Køredag. Det var vi indstillet på, og derfor ville vi tidligt op. Men altså, når man er så længe om at falde i søvn i heden, så sover man også længere. Alligevel lykkedes det os med vores indøvede, nøjagtige og uden overflødige bevægelser at tage teltet ned, at komme i bad, at lave overordentlig kvalitetsmorgenmad, at få vækket ham præsten med lidt støj og få pakket sammen på nøjagtig 1 time. Afgang klokken 8.

     Sightseeing tour i Savannah.  Når man køre væk fra Interstate-vejen og ud på de mindre veje, ser man en hel del mere af USA, end man ellers gør ved blot at køre fra den ene turistattraktion til den næste turist- attraktion. Savannah er en meget smuk gammel by. Men når man kører ad 21 ind til centrum kommer man igennem meget fattige kvarterer, som fylder langt mere end selve bymidten med dens mange smukke alleer med ”slørtræer” og blomstrende buske i stærke farver flankeret med både gamle røde murstensvillaer og gamle træhuse, som enten var renoveret eller godt i gang med at blive det. Jo, kirkerne var også flotte – og gamle – og mange.

     Da vi kørte gennem Atlanta var der smog-alarm-advarsel.

     Vi har kørt 800 km i dag og nåede frem til vores bestemmelsessted klokken 16. Ikke særlig trætte, for vejene har været gode, og trafikken ikke alt for tæt. God, skyggefuld KOA-campingplads, Manchester, Tennessee, hvis ur har givet os en time tilbage af dem, der tidligere er snuppet fra os. Så dagen er lang endnu og vi vil nyde den ekstra tid.

      I aften skal vi have fransk brieost, købt for en lille million, og et fnuglet flutelignende brød til dessert. I øvrigt ligger denne plads ikke så langt fra Jack Daniel’s Distillery. Nogle af vore børns foretrukne whiskymærke. Et historisk sted, som det officielle skilt fortæller. Vi besøgte det ikke, vi har jo set dem i Skotland, men vi talte meget om hjemmebrænderierne i 20’erne. Disse bjerge passer eminent til dem. Man kan ligefrem se det for sig.

13/7 2001 
     God, dejlig nat, hvor temperaturen blev så normal, at vi i løbet natten kunne tage soveposerne over os. Pragtfuld opvågning. Også i dag var dømt køredag, for vi må nu se i øjnene, at vores tur er ved at være slut , og der er mange km hjem til Minnesota.
     Da vi kørte igennem Tennessee, var det på sin plads at skrue op for radioen. Den har vi overhovedet ikke benyttet på hele turen. Men vi rockede og countriede os fra Chattanooga gennem Nashville og op igennem Kentucky, hvor vi efter fejlagtigt at være kommet ind på en halelujah-station skiftede over til hård rock og pop. Samt lidt klassisk. Og en masse reklamer.

     Igen var det en smuk og behagelig køretur. Tennesee har de smukke træklædte bjerge foruden Elvis og alle de andre gutter, Kentucky har nogenlunde den samme natur samt en masse heste og tobaksplantager, hvorimod syd- og midt Illinois har masser af flotte marker med majs og så har de Springfield, hvor vi bor og hvor Lincoln er født.

14/7 2001 

     Se denne plads i Springfield, ingen motorveje, ingen lufthavne og ingen tog, men fred og ro”. Det var reklamen for denne KOA-plads lidt uden for Springfield, Illinois. Og det var sandt. 

     Den dejligste campingplads, som man nåede ad 23 kilometer små veje. Alligevel er det den mest støjende nat, vi har været ude for, og det er fordi en campingplads ikke er bedre end de campister, der bor der. Og hver eneste fredag og lørdag har vi været udsat for en masse mennesker, som ellers ikke camperer, inva- derer campingpladserne. Denne gang var det for det første en familie med to meget støjende børn, som syntes det var ok at lade radioen drøne til klokken 23.30 og for det andet så var det en raccoon, vaskebjørn, der raserede en kæmpestor sort affaldspose fyldt med affald, som nogle uvidende campere havde ladet hænge uden for teltet, og endelig for det tredje begyndte mere end 15 larmende mexikanere klokken 3 om natten at sætte deres telte op!

