Køligt her på de skrå brædder. Vores telt har jo stået så skævt, at vi er væltet rundt mellem hinanden. Bogstaveligt talt. 11°C. Og i går var det 30°C.
     Vi blev gladere og gladere for vores nye telt og her ses en af grundene:
 

Jeg tømmer teltet	Mogens tager pløkke op	Oversejlet tages ned.
Oversejlet pakkes sammen	Pløkke tages op.	Øverste samling på stænger" knækkes"
Et puf i toppen..............	og paraplysystemet klapper teltet ned.	Og så kan teltet pakkes sammen.

     Tidligt af sted, og endnu engang var vi bjergtaget af omgivelserne i West Chester County. Det er mere end BEAUTIFUL. En kort køretur – blot 175 km – ad en ikke så direkte vej, men fint gik det gennem endnu tre stater: Pennsylvania, Delaware og Maryland for at afslutte turen i Washington D. C. Undervejs så vi byen Annapolis sådan lidt fra oven. Vi kom ad 50 fra Delaware og videre gennem den del af Maryland, som ligger på den anden side af Chesapeake Bay og til sidst over selve Chesapeake Bay på en vældig og imponerende stor bro. Fra denne bro har man en fantastisk fin udsigt over byen Annapolis, men især var de enorme mængder af alle mulige og umulige slags lystfartøjer i den ene kæmpe marina efter den anden. Det er godt, at amerikanerne kan finde ud af at brænde benzin af på anden måde end på vejene. Og de vil ikke tilslutte sig CO2 aftalerne. Man forstår dem godt. Tænk hvor meget der skal skrottes!

      Og så er vi her på den nærmeste KOA til Washington ca. 18 km herfra. Hyggedag med læsning og indkøb, men også varmt nok til at ligge ved swimmingpoolen og læse. 
      Man kan mærke, at vi er kommet sydpå, for det bliver tidligere og tidligere og ganske pludseligt mørkt. Klokken 22 sover hele pladsen, men så står man altså tilsvarende tidligt op! Herligt, at der er så mange børn på pladsen. Da vi begyndte med at campere herovre i 1986, undrede vi os over, at vi aldrig så børn på pladserne. Det har heldigvis ændret sig, så det ikke kun er folk på pension (i store campere), man møder. 

     Også her – som på forrige plads – har vi nydt at sidde og se disse søde, dovne ildfluer. De små ildluer, eller som de også kaldes i USA ”Big Dippers” er meget fascinerende. Navnet Big Dipper har de fået fordi de flyver meget langsomt i nogle dovne ”J” eller dyk. Så slukker de lyset og hænger i luften i nogle sekunder, og det gør dem lette at fange.
     Ildfluerne lyser, fordi de søger en mage. Lyset bruger hannen til at tiltrække en hun, som sidder i et træ, på en busk eller på græsblade og hun kan så give respons på signalet.
     Der er omkring 30 til 40 forskellige arter af disse ildfluer bare her omkring Washington. Hver slags har deres egen måde at lyse på. Ildfluens ildkode og pauser er indkodet i hukommelsen, således at der kan komme respons fra den rette hun. Hvis man bruger lidt tid på at studere disse insekter, vil man konstatere, at de lyser en smule forskelligt. Nogle giver gule lys fra sig andre giver grønlige lys og atter andre amber.

     Nogle gange driller fluerne andre fluer. Nogle hunfluer imiterer lysglimtene og tiltrækker en forkert han, og når hannen er tæt nok på og opdager fejltagelsen, er det allerede for sent. Den bliver ædt af hunnen. Man kan i øvrigt selv prøve at få fluerne til at komme og lyse ved at bruge sin lygte, hvor lygteglasset er lukket med stanniol, og hvor man prikker et ganske lille hul i stanniolet og så begynder at blinke til ildfluerne. Det virker og er meget sjovt og det er ganske let at fange dem, medens de står helt stille i luften. De lader sig tilsyneladende gerne fange. Vi brugte megen tid på disse fluer, som er meget fascinerende. De kommer frem i skumringen og flyver rundt ganske tæt på jorden, normalt aldrig højere end 1,50 meter over.

3/7 2001

Vi sov længe i dag. Helt til klokken 8.30. Vi har nøje overvejet, hvordan vi skulle se og opleve Washington D.C. Der var tre muligheder:
 

1. Med en turistbus til 64 USD pr. snude.
2. Tage campingpladsens gratis shuttlebus til den første metrostation om morgenen og så 
    blive hentet af den igen om aftenen.
3. Benytte sig af Andersens Bookings tilbud om gratis sight seeing service.

1. Blev hurtigt forkastet. Det er umuligt at rumle rundt i en turistbus med andre og især vente på, at 
    de kommer ind og ud af bussen ved alle seværdighederne. Desuden er busselskabernes 
    opfattelse af seværdigheder ikke den samme som vores. Vi ønsker bestemt ikke at komme på 
    museer. Forkastet.
2. Bussen kører klokken 8 om morgenen og hjem igen klokken 17. Det betyder, at man skal tage 
    toget i myldretiden og betale 7.25 USD hver vej med metroen. Og så er man afhængig  at være 
    tilbage til tiden. Fra metrostationen til campingpladsen er der 24 km. Forkastet.
3. Andersen Booking blev valgt med alle dommerstemmer mod nul. Andersen Booking er for 
    individualister. Vi kørte selv til metrostationen, betalte 4 USD for at parkere og købte 
    metrodagkort for 5 USD. Det kan benyttes hele dagen efter klokken 9.30.

