Efter at have set folkemængden i går aftes, var vi godt klare over, at vi skulle tidligt op for at få et bad uden at skulle stå i kø. Så klokken 6 stod vi i hvert sit badeværelse med håndvask, wc, bruser og hårtørrer. Standarden er efterhånden meget høj på disse KOA-pladser. Det nyder vi. Efter bad, en dejlig hjemmelavet amerikansk morgenmad og så af sted uden at vække vores naboer.
     Ved grænsen til Canada blev vi pillet til side og måtte ind i toldbygningen for at få vores pas undersøgt. Vi blev godkendt og fik et besøgsvisum til 6 måneder. Vi bliver her nok kun ca. 10 dage. Afhænger af to ting: Bjørne og vejret. Vi vil se bjørne og på den anden side orker vi ikke alt for dårligt og koldt vejr efter en uge med herlig sol og varme.
     Smuk tur til Calgary. Vi har været her før, 1995 med Morten og i 2000, og hver gang har der desværre været Stampede, rodeo, i byen. En begivenhed, der strækker sig over 10 dage, og som trækker tusindvis af mennesker til fra hele Canada og hele USA. Det er det største Stampede der eksisterer Det betyder ligeledes totalt udsolgt her på KOA, som ellers er meget stor og som har plads til næsten 500 store campere. Men heldigvis er der altid plads til et telt.. 

     Trafikken ind til byen var tæt, især når man tager i betragtning, at det er søndag. Men åbenbart havde Calgarys 800.000 indbyggere besluttet at benytte dagen til indkøb i de mange centre. Downtown er ret dejlig med udendørs cafeer og restauranter. Der er universitet og en masse parker. Ja, selv en Chinatown, hvor alle bygninger så ud til at være meget moderne og nye. Og gisp! Alle de folk der ikke var på vej til indkøbscentrene, var på vej til Stampede! 

     God aftensmad, som vi hyggede os over med en flaske vin. Var ikke mere end lige blevet færdige med at spise, før vi så de første lyn over byen. Herligt i seng. En dejlig nat, der begyndte med voldsomme vindstød, et par tordenbrag og lidt regn. Men kun lidt.
     Vejret i dag begyndte med sol og endte i regn. Temperaturen i morges klokken 6 var 16°C, ved middagstid 30°C og lige før tordenvejret ved 20-tiden 25°C.
 

8/7 2002

    Same procedure as yesterday. Med så mange mennesker er det godt at komme først i brusebadskøen så op klokken 6. Stille morgenmadlavning og så af sted.
    Trans Canada Highway eller blot Highway 1 er den mest befærdede vej, vi har kørt ad endnu. Det var en fantastisk køretur gennem Banf National Park og derefter en bjergrig tur som sikkert var meget smuk, men som regnen gjorde sit til, at man egentlig kun så bilen foran. Men vi fik da set, at vi kørte igennem endnu en Glacier National Park og også her var der smukt, men turen blev meget generet af den voldsomme trafik og de voldsomme regnskyl. Især de store RV’ere var en pestilens. De kunne med besvær overhales når der var dobbeltbaner, men så var der også et vildt racerløb for at kunne komme til at overhale alle sneglene eller så mange som muligt. Disse overhalingsbaner kommer med mellemrum på ca. 10 km og man er gjort opmærksom på dem i rimelig god tid, så alle er klar til det vilde ræs.

     Selvom campingpladsen i Salmon Arm, British Columbia, ligger inde i en skov, er det lykkedes for os, at få en plads med en lille lysning og langt til RV’erne. Her er fint. Ikke ret stor. Få teltpladser – og her til aften faktisk udsolgt på campingpladsen.
    Vi har besøgt Lars i Armstrong. Lars er Karstens ven og designer og producent af Karstens pragtfulde sommerhus af cedertræ og kæmpe bjælker af canadisk fyr. Alt udført her i Armstrong og derefter sendt med container til Danmark og samlet i Nykøbing Sjælland.  Lars er en dejlig mand og en sand kunstner inden for sit fag. Han har boet i Canada i snart 12 år og har fået stablet en god forretning på benene og er netop blevet canadisk statsborger.

      Mogens havde godt nok sagt til Lars, mens de byggede Karstens hus, at vi ville kigge forbi, når vi alligevel var British Columbia i sommer, og Lars havde selvfølgelig sagt, at vi var velkomne. At vi pludselig stod der, gjorde ham nok lidt overrasket. Men vi syntes, han så glad ud. 

