Tennis på den perfekte Hilton-bane. Varmt og dejlig, selvom klokken ikke er mere end 7. Derefter bad i disse overdimensionerede, flotte baderum. Endnu har hverken Mogens eller jeg set nogen derinde. Camperne benytter jo deres egne medbragte luksusbadeværelser i deres RV’ere. Vores sædvanlige amerikanske luksus morgenmad på pladsen i skyggen af det enlige træ og så af sted.

    Ud at køre i den varme, golde Nevadaørken. 460 km fra Reno til Ely. Ad US 50; som kaldes The loneliest road. Og det er ikke engang løgn. Vi har ikke mødt mange modgående biler, ingen byer, ingen huse, ingen benzinstationer og ingen rastepladser, hvor man kan tisse.
    Et sted opdagede vi, at der var andre biler på vejen end vores. Der var vejarbejde og vi blev stoppet herude i heden af en Flagman. I den halve time, vi ventede uden aircondition, blev vi en hel lille stak på 10 biler som ventede på, at 'Follow me' skulle komme. Endelig bugserede den os igennem – ja forbi hvad egentlig? De var godt nok ved at reparerer vejen, men med den trafiktæthed, der var, ville det have været langt mere fornuftigt at nøjes med fartbegrænsning og ikke dette cirkus. Trafikken spredtes hurtigt, og vi var alene i verden igen.

     Hen på dagen fik vi nogle byger, som kølede luften behageligt ned. 

1. Ørken, som er smuk og af forbløffende skiftende natur. 
2. Ørken, hvor der prøves militærfly, våben, rumfartøjer og engang atombomber. 
3. Ørken, hvor der spilles, som ingen andre steder. 

     Vi skal i nat sove på det blødeste, grønne græs. Det bliver himmelsk efter bilsengen i går. Og vi er de eneste teltcampister, så det er faktisk som at have sin egen kæmpe græsplæne med grønne buske og skyggefulde træer. Og oveni dette, vores eget overdækket campingkøkken til vores opvask. Vi var her i øvrigt med Malene og Morten i 1988.
     Morgenen begyndte med sol og meget varmt vejr, og ved middagstid over 35°C, og efter de få og små byger sidst på dagen er det nu meget behageligt med omkring 25°C.

18/7 2002

    Min mand har kørt os ud i ørkenen uden at fylde benzin på bilen!  Og det udelukkende fordi der var vejarbejde umiddelbart til venstre for udkørslen fra campingpladsen ind mod byen med benzintankene  og dermed risiko for at man to gange skulle vente op til 20-30 minutter på Follow me vognen.
    Jeg sad med kortet, jeg kørte også igennem Nevadas ørken i går. Og der var ingen tankstationer. Med livet som indsats kørte vi så – den ene frisk og frejdig, for der er aldrig mere end 160 km imellem tankstationerne, den anden godt sur og bekymret – igennem endnu et ensomt og storslået stykke ørken. 

    Endelig foran var et vejkryds og et skilt, hvorpå der stod gas 6 miles straight ahead – borderstation. Vi skulle blot dreje af for at komme den direkte vej til Bryce Canyon. Men på kortet var der en lille by, Baker, lige på grænsen til Utah og der var også kun 6 miles til og inde i Utah lå jo også Garrison yderligere 6 miles væk, så vi drejede fortrøstningsfulde ud ad vores vej. Blot for at konstatere, at Baker ganske rigtig lå der, men vi så ikke et eneste menneske, blot en masse huse og forretninger til salg. Hvis nu Garrison var lige sådan? (Det viste sig senere, at det var den!)

    Vi kørte 6 miles tilbage til skiltet og 6 miles frem. Og så var oasen der. Selvfølgelig med et bingo-spil i gang i cafeen, det var også langt ud på formiddagen, men der var en benzintank.

    Tilbage til Baker igen. Bare 10 sølle meter efter det sted vi vendte bilen, lå der en benzinpumpe! Godt nok ubemandet, men man kunne benytte kreditkort. Hmm! Nå men resten af turen forløb i højt humør. Stadig ørken, og vi er meget højt oppe, ved Old Frisco Mining Town, som ligger lige ved siden af Frisco Peak, som er 3.200 meter højt, ca. 1.800 m. Og det er egentlig ikke til umiddelbart at se, da terrænet hele tiden stiger en smule og det har det gjort i flere timer.