15/7 2001

     Efter den noget støjende nat, Mogens havde næsten sovet fra det hele, han havde kun hørt lidt støj, som han ikke helt kunne sige hvad var,  kørte vi så videre mod Minnesota. Denne gang var vores mål Des Moines i Iowa, nærmere bestemt Madison County. Fra Springfield gik turen til Davenport, som ligger sammen med Bettendorf, Moline og Rock Island og danner en stor firlingeby, hvor de to byer Moline og Rock Island ligger i Illinois og de to andre i Iowa, hvor vi skulle videre ad Interstate 80, som vi havde kørt ad så mange gange før. Det er ikke verdens mest spændende vej gennem Iowa, den ene majsmark afløser den anden og landskabet er meget fladt.

      Men frem til vores bestemmelsessted nåede vi da, nemlig til KOA-campingpladsen ved Des Moines. Campingpladsen ligger ca. 35 km vest for Des Moines ved en meget lille by, Dexter, som skulle være vores sidste campingplads på denne tur og samtidig den plads´, som skulle være udgangspunkt til vores sight-seeing i Madison County, hvor vi gerne ville se de mange overdækkede broer, som blandt andet blev meget kendt, i filmen ”Broerne i Madison County”, hvor de havde hovedrollerne og med Meryl Streep og Clint Eastwood i bilrollerne.

      Vi ankom til campingpladsen lige over middag og havde så hele eftermiddagen til vores tur til broerne. Så efter at vi havde indrettet os på den ganske dejlige plads i et perfekt vejr til fotografering, tog vi af sted.

      Efter kun 15 km kom vi til den første bro, som blev fotograferet på kryds og tværs. Mens Mogens fotograferede den smukke bro, fik jeg en lang snak med et ældre ægtepar, som selvfølgelig af høflighed var interesseret i at høre, hvor vi kom fra. Da de havde hørt det, begyndte manden at fortælle en lang historie om hans pensionstid, som han blandt andet tilbragte, som volunteer i Mexico, hvor han hjalp til med at bygge kirker! Ud over denne historie fortalte de også hvorledes vi kunne komme til de øvrige broer og gav os blandt andet et kort over Madison County.

      Vi var efterhånden blevet lidt sultne, så vi besluttede os for at begynde turen rundt i området med at spise i Winterset, som er ”hovedstaden” i dette County. I Winterset er John Wayne født og vi måtte selvfølgelig se huset og fotografere det. Efter den lille frokost besøgte vi så yderligere 3 overdækkede broer og havde så fået nok og vi tog så tilbage til campingpladsen, hvor klokken nu var blevet 18 og det var tid til mad igen.

      Mens vi sad og fik en dejlig aftensmad med vin og det hele, kom fem sæt bikere på meget store og veludrustede motorcykler. Gennemsnitsalderen for disse 8 personer var omkring de 70 år. Egentlig meget godt skuldret. De havde virkelig check på deres udstyr, i løbet af meget kort tid havde de sat deres telte op og var klar til at køre i byen for at spise. De havde heldigvis ingen Harley Davidson motorcykler, så afgang og den senere ankomst igen var helt lydløs. Man kan næsten ikke høre de store japanske motorcykler.

16/7 2001

Det er lørdag morgen og vores sidste trip til Minneapolis står for døren. Jeg blev vækket ved at vores bil startede og jeg for op og så til min forskrækkelse, at Mogens kørte væk i vores bil. Han skulle nu ikke så langt, viste det sig. Nogle bikere, som ikke var sammen med de gamle havde spurgt Mogens om de måtte låne lidt strøm fra vores bil, da deres enorm store BMW cykel ikke kunne starte. Selv med lidt strøm fra bilen lykkedes det ikke at få kræet i gang. Det lykkedes først langt senere, da vi var ved at forlade pladsen. Vi havde god tid, så pakningen gik langsomt, morgenmaden trak ud og solen skinnede.

