En dejlig køretur ad 128 langs Coloradofloden. Der er ikke meget af den. I Moab talte vi på tankstationen, mens vi fik fyldt bilen op, med tankejeren, der absolut ville fortælle, at hans bedste kano - nogensinde – var fra Minnesota. Vi kom til at tale om kanoer og hvor vi hver især havde sejlet. Han fortalte, at der var så lidt vand i Cataract Canyon nu, at man ikke kan rafte der. I øvrigt var vi velkomne til at låne hans raft, hvis vi havde lyst til at ”flyde” lidt på Coloradofloden. Ak ja
disse amerikanere. Man har blot snakket med dem i 10 minutter, og man ved, at ham her har været gift med en svejtsisk pige, og at han i øvrigt er villig til at låne os sin gummibåd kvit og frit.

    Turen var skøn indtil Cisco. Også forrige gang vi kørte igennem her blev slået af det totalt øde landskab og så denne lille, trøstesløse  ”by”, som ser ubeboet ud, men hvor der alligevel bor mennesker. 

    Så slog vi et lille smut ind i Colorado for derefter at køre nordpå igennem endnu et stykke canyonland. I Loma – en lille bitte by – havde de fundet på nogle originale vejnavne, så som L ½ Road, M ¼ Road, osv. Pragtfuld køretur. Endelig kom træerne tilbage. De er meget bange for skovbrande i Colorado i år, og det skyldes selvfølgelig de meget alvorlige brande de allerede har haft først på sommeren. Alle steder er der advarsler om at være omhyggelige, og bål på campingpladserne er forbudt. 
    Vi kunne ikke køre direkte op gennem Utah til Flaming Gorge, fordi det eneste indianerreservat i Utah (så vidt vi ved), Uhintah and Ouray Indian Reservation, ligger her, og der er simpelthen ingen veje igennem.

   Vi kørte igennem Dinosaur National Monument Park. Og der spares ikke på krudtet. Nok er her fossiler i massevis, og området er vel et eldorado for geologer og andet godt folk, ja endda filmen Jurrasic Park blev optaget her, men alligevel. Der behøver jo ikke at stå en lyserød eller blå øgle på hvert gadehjørne, og det er vel heller ikke nødvendigt at kalde en by, der for det meste bestod af trailere for Dinosaur. Så er det meget mere reelt at kalde en by Jensen, som der er en chance for, virkelig har været der. Vi fotograferede Jensen. Byen, altså.
    Det var også her vi kørte over Green River, men også den lå lige så sløvt hen som Colorado River, heller ikke her var der meget vand, som også kan ses på billedet.

   Og så op igen i bjergene. Denne gang igennem et privat område med minedrift. Man blev, via skiltning, anmodet om at blive i bilen, fordi der blev ”sprængt i luften”. Nå, nu var det søndag, og sådan noget gør man garanteret ikke i Utah på en søndag. Ikke at dømme efter det kæmpe antal biler, der holdt uden for alle kirkerne.
    Flaming Gorge er flaming (skamløs eller forbandet)  smuk. Campingpladsen yderst dejlig med meget stor plads til hver (det er her man kommer med sine kæmpe speedbåde for at fræse rundt i den smukke gorge), græs og kæmpetræer, der leverer skygge.

22/7 2002

     Vi har virkelig været mellem indehaverne af det store legetøj. Bag os boede en familie med tre kæmpe campere, speedbåd samt en trailer fyldt med 2 ATV’ere og 4 motorcrosscykler. Og i aftes rullede et monster af et køretøj ind på pladsen: Forrest en stor bil, firhjulstrækker selvfølgelig, herefter en camper af det store og til sidst en speedbåd, der bestemt heller ikke hørte til de mindste af slagsen.

     I dag begyndte hjemturen. Ikke noget at gøre. Disse tre uger er fløjet af sted. Hvor er de dog blevet af? Og alligevel. Tænk alt det, vi har set og oplevet. Vi er så heldige. Nå, op til Interstate 80 og så mod øst. Det er virkelig cowboyland her i det sydlige Wyoming. Statens kælenavn er da også The Cowboy State. For en gang skyld oplevede vi at se et par cowboys i arbejde, det ville sige, de drev køerne foran sig. Det var faktisk en ret stor flok. Ellers ser vi kun køerne stå og passe sig selv.