   Vi ringede til Malene fra en lille by, Milford, med ca. 1.100 indbyggere. Pludselig kom der en lille pige hen til mig og sagde: ”You may hold my kitten”, hvorpå hun forsvandt ind i en forretning. Og der stod jeg så, indtil hun var færdig med at handle og takkede hende bagefter for at have fået æren. Nej, jeg fik ikke talt med Malene, men talte med Helle, som fik historien om katten. Helle har jo kat, så hun kunne se det sjove.

     Vi var fremme i Panguitch, en by med knap 1.500 indbyggere, lige over middag. Der kom et ordentlig regnskyl, så vi spiste en sandwich hos Arbeys, og kørte derefter til campingpladsen og blev installeret. Også her er vi eneste telt, her er fint græs og et par gode træer til lidt skygge, dog ingen brug for det i dag. Så kørte vi ind til byens bibliotek og lånte internette og en time efter, da vi gik derfra, skinnede solen fra en skyfri himmel.

19/7 2002

   Vi stod ikke op før klokken 8 fordi dagen i dag er udråbt til Canyondag. Solen skinnede og det var en dejlig morgen, og efter morgenmaden drog vi så til Bryce Canyon National Park.

    Kort tid efter at vi havde forladt campingpladsen kørte vi ind på The Highway 12, som er en Scenic Byway. Og det må vi nok sige, kun få km fra begyndelsen af US 12 lå Red Canyon der i al sin pragt. Til venstre for vejen, badet i solen lå disse helt røde klipper. Det var en voldsom ændring af området. Smukt var det, der blev taget de obligatoriske billeder, og så gik turen videre ad tolveren.

    Da vi havde kørt 35 km kom vi til indgangen af Bryce Canyon og vi betalte vores adgangsbillet, som kostede os 15 USD, men så kunne vi også komme her de næste 7 dage. Indgangen til parken lignede alle de andre parkers indgang. Masser af mennesker, masser af parkerede biler og masser af forretninger, men vi havde ingen lyst til at bruge blot 1 minut på disse mange tilbud, vi ville se naturen og helst uden for mange mennesker omkring os.

    Vi havde fået udleveret et kort, som meget informativt angav de mange udsigtspunkter på den 38 km lange tur. Og vi var alle stederne, så det blev et tur på 76 km og efter vores mening, ikke 1 km for lang. Ud over disse veje findes der vandrestier på omkring 80 km.

    Vi fik selvfølgelig taget en forfærdelig masse billeder, og når man ser dem bagefter, må man nok sige at der var smukt, men for det første ligner de alle hinanden og for det andet yder de ikke naturen nok retfærdighed. At stå her og nyde klipperne, farverne og udsigten ud over Utah er en oplevelse, som helt står mål med de forventninger vi havde.

    At det skulle være en af de smukkeste nationalparker i USA vil vi gerne skrive under på, her er smukt og smukt på en speciel måde. Ingen andre steder har vi set noget lignende. Stedet kan under ingen omstændigheder sammenlignes med noget andet vi har set. Desværre giver en tur som vores ikke helt mulighed for at se dyrelivet. Det er der for mange mennesker til. Her er kondor og vandrefalke, men begge meget svære at få at se. Om vinteren trækker mule deer, mountain lions og coyotes til lavere egne. 

    Lidt over frokosttid havde vi fået nok og valgte at spise på et stort spisehus, som hed Rubys Inn, før vi tog tilbage til campingpladsen. Det var et udmærket spisested, som havde ligget her lige siden oprettelsen af parken. 

