Jeg sov næsten to timer længere end Mogens. Hygger mig utroligt med det tætte lag snot indvendigt i hovedet og har derfor siddet oppe den halve nat (sådan føles det i hvert fald) for at sikre mig, at det nu bliver i næsen og ikke forsvinder op i hjernen. God temperatur – 20°C – her til morgen, men det har regnet en del i nat.
     Herlig køretur til Halifax, hvor vi allerede havde set halvdelen af vejen på vej nordpå. Ankomst til denne tilsyneladende dejlige plads – ”kun” 32 km fra Halifax klokken 13.30 efter godt og grundigt at have sat os ind i vejarbejdet her ved 102 og 101.

    Ved nærmere eftersyn er denne plads en ringe plads. Indkørslen hertil er fin med blomster, kanoer og velkomstskilt. Vores plads er endda direkte ud til floden med egen lille strand. Hvorfor så utilfreds? Fordi det kan godt være, at pladsen var fin for fem år siden, men siden er den ikke vedligeholdt. Det ses tydeligt på toiletternes ynkelige stand. Alt for få (der er faktisk kun to hernede ved teltpladserne og så uden baderum), og så to oppe ved indgangen, her dog med baderum). Her er 100 pladser! Det er klart, at man her kun regner med at modtage de store campere, som har deres egen service indenbords. Nu er her bestemt ikke ret mange campister.

      Ind til Halifax i en fart, selvom storbyer ikke netop er os. Det er måske lidt for meget at kalde den en storby, der bor 114.000, men da Dartmouth ligger umiddelbart ved siden af Halifax, der er kun lidt vand i mellem, føles det som om der er mange mennesker her. Dartmouth har 70.000 indbyggere. Vi blev gelejdet gennem byen af god skiltning til P-pladser, casino og Conventioncenter. Så vi holdt i et fint P-hus helt nede ved havnen til den pæne pris af 1.25 CAD pr. halve time. Men her er rart. 

     Man kan ikke spadsere rundt i byen herovre på grund af vejnettet. Her havde de så - i lighed med Minneapolis-skywalks, hvor vi gik i fine glasrør i første sals højde over vejene, og snart var vi nede i kajområdet, hvor det bare var at udvælge sig den bedste restaurant. Det gjorde vi. Definitely!
     Af en eller anden grund blev vi tildelt restaurantens bedste bord på 1. sal helt ud til vandet med en udsigt over havnen til tre sider. Og så fik vi det dejligste måltid mad. Halibut, så englene måtte synge, god vin, god dessert og cafe express. Samt gratis underholdning fra havnepromenaden og ikke mindst fra de high school graduates, som dukkede op i det fineste skrud, drengene med blomst i det lejede smokingknaphul, bøjle på ænderne og nervøse smil til pigerne i deres lejede rober med stivere til at holde alt oppe og på plads, opsatte frisurer, røde kinder og blomster om håndledet, svarende til kavalerens blomst i knaphullet. Øndigt.

     Den 6. december 1917 under den 1. verdenskrig, kolliderede to skibe i Halifaxhavnen. Det ene skib, Mont Blanc fra Frankrig, var et ammunitionsskib fuldt lastet med al slags farligt isenkram. Skibene brød i brand, men ikke mere end at besætningerne alle kom i redningsbådene og roede i land. Mont Blanc drev langsomt mod havnekajen i Halifax, hvor der hurtigt var kommet mange tilskuere til.
      Klokken 9.05 eksploderede Mont Blanc i det hidtil største brag noget menneske nogensinde havde forårsaget. Eksplosionen kan sammenlignes med Hiroshima-bomben næsten 30 år senere. Ved eksplosionen blev 1.900 mennesker dræbt og 9.000 såret. Alle bygninger og boliger blev ødelagt og nedbrændte på et 130 hectars stort areal. Mont Blanc blev sprængt i småstykker, et stykke af en af dens kanoner blev fundet 5 km væk. Dagen efter blev Halifax ramt af en voldsom snestorm som totalt begravede den udbombede by med 40 cm sne. Fra alle dele af verden blev der sendt hjælp og penge, men især hjælpen fra Massachusetts, som sendte 750.000 $ samt læger og frivillige, betød meget for Halifax, som den dag i dag, som tak, sender Boston et stort juletræ til minde om den frygtelige ulykke. 

