Morgenmad under halvtaget med den mest pragtfulde udsigt til de tågeindhyllede bjerge. Og så af sted. Ad samme vej vi var kommet. For heroppe nordpå er der ikke mange veje og altså heller ingen muligheder for rundture. Heldigvis ser det hele anderledes ud, når man kører den modsatte retning, og man kan glæde sig lige så meget som tidligere.
      Vi stoppede for at få flere billeder af Bear Glacier, som var endnu smukkere end dagen før på grund af lysindfaldet. Og gud hjælpe mig om vi ikke stødte ind i en bæver. Denne lille sky fyr med overskæg betragtede os længe og lod sig fotografere. Wauw….

      Og så på bjørnejagt. Vi har, ligesom i går, sat farten ned til 60 – 70 km i timen for ellers er det umuligt 1: at nå at se nogle af disse sorte vamsede rygge i grøftekanten og 2: at få stoppet bilen på denne snævre vej, hvor man jo egentlig ikke må stoppe uden for de angivne steder. Nul sorte bjørne. Stor skuffelse.
     Lige før Cassiar Highway gik ud i Yellowhead Highway kom den imidlertid luskende hen over vejen foran os. En stor Grizzlibjørn. Den forsvandt ikke sporløst, som de sorte bjørne har for vane. Den ledte uanfægtet efter bær. Vi fik lov til at tage en del billeder af den, inden den forsvandt. Mogens fløjtede endda til den, og den så uinteresseret på os. Den var stor! Det var vores humør også i timerne efter.

     The Hazeltons. Tre indianerbyer, som ligger i en trekant, og som er berømte for én ting. Totempæle. Man skal køre 14 km væk fra alfarvej for at se dem, ja og så skal man jo tilbage til hovedvejen igen. Det gad Mogens ikke! Jeg har haft lyst til at se dem et par gange nu, så han bed lidt vrissen i det sure æble. Og derind kom vi da efter at have passeret en pragtfuld konstruktion af en bro med langt, langt ned til den brusende Skeena River.og Totempælene var samlet et sted. Nogle gamle, andre efterligninger. Mogens og museer er ikke lige sagen, men han blev dog lidt mildere stemt, gik med indenfor og syntes , det alt i alt var ok. Vi købte to meget dyre , lækre T-shirts.

     Indianerne, som bor her og omkring Skeena floden er af stammerne Gitksan og Wet’suwet som tilhører tsimshean sproget. Gitksan anvender sproget k’san, som også er navnet på byen . Dette thimshean sprog tales kun af dem, og det er så meget anderledes, at andre ikke kan forstå dem. Dette sprog er så enestående, at sprogforskere ikke har fundet noget tilsvarende andre steder på jorden.
Mogens har læst bogen 'Vodis hemmelighed', hvor hovedpersonen er gitsan-indianer. En ualmindelig god spændingsroman. Bogen, fra 1995, er skrevet af Lionel Davidson 

     Overnatning på den gode plads i Prince George igen. Desværre var alle pie’erne og også det hjemmelavede brød udsolgt, da jeg kom over til Marias bageri. Men pyt. Canadisk hash og kirsebær er også ganske fortrinligt.
     Vejret i dag har jo været lidt omskifteligt. Om morgene var det 10° og overskyet, til middag 20° og høj sol og om aftenen 25°.

12/7 2002

     Dagen i dag er udnævnt til hviledag. Meningen var, at vi skulle sove længe (altså, når Mogens havde været oppe for at tisse klokken 6, skulle han putte sig igen i stedet for at hive mig op. Og det gjorde han så. Alligevel lykkedes det os at køre fra campingpladsen blot en time senere end sædvanlig, ligegyldigt hvor længe vi prøvede at trække tiden ud!
     Behøver jeg at skrive, at turen til Lac La Hache ad Highway 97, Cariboo Highway, var meget smuk? Nej vel, men den var smuk. Vi kørte med Cariboo Mountains på den ene side af vejen og Fraser River på den anden side. 

     Denne campingplads i Lac La Hache er meget lille, kun 37 pladser og med fuldstændig adskilte pladser for campere og telte. Herligt. Vi nyder det – læser, skriver, vasker tøj og, som de to damer i baderummet sagde, prøver at komme til os selv efter de hårde strabadser. (De kom fra Alaska i deres kæmpebusmotorhjem og må have haft ”a hell of a good time”. For, som den ene sagde til den anden: ”Når det bliver for hårdt at køre eller kedeligt, sætter jeg mig bare til at se fjernsyn, for jeg tør jo alligevel ikke køre camperen”. Og hun udtalte sig altså om det smukkeste stykke natur i verden.

