Glacier Park blev besøgt, derefter British Columbia i Canada og sidste besøg var i Bryce Canyon, Utah.Dagbog fra en campingtur foretaget i 2002, som gik fra Minneapolis i Minnesota til Montana, hvor
Vi ved jo, at det ikke er hverken
den smukkeste eller mest spændende tur ad Interstate 94 mod vest.
Det er en lang tur gennem landbrugsland. Ikke mange byer, men heller ikke
megen trafik. Så vi satte os blot godt tilrette med cruise-contol’en
på on, med god musik strømmende ud af højttalerne og
forventningens stille glæde.
Da vi begyndte vores tur
i morges var det 27°C, ved middagstid 32°C og nu her til aften
26°C, men ikke godt nok til tennis, for ved nærmere syn af banen,
var den så hullet og revnet, at vi brugte det som undskyldning for
ikke at spille, temperaturen talte nu også alvorligt med i den beslutning.
2/7 2002 Så snart vi havde forladt
North Dakota og var kørt ind i Montana skiftede landskabet udseende.
Nu er det udelukkende koland.
Campingpladsen her i Livingston,
blot 50 miles fra Yellowstone, ligger ganske smukt i Paradise Valley. (Vi
er ellers allergiske overfor campingpladser, hvor ”Paradise” indgår,
vores erfaring fortæller os, at så er det netop ikke paradis).
Men her var det godt nok.
3/7 2002 Vi kom til Edward og Diane, Cole og Tor i Wilsall
ved 10-tiden. Drengene var netop stået op. Feriedrenge er feriedrenge.
De er begge højere end Mogens, og Tor er blevet højere end
Cole. Cole har fået et lille fipskæg, så Mogens kalder
ham Mountaingoat. De ser pragtfulde ud. Og er stadig lige smilende, kærlige
og interesserede i alt. Huset ligger langt ude i skoven, meget, meget øde,
men meget smukt. Log-cabin og mange acres jord + en lille sø. Edward
og Diane var godt i gang med at bygge deres nye værksted. Stort.
Større end deres hus. De har en spa på terrassen med en himmelsk
udsigt til bjergene, Big Belt, som er en del af The Rokies.
Resultatet af kampen blev: Nr. 1 og vinder Cole, nr. 2 Mogens, nr. 3 Tor og nr. 4 mig. Og tennis midt i byens rundkørsel lige ved siden af domhuset. Vi har en turnering kørende, hvor Mogens er så godt som sikker på sejren og jeg er lige så sikker på at blive nr. 2. Vi tager det meget alvorligt. Regnen afbrød os dog. Men som man siger i Montana: ”If you don’t like the weather, waite ten minutes”. Der faldt ikke en dråbe, da vi kørte ind på campingpladsen 10 minutter senere. Restaurant om aftenen. En kæmpestor
spisestue, hvor alle stolene havde overtræk med stars and stribes.
Vi hyggede os med nogle gode bøffer og en dessert, der blev serveret
før vi havde tygget det sidste stykke kød. Vi var ligeglade.
Vi slubrer simpelthen timerne sammen med drengene i os. Og det er umuligt
at stoppe snakken. Der er jo sket så meget, siden vi så hinanden
sidst. Og de er så interesserede i alt. Vores politiske diskussioner
er ret interessante.
4/7 2002 Herlig hjemmelavet morgenmad med fødselsdagssang for Mogens. 66 år. Dejlig solskinsmorgen, som vi nød, nussede os færdige og ville så ned i byen for at færdiggøre tennisturneringen, men nej! Det var jo den 4. juli – paradernes dag. Det var simpelthen umuligt at komme over mainstreet. Så vi tog pligtskyldigt opstilling og klappede af paradens deltagere.
Vi fik en god frokost på vejen til St. Mary – indgangen til Glacier Park, hvor vi ankom ved 2 – tiden i stiv kuling. Det blæste så kraftigt, at vi måtte bede om at få en anden plads end den tildelte. Det var simpelthen ganske umuligt at slå teltene op. Vi gav os ikke, før vi havde fået en plads i læ af en masse træer. Godt nok var den beregnet til campere, der skulle bruge elektricitet, men da jeg tilbød at betale for det, selvom vi ikke havde brug for det, smilte indehaveren og sagde, at nu havde jeg været så ihærdig for at få pladsen, at vi havde fortjent den uden yderligere udgifter. Så vi havde en herlig oase midt i det hele. Køligt, men ingen vind. De andre telte var ved at blæse væk. Vi var i Blackfeet
indianerterritoriet og fik anvist den bedste restaurant. Det var garanteret
den bedste steak-restaurant, vi har været på i USA, og selvom
drengene glippede lidt med øjenlågene, da de så priserne,
afholdt det dem ikke fra at bestille ægte buffalo – steaks. De var
så store, at Cole og jeg måtte have over halvdelen med hjem
til næste dag.
Godt trætte gik
vi i seng akkompagneret af en hulens masse fyrværkeri. Da det stadig
blæste en halv pelikan, og da amerikanerne jo måtte fyre deres
enorme mængder af fyrværkeri af, ja så kunne vi kun håbe,
at intet af det ville ramme vores telte. Oppe at tisse midt om natten.
Stjernehimmel var vidunderlig.
