Vi ved jo, at det ikke er hverken den smukkeste eller mest spændende tur ad Interstate 94 mod vest. Det er en lang tur gennem landbrugsland. Ikke mange byer, men heller ikke megen trafik. Så vi satte os blot godt tilrette med cruise-contol’en på on, med god musik strømmende ud af højttalerne og forventningens stille glæde.
     Og efter vores rituelle morgenmad på Windmill Cafe med den sædvanlige velkomsthilsen og småsnak og et hurtigt besøg hos Burger King på vejen sidder vi nu her og nyder tilværelsen på campingpladsen KOA i Bismarck. Byen, der kun har ét højhus, nemlig rådhuset.
      En god skyggefuld plads er det, og blot 2 meter fra os ligger vores helt private tennisbane. Banens beskaffenhed er måske ikke den bedste, men det skal ikke hindre os i at spille, når vi har fået teltet op, og solen er gået lidt længere ned.

     Da vi begyndte vores tur i morges var det 27°C, ved middagstid 32°C og nu her til aften 26°C, men ikke godt nok til tennis, for ved nærmere syn af banen, var den så hullet og revnet, at vi brugte det som undskyldning for ikke at spille, temperaturen talte nu også alvorligt med i den beslutning.
       Det må være på sin plads her at indføje, at vi manglede en kuffert ved ankomsten til Minneapolis. Vi blev lovet, at den ville blive bragt ud til Henriettes adresse søndag aften. Den indeholdt ikke noget afgørende for vores campingtur, men vi ville svært gerne have vores tennisketchere med. Kufferten kom klokken 2 om natten, så vi fik dem med.
     Udgifterne i dag blev: Benzin 26, morgenmad 12, frokost 4 og campingplads 17, i alt 59 USD.

2/7 2002 

       Så snart vi havde forladt North Dakota og var kørt ind i Montana skiftede landskabet udseende. Nu er det udelukkende koland.
       Det er en lang køretur vestpå, men man kan også nyde den – og hinanden. Så det gjorde vi. Kørte igennem smukke Theodor Roosevelt National Park, derefter et stykke smukt, men barsk badland. Vi krydsede Yellowstone River mange gange og så pludselig i det fjerne Yellowstones sneklædte bjerge. Et pragtfuldt syn.

      Campingpladsen her i  Livingston, blot 50 miles fra Yellowstone, ligger ganske smukt i Paradise Valley. (Vi er ellers allergiske overfor campingpladser, hvor ”Paradise” indgår, vores erfaring fortæller os, at så er det netop ikke paradis). Men her var det godt nok. 
     Talte med Henriette. Hun fortalte grinende, at endnu en kuffert var dukket op foran deres hoveddør, nu med navnet Kim Andersen. Destination:  Kina!!!
     Henriette spurgte, hvordan jeg fik børstet tænder. Og jeg måtte jo forklare hende, at det er Vaughns skyld, at jeg ikke fik min toilettaske med, fordi han pludselig stod der med en kop dampende frisk kaffe og vi kom til at snakke. En ny tandbørste er blevet købt for 1.09 USD.
     Vi har kørt langt i 2 dage nu. I alt 1500 km. Fra nu af bliver turene kortere. Vejret har været meget fint med 16°C klokken 6, 32°C ved middagstid og 22°C da vi spiste aftensmad klokken 20. Udgifterne blev: Benzin 25, Camping 17, frokost 12 og småindkøb 5, i alt 59 USD.