      Vejen ud til hans hus – et dejligt, hvidt hus med et stort værksted til Thyra-firmaet med orkesterplads til bjergene – var vi blevet anvist af den lokale turist-information. De var så venlige, så overstadige og så nysgerrige efter at få en masse at vide. Vi nøjedes nu med at smile og takke, men de fik da Mogens op på en stige, så han kunne sætte en nål i deres verdenskort, hvor vi kom fra. Danmark var uden øerne, så det blev en prik i havet.

     Lars viste os stolt sit værksted med det materiale til det hus, han er ved at bygge. Tømmer for tømmer, alle mærkede og klar til at blive samlet. Det, der var mest iøjenfaldende, var de meget få maskiner Lars havde, vi så faktisk kun en transportabel rundsav, resten var håndværktøj. At han er i stand til at flytte de store tømmerstokke er utroligt, godt nok har han hjælp af en trefod med hjul, men det er imponerende hvad han er i stand til. Da vi tømte containeren hos Karsten for de 17 tons træ, var vi fem mand om at bære de store bjælker. Og dem flytter Lars rundt på alene! Men han fortalte dog også, at han var begyndt at blive nervøs for sin ryg og ville passe lidt mere på i fremtiden.

     Lars inviterede os på cafe, hvor vi nød en kop kaffe og en kage uden for i det gode vejr. Det var dejligt at snakke med ham. Han kommer snart til Danmark, måske for at blive, men han er vist i øjeblikket ikke selv klar over hvad han egentlig helst vil med sin fremtid.

    Efter et par hyggelige timer besøgte vi supermarkedet i Armstrong og fik købt en stak dåser af den canadiske hash, som vi holder meget af. Et stop ved en frugtbod – Armstrong og hele området her omkring er stedet for frugtdyrkning – resulterede i en kæmpebakke hindbær og en lige så stor pose kirsebær, og så tilbage til campingpladsen til et herligt aftensmåltid og i seng efter en lang, dejlig dag. 
    Vejret var helt dansk i dag med sol fra en skyfri himmel om morgenen med 16°C, ved middagstid koldt og meget vådt og om aftenen 18°C med vekslende skydække og en del sol.
 

9/7 2002

Salmon Arm er en rigtig hyggelig by med en masse skibe og husbåde i havnen. Søen – Adams Lake – er også meget stor; den strækker sig langt, langt med bjerge på den ene side, fed landbrugsjord på den anden, som så også ender i bjerge i det fjerne. 

      Endnu en smuk køretur, som var til at nyde også for chaufføren, for trafikken har været lig nul i dag. Det mærkes også når man når frem. Vi er i øvrigt gået fra det normale kort over til The Milepost. Og det betyder, at vi får vigtige og uundværlige informationer undervejs. Hvis vi ikke havde haft The Milepost, ville vi aldrig have anet, at der på museet i Clinton med 400 indbyggere findes eksemplarer af rigtige håndlavede røde mursten, som blev benyttet til at bygge byens oprindelige domhus. Og byen praler også af at være den by, der som den eneste i British Columbia hvert år har afholdt et bal i maj måned i den weekend, der følger Victoria Day, siden 1868.

      Og så er der en by, der hedder 100 Miles House. Her bor der 2.600 mennesker. Man kan læse om den på internettet: www.100mile.com/visitors.

      Herlig frokost ved Williams Lake. Fish and chips. Det smager mere end godt, når det er lavet af halibut. Olieskift i Quesnel i et enormt foretagende.

      Aldrig har vi set en forretning med sådant et udvalg i tilbehør til bil, camping, sport, osv. osv. Dertil et stort værksted. Mogens fik en lang snak med mekanikeren, der skiftede olie og gav os et nyt oliefilter. Han ville gerne købe bilen. Sagde den var i pragtfuld stand. Prisen var 32 CAD, altså for olieskiftet. Arbejdet med bilen sluttede af med en grundig spuling, så det var i en helt ren bil vi kørte derfra.

      Vi bor på campingpladsen i Prince George. Ja, vi har været her i 2000, så jeg smuttede lige over vejen til den dejlige butik med hjemmelavede pier og købte os en applepie til dessert i aften.
      Vi må jo acceptere, at vi er blevet ældre. Mogens har i dag haft ondt i ryggen. Faktisk så ondt, at han går rundt som en vingeskudt and(ersen). Og nej, han brokker sik ikke, men lige pludselig gør han en tilfældig bevægelse, og så knækker han helt sammen. Men så lige her henne på campingpladsen er fire damer fra Ontario ved at indrette sig. 2 sætter telt op, 1 laver mad og 1 hugger brænde med en økse til bålet. De er langt inde i 70’erne. Det er herligt at se! Det er en god ide at gøre de ting, man har lyst til, mens man stadig kan. Og vi har lyst til dette her i mange, mange år endnu.