      Ved titiden kom vi så endelig af sted. Da Interstate 35 fra Des Moines til Minneapolis er nogenlunde som Interstate 80 besluttede vi os til at køre ad de meget små veje, som vi havde prøvet i går i Madison County. Det er små, men meget smukke veje, ingen færdsel af betydning og man kommer igennem mange små byer og ser mange smukke gårde. Fra Dexter til grænsen til Minnesota er der ca. 180 km. 
     Mens vi kører her på disse veje, kom vi til at mindes bogen A Thousand Acres og filmen af samme navn med Michelle Pfeiffer og Jessica Lange, som handler om en stor familie på nogle gårde her i det nordlige Iowa. Og vi kunne genkende mange ting fra både filmen og fra bogen. Det var i det hele taget en meget, meget smuk tur og vi nød den i fulde drag.

    Ved grænsen til Minnesota i byen Elmore, spiste vi frokost på en meget gammel cafe, som endnu havde piger på rulleskøjter til at betjene kunder i bilerne. Maden var fin, fin
    Vi fortsatte ad de små veje, som her i det sydlige Minnesota er mindst lige så smukke, som dem i Iowa. Mange byer blev besøgt og godt nok var der nogle utrolig forsømte byer, og godt nok ligner de meget hinanden, men det er nu noget særligt at køre gennem midtvestens små byer, som meget let kan synes fattige, men det er også kun tilsyneladende, for markerne i disse landbrugsstater er frodige og giver uden tvivl et godt grundlag for de mange mennesker, der bor her.

     Kun 20 km syd for vores bestemmelsessted, Prior Lake, en forstad til Minneapolis, som ligger syd for byen ca. 30 km fra centrum, kom vi til New Praque. New Praque blev grundlagt af indvandrere fra Prag, deraf navnet, i sidste halvdel af det 18. århundrede og den er i dag renoveret og er utrolig smuk. Gamle kirker, et rådhus som minder om gammel europæisk stil, gamle huse og meget mer. En by som nok er et besøg værd.

      Som nævnt tidligere er det lørdag og det betyder at familierne med hele den tyrkiske musik er på vej til alle de vandhuller, som Minnesota er så rigt forsynet med. Alle skal tilbringe weekenden på vandet i de mest larmende maskiner, som overhovedet kan fremskaffes. Og de få søer, der ikke tillades motorbåde på er få og ikke særligt besøgte, men vi er sikre på, at de familier der kommer på dem, får meget mere ud af dagene end støjmenneskerne.

     Sidst på dagen nåede vi Prior Lake til vores familie og dermed sluttede denne lange og dejlige tur, som rakte fra de kolde egne i nord til de varme stater i syd, fra de mest øde egne i Canada og til de tættest befolkede egne i USA, fra vandet med de mange isbjerge til vandet med de mange badende, men alle steder den samme plage, myg. I nord var det ikke helt så slemt som tidligere år, da det ofte var så koldt og regnfuldt, at selv myg holdt sig inden døre. Vi har med denne tur opnået at have besøgt de sidste stater i USA vi manglede at besøge, dog med undtagelse af Hawaii, og vi har selvfølgelig vores favoritstater og vores hade stater, det kan ikke undgås. Amerikas forende stater består af 50 stater, som er så forskellige, at mange af dem, skulle man tro, lå på en anden planet. At køre gennem New Jersey og Alaska er ikke som om det er samme land, man kan næsten ikke komme ud for større forskel. Ja, og hvad foretrækker vi? Alaska, Arizona, Montana og ikke mindst Minnesota. Og de stater vi nødigt vil til er Texas og andre sydstater. Men vores kærlighed er også faldet på flere af de dejlige provinser i Canada, hvor Yukon, British Columbia, Northwest Territories og Prince Edward Island nok ligger som de bedste og smukkeste og dem der har givet os de største oplevelser. Og i Canada og Alaska er det ubetinget dyrene og den usædvanlige smukke natur, der betager os, og som givet trækker os derover igen.