     Vi købte lige lidt souvenirjunk. Hørte og så flere steder folk øve sig til det store tatoo, som skal finde sted her i Halifax om et par dage. På turistinformationerne får man altid disse oversigter over festivaler og andre sommerbegivenheder: De er gode at have, for så kan man undgå dem!
     Vi er en gang blevet spurgt, ”Are you skinheads”, fordi vi ankom til en campingplads netop som en koncert med Grateful Death skulle løbe af stablen. Og en anden gang var det ”barokuge”, hvor samtlige campingpladser var oversvømmet af statister, der brugte hele dagen til at bade og gøre sig klar til at deltage i det stort anlagte teaterspil. Og hvem går frivilligt med til at dele campingplads med hundredevis af jævnaldrende, som stadig tror, de er teenagere, og som har medbragt en hel vognladning brænde, så der kan være nok til bål hele natten, eller en flok college-studerende, der vil lege Shakespeare, for ikke at tale om den gang vi løb ind i et biker-træf! Men her var maden i det mindste mindeværdig: Masser af ribs, bønner og øl.

     Selvom vi bemærkede os, at bilen var parkeret i Market Street, havde vi besvær med at finde den igen. Og da vi så endelig fandt Market Street, lignede den ikke vores Market Street! På et bykort fandt vi forklaringen. Market Street deles af en kæmpestor bygning og vi var nu ovre på den anden side!
     Vi kom tilbage til campingpladsen netop før det blev mørkt efter at have set en del smukke gamle bygninger i Halifax. En dejlig by. Men de kunne nu nok bruge nogle penge på at vedligeholde deres campingplads.

27/6 2001

     Regn igen i nat. Mogens står stadig op lang tid før jeg står op. Men så er kaffen og morgenmaden også parat. Smuk køretur gennem Nova Scotia ud til Digby ved Fundy Bay, hvorfra vi tog færgen til Sankt John, New Brunswick (uden s. Hovedstaden på New Foundland hedder Sankt John’s, derfor siger man altid ”med eller uden s”), både fordi vi gerne ville have sejlturen, men også fordi det er en lang vej tilbage over Nova Scotia og New Brunswick.

     Vi havde et par timers ventetid i Digby. Og det var heldigt, for det var en dejlig gammel by. Vi købte nogle delikate hummersandwich og satte os ned ved vandet og spiste dem og nød omgivelserne, hvor fiskekutterne lå langt, langt under kajen på grund af tidevandet. 
     Sejlturen varede 3 timer. Kysten på begge sider af Bay of Fundy er meget smukke – og hvalerne, jo de er der jo, men holdt sig stadig væk fra vore spejdende blikke. Fik skrevet en stak kort på turen.
     Tog den første og den bedste (og det var den ikke) campingplads, for vi var ved at være møre efter en dejlig dag. Denne campingplads er af samme standard, som den forrige. No comments.

28/6 2001

     Herlig køretur langs Atlanterhavskysten. Rå, skovklædt og med en masse vige og bugter. Problemfri hurtig indkørsel i St. Stephen til USA. Kørte igennem et fuglereservat med ynglepladser for ørne. Smuk tur her i  Maine. Det er jo samme kyst. Efteråret her må være fantastisk. Her er så mange forskellige løvtræer, og vi kender kun navnene på få af dem. Vi er ret højt oppe, og ikke langt fra vores campingplads i Skowhegan er der et stort skiområde.
     Campingpladsen? Hurra. Endelig tilbage til gode gamle kendte KOA-standard. Vi ankom lige over middag og flytter os ikke ud af stedet før i morgen tidlig. Her er nemlig det hele: Sol, skygge, græs, skinnende badefaciliteter, swimmingpool og internet-adgang! Temperaturen 24°C i skyggen. 
     Uden for en Burger King så vi dette paradoks. Handcap-indgang med en umulig adgang til restauranten
på grund af det smalle fortov og skraldespanden.

     Vi fik skiftet olie på vejen hertil. En lille bambi kiggede måbende på os i vejkanten. Den valgte den rigtige retning at forsvinde i.