     Temperaturen på campingpladsen i Salmon Arms i morges var kun 10°C, men solen skinnede fra en skyfri himmel. Den skyfri himmel holdt sig helt til i aften med 22°C ved middagstid og de 22°C har holdt sig her til aften.
 

10/7 2002

      Ud ad Yellowhead Highway i højt solskin og med en masse forventninger om, at dette skal være bjørnedag. Det var det jo sidste gang, vi var her, i 2000. Og jeg kan lige så godt fortælle det med det samme: 6 dejlige sorte bjørne så vi på meget tæt hold langs vejen. Og på nøjagtig følgende steder (hvad skulle vi dog gøre uden The Milepost?).

       Den første bjørn ved PR 275 milestone ved Babine Lake (her blev vi så befippede over at det var på Yellowhead Highway og ikke Cassiar Highway, at den var luntet væk længe inden vi fik stoppet og fundet fotoapparaterne frem). 

       Og nu til Cassiar Highway, hvor den første var ved J5, hvor vi havde bjergkæden Seven Sisters i baggrunden. Den næste ved 47.1 lige efter at vi havde passeret Cranberry Bridge nr. 2. Dagens højdepunkt var hunbjørnen, der luntede over vejen, og da vi ville fotografere hende, kom hendes unge fjumrende frem, stoppede midt på vejen foran os, før den løb efter sin mor. Her skulle man ikke stå ud af bilen. Og det var ved J93.1 ved Tintina Creek. Sammen med Hanna Creek producerer denne lille flod 40% af al det lakserogn der findes i Miciadin Lake. Så vi kan godt forstå, hvor de to skulle hen.

       Blot 1 km længere henne ad vejen mødte vi bjørn nr. 6. What a day!

       Vejen var smuk, vejret var smukt og omgivelserne bjergtagne i bogstaveligste forstand. Vi kunne ikke få nok og besluttede at fortsætte helt ud til Stewart. På vejen passerede vi den imponerende Salmon Glacier. Vi tog mange billeder.

      Der er 2 campingpladser i Stewart at vælge mellem. Vi foretrak den kommunale, som faktisk var ret god. Det regnede nu – det havde det gjort hele dagen her i Stewart, så vi valgte en plads på telt- overflow, som betød en stor grøn græsplæne, som ellers blev benyttet som boldbane midt på pladsen. Dette er langt at foretrække fremfor at komme ind under de høje, mørke træer, hvor man har glæde af regnen længe efter det er holdt op med at regne, og hvor al græs er forsvundet på grund af manglende lys.
      Det kostede 11 CAD at bo her, og det kan vel ikke siges at være for meget. Ved check-in spurgte de, hvor længe, vi havde tænkt at blive her. Det afhang af vejret, svarede jeg, hvorpå de bemærkede:” Så ser vi jer nok ikke i morgen aften”.
      Heldigvis var der et fint overdækket areal med borde, hvor vi kunne lave vores aftensmad, som var et rent festmåltid: Flute, cognacpaté, brie, æblekage og kirsebær. Uhm..

     Forinden havde vi været et smut i Alaska! Hyder er en lille ghosttown, som ligger ved siden af Stewart. Den hører til USA ligesom en lang række andre småbyer langs vestkysten syd for Alaska, som man kun kan komme til ad søvejen. Til Hyder kan man også komme via Stewart. Og der er en grænsestation med grænsepoliti. I Hyder er der absolut intet bortset fra smattede mudderveje, et sted hvor man kan købe postkort, et sted med taxfree sprut og en bar. Så er der en faldefærdige kirke samt et par ubeboede skure. Men der er jo også den forladte campingplads. Vi måtte se den, for det var her en mand for to år siden blev ædt af en bjørn. Det stod i aviserne, da det er ganske usædvanligt, at noget sådan sker. Bjørne æder ikke mennesker. Vi var meget optaget af det, fordi vi på det tidspunkt camperede blot 50 km herfra.

     Og bjørne er der altså mange af her. Campingpladsen er fyldt med skilte om, hvordan vi skal forholde os og indgangsvinklen til det er meget positiv: ”Pas på vores bjørne,”A fead bear is a dead bear”. Vi ved hvordan man passer på og sov uden spor bekymring i teltet i nat. Lidt køligt, lidt vådt men meget dejligt. (Ok Helly Hansen var i brug).

     Jeg har fundet vandrestøvlerne frem, mine gummisko var gennemblødte. Men Mogens? Ja han sidder godt nok med fleecejakke på, men han har stadig både shorts og bare tæer i sandalerne.
     Vejret endte jo med at blive helt canadisk med regnvejr og 8°C om aftenen, men inden da havde det jo været dejligt med 16°C om morgenen og 20°C midt på dagen og med sol hele tiden.