     I 1916 bosatte Reuben C. (Ruby) Syrett sig sammen med sin familie, i Utahs wilderness. Kort tid efter at de havde bosat sig var hele familien på tur ind i canyon og blev så imponerede af det, de så, at de fortalte alle og enhver, der kom på de kanter, om herlighederne. Og i 1919 byggede han ”Tourist Rest” meget tæt på selve canyons kant, og da Bryce Canyon blev et national Monument flyttede han ”Tourist Rest” til den placering den har i dag og samtidig ændrede han navnet til ”Ruby’s Inn. Ruby’s Inn bliver i dag drevet af Ruby’s børnebørn og oldebørn. 
     I 1875 kom en mormon ved navn Ebenezer Bryce til området for at skaffe tømmer og andet til sin bosættelse. Og naboerne opkaldte canyonen ved Bryce’s bosættelse for Bryce’s canyon. Og omkring 1900 kom mange mennesker for at beundre de geologiske fænomener og de mange smukke farver og i 1920 begyndte man at sikre området for eftertiden og i 1923 proklamerede Præsident Warren G. Harding området for Bryce Canyon National Monument og dette navn blev ændret i 1928 til det nuværende navn, Bryce Canyon National Park. Man har i øjeblikket omkring 1.7 millioner besøgende om året.

     Midt på eftermiddagen vendte vi hjem til campingpladsen efter at have gennemsøgt byen for indkøb af lidt aftensmad. Det lykkedes ikke så vi måtte tage til takke med vores canadiske Hash, som  hver gang modtages med et ahh.
     Min mand, ingeniøren, funderede, mens han startede vores trofaste madblus: ”Når denne ferie er omme, har jeg pumpet mere end 3000 gange”. Man skal pumpe ca. 45 gange for at frembringe tilstrækkeligt med benzindampe.
    Lidt køligt her til aften. På med cowboybukserne og sweater. Mogens har dog stadig bare ben og bare tæer i sine fakirsandaler!
 

20/7 2002

    Vi stod op meget tidligt, gik i bad og pakkede sammen uden at lave morgenmad. Det betød, at vi så solen stige op over alle disse bjerge, der førts var røde, så grønne, så grå og så det hele blandet sammen. Vi kørte oppe i ca. 2.800 meters højde og havde vejen næsten for os selv. 
    I en meget lille by, der var nok under 20 huse, fandt vi en café, hvor vi fik en dejlig morgenmad.

  Men byens lidenhed afholdt den ikke fra at have en Main Street, som ses på billedet til højre.

    Vi har set utallige skilte med Ko på vejen, ligesom dem med Deer, Elk, Moose eller Bear. Dette er jo open range, vi kører igennem, men at en ko skulle kante sig ud på vejen, havde vi svært ved at forestille os. Men i dag stod den der altså. Den fortrak dog hurtigt og bevægede sig overraskende adræt op ad den stejle vejside.
    Dette er i sandhed canyonland. Vi kørte forbi Bryce Canyon, Bot Death Hollow Wilderness Area, Capitol Reef National Park, Canyonland, Grey Canyon og The Arches. 

   Vi glædede os til gensyn med Moab, hvorfra vores uforglemmelige riverrafting tur på Coloradofloden gennem Cataract Canyon fandt sted for nu 8 år siden. Men meget er sket siden da. Også med Moab. 

     Denne hyggelige lille by, der havde sin egen charme. Og her spillede vi tennis med de rå La Sal Mountains som en smuk baggrund. Byen var lige pludselig vokset til det dobbelte og lignede en hvilken som helst anden amerikansk by med alle fastfood forretninger, hotelkæder og benzinstationer. Campingpladsen ligner dog sig selv. Tør, rød, støvet og ganske få træer. Vi er dog gode til at få vores vilje med hensyn til træer.

     Supermarkedet var der dog endnu i Moab, men det havde fået konkurenter. De er vandt til europæiske turister på grund af rafting, og vi kunne se frem til et aftensmåltid med flute, paté, ost, melon og rødvin, alt sammen lavet i USA kunne vi læse på varerne.

     Mens vi sad og gispede i skyggen under vores træ ved 18-tiden i en temperatur, der nærmede sig de 37-38°C, trak der pludselig nogle sorte skyer ind over campingpladsen og en stærk vind hvirvlede al det røde støv op. Stolene blæste omkuld, bøger og papir fejede væk. Vi fik reddet hele molevitten ind i bilen. Campingpladsejeren fik dækket sin swimmingpool til med stort besvær, og Mogens måtte rette og sikre teltet med store sten. Vi hoppede ind på forsædet i bilen for derfra at vente på regnen. Men den kom aldrig.
     En times tid senere var der vindstille og vi kunne sætte os til at nyde vores aftensmad i en lidt mere behagelig temperatur.