havde det lidt bedre. Han har helt sikkert feber. I morgen, måske?

18/6 2001

    Vores telt har bestået vandprøven. Nu smiler vi også lidt til det! Hele natten har det nemlig regnet. Voldsomt! Og det holdt helt tørt! Lige så snart vi havde bestemt os for at gå i seng, kom de første dråber, og det blev ved hele natten.
     Værtsparret havde lukket endnu to campere ind på pladsen. Vi så dem ellers afvise flere. Det så ud som om, de ikke havde bestemt sig for at begynde sæsonen endnu. Mogens fandt det lidt mistænkeligt og fablede om alle de ting, de kunne finde på, mens vi lå her lukket inde – for de havde også reb for indgangen og deres egen bil parkeret foran. Han er nu også i gang med mange kriminalromaner for tiden.
     Baderummene var i kælderen af deres store nye hus. De var fine, og vi havde dem helt for os selv. Camperne boede meget langt væk fra os, nede i den anden ende.

    Den smukkeste køretur i bjergrigt område med søer og floder gennem resten af Quebec. Så kom vi ind i de atlantiske provinser i New Brunswick, og pludselig var skiltene igen både på engelsk og fransk. Med den engelske tekst først. Og der er ingen tvivl om, at her taler de fleste engelsk. Kørte igennem New Denmark, og naturligvis måtte vi have et billede af denne 10 hus-by med et dansk flag i en af haverne og et ældrecenter. Jeg ville gerne besøge dem, men Mogens var bange for at de ville beholde ham.

     New Brunswick er en rigtig landbrugsprovins, og gårdene er så smukke og velholdte med store haver og grønne græsplæner, at det er en lyst. Vi skulle krydse en strækning på ca. 160 km, hvor der absolut ingen beboelse var. Men her var en masse træer. Mest løvfældende træer. Dejligt var det. Ham Irving må være rig; der står det er hans private ejendom. Vi (jeg) så en kæmpe moose, som Mogens i strømpesokker – og uden held – rendte rundt for at fotografere. De er her altså, men de er svære at få øje på. Vejen er elendig og kræver derfor en del opmærksomhed og tungen lige i munden.

     Næste provins var Prince Edward Island, normalt forkortet til PEI, som vi nåede via den 13 km lange Confederation Bridge, som kun er få år gammel. Der stod, at det kostede 37 CAD at krydse den, men vi så ingen betalingssteder og gik ud fra, at vi så skulle betale, når vi forlod øen. Det viste sig senere at være rigtigt.

     Underligt, at landskabet så hurtigt kan skifte. Jeg havde forestillet mig en klippeø, men det her er faktisk en meget frugtbar ø med masser af rødt landbrugsjord, hvor der gror en masse kartofler og asparges. Og så er hummere altså sagen her. Alle steder reklamerer de med friske hummere, så selvom vi er trætte efter en lang køretur, ser vi begge frem til en lobster-dinner med det hele.

     Vi er rigtig kommet til en ferieø med stort F. Alle steder er der yndige (jo, det er hvad de er) moteller eller småhytter til leje; masser af hyggelige hoteller og B&B, og forlystelsesetablissementer  i den store stil, så ingen kommer til at kede sig: Santa’s Woods, Trampoline World, Rainbow Valley og flere andre forlystelsesparker, for ikke at glemme L. M. Montgomery, PEI’s store forfatter. Det var hende der skrev ”Anne fra Grønne-
bakken". L. M. Montgomery ligger i øvrigt begravet på en kirkegård lige ved siden af campingpladsen. Og så alle disse herlige hummerrestauranter. Vi forhørte os på campingpladsen hvilken restaurant,  vi skulle vælge, og man foreslog os New Glasgow Lobster Suppers.