3/7 2002

     Vi kom til Edward og Diane, Cole og Tor i Wilsall ved 10-tiden. Drengene var netop stået op. Feriedrenge er feriedrenge. De er begge højere end Mogens, og Tor er blevet højere end Cole. Cole har fået et lille fipskæg, så Mogens kalder ham Mountaingoat. De ser pragtfulde ud. Og er stadig lige smilende, kærlige og interesserede i alt. Huset ligger langt ude i skoven, meget, meget øde, men meget smukt. Log-cabin og mange acres jord + en lille sø. Edward og Diane var godt i gang med at bygge deres nye værksted. Stort. Større end deres hus. De har en spa på terrassen med en himmelsk udsigt til bjergene, Big Belt, som er en del af The Rokies. 
     Vi fik drukket kaffe, sludret en times tid og set hele herligheden, og så tog vi drengene med os ned til Wilsall, så de kunne få morgenmad og vi kunne få frokost. Det var en masse god, billig mad. Edwards og Dianes nye butik lå lige ved siden af caféen. Den så i øvrigt ret tjekket ud. De svarer undvigende, når man spørger, hvor meget de sælger, så det ved jeg faktisk ikke.
     Og så af sted nordpå mod Glacier National Park, som var vores mål. Dejlig sludrende tur til Choteau (udtales ”show toe”, skulle man være i tvivl). Ankomst til campingpladsen ved halvfiretiden med masser af tid til at spille minigolf. En dyr omgang. Det kostede 1 USD pr. næse, og efter de 18 huller, kunne man bytte køllen ud med en is. Utroligt så megen sjov man kan få for en dollar.

     Resultatet af kampen blev: Nr. 1 og vinder Cole, nr. 2 Mogens, nr. 3 Tor og nr. 4 mig. Og tennis midt i byens rundkørsel lige ved siden af domhuset. Vi har en turnering kørende, hvor Mogens er så godt som sikker på sejren og jeg er lige så sikker på at blive nr. 2. Vi tager det meget alvorligt. Regnen afbrød os dog. Men som man siger i Montana: ”If you don’t like the weather, waite ten minutes”. Der faldt ikke en dråbe, da vi kørte ind på campingpladsen 10 minutter senere.

      Restaurant om aftenen. En kæmpestor spisestue, hvor alle stolene havde overtræk med stars and stribes. Vi hyggede os med nogle gode bøffer og en dessert, der blev serveret før vi havde tygget det sidste stykke kød. Vi var ligeglade. Vi slubrer simpelthen timerne sammen med drengene i os. Og det er umuligt at stoppe snakken. Der er jo sket så meget, siden vi så hinanden sidst. Og de er så interesserede i alt. Vores politiske diskussioner er ret interessante.
     Udgifterne: Frokost 31, overnatning 32, benzin 27 aftensmad 60 og diverse indkøb 85, i alt 235 USD og vejret var begyndt med 14°C klokken 6 om morgenen, 32°C ved middagstid med sol fra en skyfri himmel og sluttede med 27°C sent på aftenen, med en lille byge ved 18-tiden.
 

4/7 2002

     Herlig hjemmelavet morgenmad med fødselsdagssang for Mogens. 66 år. Dejlig solskinsmorgen, som vi nød, nussede os færdige og ville så ned i byen for at færdiggøre tennisturneringen, men nej! Det var jo den 4. juli – paradernes dag. Det var simpelthen umuligt at komme over mainstreet. Så vi tog pligtskyldigt opstilling og klappede af paradens deltagere.

     Vi fik en god frokost på vejen til St. Mary – indgangen til Glacier Park, hvor vi ankom ved 2 – tiden i stiv kuling. Det blæste så kraftigt, at vi måtte bede om at få en anden plads end den tildelte. Det var simpelthen ganske umuligt at slå teltene op. Vi gav os ikke, før vi havde fået en plads i læ af en masse træer. Godt nok var den beregnet til campere, der skulle bruge elektricitet, men da jeg tilbød at betale for det, selvom vi ikke havde brug for det, smilte indehaveren og sagde, at nu havde jeg været så ihærdig for at få pladsen, at vi havde fortjent den uden yderligere udgifter. Så vi havde en herlig oase midt i det hele. Køligt, men ingen vind. De andre telte var ved at blæse væk.