5/7 2002 Vi var relativt højt oppe her ved foden af bjergene så det var alt for koldt til at sidde på campingpladsen og spise morgenmad, vi ville ikke kunne holde noget af det varmt. Og da vi på vejen hjem i går aftes så en lille sød cafe med morgenmadstilbud, var vi ikke særlig svære at få overtalt. Efter cafebesøg hos Two Sisters, hvor vi lagde drikkepengene i en kasse til ”Emma´s College Fund”, (Emma var en 7 årig indianerpige) entrede vi Glacier Park. Ok, vi har været her før med Morten i 1990, og vi er begge enige om, at det er en af de smukkeste nationalparker i USA. Og her er kun en brøkdel af turister i forhold til f.eks. Yellowstone. ”Posterity will bless us”, skrev en Canadisk minister
i 1895, da det der nu er Waterton Lakes National Park blev oprettet. Og
han fik ret. Eftertiden, altså os velsigner de fremsynede personer,
der oprettede denne park. Populariteten efter verdens første National
Park, Yellowstone, som blev National Park i 1872, var meget stor og var
med til at muliggøre Glacier Parks oprettelse. I 1910 oprettedes
Glacier National Park. Disse to nationalparker, som ligger på begge
sider af den Canadiske og Amerikanske grænse blev til verdens første
Internationale Freds Park i 1932.
Vejen igennem parken var netop blevet åbnet. Meget sent i år på grund af usædvanlig megen sne. Vi kørte da også nogle steder gennem kæmpe snedriver, hvor sneplove havde banet en vej. Vejen fra St. Mary Visitor
Center og til den vestlige indgang, Apgar Visitor Center hedder ”Going-to-the-Sun-Road”
er 70 km lang. Det højeste punkt på vejen, Logan Pass, ligger
2025 m oppe.
Vi sprang over vandfald og spadserede
langs rivende floder og drengene havde lyst til at komme tilbage til denne
park for at hike. Der er mange trails i parken og så vidt vi kunne
se, blev de også benyttet flittigt.
. Vi måtte jo færdiggøre vores tennisturnering og efter en del søgen fandt vi da også byens tennisbaner. Tor blev faktisk nr. 2, da han slog mig i en tie-break med 8-6. Tja-a-a!! Besøgte også lige biblioteket for at gå på nettet. Vores papir med telefonnumrene via MasterCard forsvandt i et stormstød på St.Mary-campingpladsen i går. Vi kan simpelthen ikke undvære disse numre, som gør det så let at ringe både til Henriette og til Danmark. Aftensmaden var luksus for Cole og mig.
Bøfferne smagte lige så godt som dagen før. De to andre,
Tor og Mogens, måtte nøjes med dåsemad, hvad der tilsyneladende
passede dem udmærket. Vi sluttede dagen af med en bordtennisturnering.
Mogens gir ikke ved dørene (det gjorde han nu heller ikke da vore
egne unger var små). For som han siger: ”Det er kun et spørgsmål
om tid, hvornår de slår mig”. Og det er jo rigtigt nok.
Unødvendigt at nævne vinderen. Fed dag.
6/7 2002 Op tidligt, vi havde en lang køretur
foran os. Men hvad vi frygtede ville blive en kedsommelig køretur
på 450 km, blev en hyggelig sludretur østover, hvor vi skiftede
pladser og bare nød vejret og hinandens snak. Det var svært
at sige farvel til drengene. Vi er sikre på, at de også har
haft nogle gode dage. De gentog og gentog, at de ikke kan vente til næste
år, hvor vi alle sammen skal være sammen i Frankrig og det
har været sjovt at få genopfrisket vore tidligere ture sammen.
De husker så mange ting, og også andre ting, end vi lige gjorde.
Det fik vi mange gode grin over. Uden tvivl er det populæreste ord,
de har lært denne gang: Ski ”Du ski’er derovre”, ”jeg løber
på ski om vinteren” og vores læreord i år er ” cheater”
Ofte benyttet af Cole i vore turneringer – og af Tor, da Cole vandt i minigolf.
Og mon ikke bilen var punkteret, det ene bagdæk var fladt, det opdagede vi mens vi stod og sagde farvel til drengene og Edward og Diane. Cole skiftede hjulet med vores gode reservehjul og vi kørte ned til Wilsall og fik det punkterede dæk lappet for 10 USD. Det er nogle rigtig møjveje fra Edward til Wilsall. På værkstedet i Wilsall havde vi en uhyggelig oplevelse. En bil fra Alaska rullede op til døren ind til værkstedet, og en bistert udseende fyr med langt fedtet hår og en kæmpehund ved siden af sig råbte ud af vinduet, om de havde noget luft til hans flade dæk. Mekanikeren pegede venligt ind i baglokalet, og ud trådte fyren med en revolver i bæltet. Alle så den anden vej. Da han havde fået luft, bad han om benzin. Vi hørte ham råbe: ”Of course, dude, I have a creditcard or I wouldn’t be in the US”. Vi ønsker ikke at møde en sådan fyr på vores øde veje oppe nordpå!!!! Jeg overtog rattet op til Great Falls. Vi mødte mange dear langs vejen. Man skal være meget på vagt. De små gophers, som ikke er gophers, men meget mindre, som hele tiden farer over vejen, må man håbe på kommer frelste over. Det er ingen god ide at forsøge at undgå dem. Great Falls campingplads fyldt op. Det er også både lørdag og stadig 4. juliferie. Pladsen ligger som en oase midt i dette koland med store træer og en masse blomster. Her er et vandland og mange børnefamilier. Dejligt at se. Vi fik en fin plads. Spiste og gik tidligt i seng, mæt af dejlige oplevelser med vore drenge. Solen skinnede fra en skyfri himmel om morgenen og der var 20°C, ved middagstid 30°C og om aftenen 27°C. Næste kapitel >>>>>>> |