     Det kan godt være, at det er denne restaurant, der giver campingpladsen flest procenter, men lige meget: Det var et herligt måltid, selvom vi skulle køre et stykke vej dertil. Selve restauranten lignede en kæmpe spisestue, og her var masser af mennesker. Vi ventede pænt på først at betale og så for at få anvist et bord og til sidst ventede vi på maden og begyndte så småt at ”falde ned” og nyde den snakkende menneskemængde.
     Maden var mere end dejlig: Hjemmelavet lunt brød,  clam cowder og fiskesuppe til Mogens, muslinger (alle dem, man ville have), og endelig en herlig 1 ½  pound hummer. Hertil en fin fransk Entre Deux Mer. Til dessert tærte med is og kaffe. Det var et herligt måltid til under 500 kr. med drikkepenge til en sød, professionel Brenda. Hun nåede endda, selv om hun havde meget travlt, at fortælle lidt om livet på PEI og hvorledes hun syntes, at vinteren var meget lang med en masse sne.

19/6 2001

     Afgang klokken 9 og ankomst til Baddeck klokken 15, det vil sige klokken var faktisk 16, for allerede da vi kørte ind i New Brunswick gik vi fra  Eastern Time til Atlantic Time. Vi har egentlig ikke manglet den time, men det ville ikke have været så smart, hvis vi var kommet for sent til færgen til New Foundland, som kun sejlede to gange i døgnet.
       Herlig nat (jeg tog i hvert fald fleecetrøjen med indenbords i soveposen). Herlig temperatur her til morgen, 23°C og solskin. Denne ø er vel nok smuk. Det er fint, at vi er her før sæsonen, for når den begynder 1. juli, vil øen blive overrendt. Vi har nydt at køre på disse snoede landeveje forbi velholdte, hvide huse med lupiner i en masse lilla farver foran. Og så de røde jorde med kartoffelplanter og asparges og de grønne skove med alle deres blade i behold! 
      Ja, så vi fik lov til at betale de 37 CAD for broen, og så videre til Nova Scotia. Og her er lige så dejligt, men landskabet har skiftet karakter. Nu er her klippekyst og skovklædte bakker og ”bjerge”. Der tales engelsk her, og navnene på byerne her i det nye Skotland, er gamle skotske navne: Glasgow, Inverness, Dartmouth osv.

     Vi fandt den eneste KOA, der er i Nova Scottia, i Baddeck, og vi bliver her et par dage. Det betyder, at vi nu har fået stempler samlet sammen til en gratis overnatning på en KOA. Hvor er vi heldige. Ud over at få 10% rabat, får vi nu også en helt gratis overnatning. Og efter eget valg! De overrakte os højtideligt et certifikat herpå. Bare vi kan huske at benytte det. Der er nok en masse restriktioner, så det bliver sikkert svært. Men vi kunne f. eks. benytte det i Washington D.C. Der koster campingpladsen en herregård.
     Der er ingen tvivl om, at dette også er hummerland. Selv gamle McDonald  må følge med i konkurrencen. En ”Mac Lobster” tilbyder de. Af en eller anden mærkelig grund bliver vi ikke fristede. Mogens hals er ved at være ok, til gengæld kan jeg mærke min.

20/6 2001

     Sov længe – helt til klokken 8 – og vågnede op til en solrig morgen. 23°C. Vi smuttede rundt på denne smukke del af provinsen i dag, og hvad der skulle have været en hviledag blev alligevel til over 150 km. Først skulle vi op til North Sydney for at købe færgebillet til i morgen tidlig til New Foundland. Vi brugte tid på at spise is og promenere i havnen. Så tog vi til Sydney for at proviantere. Vort lager af alt er brugt op. Det blev adskillige dollars, men man får rigeligt for pengene her. F.eks. skal vi igen have friskfanget laks, et ordentlig filetstykke til blot 6 CAD som svarer til ca. ca. 35 kr. Så nogle fotostop på vejen hjem til Baddeck, hvor vi modstod fristelsen til at gå ind og se det flotte Alexander Graham Bell museum. Beundrede i stedet nogle flotte sejlskibe i Baddeck havn samt det obligatoriske lille fyrtårn. Temperaturen i dag tæt på 30°C, her til aften klokken 19 er den 26°C.