     Den første campingplads i Larami vi ville ind på i Wyoming havde ikke et træ, solen bagte og det blæste. Vi kørte videre til Cheyenne, blot for at finde ud af, at her var cowboy-dage hele ugen, så her var fuldt hus. Her var dog heller ikke træer og solen var stadig højt på himlen og det blæste stadig meget. Heldigvis var der plads til os 75 km inde i Nebraska i Kimball. Og vi opdagede, at her havde vi været før, i 1988 med Morten og Malene. 

      Vi reddede os en god plads med græs, læ og skygge. Slangen i dette paradis var imidlertid to piger som ankom lidt efter os og som kom til at bo som nabo til os, og de havde 2 hunde med. Og de gøede hvergang andre hunde passerede dem. Forbistret, eller som vi siger over there: Shit.
      Der bruges uanede mængder af energi her i USA. Mogens funderer jævnligt over, hvordan man kunne mindske dette forbrug, og han har en række geniale – amerikanerne ville kalde dem rabiate – forslag. Men i dag så vi for første gang en vindmøllepark, der virkelig ville noget. Midt på den vindomsuste prærie var opstillet over 100 møller af den danske slags. Det så storslået ud. Vi har dog også set vindmøller i Californien, men det er bestemt ikke almindeligt her. Og det er vel ikke så mærkeligt, energi koster jo kun ca. en fjerde del af hvad den koster over alt i Europa. Og hvordan skal man dog for økonomien til at hænge sammen i et sådan vindmølleprojekt, når man er oppe mod så lave energipriser.
 

23/7 2002

    Vi hyggede os rigtig på I 80 hele dagen. Standsede i Grand Island og slog teltet op under et kæmpe skyggefuldt træ på en dejlig stor plads omgivet af majsmarker. Her er masser af græs, om end det nærmest ligner hø. Der er tørke i Nebraska. Det har ikke regnet i flere måneder. Vi bliver bedt om tage hurtige, korte brusebade. Når man bare er på ferie og ikke skal leve af vejret, er solskin blot det bedste. På denne tur har vi endnu ikke fundet ud af, hvor vores regnfrakker ligger i kufferten, og vores støvler står og griner af os i bunden af bilen.

     På disse billede kan man se, hvad man kan opleve på en Interstate. Først fik vi et chok, så morede vi os og så rystede vi lidt på hovedet.
    Vi kørte ind til byen Grand Island, stor by 42.000 indbyggere. Vi kørte over en bro og Mogens konstaterede, at dette vel nok var et kæmpe vådområde med siv, små vandløb og små øer. Det viste sig at være mægtige Platte River, eller hvad der nu var tilbage af den denne sommer. Vi har krydset den mange gange mange steder og på flere af vores ture, men dog aldrig forbundet den med et vådområde.

24/7 2002

     I går aftes  fik vi turens bedste hjemmeproducerede filet minon. Som smør var den, med kartoffelsalat og cole slaw, doughnuts, frisk frugt og en god rødvin. Uhm for nogle bøffer. I aften skal vi blot af canadisk hash, nærmest for at tage afsked med endnu en pragtfuld campingferie med maner.
     Turen til Onawa var kort og lidt kedelig. Først I 80 mod øst og så I 29 mod nord i Omaha. Til gengæld er denne lille by, Onawa, med 3.500 indbyggere dog dejlig. Onawa betyder ”wide awake” og den ligger smukt ved Missourifloden ved et indianerreservat. Den praler af at have USA's bredeste main street. Det er nok rigtigt, kan vi konstatere efter at have krydset vejen nogle gange og efter at have tilbragt nogle timer i byen. 

     Da campingpladsen var løbet tør for tunfisk, som vi ville have haft til frokost, blev vi nødt til at køre de få km der ind til byen. Vi fandt en hyggelig lille cafe, som var fyldt op med mennesker, mest gamle, som spiste frokost. God, rigelig og meget billig. Der hang et dansk flag på væggen, og vi spurgte den ældre indehaver, om hun var dansk eller af dansk afstamning, og så kom der gang i snakken. Det var hendes svigerforældre, der var emigreret til USA, og de havde mødt hinanden på båden herover osv. osv. Vi udvekslede erfaringer om det danske flag, som blev hejst i et hvert dansk hjem og om rødkål og ris a la mande og om kgl. juleplatter, som hun købte 10 af hvert år og giver dem til sine (stakkels) børn i julegave.