     Disse monumenter er store, men der er egentlig ikke noget storslået over det. Slet ikke i sammenligning med Paris boulevarder og bygninger. Her er de store og klodsede. Der gik også turistbusser til Arlington. Andersen Booking foreslog, at vi spadserede over floden, Potomac River, ad den meget imponerende bro. Det gjorde vi så. Hele Washington D. C. motionerer her! Vi gik og gik og gik og gik.

     På Arlington var det mest betagende de to Kennedy brødres enkle gravsteder. Vi så også på vores rundtur et begravelsesfølge. Det er jo blot en almindelig kirkegård. Men stor. Meget stor.

     Vi var så tæt på Det Hvide Hus, man kan komme. Ved- og ovenpå huset stod vagter. Vi så lige Busk. Næsten. I morgen den 4. juli kan alle få gratis adgang til Det Hvide Hus. Fra klokken 9.00 om morgenen til klokken 22.00 om aftenen. Og man kan stille sig i kø fra klokken 7.00!! Nej, det skal vi ikke.
     Ungerne rundt omkring hegnet var mest interesseret i de store, frække, fede egern, der bliver livligt fodret. Busk havde mange af dem. Trætte blev vi. Meget. Men vi var hele møllen igennem og meget heldige med vejret, var vi. Der blæste en mild vind, og det var ikke overhedt. Sluttede dagen med en portion is på en farlig fornem restaurant i Ronald Regan bygningen, lige over for Det Hvide Hus. Hjemme på campingpladsen klokken 19 godt trætte. 

4/7 2001

Mogens 65 års fødselsdag. Også amerikanerne fejrer den! Nå, desværre druknede den i regn og lyn og torden. Hele natten var det tordenvejr og kraftig regn. Det tillod sig endda at komme ind i teltet ovenfra. Nogle få dryp, men irriterende. En meget våd morgen, hvor solen heldigvis kom frem og jorden emmede og folk prøvede på at se glade ud. Fin morgenmad og flotte gaver: Et salt- og pebersæt samt en sweatshirt fra Halifax. Ting, jeg vidste Mogens ville blive lykkelig for at eje! 

     Meget hurtigt var temperaturen oppe på 90°F, ca. 34°C, og det var meget fugtigt. Alle på campingpladsen tog af sted for at fejre 4. juli i Washington D. C.  Det var vel også det, de var kommet for. Vi købte ind og nød ellers dagen med at gøre ingenting. Havde dog planlagt en gigantisk fødselsdagsmiddag: Ribs, kartoffelmos, coleslaw, god italiensk rødvin og mærkværdig, men dekorativ dessert. Middagen druknede dog i regn. Men det er jo ikke koldt, og vi har da regntøj, og maden smagte dejligt. Hvad andet kunne vi gøre end at gå i seng? Her lå vi så og hørte fyrværkeriet fra Washington D. C., som vi havde set opstillet i går ved Washington monumentet.

5/7 2001

     Regn hele natten. Vi har garanteret fået 100 mm eller mere. I Washington Post har vi læst, hvordan fyrværkeriet rundt omkring er udsat til weekenden. Rundt omkring os  er alting meget vådt. Især teltet, der skulle slås ned, var gennemblødt. Men det holdt tørt i nat, efter at Mogens har trukket lidt i bardunerne. Det kan man ikke sige om alle teltene omkring os. Ikke mere regn nu. Og vi vil heller ikke slå teltet op i en skov i lang tid. Der skal mere lys og luft til og masser af grønt græs.

     Dejlig køretur i dag. Naturligvis megen traffik uden om Washington. Faktisk tog det hele formiddagen, før vi var langt nok ude på landet i Virginia til at færdslen blev mindre. Bjergene – Blue Ridge – og dalen Shenandoah – er meget smukke omgivelser at køre igennem og her i West Virginia, drejede vi fra I64 ad den lille rute 20 til Pipestem.
     Denne vej går gennem Bluestone River Gorge, og her er meget smukt! White Water Rafting er her også, og det må være sjovt for her er masser af rapids. Det er et meget kendt skiterræn om vinteren. 

      Campingpladsen her - den eneste KOA i West Virginia – er til at overskue. Vi er vel 10 campister i alt. Og der er ikke plads til ret mange flere. Den ejes af et ægtepar langt oppe i 70’erne, og det ser ud som om deres daglig- stue er receptionen.
      Folk her i USA arbejder alt for mange år af deres liv. Men hvad skal de gøre, hvis de ikke har – eller ikke haft mulighed for at spare op til deres alderdom? Her er der intet, der hedder folkepension. Her hedder det social security, hvis man ikke kan klare sig selv, som enhver anstændig, fri, selvstændig amerikaner bør gøre.
     De er meget flinke og vil meget gerne snakke. Men vi har fået vores grønne græs i et åbent område, selvom vi er omgivet af skovklædte bjerge. Og her er billigt. Og det har kun regnet et par minutter.