21/6 2001

Klokken 6 om morgenen havde vi 23°C varme og ingen skyer på himlen. 
     Færgen skulle sejle klokken 9, vi skulle være der mindst en time før afgang. Da vi købte billetter i går til færgen gjorde Mogens opmærksom på , at der i sejlplanen stod, at færgen sejlede klokken 8. Med et skuldertræk konstaterede den flinke billet-mand, at det så ikke var blevet rettet i den nye plan. I øvrigt var færgen alligevel aldrig kommet af sted til tiden klokken 8. Den kom heller ikke af sted til tiden klokken 9. Faktisk var klokken 10.30 før vi sejlede.  Det viste sig nogle dage senere, at der havde været strejke i Channel-Port-aux-Basques. Det var vist nok nogle fiskere, der havde hindret færgen i at sejle derfra og dermed blev vores afgangstid udsat så meget.

     Sejltiden skulle tage 5 timer, men først 6 ½ time efter var vi i land efter en langsom, men smuk sejltur i stille vand under en klar himmel. New Foundlands kyst hilste os velkommen: En barsk klippekyst, hvor det så ud som om der ikke var træer med spredte sneklatter på toppen af klipperne, men små, hvide huse, en stor kirke og et fyrtårn. Klar blå himmel stadigvæk. 
     Og hvad var nu så det? Nu var vi gået over til New Foundland tid og det betød, at vi havde mistet en halv time. Ja, ½  time.
     Færgen var stor og der var masser af plads til passagererne. Det så ud til, at vogndækket var fyldt op. Alle var sultne, så da cafeteriet åbnede klokken 12, strømmede folk til. Vi stod faktisk i en kø i tre kvarter for at få vores mad. Forinden havde vi tabt tålmodigheden og var gået tilbage til vores dejlige lænestolspladser for at vente en halv times tid. Blot for at konstatere, at køen var blevet endnu længere, da vi kom tilbage igen. Det var nok ikke gået på Storebælt.

     Men maden var god og som sædvanlig rigelig. Fish and chips samt applepie. Og så er der jo lige det, at amerikanerne og canadierne er flinke til at stå i kø, ingen drømmer om (eller næsten ingen) at springe over, så der bredte sig såmen en forventningsfuld stemning over forsamlingen. Når vi tænker tilbage på vores oplevelser med italienerne, så er dette en ren lise.

     I land og op langs vestkysten til vi nåede nordspidsen af The Viking Trail. Vi kørte omkring 100 km og valgte en campingplads lige ud til vejen. Vi har den for os selv. De campingvogne, der holder på pladsen er ikke beboet. Flink ejer, som beklagede, at han for tiden ikke kan levere varmt vand. Vi overlever, spiser og hyggelæser i teltet. Temperaturen er faldet hurtigt. Her klokken 20 er vi langt under 10°C, og da vi begge hoster så….ja, så er det godt at have Helly Hansen og skisokker.

”Må'er” og hvad vi ikke må!

En tur i USA og Canada giver mange oplevelser, men også mange ting, som man kun kan trække på smilebåndet af, det gælder både vejskilte og andre formaninger. Her er et lille udpluk:

Cykler må kun benyttes på vejene. Aldrig på fortov eller i svømmebassinet.

Piktogram og advarselsskilt på færge: Benyt gelænder ved brug af trappe.

Advarsel på stol: For at undgå at klemme fingrene bør man udvise forsigtighed ved sammenklap-
                          ning af stolen.

Advarselsskilt ved opvaskestedet: Pas på! Varmt vand.

Sagt over højttaleren på færgen til New Foundland: Pas på ved dørtrin, fald ikke over dem. Børn må 
                                                                              ikke løbe på gangene.

Og så her nogle vejskilte:

1 km til p-plads med affaldscontainer 

Meget vred moose på vejen. 

Navn på vejen. 

Man kan se, at her har vikingerne været 
for 1000 år siden 

 Retur til toppen 

Videre til næste kapitel >>>>>>>>
Tilbage til kapitel 1      <<<<<<<<
Tilbage til hovedmenu        HOME