      Pludselig stod der to stykker lagkage til os til dessert. Vi skulle ikke forlade stedet uden at have fået noget rigtig dansk. Og den var god nok. Blot var her 4 lag i stedet for de normale 3 lag. Megen ros og overbevisninger fra os om, at den smagte helt rigtigt.

      På biblioteket – en dejlig gammel bygning – fik vi adgang til internettet og fik set de seneste nyheder fra Danmark.  Og verdensnyhederne for den sags skyld også, for dem får man ingen af her. 
     Dette er jo hele verden for amerikanerne. Men aktiekurserne rasler ned, det ved vi alt om, det er amerikanerne meget bekymret for, det er jo deres opsparinger det går ud over.

     Vi har netop haft et par tordenskrald og et par dråber regn. Det blæser lidt op og temperaturen er faldet til et dejligt niveau, dejlig temperatur for natten.
 

25/7 2002

     Så skete det. Lige over midnat blev vi vækket af nogle enorme tordenbrag og nu var det rigtig tæt på. Teltet blev oplyst gang på gang og tordenen var høj, høj. Det begyndte også så småt at regne. Vi havde lidt svært ved at sove og lå nu blot og så og hørte på det voldsomme uvejr. Regnen tog til.

     Efterhånden døsede vi alligevel lidt hen og uvejret syntes at trække sig lidt væk igen. Vi faldt i søvn igen. Men så kan det nok være at vi kom ud af poserne. Vi havde vel sovet en times tid eller måske lidt mere, men nu stod himmel og jord i et. Vi fik tøj på og sad lidt og viste egentlig ikke hvad vi skulle gøre, vi kunne godt fornemme at det ville være et af de voldsomme uvejr, vi havde prøvet nogle gange før. 

     Vi sad et stykke tid og blev mere og mere beklemte ved situationen og havde vel egentlig besluttet os til at gå ud i bilen, da det plaudselig blev helt galt. Kæmpe hagl styrtede ned på teltet og vi kunne ikke forlade det. Mogens lagde sig ovenpå mig med puderne over sig selv medens haglene drønede ned på teltet, som tog helt godt imod disse golfbolde store hagl. 

     Jeg ved ikke hvor længe vi lå sådan, men det føltes som en evighed før det endelig holdt op med at hagle. Men lyn og torden var der stadig og voldsomt og vinden var taget betragtelig til. Vi sad i en forfærdelig klemme.

     Så pludselig stilnede det af og vi turde gå uden for. Her mødte os et fantastisk syn. Lyn hele vejen rundt. Og i al denne hurlumhej dukkede pludselig en politivogn op som over en højttaler forkyndte, at nu var Tornedo watch over , ak ja, hvis vi da bare havde hørt at der var en advarsel, så var vi gået ind i campingpladsens hus, hvor vi i det mindste havde været i nogenlunde sikkerhed. Men vi var ikke de eneste der ikke havde hørt den advarsel. Vores nabo, som lå ca. 50 m fra os i en teltcampingvogn, kom ud og var også meget rystet. Hun var alene, vi så at hendes mand køre væk fra campingpladsen da vi lagde os til at sove. Hun gik lidt rundt om vognen og sagde en hel masse som vi ikke kunne høre.

     Det regnede stadig og klokken var nu blevet 5 om morgenen og det var ikke helt lyst endnu. Vi lagde os ind i teltet igen, der var ved at blive helt stille igen. Klokken 6.30 stod vi så endelig op og vi fik pillet teltet ned og uden at pakke det ordentlig sammen, blev det blot lagt ind i vognen, det var vådt, men det var næsten også det eneste det var blevet vådt. Vi var klar til at køre da den næste ulykke ramte os. Mogens kunne ikke starte bilen. Den nægtede at køre. Den havde åbenbart også fået lidt af et chok af det vejr.

     Jeg gik ind for at ringe til en af annoncørerne i det lille campinghæfte vi altid for udleveret, når vi chekker ind. På autoværstedet lovede de, at de ville komme i løbet af en halv time og trække os ind til deres værksted.