    Vejret var skønt, sol hele dagen, 14°C om morgenen, 26°C til frokost og også 26°C om aftenen. 

13/7 2002

     Endnu en hel anden slags køretur. Turen i dag foregik igennem canyonland, Fraser Canyon, med floderne Thompson og Fraser strømmende dybt nede. Det bliver også regnet for det bedste whitewater område i Nordamerika. Og det vil vi gerne give dem ret i. Her ville være herligt at rafte. Og omgivelserne er pragtfulde. 

    Vi ville ned og se Alexandrabroen – den fra filmen af samme navn – men kom desværre til at dreje af 50 m for tidligt. Det førte os ned ad en smal vejm, som endte i ingenting. Vi vendte med besvær bilen, men ville dog lige se, om ikke vi kunne komme videre til fods. Vi krydsede jernbanen, hvilket var absolut forbudt og livsfarligt, som der stod. Vi har fulgt disse enorme kæder af togvogne på hele ruten i dag, og de kører meget langsomt. Faktisk kom der et tog, lige da vi havde passeret skinnerne. Vi kom ned i noget vildnis og besluttede at vende om. Tilbage ved bilen holdt der en full stack (3 stk.) af biler. Som også var kørt forkert. Deres problem var blot lidt større end vores. For at sige det mildt. For de trak hver enten en campingvogn eller en båd, og det var der simpelthen ingen mulighed for at vende med. Det betød masser af arbejde med at hægte af og hægte på osv. Vi listede stille væk og en af os var så irriteret, at vi ikke tog ned på pladsen 50 m derfra for at fotografere broen. Men vi har altså set den. I det hele taget er dette område stedet, hvor der optages mange Hollywood film. Og det er bestemt ikke uden grund.

     Vi må nu lægge vores elskede Milepost til side. Canadaeventyret er slut for denne gang. Som Mogens siger: ”For denne gang”, for næste gang skal vi se det og det og det og gense det og det og det.

     At køre over grænsen ved Sumas var en fornøjelse. Det tog kun 10 minutter og grænsebetjenten, den amerikanske, lod os have vores kirsebær med, som han rådede os til at få spist, inden vi nåede Californien. Smil og gode ønske med på vejen.

     Og her i eftermiddagssolen sidder vi nu i den lille ubetydelige by, Lynden, i Washington tæt på grænsen. Valgt fordi det skulle være en stille plads uden for meget turisthalløj. Men ak og ve, det er lørdag aften, og der er ikke langt til hverken Vancouver eller Seattle, så en masse familier har fundet vej hertil. Her er også rart. En lille sø med ænder og mulighed for en lille sejltur, swimmingpool, og andre gode legemuligheder, restaurant etc. Så vores stille læseeftermiddag har fået lidt mere lyd på end planlagt. Vores plads er lige ned til søen. Ingen myg! 
    Vi provianterede i Canada for vores sidste canadiske penge, og vi har købt lækker aftensmad og en flaske vin. Uhm.
    Om morgenen 11°C og sol, til middag 24°C med sol og nogle lette regnbyger og endeligt om aftenen 23°C og dejligt stille og med sol.
 

14/7 2002

    Utroligt! Så mange mennesker på en campingplads en lørdag aften, og alligevel klokken 22.00 = stilhed.
    Vi er nu kommet ind i Guds eget land og dermed til en masse trafik. Man skulle dog ellers tro, at der ville være nogenlunde albuerum – og på en søndag – i Washington, en stat, der er 4 gange større end Danmark og med et indbyggerantal som i Danmark. Men nej, tæt trafik sydpå ad I 5. Vi kørte igennem Seattle og genså Space Needle.

    Men så Oregon da? Her bor kun 3.300.000 mennesker i USA's 10ende største stat, 6 gange større end Danmark. Nej endnu værre. Rækkevis af biler i begge retninger. Et sted var der sket uheld på begge sider af vejen, og vi målte køen på den anden side til at være 25 km lang.
    Her på campingpladsen i Albany, som er en lille by, der ligger ca. 25 km syd for hovedstaden Salem, er der til gengæld rart og meget fredeligt. God skygge, god sol, ikke for høje træer og dejligt græs. Vi slapper af resten af dagen og ser nogle af de mange overdækkede broer i morgen, når vi drager videre.
    Aftensmaden er lovende. Vi har købt laks, specielle grøntsager, flute og Münster ost samt et par friskbagte doughnuts. Alt sammen fra Fred Meyers. Det perfekte indkøbscenter. 
    Badeværelseskoden er her let at huske: ABE.
    Morgen 13°C overskyet, middag 22°C lidt regn og derefter skyfrit, om aftenen 25°C og dejlig sol.