      Vi var i Blackfeet indianerterritoriet og fik anvist den bedste restaurant. Det var garanteret den bedste steak-restaurant, vi har været på i USA, og selvom drengene glippede lidt med øjenlågene, da de så priserne, afholdt det dem ikke fra at bestille ægte buffalo – steaks. De var så store, at Cole og jeg måtte have over halvdelen med hjem til næste dag.
       Hertil vin, som vi valgte fra vinkortet. Vores i øvrigt dygtige tjener tog sig til hovedet, da han tredje gang måtte vende tilbage til bordet for at fortælle, at man ikke havde den ønskede vin. Da Mogens endnu en gang pegede på en vin, udbrød han lettet: ”Ja, den har vi seks flasker af”. Super dessert – og rigelig tid til at tale. Det brugte vi så 3 timer med.

     Godt trætte gik vi i seng akkompagneret af en hulens masse fyrværkeri. Da det stadig blæste en halv pelikan, og da amerikanerne jo måtte fyre deres enorme mængder af fyrværkeri af, ja så kunne vi kun håbe, at intet af det ville ramme vores telte. Oppe at tisse midt om natten. Stjernehimmel var vidunderlig.
      Frokost 21, overnatning 31, benzin 25 og aftensmad 150 i alt 227 USD. Og dagen begyndte med 20°C, solskin fra en skyfri himmel, ved middagstid 16°C storm og overskyet og om aftenen 14°C og stadig voldsom storm.
 

5/7 2002

     Vi var relativt højt oppe her ved foden af bjergene så det var alt for koldt til at sidde på campingpladsen og spise morgenmad, vi ville ikke kunne holde noget af det varmt. Og da vi på vejen hjem i går aftes så en lille sød cafe med morgenmadstilbud, var vi ikke særlig svære at få overtalt. Efter cafebesøg hos Two Sisters, hvor vi lagde drikkepengene i en kasse til ”Emma´s College Fund”, (Emma var en 7 årig indianerpige) entrede vi Glacier Park. Ok, vi har været her før med Morten i 1990, og vi er begge enige om, at det er en af de smukkeste nationalparker i USA. Og her er kun en brøkdel af turister i forhold til f.eks. Yellowstone.

    ”Posterity will bless us”, skrev en Canadisk minister i 1895, da det der nu er Waterton Lakes National Park blev oprettet. Og han fik ret. Eftertiden, altså os velsigner de fremsynede personer, der oprettede denne park. Populariteten efter verdens første National Park, Yellowstone, som blev National Park i 1872, var meget stor og var med til at muliggøre Glacier Parks oprettelse. I 1910 oprettedes Glacier National Park. Disse to nationalparker, som ligger på begge sider af den Canadiske og Amerikanske grænse blev til verdens første Internationale Freds Park i 1932.
     Hele området har altid været helligt for Blackfeet-, Salish- og Kootenai indianerne og i dag er det dem, Amerikas forende stater og Canada som sørger for at dette område bevares, som den meget smukke park i dag er. I parken kan man opleve at se mange former for vilde dyr, store smukke søer og fantastiske flotte gletchere.

     Vejen fra St. Mary Visitor Center og til den vestlige indgang, Apgar Visitor Center hedder ”Going-to-the-Sun-Road” er 70 km lang. Det højeste punkt på vejen, Logan Pass, ligger 2025 m oppe. 
      Gletcherne var smukke, vandfalde mange og voldsomme og ved Weeping wall, grædemuren, blev alle bilerne vasket og bikerne blev meget våde. Og så en af de helt store begivenheder. Vi så en Bighorn ligge på en afsats lige over vejen. Flot og meget majestætisk og roligt betragtede den os uden at vise tegn på at ville flytte sig. Det er ikke så tit man kan få øje på disse prægtige dyr, da de er meget sky og ofte kun ses meget tidligt om morgenen. Vi har faktisk set efter disse Bighorns lige side muligheden var tilstede i Yellowstone i 1986, men den gang og mange gange siden har vi ikke haft heldet med os. Vi var meget heldige.

      Vi sprang over vandfald og spadserede langs rivende floder og drengene havde lyst til at komme tilbage til denne park for at hike. Der er mange trails i parken og så vidt vi kunne se, blev de også benyttet flittigt.
      Efter denne gode køretur endte vi i Polson, som vi har besøgt nogle gange før, 1990 med Morten og 2000 kun os. Pragtfuld udsigt fra campingpladsen til de omkringliggende bjerge og til byen Polson som ligger ved søen Flathead Lake.