     Det passede fint, et fejeblad kom og samlede os op og vi kørte så ind til byen, hvor autoværkstedet lå i den første del af byen.
      Bilen blev undersøgt efter alle kunstens regler og mekanikeren måtte tilkalde hjælp fra de andre på værkstedet. De kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen. De sagde til os, at vi skulle gå ud og spise morgenmad, så det gjorde vi. Vi gav os god tid, men da vi efter en times tid kom tilbage, havde de stadig ikke fundet ud over hvad der var i vejen.

     Vi satte os ind i deres ikke særlig charmerende kundeareal og læste i de gamle tidsskrifter. Efter at have ventet endnu i 1 ½ times tid, at nu viste de hvad der var galt. Et centralovervågningssystem i bilen som kontrollerede alt muligt og også benzinindsprøjtningen var gået sig en tur og det blev nødvendigt med en ny reservedel, som de ikke kunne få her i byen. Efter endnu en times tid kom han igen og kunne glædestrålende fortælle os, at de skulle hente nogle andre reservedel i Sioux City, den store by som lå 45 km herfra, og så ville han tage vores del med. Ventetid på ca. 2 timer før de kunne udskifte den.

     Vi var over middagstid nu og jeg ville gerne ind til byen Onawa for at spise, men Mogens syntes der var alt for langt, når man tog hensyn til den stærke sol. Vi lavede den aftale, at jeg gik op til landevejen og tog et syn for sagen før vi besluttede os. Jeg gik der op og kunne godt se, at det var halsløs gerning at gå derind og tilbage igen i den hede. Der var måske 3 km, men der er ikke noget sted man kan gå, man skal gå på landevejen og 6 km i den hede var bestemt for meget. Jeg gik tilbage til Mogens og vi blev enige om en café ved siden af værkstedet. Den var nu bestemt god nok, vi fik en dejlig frokost og trak tiden meget ud, vi viste jo, at vi alligevel skulle vente på manden med reservedelen.

     Da vi kom tilbage til værkstedet, var der ankommet en RV af de storer. På I 29 på en rasteplads kunne den ikke komme i gang. Det var benzinpumpen der var gået sig en tur. Konen var eddikesur på manden, som om han kunne gøre for det. Manden var meget rar og vi snakkede en del med ham. 
     Deres RV blev færdig før vores, men det hang selvfølgelig sammen med, at vores del ikke var kommet endnu.

    Klokken halv tre kom han med vores meget vigtige reservedel og i løbet af tre kvarter var vores bil færdig. Efter at have betalt, 300 USD, kom vi endelig af sted og klokken var tæt på 16 og vi havde egentlig planlagt at skulle til Minneapolis i et hug, men nu var vi selvfølgelig lidt i tvivt om vi kunne det. For selv om vi ikke havde lavet noget hele dagen, var vi ikke alt for friske da vi begyndte på den sidste strækning.

     Vi kom hurtigt til Sioux City og derefter til Sioux Falls i South Dakota, hvor vi kom op på Interstate 90, som så førte os østpå til  Albert Lea, hvor vejen I 35 gik videre nordpå til Minneapolis. 
     Det var mørkt, da vi kom til I35 og vi ringede til Vaughn og fortalte ham om vores uheld og at vi nok først kom lidt sent til Prior Lake. Det passede åbenbart meget godt, for Henriette ville først komme hjem fra arbejde mellem 22 og 22.30 og det var også det tidspunkt vi nok kunne være der.
     Vi nåede Prior Lake lidt før 22.30 efter en besværlig tur ad I 35, der havde næsten været vejarbejde hele vejen fra Albert Lea og det er ikke morsomt med al den trafik der er. I 35 er voldsomt befærdet uanset tidspunktet man kommer der.

     Men vi nåede som sagt helskindet tilbage til Henriette og Vaughn, Henriette nåede hjem 5 minutter før os.
     Og det var så den tur. En tur der på alle måder var helt i top, selvom vi godt ville have undværet uvejret i Iowa. Men på den anden side, vi har jo haft et fantastisk vejr på hele turen, så vi kunne ikke tillade os at klage.

     Nu er det så spændende, hvad der kommer til at ske med vores dejlige bil. Nu havde vi vedtaget, før turen, at den skulle sælges, men nu, hvor vi atter har tilbragt så mange dejlige timer i den, har vi svært ved at skulle skille os af med den. Vi tro det bliver Henriette der kommer til at bestemme, hvad der skal ske med den. Vi vil tage hjem til Danmark og afvente bilens skæbne. Hvis den ikke sælges, vil vi glæde os til den næste tur med den.