15/7 2002 

    Vi brugte en time og 90 km på at se to overdækkede broer i området omkring Albany. Oregon har 50 af disse broer, hvoraf 11 af dem ligger her. Vi var lidt skuffede. De var fra hhv. 1932 og 1936. Broerne i Madison County, Iowa, var meget ældre, langt mere forskellige og laaaangt mere romantiske!

     Trafikken sydpå ad I 5 var ikke så slem som i går. Måske skal alle mennesker et sted hen, når det er søndag. Det var nogle smukke skovklædte bjerge vi kørte igennem. Rigtigt, som vi husker Oregon. De sidste 160 km ned mod Californien var ret barske at køre med snoede veje og up and down, men smukt var det. Vi passerede landbrugskontrollen ind i Californien – ingen frugt, planter eller friske grøntsager må medbringes – og fortsatte i dette bjergland.

    Vi var vidner til en stor skovbrand i Siskiyou County i Scott Bar Mountains. Røgen væltede op og kunne ses i miles omkreds, blot kørte vi lige forbi, og ved ankomsten til campingpladsenn her i Mount Shasta City fik vi at vide, at foreløbig var 32.000 acres skov brændt, men at ilden menes at være under kontrol. Vi så da også mange fly og helikoptere flyve ind over området. Det var en overvældende og grum oplevelse.

     Nu sidder vi i skyggen under træer, som ser ud til at være 50 m høje. Deres  kogler er tilsvarende enorme. En af dem faldt ned med et brag ikke mange meter fra Mogens. Jo, jeg ville karakterisere det som livsfarligt. Vi har selv valgt stedet. Det var simpelthen så varmt, da vi ankom, at vi frivilligt krøb ind i den mørke skygge. Nu er der heller ingen overhængende fare for at det skal regne. Himlen har den klareste blå farve, og der er ikke en sky. 

     I det hele taget er der hedebølge over USA i øjeblikket. I Montana er der 38°C og i Boise er der målt 44°C, i Death Valley 53°C!  Her fra campingpladsen har vi udsigt til den sneklædte Mt. Shasta vulkan, som er over 4.400 m høj.

     Og vi nyder de 28 – 30 °C, der er her i skyggen klokken 19!
     Og vejret, det har været varmt hele dagen, 11°C i morges, 30°C til middag og 26°C ved sengetid.

16/7 2002 

    Mogens hørte et dyr pusle rundt om vores telt i nat. Han sagde , der var en afskyelig lugt. Det kan jo være et hvilket som helst dyr af en hvis størrelse, der ved, at på campinpladsen er der let at skaffe sig føde. Men ikke hos os. Klog af skade har vi lært at pakke al mad i bilen og gøre dugen godt ren. Denne dejlige blå - og hvidternede plastikdug, som er uundværlig på en campingplads.

    I sandhed kontrasternes dag! Vi vågnede begge klokken 5.30 og blev enige om, at vi ligeså godt kunne gå i bad. Derfor var vi allerede på vejen klokken 7. Det viste sig at være en god ide, vi havde nemlig bestemt os for at se Lassen Vulcanic National Park. Det var en fantastisk ganske anderledes landskab, vi kom igennem. Og helt op i 2.600 meters højde var vi. 

    The Lassen area var et mødested for fire indianerstammer: Atsugewi, Yana, Yahi og Maidu. På grund af vejret og den megen sne, som betød, at mange dyr ikke var her konstant året rundt, var området kun befolket i de varme måneder. En Yahi-indianer ved navn Ishi kom i 1911 indtil byen Oroville, hvor han for første gang i sit liv så hvide mennesker. Han levede sine sidste år på University of California Museum in Berkeley, hvor han var en uvurderlig etnologisk kilde. Ishi var det sidste menneske fra stenalderen i USA. Lassen Park er opkaldt efter en guide, Peter Lassen, som i årene omkring 1850 hjalp nybyggere gennem området.

     Himlen var blå, blå. Så blå, at Mogens bad mig om at fortælle folk, der ser vores fotos, at farven er ægte nok. Og der blev taget mange billeder. Af cedars, vulkaner, boblende vand i svovldampe, sne osv. Kaffe på spidsen af Lassens Peak med verdens bedste udsigt.
    Herefter fladede landet ud, sparsomt med træer og de brune og grå jordfarver indfandt sig. Vi passerede den store, tørre Honeylake, hvor der var ganske lidt vand ved bredden, men ellers en tør, grønlig masse så langt øjet kunne se.