29/6 2001

      Dejlig nat. Helly Hansen bukserne er smidt ud, uldsokkerne lagt til vask, og fleece jakken er heller ikke mere nødvendig i soveposen. For mig altså. For Mogens har måbende og uden en trævl på kroppen aften efter aften set mig klæde mig på til nattens minusgrader. Det kan ikke ophidse mig og i hvert fald heller ikke ham, men jeg vil ikke fryse hele natten. Men her, hvor nattemperaturen går helt op til 10°C, er der naturligvis ingen problemer!

      Køreturen var meget kort i dag kun ca. 150 km. Vi nåede til Portland, Maine, eller rettere sagt til Sacho lige syd for Portland inden klokken 12, og det var heldigt, for det er fredag og en masse mennesker holder forlænget weekend denne eller den næste på grund af den 4. juli. De forstår virkelig at tage sig nogle lange ferier, disse amerikanere. I hvert fald er der booked godt op på campingpladsen, som er en KOA, stor og dejlig og dyr 28 USD og det er nu amerikanske dollars. Vi har været her før med Morten i 1995. Den gang styrtede det ned, og det var vist kun ”game-room” og basketballnettet, vi dengang fik brugt af alle de faciliteter, der er her. Nej og så blueberry pancakes til morgenmad.

      Men det var her i Maine vi første gang smagte friske hummere, og vi har tænkt at gentage succesen. Dog på en lidt anden måde. Men det er, fordi vi har været nede ved stranden i dag og der er så turistet, at man må væbne sig med tålmodighed og krumme tæer. Moteller, forlystelsesparker (tivolier, minigolf etc. etc.) restauranter overalt. Så vi har købt frisk hummer, som vi vil give et hurtigt opkog og spise med kogte kartofler og masser af dryppende smør til. Så spiser vi campingpladsens blueberrypie med is til dessert. Det bliver bestemt både bedre og hyggeligere, og også meget billigere. Og så kan vi vælte os ind i vores mere og mere acceptable telt bagefter.

30/6 2001

     Vi har lige kørt igennem 7 stater! Maine, New Hampshire, Massachusetts, Connecticut, New York, New Jersey og nu Pennsylvania. Ja, vi er lidt kvæstede, men det er ikke de 7 staters skyld, for de ligger tæt, at de ikke engang gider skrive på vejen , at vi nu er kommet til en ny stat, men nærmere den tætte trafik og de 9 timers kørsel. Der bor jo mange mennesker her på østkysten. Amerikanere i hobetal. Og de skulle alle sammen på ferie i dag. Fra Boston, New York, New ditten og New datten. Aldrig i vores liv har vi oplevet så megen trafik. 10 tætte rækker biler i en endeløs strøm – 5 i hver retning – for der var lige tæt trafik i begge retninger, dog menete vi, at de fleste var heading north, mens vi priste os heldige over, at vi kørte mod syd. Det var før vi selv røg ind i køerne. Vi forstår virkelig at planlægge vores køreture! Og da pladsen, vi havde planlagt at være på i dag, viste sig at være en meget kedelig plads gemt inde i en skov med en masse fastliggere, måtte vi ud til udfordringerne på vejnettet igen.

     Lidt over klokken 18 var vi så endelig ved målet, West Chester, lidt vest for Philadelphia i staten Pennsylvania. Da vi først kørte fra al larmen for at følge en umulig beskrivelse til campingpladsen, åbenbarede der sig det smukkeste landskab for os. Besværet værd. En smuk beliggende KOA-campingplads langt fra alfarvej. Amishpeople bor lige om hjørnet. Måske besøger vi dem i morgen. 5 andre millioner gør det hvert år.
     På campingpladsen blev vi budt velkommen med guitar og violinspil lige overfor, hvor vi havde slået vores telt op. Her er meget bakket og teltet står pisse skævt, men her er meget smukt.

     Her, et par timer efter, hvor vi har spist, drukket rødvin og spist kirsebær mens ildfluerne flyver omkring os, og temperaturen er faldet til 26°C og klokken bestemt er godnattid, syntes vi måske nok, at han har gjort det godt nok for i aften, ham violinspilleren.