      Aftensmaden var luksus for Cole og mig. Bøfferne smagte lige så godt som dagen før. De to andre, Tor og Mogens, måtte nøjes med dåsemad, hvad der tilsyneladende passede dem udmærket. Vi sluttede dagen af med en bordtennisturnering. Mogens gir ikke ved dørene (det gjorde han nu heller ikke da vore egne unger var små). For som han siger: ”Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår de slår mig”.  Og det er jo rigtigt nok. Unødvendigt at nævne vinderen. Fed dag.
      Udgifterne blev i dag: morgenmad 24, overnatning 31, indkøb 25 og benzin 27, i alt 107 USD. Og vejret var hundekoldt om morgenen, klart men lidt blæsende og kun 10°C, ved middagstid skinnede solen fra en skyfri himmel og temperaturen nåede op på 27°C ligeså under tennisturneringen, hvor temperaturen nu var oppe på 30°C. 

6/7 2002

      Op tidligt, vi havde en lang køretur foran os. Men hvad vi frygtede ville blive en kedsommelig køretur på 450 km, blev en hyggelig sludretur østover, hvor vi skiftede pladser og bare nød vejret og hinandens snak. Det var svært at sige farvel til drengene. Vi er sikre på, at de også har haft nogle gode dage. De gentog og gentog, at de ikke kan vente til næste år, hvor vi alle sammen skal være sammen i Frankrig og det har været sjovt at få genopfrisket vore tidligere ture sammen. De husker så mange ting, og også andre ting, end vi lige gjorde. Det fik vi mange gode grin over. Uden tvivl er det populæreste ord, de har lært denne gang: Ski ”Du ski’er derovre”, ”jeg løber på ski om vinteren” og vores læreord i år er ” cheater” Ofte benyttet af Cole i vore turneringer – og af Tor, da Cole vandt i minigolf.
     Coles bedste sætning var dog: Am I winning?”,  som kom frem hver eneste gang, han slog til en tennisbold. Nej, det lykkedes os ikke at lære ham reglerne. Han er fløjtende ligeglad med boldspil, men er en af de bedste cross country løbere i skolen. Det er lige omvendt med Tor. Han er et boldtalent uden lige.

     Og mon ikke bilen var punkteret, det ene bagdæk var fladt, det opdagede vi mens vi stod og sagde farvel til drengene og Edward og Diane. Cole skiftede hjulet med vores gode reservehjul og vi kørte ned til Wilsall og fik det punkterede dæk lappet for 10 USD. Det er nogle rigtig møjveje fra Edward til Wilsall.

     På værkstedet i Wilsall havde vi en uhyggelig oplevelse. En bil fra Alaska rullede op til døren ind til værkstedet, og en bistert udseende fyr med langt fedtet hår og en kæmpehund ved siden af sig råbte ud af vinduet, om de havde noget luft til hans flade dæk. Mekanikeren pegede venligt ind i baglokalet, og ud trådte fyren med en revolver i bæltet. Alle så den anden vej. Da han havde fået luft, bad han om benzin. Vi hørte ham råbe: ”Of course, dude, I have a creditcard or I wouldn’t be in the US”. Vi ønsker ikke at møde en sådan fyr på vores øde veje oppe nordpå!!!!

    Jeg overtog rattet op til Great Falls. Vi mødte mange dear langs vejen. Man skal være meget på vagt. De små gophers, som ikke er gophers, men meget mindre, som hele tiden farer over vejen, må man håbe på kommer frelste over. Det er ingen god ide at forsøge at undgå dem.

    Great Falls campingplads fyldt op. Det er også både lørdag og stadig 4. juliferie. Pladsen ligger som en oase midt i dette koland med store træer og en masse blomster. Her er et vandland og mange børnefamilier. Dejligt at se. Vi fik en fin plads. Spiste og gik tidligt i seng, mæt af dejlige oplevelser med vore drenge.