    Og så er vi installeret på KOA-campingpladsen i Reno, Nevada. Vi får ikke set spor af byen. Det er der tre gode grunde til: 1. Vi har kørt igennem byen før, i 1997, og syntes den gang den så skrækkelig ud. 2. Vi hører faktisk til Hilton- hotellet. 3. Når man har set ét ”spilleparadis” har man set dem alle, og Hilton har et af de største spillecasinoer i Reno.

    Campingpladsen her hører til Hilton-hotel. Et af byens kæmpe vartegn. Vi kan frit benytte alle hotellets faciliteter, og der er mange: Tennisbaner, swimmingpool, golf og meget gerne spillecasinoet synes de, restauranter, barer, forretninger, motionsrum ja og så videre og så videre.

    Det holdt ellers hårdt at få lov til at bo her. Ingen telte var tilladt. Jeg argumenterede med, at vi så kunne sove i bilen, som vi havde gjort i Alaska på grund af bjørne, og bestyreren fandt denne forklaring rimelig. Så vi fik lov til at bo her for 29 USD, men så havde vi vores sammensparede point, og det betød, at overnatningen kostede 9 USD. Det var ikke urimeligt!

    Vi er endda placeret ved pladsens, som er megastor, eneste træ. Frokosten indtog vi i en restaurant på Hilton, hvor man selvfølgelig kunne spille, mens man spiser. Men maden var, som vi også oplevede det med Malene og Morten i 1988 i Las Vegas, uovertruffen. Jeg fik Kingcrab-omelet og Mogens det lækreste BLT-arrangement – og med øl til os begge blev det kun en hundredekroneseddel.

    Vi måtte jo gamble lidt og brugte 5 stk. 25 cents mønter. I nogle af spillemaskinerne kan man spille med 100 USD – sedler. Alle maskiner også med creditcard. Vi så pokerrummet, hvor der lå store stakke jetoner foran spillerne. I øvrigt vandt vi ikke for vores 5 mønter.

    Eftermiddagen tilbragte vi ved den store lækre pool med liggestole i skyggen, gratis store håndklæder og servering.
Life is good.

     Og nu til den sjoveste opfindelse eller ide, vi har set en lykkelig blanding af nødvendighed og fælles trang til at slå tiden ihjel: En golf driving ranch ud i den kæmpestore branddam. Herude var der lagt fire øer, og såfremt man fik hole-in-one på nogle af disse øer, havde man vundet et tur til Hawaii, en tur for to til Florida, etc. En gevaldig stor kurv golfbolde kostede 4 USD, og så kunne man ellers bare plaffe der ud af. Det var der mange, der gjorde. Og de morede sig tilsyneladende glimrende. Det samme gjorde vi tilskuere.

"Golfbanen" i Reno. På højre billede ser man øerne, som skal rammes, for at kunne deltage i lodtrækningen om store præmier.

    Aftensmaden foregik på dette kæmpe affødningssted midt i casinoet, hvor mange hundrede mennesker skulle bespises billigt, hurtigt og godt. For næsten ingen penge gik man ind til denne kæmpebuffet. En flaske vin til maden kostede væsentlig mindre end i en normal Liqueur Store. Mogens tabte appetitten, da han så al denne overdådighed og bekendtgjorde, at han ville holde sig til desserten. 
     Jeg fik et supermåltid med en masse hummer, roasbeef og pie. Alt med fineste tilbehør. Amerikanerne havde nok en tendens til at skovle en hel del mere på deres tallerkener. Mogens fik spist et par desserter. En mægtig amerikaner havde besluttet sig for at smage dem alle. Han gjorde en heroisk indsats. 

    Tilbage til spillebordene, som om aftenen alle er åbne og godt besat. For at spille Black Jack f. eks. er mindste indsats 5 USD og højeste 500 USD. Man kan ret hurtigt blive adskillige dollars rigere. Og endnu hurtigere mange dollars fattigere. Så vi.
    Vi delte to Margueritas og begav os så over til bilen for at ommøblere lidt af bagagen, så vi kunne sove i bilen. Det varmeste sted på hele vores tur!

    Vejret var så utroligt dejligt om morgenen og hele formiddagen med 9°C som begyndelse og med 35°C over middag. Sol, sol hele dagen, men ak og ve. Vores vejrstation, termometeret, var fjernet, stjålet, ja tyvstjålet, tænk at gøre sig til tyv for 95 cent, da vi vendte hjem fra hotellet om aftenen, så nu må resten af vores observationer ske ved hjælp af de enkelte steders oplysninger om vejret.