     Det er sjovt som forfattere får tankerne i gang. Talte med Helle i går og sagde, at vi var i Maine. Ingen reaktion fra hendes side om hummere. Nej, Stephen King, sagde hun med begejstret stemme. Og i dag, hvor vi har kørt igennem New Hampshire med kælenavnet ”granitstaten” har vi set John Irvings ”Owen Meany ” gå omkring i stenbruddene. Kunstnere i det hele taget. For da vi kørte igennem Philadelphia var det Bruce Springsteens ”Streets of Philadelphia, der lød i vores ører. For selvom vi sad i kø i 12. bane på en bro over Delaware River, kunne vi godt se, at denne Philadelphia måtte se ud som de andre gamle østkystbyer, vi har set.

     Eller hvad med Connecticut? Forbinder vi den med Victor Borge, som ligger begravet der, eller at USA’s forfatning blev født her. Nå ja, og så er vi kørt igennem byen Lansdale med 7.833 indbyggere. Den by vil naturligvis blive husket for Kenneth Roberts, manden der i 1937 lavede en home run for The Brave Eagles. Det stod der i hvert fald på et kæmpeskilt.

1/7 2001

    Endelig temperaturer til at man kan sove uden tøj på. Det har været varmt, men ikke for varmt. En herlig nat. Her til morgen var temperaturen midt i tyverne og høj sol. De har lovet tordenvejr i aften. Vi bestemte os for at køre ud for at se, hvordan The Amish people bor. Eller rettere: Mogens gik venligst med til at tage derud. ”Amish land” ligger i Lancaster County blot 30 km herfra. Men det var lidt svært at finde vej på disse smukke veje, som har nogle hulens høje numre, der bestemt ikke kan læses på vores kort. 

     Vi kom igennem Coatesville, en gammel stål- og kulby. Kørte igennem arbejderkvarteret. Åh, her så fattigt ud. Og det var udelukkende sorte, der boede her. Så også værket, som strakte sig over en stor del af byen. Det så ikke så rart ud. Især ikke, når man tænker på, at vi lige var kørt igennem dette smukke Chester County med det pragtfulde, bugtende landskab med masser af heste alle steder og skove og pragthuse og haver. Faktisk et sted, jeg ville vælge at bo, hvis jeg skulle bo i USA.
     National Geographic ledte os igennem alle tiders tur fra Gap til Mariella. Og tilbage igen.

     Søndag er en god dag at vælge til at se Amish gårdene. For der er alting simpelthen lukket. Ingen gårde at købe friske æg eller mælk hos, ingen quiltede tæpper eller hjemmelavet syltetøj. Alt er lukket. Det betyder 0 turister. Men det betyder også Amish people i deres fineste tøj – alle sammen ens – på vej hjem til hinanden for at holde søndag. Ingen kirker; gudstjenester foregår på skift hjemme på gårdene hos familierne.
     Så vi så og hilste på en masse venlige mennesker enten til fods eller i de små to-personers sorte hestevogne. Senere så vi store grupper af unge. Pigerne for sig. Drengene for sig.

     Der lever ca. 9.000 Amish’er her. Og deres levemåde har ikke ændret sig i over 250 år. Hvis man tænkte sig, at folk i Jersie kun giftede sig med folk fra Jersie de næste par hundrede år, ville indavl ligge lige på tungen. Men disse mennesker så både glade og tilfredse ud. Og bestemt ikke ”indavlede”. Der er heller ingen fede Amish’er!

      Det var let at kende deres gårde og huse fra de almindelige af slagsen, som også ligger i området. Der er stadig ingen elektriske ledninger trukket ind i deres huse, som er store og meget velholdte, og der er heste alle vegne på markerne og i stalde. Garagerne indeholder ikke biler, men disse lette små sorte vogne med de meget smalle jernhjul. Ingen gummihjul. Vi ved det, for vi har kørt bag ved mange af dem. De har forkørselsret, og vejene er smalle og bugtede, så det er svært at overhale. En dejlig dag.

     Her til aften trak skyerne mere og mere sammen, og det lovede tordenvejr kom da også med en masse regn. Vi ventede læsende inde i bilen på, at det skulle holde op, samtidig med at vi beundrede det voldsomme vejr.
     Teltet var blevet godt vådt. Det viste sig, at det – uvist hvorfor – var regnet ned på Mogens sovepose. Nå, men så benytter man blot den ene tørre, der er.