6/7 2001

       Igen en smuk køretur i disse Blue Ridge Mountains. Her må altså også være meget smukt om efteråret, for det er for det meste løvtræer på disse bjerge, som folder sig blødt ind i hinanden. Vi kørte igennem gamle byer med fattige kvarterer, og ja, det var sorte, der boede her. Selvfølgelig. Til gengæld så vi også mange ”hillbilly” – boliger, som bestemt ikke var for kønne. Men kirkerne – de var der, alle steder, store og prangende, beskedne, gamle og nye og med alvorsord til os på vejen: Brænd ikke den bro nu, som du senere skal gå over", ”Vores største fjende er vores hjerter”, ”Gå med os i Jesus til Gud”, og andre opmuntrende ord.

     Men dagens oplevelse skulle være besøget hos min moster Tove og onkel Carlton, som jeg boede hos for nøjagtig 40 år siden. Deres hus ligger i Bedford ca. 45 km øst for Roanoke i Virginia, 1204 E Main St. Bedford VA 24523-2912. 
     Vi havde ikke meldt vores ankomst. På 40 år ændrer meget sig. Der var kommet en omfartsvej rundt om byen Bedford. Vi kom med besvær væk fra den vej. Jeg kunne genkende domhuset. Intet andet. Moster Toves ”drugstore”, hvor jeg havde nedsvælget de herligste milkshakes, fandtes ikke mere. Og Main Street, som deres hus ligger på, var uigenkendelig, masser af huse, næsten lige så mange kirker, en memorial park og flere fastfood spisesteder. 
     Men så lå det der bare lige. – Huset - . Jeg var slet ikke i tvivl! Hurra. Det virkede meget mindre, end jeg huskede det, og grunden meget større. Men ak, ingen hjemme! En oliechauffør var ved at fylde olie på deres tank. Et kort øjeblik troede jeg det var onkel Carlton, der stod og rodede i haven, men nej. De var lige kørt, fortalte han på drevent sydstats amerikansk.
     Vi var fast besluttede på at få hilst på dem, så Mogens tog sin stol og bog ud af bilen, mens jeg inspicerede det hele. Tomaterne var lige så store som dengang, der ville også snart komme majs, og der var masser vilde jordbær. Desuden var der kommet en stor dobbelt garage, og en hel del træer var ryddet væk. Underligt var det, at min bedstevenindes hus, som lå ovre på den anden side af vejen, var væk, og i stedet lå der nu en kirkegård.
     Pludselig gik døren op, og hvem stod der: Moster Tove. Hun havde været i huset hele tiden – men der er jo ingen dørklokke på husene her og gardinerne er altid trukket tæt for for at holde varmen ude. Hun blev overrasket og – jeg tror – glad for at se os. Carlton kom snart hjem.

     De er begge godt oppe i 70’erne og så ud til at have det så godt, som man nu kan have det i den alder. De snakkede i munden på hinanden i et par timer, før vi tog af sted. Vi er begge overbeviste om, at der ikke går mange dage, før moster Tove sidder oppe på biblioteket i Bedford for at læse danske aviser på internettet, og at hun får sig en e-mail adresse. Vi fik hende overbevist om, hvor let det er, og hvor lille verden bliver. Og det næste er, at hendes julegave vil blive en pc. Det garanterer jeg for.

     Det var dejligt at have hilst på dem, og skægt at høre Carltons vrede over den skøre præst, der boede på grunden ved siden af ham, og som han åbenbart skændtes godt og grundigt med altid. Carlton, den blide mand!
     Vi havde besluttet os til at køre lidt længere end til Natural Bridge, eftersom jeg havde set den, og Mogens har set mange af sådanne naturbroer ude vestpå, men også for at afkorte køreturen til Cape Hatteras i morgen.

    Så derfor sidder vi nu på en dejlig campingplads, KOA, ved Charlotteville i Virginia. I modsætning til i går vrimler pladsen med liv. Den er simpelthen fyldt op. Vi kunne ikke få en teltplads, fordi de alle var reserverede, og det sker uhyre sjældent, og derfor har vi måttet tage til takke med noget bedre: En stor plads med både el og vand, men så måtte vi også betale 2  USD mere!

     Årsagen til teltpladsmanglen viste sig snart. En busfuld af store drenge. De – fortalte en af dem, som kom for at snakke med os – var fra Ottawa, Canada og skulle i morgen deltage i en baseball-turnering, som de var inviteret til og som skulle spilles i John Grishams baghave! Den må være stor, den baghave.
     Bor ved siden af to søde teenage-piger fra North Carolina, som er taget hertil for at besøge den enes kæreste på University of Virginia. Vi har haft nogle sjove samtaler med dem. Et af spørgsmålene var: ”Er I taget helt fra Danmark bare for at campere HER?”.